Udvælgelse

e-lek'-shun (ekloge, "valg," "udvælgelse"):

Indhold

I. Ordet I Skriften

Ii. Det Gådefulde Element

Iii. Virkning På Fællesskab Og Individ

Iv. Beslægtet Og Illustrerende Bibelsk Sprogbrug

V. Begrænsninger For Undersøgelsen Her. Udvælgelsens Omfang

Vi. Udholdenhed

Vii. Betragtninger Til Lettelse For Tanken

1. Antinomier 2. Fatalisme er noget andet 3. De moralske aspekter 4. "Vi ved delvis" 5. Den ukendte fremtid

I. Ordet I Skriften.

Ordet forekommer ikke i Det Gamle Testamente, hvor det beslægtede hebraiske verbum (bachar) er hyppigt. I Det Nye Testamente forekommer det 6 gange (Rom 9,11; Rom 11,5; Rom 11,7; Rom 11,28; 1 Thess 1,4; 2 Pet 1,10). Alle disse steder synes det at betegne en handling, hvor Gud udvælger, og hvor denne handling får virkning på mennesker på en sådan måde, at de bringes ind i et særligt og frelsende forhold til Gud: en udvælgelse, der på én gang er noget gådefuldt, som overgår menneskelig analyse af dens motiver (særlig tydeligt i Rom 9,11), og som samtidig kan erkendes af dem, den gælder; de formanes (i 2 Pet) til at "gøre den fast", sikker, som en kendsgerning for bevidstheden. Den står altid (med én undtagelse, Rom 9,11; se nedenfor) i forbindelse med et fællesskab og har derfor nær tilknytning til Det Gamle Testamentes lære om Israels privilegerede stilling som den valgte, udvalgte slægt (se under udvalgt). Genstandene for udvælgelsen i Det Nye Testamente er i realiteten Guds Israel, den nye, genfødte slægt, kaldet til særligt privilegium og særlig tjeneste. Fra ét synspunkt, nemlig kristendommens ydre kendetegn, kan de derfor beskrives som det kristne fællesskab i bredeste forstand, den forstand hvori den sakramentale stilling og den virkelige stilling umiddelbart forudsættes at falde sammen. Men ud fra 2 Peter er det tydeligt, at der må siges meget mere end dette, hvis man ret skal fornemme, hvad ordets anvendelse indebærer for forfatterens tanke. Her forudsættes det, at den kristne, døbt og gudsdyrkende, stadig kan have behov for at gøre sit "kald og udvælgelse" "fast" som en kendsgerning for sin bevidsthed. Dette indebærer betingelser i "udvælgelsen", som langt overgår prøverne ved hellig rite og ydre fællesskab.

Ii. Det Gådefulde Element.

Sådanne indtryk af dybde og gåde i ordet bekræftes af de andre passager. I Rom 9,11 er sammenhængen ladet med de mest påtrængende og endda rystende udfordringer til underkastelse og tavshed over for det uransagelige. For at illustrere brede udsagn om den guddommelige handlemådes frihed og suverænitet over for mennesket inddrager apostlen Esau og Jakob, enkeltpersoner, tvillinger endnu ufødte, og peger på den uransagelige forskel i Guds handling over for dem som sådanne. På en eller anden måde, som en kendsgerning, fremstår Den Evige som den, der for den ufødte Esau bestemmer en fremtid med forholdsvis ugunst og for Jakob en fremtid med gunst; en fremtid, der blev forkyndt for moderen, mens hun endnu var gravid. En sådan skelnen blev foretaget og forkyndt, siger apostlen, "for at Guds hensigt efter udvælgelse skulle stå fast." I hele passagen lægges der den tungeste vægt på, at "udvælgelsen" er adskilt fra dens genstandes fortjeneste eller mangel på fortjeneste.

Iii. Virkning På Fællesskab Og Individ.

