Udødelig; udødelighed

i-mor'-tal, im-or-tal'-i-ti (athanasia, 1 Kor 15,53; 1 Tim 6,16, aphtharsia, bogstaveligt "uforgængelighed", Rom 2,7; Rom 2,1; 2 Tim 1,10, aphthartos, bogstaveligt "uforgængelig", Rom 1,23; 1 Kor 15,52; 1 Tim 1,17):

1. Indledende--behov for definition og skelnen

2. Bibelsk opfattelse

I. DEN NATURLIGE TRO

1. Dens oprindelse

2. Filosofiske argumenter

(1) Sjælen er åndelig

Sjælen er ikke i sig selv uforgængelig

(2) Menneskenaturens evner

(3) Det moralske argument

II. DEN BIBELSKE LÆRE--DET GAMLE TESTAMENTE

1. Udgangspunkt--menneskets forhold til Gud

Menneskets natur

2. Synd og død

3. Nåde og forløsning--den sande udødelighed

Udfrielse fra Sheol

4. Senere jødisk tænkning

III. DET KRISTNE HÅB

1. Udødelighed gennem Kristus

(1) Sjælens fortsatte eksistens

(2) Forening med Kristus i den usynlige verden

(3) Opstandelsen

(4) De onde oprejses også

(5) Evigt liv

2. Modsætninger

LITTERATUR

1. Indledende--behov for definition og skelnen:

På næppe noget område er det mere nødvendigt at være omhyggelig med definitionen af udtryk og den klare skelnen mellem ideer, især hvor den bibelske lære er berørt, end når det gælder "udødelighed". Med "udødelighed" menes ofte ganske enkelt sjælens, eller menneskets åndelige dels, fortsatte eksistens efter den legemlige død. Det er hævdelsen af den kendsgerning, at døden ikke ender alt. Sjælen overlever. Det er almindeligvis det, der menes, når vi taler om "et fremtidigt liv", "en fremtidig tilstand", "et hinsides". Men bortset fra den kendsgerning, at mange folk ikke har nogen klar forestilling om en immateriel "sjæl" i moderne forstand (egypterne skelnede f.eks. mellem flere dele, Ka, Ba osv., som overlevede døden; ofte er det overlevende selv blot en spøgelsesagtig lighed med det jordiske selv, næret med mad, ofre osv.), er der den mere alvorlige overvejelse, at den tilstand, som den overlevende del antages at gå ind i ved døden, er alt andet end en tilstand, der kan beskrives som "liv", eller som fortjener at hædres med navnet "udødelighed". Det er en tilstand, der er særegen for "døden" (se DEATH); i de fleste tilfælde skyggeagtig, uvirksom, svag, afhængig, glædesløs; en tilstand man frygter og viger tilbage for, ikke en man håber på. Hvis den derimod, som i håbet om udødelighed blandt de ædlere hedninger, tænkes som, for nogle, en lykkens tilstand--hvor legemets byrde er kastet af--giver dette den tanke, som er gået ind i så meget af vores moderne tænkning, om en "sjælens udødelighed", om den åndelige dels uforgængelighed, undertiden antaget at strække sig både bagud og fremad; en iboende uforgængelighed.

2. Bibelsk opfattelse:

Det vil, efterhånden som vi går frem, ses, at det bibelske syn er forskelligt fra alle disse. Sjælen overlever ganske vist legemet; men denne legemsløse tilstand betragtes aldrig som et fuldstændigt "liv". For Bibelen er "udødelighed" ikke blot sjælens fortsatte eksistens, overgangen til "Sheol" eller "Hades". Dette er, betragtet i sig selv, ikke "liv" eller lykke. Den "udødelighed", Bibelen har for øje, er hele personens udødelighed--legeme og sjæl sammen. Den indebærer derfor udfrielse fra dødens tilstand. Den er ikke blot en tilstand af fremtidig eksistens, hvor langvarig den end er, men en salighedstilstand, som skyldes forløsning og besiddelsen af det "evige liv" i sjælen; den omfatter opstandelse og fuldendt liv både i sjæl og legeme. Emnet må nu betragtes mere indgående i dets forskellige aspekter.

