Hængning

(som straf), et mærke på vanære, påført forbryderes døde legemer (5 Mos 21,23), snarere end vores moderne straffemåde. Forbrydere blev først kvalt og derefter hængt op (4 Mos 25,4; 5 Mos 21,22). (Se 2 Sam 21,6 for gibeonitternes praksis.)

Ophæng (som forhæng).

Heb. masak, (a) foran indgangen til tabernaklets forgård (2 Mos 35,17); (b) foran tabernaklets dør (26,36.37); (c) foran indgangen til det allerhelligste, kaldet “dækkets forhæng” (35,12; 39,34), sådan som ordet egentlig betyder.

Heb. kelaim, tæpper, der dækkede tabernaklets vægge (2 Mos 27,9; 35,17; 4 Mos 3,26) op til halvdelen af væggens højde (2 Mos 27,18; jf. 26,16). Disse forhæng var fastgjort til søjler.

Heb. bottim (2 Kong 23,7), “forhæng til lunden” (RV, “til Asheraen”); randnoten har i stedet for “forhæng” “telte” eller “huse.” Sådanne forhængsbeklædte konstruktioner til afgudsdyrkelse hentydes der også til i Ez 16,16.