Det er værd at bemærke, at den samme egenskab, det uransagelige, det suveræne, i Det Gamle Testamente knyttes til "udvælgelsen" af en begunstiget og privilegeret nation. Israel bliver gentagne gange mindet om (se f.eks. 5 Mos 7), at Guds kald og valg af dem til at være Guds folk ikke har nogen forbindelse med deres dyder eller deres styrke. Grunden ligger skjult, i Guds sind. Sådan har også "Guds Israel" (Gal 6,16) i Det Nye Testamente, det kristne fællesskab, "den nye, særlige slægt", sine store privilegier ved helt ufortjent gunst (f.eks. Tit 3,5). Og sagens natur fører her, hvad den ikke gør i det naturlige Israels tilfælde, til tanken om en guddommelig udvælgelse af individet, ligeledes uransagelig og suveræn. For tanken om det nye Israel indebærer tanken om, at bestemmelserne i den nye pagt (Jer 31,31) bliver opfyldt i ethvert ægte medlem af det: synderne huskes ikke mere, og loven er skrevet i hjertet. Den, der bærer det kristne navn, men ikke har den kristne åndelige stilling og karakter, og som "ikke har Kristi Ånd, hører ikke ham til" (Rom 8,9). Det udvalgte fællesskab er derfor, ikke sådan som det synes ab extra, men sådan som det er i sit væsen, et fællesskab af enkeltpersoner, hvor hver enkelt er genstand for ufortjent guddommelig gunst, der får virkning i det nye liv. Og dette indebærer udøvelsen af udvælgende barmhjertighed. Jf. f.eks. 1 Pet 1,3. Og overvej Rom 11,4-7 (hvor man bemærker den særlige brug af "udvælgelsen", der betyder "de udvalgtes skare").

Iv. Beslægtet Og Illustrerende Bibelsk Sprogbrug.

Det er indlysende, at de gådefulde aspekter, som samler sig omkring ordet "udvælgelse", ikke er begrænset til dette ord alene. En vigtig gruppe ord, såsom "kaldelse", "forudbestemmelse", "forudviden", "hensigt", "gave", bærer den samme karakter; de hævder eller antyder, i passende sammenhænge, det uransagelige og suveræne element i Guds viljes handling over for mennesket, og især over for menneskets vilje og kærlighed til Gud. Og omhyggelige bibellæsere vil i Bibelens bredere og mere almene lære mærke, at et dybt kendetegn ved Bogen, som trods al sin grænseløse mangfoldighed dog er én, er på menneskets side at understrege alt, hvad der kan ydmyge, overbevise om skyld og føre til tilbedende tavshed (se som typiske passager Job 40,3; Job 40,1; Rom 3,19), og på Guds side alt, hvad der kan gøre mennesket bevidst om dets almægtige Skabers ophøjethed og suveræne krav. Ikke som udsagn uden indbyrdes forbindelse, men som del af et vældigt hele af syn og lære, forekommer sådanne passager som Ef 2,8; Ef 2,9 og Rom 11,33-36, og endda de strenge, eller snarere ærefrygtsfyldte, vendinger i Rom 9,20; Rom 9,21, hvor pottemageren og leret bruges som illustration.

V. Grænserne For Denne Undersøgelse. Udvælgelsens Område.

Vi har søgt således i en simpel oversigt først at notere ordet "udvælgelse" og derefter nogle beslægtede skriftlige ord og principper, vejende vidnesbyrdet, de aflægger om et dybsindig mysterium i Guds viljes virken på mennesket, på det åndelige område. Det, vi således har set, lader stadig ustatueret, hvad der ifølge Skrifterne er målpunktet og resultatet af udvælgelseshandlingen. I denne artikel, idet vi erindrer, at den er del af et bibelencyklopædi, foretager vi ingen redegørelse for tankens historie om udvælgelse gennem de påfølgende kristne århundreder, og heller ikke nogen drøftelse af forhold mellem udvælgelse i Skrifterne og filosofier uden for Skrifterne, teorier om nødvendighed, determinisme og fatalisme. Vi søger kun at se sagen som den ligger for os i Bibelen. Ved at studere den på denne måde finder vi, at denne hemmelighedsfulde handling fra Guds side på mennesket har relation, i den kristne åbenbaring, til ikke mindre end den enkelte menneskes frelse (og sådan individers samfund) fra synd og fordømmelse, og bevarelsen af de frelste til evigt liv. Vi finder dette ikke så meget i nogen enkelt passage som i hovedstrømmen af bibelsk sprog og tone om Guds udvælgende handling. Men det er bemærkelsesværdigt, at i vor Herres egen opregistrerede tankegang finder vi påstande i denne retning, som næppe kunne være mere eksplicitte. Se Joh 6,37; Joh 6,44; Joh 6,45; Joh 10,27-29. For denne forfatter er det bedste sammendrag af det skriftlige bevis, både bestemt og tilbageholdt, sproget fra den 17. anglicanske artikel: "De som er udstyret med sådan en fremragende velsignelse fra Gud, kaldes efter Guds formål ved hans Ånd, der virker i rette tid; de adlyder gennem nåde kaldet; de retfærdiggøres frit; de gøres til Guds sønner gennem adoption; de gøres lignende hans eneste førstefødte Søn Jesu Kristi billede; de vandrer religiøst i gode gerninger, og til sidst, gennem Guds barmhjertighed, opnår de evig lykksalighed."

