Type

tip:

1. Definition af type

2. Særpræg

3. Klassifikation af typer

4. Hvor meget af Det Gamle Testamente er typologisk?

LITTERATUR

Bibelen giver rigeligt vidnesbyrd om, at der findes typer og typologisk belæring i det hellige ord. Det Nye Testamente bevidner dette. Det tager et stort antal personer, ting og begivenheder fra tidligere husholdninger op og behandler dem som antydninger og profetier om fremtiden. For en generation siden var der en udbredt interesse for studiet af typologi; senere er interessen i høj grad aftaget, især på grund af de indfald og overdrivelser, som prægede behandlingen af emnet hos ikke så få forfattere. At presse Skriftens typologiske lære så langt, at Guds ords historiske gyldighed bringes i fare, er både farligt og vil med sikkerhed blive fulgt af en modreaktion og forsømmelse af emnet.

1. Definition af type:

Ordet “type” er afledt af et græsk udtryk, tupos, som forekommer 16 gange i Det Nye Testamente. Det oversættes forskelligt i King James Version, f.eks. to gange med “print” (Joh 20,25); to gange med “figure” (ApG 7,43; Rom 5,14); to gange med “pattern” (Tit 2,7; Hebr 8,5); én gang med “fashion” (ApG 7,44); én gang med “manner” (ApG 23,25); én gang med “form” (Rom 6,17); og 7 gange med “example” (1 Kor 10,6; 1 Kor 10,11; Fil 3,17; 1 Thess 1,7; 2 Thess 3,9; 1 Tim 4,12; 1 Pet 5,3). Det er klart ud fra disse tekster, at de nytestamentlige forfattere bruger ordet “type” med en vis bredde; dog er én almen idé fælles for dem alle, nemlig “lighed”. En person, begivenhed eller ting er formet eller bestemt således, at den ligner en anden; den ene er gjort til at svare til den anden i et væsentligt træk; i visse enkeltheder passer den ene til den anden. De to kaldes type og antitype; og det bånd, der binder dem sammen, er overensstemmelsen, ligheden, mellem den ene og den anden.

Tre andre ord i Det Nye Testamente udtrykker den samme almene idé. Det ene er “skygge” (skia, Hebr 10,1), “For loven har en skygge af de gode ting, der skal komme” – som om substansen eller virkeligheden, der endnu hørte fremtiden til, kastede sin skygge bagud ind i den gamle ordning. “Skygge” indebærer dunkelhed og forgængelighed; men det indebærer også en grad af lighed mellem det ene og det andet.

Det andet udtryk er “lignelse” (parabole, Hebr 9,9); tabernaklet med dets tjenester var en handlet lignelse for den daværende tid og antydede således den velsignede virkelighed, som skulle komme.

Det tredje udtryk er “kopi” eller “mønster” (hupodeigma), et ord, der betegner en skitse eller et udkast til noget fremtidigt, usynligt (Hebr 9,23); tabernaklet og dets inventar og tjenester var kopier, omrids af himmelske ting.

Typer er billeder, anskuelsesundervisning, hvormed Gud underviste sit folk om sin nåde og frelsende kraft. Det mosaiske system var en slags børnehave, hvor Guds folk blev oplært i guddommelige ting, og hvorved de også blev ledt til at se frem mod bedre ting, som skulle komme. En gammel forfatter udtrykker det således: “I den sidste husholdnings typer lærte Gud sine børn bogstaverne. I denne husholdning lærer han dem at sætte bogstaverne sammen, og de opdager, at bogstaverne, hvordan de end ordner dem, staver Kristus, og intet andet end Kristus.”

I skaberværket bruger Herren én ting til mange formål. Ét enkelt redskab tjener mange mål. Hvor mange formål tjener vand ikke! Og atmosfæren: den forsyner lungerne, bærer lyd, spreder dufte, driver skibe, opretholder ild, giver regn og opfylder desuden hvem ved hvor mange andre formål. Og Guds ord er som hans værk, er hans værk, og er, ligesom skaberværket, uudtømmeligt. Hvad Gud end rører ved, om det er en mægtig sol eller en insektsvinge, en stor profeti eller en lille type, fuldender han det til den plads og det formål, han har i tanke.

2. Særpræg:

Hvad er en types særpræg? For i virkeligheden at være en type må den besidde tre klart definerede egenskaber.

(1) Den må være et sandt billede af den person eller den ting, den repræsenterer eller forudskildrer. En type er et udkast eller en skitse af et klart defineret træk ved forløsningen, og derfor må den på en tydelig måde ligne sin antitype, f.eks. er Aron som ypperstepræst en grov skikkelse af Kristus, den store ypperstepræst, og forsoningsdagen i Israel (3 Mos 16) må være et sandt billede af Kristi forsoningsværk.

(2) Typen må være indstiftet af Gud. Ved sin indstiftelse er den bestemt til at bære lighed med antitypen. Både type og antitype er forudbestemt som bestanddele af forløsningens ordning. Da der undertiden ligger århundreder mellem typen og dens opfyldelse i antitypen, kan naturligvis kun uendelig visdom bestemme den ene til at være billedet på den anden. Kun Gud kan skabe typer.