I. Den naturlige tro.

1. Dens oprindelse:

På en eller anden måde er troen på åndens eller selvets fortsatte eksistens ved døden et praktisk talt universelt fænomen. Hvad kan den føres tilbage til? En yndet hypotese blandt antropologer er, at den har sin oprindelse i drømme eller syner, der antyder de dødes fortsatte eksistens (sammenlign H. Spencer, Eccles. Instit., kapitlerne i, xiv). Før en drøm imidlertid kan antyde sjælens fortsatte eksistens, må der være en idé om sjælen, og for denne synes der at være en enklere forklaring i den bevidsthed, som selv den vilde har, om noget i ham, der tænker, føler og vil, til forskel fra hans legemlige organer. Ved døden forsvinder dette tænkende, følende noget, mens legemet bliver tilbage. Hvad er mere naturligt end at antage, at det fortsætter i en eller anden anden tilstand adskilt fra legemet? (Sammenlign Max Muller, Anthrop. Religion, 281.) Drømme osv. kan styrke denne overbevisning, men behøver ikke at skabe den. Det er kun, når vi antager en sådan dybere rod for troen, at vi kan forklare dens universalitet og vedholdenhed. Selv dette kan dog, skønt det er en instinktiv formodning, næppe kaldes et bevis for fortsat eksistens efter døden, og det giver ikke en idé om "udødelighed" i nogen værdig forstand. Det er højst, som allerede sagt, en spøgelsesagtig fordobling af det jordiske liv, man hidtil når frem til.

2. Filosofiske argumenter:

(1) Sjælen er åndelig.

De mere filosofiske argumenter, der fremføres for sjælens udødelighed (eller fortsatte eksistens), har ikke alle samme vægt. Argumentet, der bygger på sjælens metafysiske væsen (se Platons Phaidon), opleves i vore dage ikke som tilfredsstillende. På den anden side kan det over for materialisten hævdes på uigendriveligt grundlag, at sjælen, eller den tænkende ånd, i mennesket af natur er immateriel, og hvor dette indrømmes, er der, eller kan der være, intet bevis for, at døden, eller den fysiske opløsning, tilintetgør denne bevidste ånd. Formodningen taler stærkt for det modsatte. Cicero argumenterede i oldtiden for, at døden ikke engang behøver at være en suspension af dens kræfter (jf. Tusc. Disp. i.20); Butler ræsonnerer over sagen ud fra analogi (Anal., I, kapitel i); moderne videnskabsmænd som J.S. Mill (Three Essays, 201) og professor Huxley (Life and Letters, I, 217 ff.; jf. William James, Ingersoll Lecture) indrømmer, at udødelighed ikke kan modbevises. Den benægtelse, man nu hører fra forskellige sider hyppigere end tidligere, er derfor ikke berettiget. Alligevel er mulighed ikke vished, og der er endnu intet, der viser, at selv hvis sjælen overlever døden, har dens nye eksistenstilstand noget ønskværdigt i sig.

Sjælen er ikke i sig selv uforgængelig

Det blev antydet, at en brug, som grækerne gjorde af det metafysiske argument, var at bevise sjælens uforgængelighed--dens udødelighed i betydningen uden begyndelse og uden ende. Dette er ikke den kristne lære. Sjælen har ingen sådan iboende uforgængelighed. Den er afhængig af Gud, ligesom alt andet, for sin fortsatte eksistens. Hvis han trak sin opretholdende kraft tilbage, ville den ophøre med at eksistere. At den fortsat eksisterer, betvivles ikke, men dette må begrundes på andre grundlag.

(2) Menneskenaturens evner.

