Trane

kran (`aghur; geranos; Latin Grus cinerea): En fugl af familien gruidae. Tranen nævnes to gange i Bibelen: én gang på grund af sin stemme (Es 38,14: "Som en svale eller en trane kvidrede jeg"); igen på grund af det uforglemmelige billede, disse fugle dannede under trækket (Jer 8,7): "Ja, storken på himlen kender sine fastsatte tider; og turtelduen og svalen og tranen holder øje med tiden for deres komme; men mit folk kender ikke Yahwehs lov." Nogle kommentatorer har fremført grunde til at udelade tranen fra Bibelens ornitologi, men det bør aldrig tillades. De var nære slægtninge til stork, hejre og ibis; næsten lige så talrige som nogen af disse og hjemmehørende i Israels land, undtagen under trækket. De to citater om dem passer med deres historie og peger på de to træk, der gjorde dem lige så iøjnefaldende som nogen fugle i Israels land. Næst efter strudsen og pelikanen var de de største fugle, med et vingefang på 8 fod (ca. 2,4 m) fra spids til spids og en højde på 4 fod (ca. 1,2 m). Under trækket passerede så vældige flokke over Israels land, at de formørkede himlen, og når de krydsede Det Røde Hav, syntes de at feje fra kyst til kyst, og sådan blev de den mest iøjnefaldende trækfugl; af den grund blev de uden tvivl medtaget i Esajas' henvisning til forårstrækket sammen med de elskede duer, der blev brugt til offer og som burkæledyr, og med svalerne, der blev holdt for næsten hellige, fordi de havde rede i templer. Ikke så mange af dem slog sig ned i Israels land som af storkene, men store flokke levede i ørkenen syd for Jerusalem, og nogle få par havde rede nær vand så langt mod nord som Merom. De gråbrune traner var de største, og der fandtes også en toppet trane og en hvid trane. De byggede rede på jorden eller i træer og lagde to store æg, som varierede efter art. Æggene fra den brune fugl var lyse gråbrune med brune pletter, og den hvides var ru, blegblå med brune skjolder. De var ikke så hengivne parvis eller over for deres unger som storke, men var gennemsnitlige forældre. Det er i det hele taget sandsynligt, at det var dem, Esajas sigtede til, fordi de passede bedst til hans formål, idet tranen og svalen er blandt fuglenes næsten uafbrudte snakkere. Ordet "kvidre", der bruges i Bibelen, passer nøjagtigt til en svales lyde, men er alt for svagt til at beskrive tranens stemmebrug. De trak i store kileformede flokke og skreg ustandseligt på vingerne. De talte uafbrudt, mens de var optaget af at leve, og selv under nattens vagter holdt de næsten ikke op med at sende besked videre om, at alt stod vel, eller med at udsende faresignaler. Araberne kaldte tranernes skrig for "brølen". Vi gengiver det som regel med hujen eller trompeteren. Ethvert af disse ord er udtryksfuldt nok til at betegne en usædvanlig stemme, brugt på en usædvanlig måde, så den forekom profeten egnet til brug i en stærk sammenligning.

Gene Stratton-Porter