(3) En type forudskildrer altid noget fremtidigt. En bibelsk type og forudsigende profeti er i substans det samme og adskiller sig kun i form. Dette forhold skelner mellem et symbol og en type. Et symbol kan repræsentere noget nutidigt eller fortidigt såvel som noget fremtidigt, f.eks. symbolerne i Herrens nadver. En type ser altid fremad; et element af forudsigelse må nødvendigvis være i den.

3. Klassifikation af typer:

Endnu en ting bør man have i tanke ved studiet af typer, nemlig at en ting, der i sig selv er ond, ikke kan være typen på det, der er godt og rent. Det er noget vanskeligt at give en tilfredsstillende klassifikation af bibelske typer, men i store træk kan de fordeles under tre overskrifter:

(1) Personlige typer, hvormed menes de personer i Skriften, hvis liv og erfaringer illustrerer et princip eller en sandhed i forløsningen. Sådanne er Adam, der udtrykkeligt beskrives som “billedet på ham, der skulle komme” (Rom 5,14), Melkisedek, Abraham, Aron, Josef, Jonas osv.

(2) Historiske forbilleder, hvori indgår de store historiske begivenheder, som under Forsynet blev slående forvarsler om gode ting, der skulle komme, f.eks. udfrielsen fra trældommen i Egypten; vandringen i ørkenen; erobringen af Kanaan; Abrahams kaldelse; udfrielserne ved dommerne osv.

(3) Rituelle forbilleder, såsom alteret, ofringerne, præstedømmet, tabernaklet og dets udstyr. Der er forbilledlige personer, steder, tider, ting og handlinger i Det Gamle Testamente, og et ærbødigt studium af dem fører til et grundigt kendskab til fylden og velsignelsen i Guds ord.

4. Hvor meget af Det Gamle Testamente er forbilledligt?:

Hvor meget af Det Gamle Testamente der skal betragtes som forbilledligt, er et spørgsmål, der ikke let kan besvares. To yderligheder bør dog undgås. For det første den overdådighed, som fandtes hos nogle af de tidlige kirkefædre, såsom Origenes, Ambrosius og Hieronymus (genoplivet i vor tid af Andrew Jukes og hans efterlignere). De søgte efter forbilleder og fandt dem naturligvis i enhver hændelse og begivenhed, hvor ubetydelig den end var, som er nedskrevet i Skriften. Selv den enkleste og mest dagligdags omstændighed mente man skjulte den mest dybsindige sandhed i sig. Mysterium og mystik så man overalt: i tabernaklets snore og pløkke, i kvægets afkast, i én persons død, i en andens ægteskab, ja endog i antallet af fisk, som disciplene fangede den nat, da den opstandne frelser viste sig for dem – hvor meget har nogle ikke forsøgt at få ud af dette tal, 153! Den meget alvorlige indvending mod denne metode er, at den vrider Skriften ud af det naturliges og historiskes sfære og placerer den i det vilkårliges og fantasifuldes; den har en tendens til at ødelægge beretningens gyldighed og troværdighed.

For det andet den utilbørlige indskrænkning af det forbilledlige element. "Professor Moses Stuart udtrykker dette syn således: "Netop så meget af Det Gamle Testamente skal regnes for forbilledligt, som Det Nye Testamente bekræfter er det, og ikke mere." Denne opfattelse forudsætter, at Det Nye Testamentes forfattere har udtømt Det Gamle Testamentes forbilleder, mens kendsgerningen er, at dem, der findes i den senere Skrift, kun er prøver hentet fra det forrådskammer, hvor der findes mange flere. Hvis de ikke er det, er intet mere vilkårligt end Det Nye Testamentes brug af forbilleder, for der er intet, der skiller dem ud fra en mængde andre af samme slags. Endvidere forudsætter synspunktet, at guddommelig myndighed alene kan bestemme forbilledernes virkelighed og betydning – et synspunkt, der med samme styrke kan rettes mod profeti. Denne regel kan trygt følges: hvor som helst de tre kendetegn ved forbilleder findes, som allerede er nævnt, dér er forbilledet.

Vægtige er ordene fra en mand, der var lige så fremragende i sin fromhed som i sin lærdom: "At Det Gamle Testamente er rigt på forbilleder, eller snarere i sin helhed danner ét forbillede på Det Nye Testamente, følger nødvendigvis af den helt enestående stilling, som tilkommer Kristus som centrum for verdenshistorien og åbenbaringen. Ligesom vi stadig ser det princip virkeliggjort i plante- og dyreriget, at de højere arter allerede er forbilledligt antydet på et lavere udviklingstrin, således finder vi også, på den frelsende åbenbarings område, at det højeste ikke blot er forberedt, men også skygget frem, ved det, som går forud i de lavere sfærer" (Van Oosterzee).

LITTERATUR

P. Fairbairn, Typology of Scripture, 2 bind; Angus, The Bible HandBook; Andrew Jukes, Law of Offerings in Leviticus; Mather, Gospel of Old Testament, Explanation of Types; McEwen, Grace and Truth: Types and Figures of the Old Testament; Soltau, Tabernacle, Priesthood and Offerings.

William G. Moorehead