Et langt mere forståeligt argument for udødelighed--mere præcist, for en fremtidig eksistenstilstand--hentes fra menneskenaturens rige evner og muligheder, som det jordiske liv giver en så kort og utilstrækkelig ramme for at udfolde. Det er åndens særkende, at den rummer et element af uendelighed og stræber mod det uendelige. Det bedste, verden kan give, kan aldrig tilfredsstille den. Den rummer muligheden for endeløs fremgang og stadig højere tilfredsstillelse. Det var denne betragtning, der fik Kant, med al hans teoretiske skepsis, til at give udødeligheden en plads blandt sine »læremæssige trosforestillinger« (se hans Kritik af den rene fornuft, Bohns oversættelse, 590-91), og som bevægede J.S. Mill til at omtale den som det eneste håb, der gav menneskets evner og følelser tilstrækkeligt spillerum, idet »de højere stræben ikke længere holdes nede af en følelse af menneskelivets ubetydelighed ved den ødelæggende følelse af: `det er ikke umagen værd'« (Three Essays, 249). Men når disse argumenter nøgternt vejes, beløber de sig ikke til mere end et bevis for, at mennesket er indrettet til udødelighed; de giver ingen garanti for, at denne bestemmelse ikke kunne fortabes, eller hvis de giver en sådan garanti for de gode, gør de det næppe for de onde. Troen må i deres tilfælde afhænge af andre overvejelser.

(3) Det moralske argument.

Det er, som Kant også følte, når vi træder ind på det moralske område, at udødelighed, eller sjælens fortsatte eksistens, bliver en praktisk vished for det alvorlige sind. Med moralsk personlighed er ideen om moralsk lov og moralsk ansvar forbundet; dette nødvendiggør igen tanken om verden som et moralsk system og om Gud som moralsk hersker. Verden, som vi kender den, er bestemt en scene for moralsk styre--for prøvelse, for tugt, for belønning og straf--men lige så åbenlyst en scene for ufuldstændigt moralsk styre. Tingenes indviklede tilstand i dette liv kan ikke tilfredsstille nogens retfærdighedssans. Godheden overlades til at lide; ondskaben triumferer udadtil. Ondskabsudøverens egen samvittighed erklærer ham ansvarlig og peger mod en kommende dom. Der er behov for en endelig opretning af det, der er galt her. Men selv om en fremtidig tilstand således synes påkrævet, sikrer dette ikke i sig selv evig eksistens for de onde, og en sådan eksistens ville heller ikke være »udødelighed« i positiv forstand. Over for syndens mysterium bliver fornuftens lampe svag. For yderligere lys må vi se hen til åbenbaringen. II. Den bibelske lære--Det Gamle Testamente.

1. Udgangspunkt--menneskets forhold til Gud:

Det bibelske syn på udødelighed tager sit udgangspunkt i menneskets forhold til Gud. Mennesket, skabt i Guds billede (1 Mos 1,27), er egnet til at kende Gud, til fællesskab med ham. Dette indebærer, at mennesket er mere end et dyr; at det har et liv, som overskrider tiden. Heri ligger allerede pantet på udødelighed, hvis mennesket er lydigt.

Menneskets natur.

Hertil svarer beretningen om menneskets skabelse og oprindelige tilstand. Mennesket er et væsen sammensat af legeme og sjæl; begge er integrerende dele af dets personlighed. Det blev skabt til liv, ikke til dødelighed. Advarslen: »Den dag du spiser af det, skal du visselig dø« (1 Mos 2,17), indebærer, at hvis mennesket forblev lydigt, ville det leve. Men dette er ikke en udødelighed for sjælen alene. Det er et liv i legemet (jf. 1 Mos 3,22). Dets type er sådanne tilfælde som Enok og Elias (1 Mos 5,24; 2 Kong 2,11; 2 Kong 2,12; jf. Sl 49,15; Sl 73,24).

2. Synd og død:

Forpurrelsen af denne oprindelige bestemmelse for mennesket kommer gennem synden. Synd medfører død (se DØD). Døden i dens fysiske aspekt er en adskillelse af sjæl og legeme--en opløsning af enheden i menneskets personlighed. I én forstand er den derfor ødelæggelsen af den udødelighed, som var menneskets oprindelige bestemmelse. Den indebærer dog ikke sjælens udslettelse. Den overlever, men ikke i en tilstand, der kan kaldes "liv." Den går over i Sheol--de dødes sørgelige, dystre bolig, hvor der ikke er glæde, aktivitet, kendskab til jordens anliggender eller (set ud fra naturens synspunkt) erindring om Gud eller lovprisning af hans godhed (om dette emne og den hebraiske tro på den fremtidige tilstand i almindelighed, se ESKATOLOGI I DET GAMLE TESTAMENTE; DØD; SHEOL). Dette er ikke fremtidigt "liv"--ikke "udødelighed."

Det hører nåden og forløsningen til at genoprette udødeligheden i den sande betydning. Var verden blevet overladt til at udvikle sig i synd, kunne der ikke være kommet noget yderligere håb til den. Billedet af Sheol ville være blevet stadig mørkere, efterhånden som tanken om gengældelse blev stærkere; det kunne aldrig blive lysere.

3. Nåde og forløsning--den sande udødelighed:

Men Guds nåde greb ind: "Fri ham fra at gå ned i graven, jeg har fundet en løsesum" (Job 33,24). Guds barmhjertighed bryder ind i håbløsheden i menneskets lod. Han giver mennesket sine løfter; slutter sin pagt med mennesket; giver mennesket adgang til fællesskab med sig (1 Mos 3,15; 1 Mos 4,4; 1 Mos 5,24; 1 Mos 6,8; 1 Mos 6,9; 1 Mos 12,1-3; 1 Mos 12,15, osv.). I dette fællesskab blev sjælen igen løftet til sit sande liv, selv på jorden. Men dette rummede også et håb for fremtiden. De løfter, der blev sat i forgrunden som tegn på Guds velvilje, var ganske vist overvejende timelige--løfter for dette liv--men inden i dem (kernen i skallen) var den højeste besiddelse: Gud selv (Sl 4,6; Sl 16,2). Dette rummede håbet om forløsning og princippet for alt godt.

Befrielse fra Sheol.

Her når vi kernen i Det Gamle Testamentes håb om udødelighed. Et sådant fællesskab, som den troende havde med Gud, kunne ikke gå tabt, selv i Sheol; derudover var der befrielse fra Sheol. I deres højeste øjeblikke var det dette håb, der bar patriarker, salmister og profeter i deres syn på fremtiden. Tvivl kunne formørke deres sind; der kunne være tider med mørke og endog fortvivlelse; men det var umuligt i øjeblikke af stærk tro at tro, at Gud nogensinde virkelig ville forlade dem. Den evige Gud var deres bolig; under dem var evige arme (5 Mos 33,27; sammenlign Sl 90,1). Deres håb om udødelighed var derfor i princippet håbet ikke blot om en "sjælens udødelighed", men ligeledes om opstandelse--om fuldstændig befrielse fra Sheol. Sådan står det klart i Jobs lidenskabelige udbrud (19,25-27; sammenlign 14,13 ff) og i mange af salmerne. Håbet iklæder sig altid formen af fuldstændig befrielse fra Sheol. Således i Sl 17,14 f: de ugudelige har deres del "i dette liv", men: "Hvad mig angår, skal jeg skue dit ansigt i retfærdighed; jeg skal mættes, når jeg vågner, med din lighed" (American Standard Revised Version: "ved at skue din skikkelse"); og i Sl 49,14 f er de ugudelige "bestemt som en hjord for Sheol", men "Gud vil løskøbe min sjæl fra Sheols magt; for han vil tage mig til sig" (samme udtryk som det om Enok, 1 Mos 5,24; sammenlign Sl 73,24). Man vil huske, at da Jesus udlagde erklæringen: "Jeg er Abrahams Gud" osv., var det som et pant på opstandelse (Matt 22,31). Tanken får sit endelige udtryk i erklæringen i Dan om en opstandelse for retfærdige og uretfærdige (12,2). For videre udvikling og illustration se ESKATOLOGI I DET GAMLE TESTAMENTE.

4. Senere jødisk tænkning:

Senere jødisk tænkning førte disse tanker fra Det Gamle Testamente videre til yderligere konsekvenser. En salig fremtid for de retfærdige blev nu accepteret og blev bestemt forbundet med tanken om opstandelse. De ugudelige forblev i Sheol, nu opfattet som et sted for gengældelse. Også hedningerne delte denne skæbne.

Se ESKATOLOGI.

III. Det kristne håb.

1. Udødelighed gennem Kristus:

I fuld overensstemmelse med det, der delvis er åbenbaret i Det Gamle Testamente, er det håb om udødelighed, som findes i Det Nye Testamente. Klangen af dette glade håb høres i alle dele af de apostolske skrifter. "Velsignet være vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader," siger Peter, "som efter sin store barmhjertighed fødte os på ny til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en arv, uforgængelig og ubesmittet og som ikke visner bort, bevaret i himlene for jer" (1 Pet 1,3). Paulus erklærer: "Vor frelser Kristus Jesus, som .... førte liv og udødelighed (uforgængelighed) frem i lyset ved evangeliet" (2 Tim 1,10). I Rom 2,7 havde han talt om dem, der "ved udholdenhed i god gerning søger herlighed og ære og uforgængelighed, evigt liv." Denne udødelighed er, som det ses, en del af det evige liv, der skænkes gennem Jesus til de troende. Den garanteres ved Kristi egen opstandelse og liv i herlighed. Karakteren af dette evangeliets håb kan nu analyseres nærmere.

(1) Sjælens overlevelse.

Sjælen overlever legemet. En fremtidig tilstand for både retfærdige og onde erklæres klart af Jesus selv. "Den, der tror på mig," sagde han til Martha, "skal leve, selv om han dør; og enhver, der lever og tror på mig, skal aldrig dø" (Joh 11,25). Til sine disciple sagde han: "Hvis jeg går bort og gør et sted rede for jer, kommer jeg igen og vil tage jer til mig, for at hvor jeg er, skal I også være" (Joh 14,3). Sammenlign hans ord til den angrende røver: "I dag skal du være med mig i Paradis" (Luk 23,43). Både de retfærdiges og de ondes fortsatte eksistens forudsættes i lignelsen om den rige mand og Lazarus (Luk 16,19-31). Sådan også mange andre steder (f.eks. Matt 5,29 f; 10,28; 11,21-24; 12,41 osv.). Det samme er brevenes lære. Læren om en fremtidig dom afhænger af og forudsætter denne sandhed (Rom 2,5-11; 2 Kor 5,10 osv.).

(2) Forening med Kristus i den usynlige verden.

Døden for de genløste, skønt den er en følge af synd, ødelægger ikke sjælens forhold til Gud og til Kristus. Det evige liv, der i tiden er plantet i sjælen, blomstrer i sin fuldbyrdelse ud i evighedens liv og salighed (Rom 8,10; Fil 1,21; Kol 1,27). Sjælen er ganske vist i en ufuldstændig tilstand indtil opstandelsen. Den "venter på vores barnekår, nemlig vores legemes forløsning" (Rom 8,23). Men dens tilstand, skønt ufuldstændig, er dog lykkelig. Hades har mistet sit mørke og er for den et "Paradis" (Luk 23,43). Den bor i et rum i Faderens hus (Joh 14,2; Joh 17,24). Den skal, selv i den afklædte tilstand ("borte fra legemet"), være "hjemme hos Herren" (2 Kor 5,8). Det er for den noget ønskværdigt at være "med Kristus" i denne tilstand efter døden (Fil 1,21). Billederne i Åbenbaringen, skønt stærkt billedlige, peger på en tilstand af stor salighed (Åb 7,9-17).

(3) Opstandelsen.

Udødelighedens fulde salighed forudsætter opstandelsen. Opstandelsen er et hovedpunkt i Kristi lære (Matt 22,29-32; Joh 5,25-29; Joh 11,23-26). Han selv er livets Herre og livgiveren i opstandelsen (Joh 5,21; Joh 5,25; Joh 5,26; Joh 11,25, "Jeg er opstandelsen og livet"). De troendes opstandelse er sikret ved hans egen opstandelse. Jesus døde; han opstod igen (se OPSTANDELSE). Hans opstandelse fører visheden om hele hans folks opstandelse med sig. Dette er det store tema i 1 Kor 1. Ligesom Kristus lever, skal de også leve (Joh 14,19). De troende, som er i live ved hans parousia, skal forvandles (1 Kor 15,51; 1 Thess 4,17); de, som er døde, skal opstå først af alle (1 Thess 4,16). Opstandelseslegemet skal være et legeme lig Kristi eget (Fil 3,21)--uforgængeligt, herligt, kraftfuldt, åndeligt, udødeligt (1 Kor 15,42; 1 Kor 15,53). Dette må ikke forveksles med identitet i materielle partikler (1 Kor 15,37), men der er dog en forbindelse i form af et livsbånd mellem det gamle legeme og det nye. Dette er den troendes håb, uden hvilket hans forløsning ikke ville være fuldstændig.

(4) Også de onde opstår.

Også de onde opstår, dog ikke til herlighed, men til dom (Joh 5,29; ApG 24,15; Åb 20,12-15). Den samme sandhed ligger underforstået i alle passager om den sidste dom. Udelukket fra de retfærdiges salighed beskrives deres tilstand af både Jesus og hans apostle som en tilstand af den yderste trængsel og angst (f.eks. Matt 25,46; Mark 9,43-50; Rom 2,8 f). Dette er ikke "udødelighed" eller "liv", selv om sjælens fortsatte eksistens er underforstået i det (se STRAF, EVIG; HELVEDE; GENGÆLDELSE).

(5) Evigt liv.

De saliges vilkår i deres udødelige tilstand er en uudsigelig lykke for både sjæl og legeme til evig tid. Der er ganske vist grader af herlighed--dette læres omhyggeligt og konsekvent (Matt 25,14; Luk 19,12; 1 Kor 3,10-15; 1 Kor 15,41; Fil 3,10-14; 2 Tim 4,7; 1 Joh 2,28)--men tilstanden som helhed er fuldkommen tilfredsstillelse, hellighed og salighed (sammenlign Matt 13,43; Matt 25,34; Rom 2,7; Rom 2,10; Rom 12,3 ff osv.). Saligheden i denne evige tilstand omfatter sådanne elementer som følgende:

(1) genoprettelse til Guds billede og lighed med Kristus (1 Kor 15,49; 2 Kor 3,18; Ef 4,24; Kol 3,10; Kol 3,1);

(2) fuldkommen hellighed i besiddelsen af Guds Ånd (2 Kor 7,1; Fil 1,6; Åb 21,27; Åb 22,4; Åb 22,11);

(3) det utilslørede syn af Guds herlighed (Åb 22,4; sammenlign Sl 17,15);

(4) frihed fra al sorg, smerte og død (Åb 21,3);

(5) kraft til utrættelig tjeneste (Åb 22,3).

2. Modsætninger:

Modsætningen mellem det bibelske syn på udødelighed og hedenskabets og skolernes syn vil nu være tydelig. Det er ikke blot fremtidig eksistens; ikke en nøgen, abstrakt udødelighed for sjælen; det er resultatet af forløsning og af fornyelse ved Guds Ånd; det omfatter hele personligheden, sjæl og legeme; det deles ikke af de uhellige; det omfatter fuldendelsen af rationel, moralsk og åndelig salighed i et miljø, der passer til en sådan herliggjort eksistens. Som sådan er det den højeste pris, som enhver troende kaldes til at stræbe efter (Fil 3,13).

LITTERATUR.

Ingersoll Lectures on Immortality, af professor William James, professor Osler m.fl.; Salmond, Christian Doctrine of Immortality; Orr, Christian View of God and the World, forelæsninger iv, v, med tillæg til v; værker angivet i artiklen om ESKATOLOGI.

James Orr