Vi. Vedbliven.

Det bekymret problem om vedbliven vil blive behandlet under det ord. Det kan være nok her at sige, at både det, vi tillades at læse som åbenbaret, og det, vi ydmygt kan opfatte som sagens grund, tenderer mod den ærfrygtsom overbevisning, at et vedbliven (snarere fra Herrens side end fra helgenenes) både er undervist og antydet. Men når vi overvejer dette emnes natur, er vi rigeligt forberedt på det store omfang af Skriftsteder, som på den anden side fordømmer og udelukker, for den ydmyge discipel, så grov et misbrug af læren, at det ville retfærdiggøre et moments formodenhed over for Guds barmhjertighed i hjertet, som samtidigt synder mod Guds kærlighed og hellighed.

Vii. Overvejelser Til Lettelse Af Tanken.

Vi afslutter, i betragtning af denne sidste bemærkning, med nogle løse noter til lettelse, idet vi vel husker den usigelig prøvelse, som ordet før os altid har bragt til mange fromme sind.

1. Antinomier:

Først i plads og betydning er tanken, at en åndelig kendsgerning som udvælgelse, som hører til det Eviges inderste formål og arbejde, nødvendigvis fører os til et område, hvor forståelse er umulig, og hvor vi kun kan ydmygt opfatte. Læren stiger opad til sfæren, hvor antinomier bor og bevæger sig, hvor vi må være tilfreds med at høre, hvad der lyder som modsigelser for os, men som egentlig er forskellige aspekter af uendelig sandhed. Lad os være tilfreds med at vide, at Guds valg er suverænt; og også at "hans barmhjertighed er over hele hans værk", at han "vil ikke synderens død", at "Gud er kærlighed". Lad os lette spændingen i sådan underkastelse ved ydmygt at notere, hvordan den øverste antinomi møder én type menneskelig behov med sin ene side, og med sin anden anden. For den "frygtsomme helgen" er Guds suverænitet af kærlighed en hellig trøst. For den søgende bodfærdig åbner Guds omkransende kærlighed fredsens dør. For den vildledt teoretiker, som ikke elsker og adlyder, er advarsler om et fald og ruin, som menneskeligt er mulige fra enhver åndelig højde, en barmhjertig vejlygte på klipperne.

2. Fatalisme er en anden sag:

Yderligere husker vi, at udvælgelse i Skrifterne er så forskellig som mulig fra den fatale nødvendighed af f.eks. stoikerne. Den fremtræder aldrig som mekanisk eller som blindt skæbne. Den har at gøre med en Guds vilje, som har givet os ellers øverste beviser på, at Han er almægtig god og almægtig venlig. Og den er forbundet med mennesket ikke som et hjælpeløst og uskyldigt væsen, men som en synder. Den fremtrædes aldrig som en vilkårlig overmagt. Selv i Rom 9 er "tavsheden", der opfordres til, ikke som for at sige: "Du er håbløst passiv i den uendelige magts greb", men: "Du, væsenet, kan ikke dømme din Skaber, som må vide uendeligt mere om årsag og grund end hans værk kan vide." Mysteriet, vi kan være sikre på, havde bag ved sig øverste ret og grund, men på et område, som vi på nuværende tidspunkt i det mindste ikke kan trænge ind i. Igen, udvælgelse fremtræder aldrig som en krænkelse af menneskelig vilje. For aldrig i Bibelen behandles mennesket som uansvarlig. I Bibelen er forholdet mellem menneskelig og guddommelig vilje uigennemskueligt; virkeligheden af begge er sikret.

3. De moralske aspekter:

Læren fremtrædes aldrig uden for en moralsk sammenhæng. Den er åbenbart bestemt til at dybere menneskets underkastelse under – ikke tvang, men – mysterium, hvor sådan underkastelse betyder tro. I sjælens praktiske erfaring er dens tilsigtede virkning at understrege i troende bevidstheden (selv oprindelig til tilstanden af sand nåde) at hele hans frelse skyldes Guds barmhjertighed, ingen del deraf hans fortjeneste, hans dyd, hans visdom. I den helliggjorte sjæl, som alene, visselig, kan gøre fuldt brug af det hemmelighedsfulde sandhed, er den bestemt til at frembringe, sammen og i harmoni, ærefrygt, taknemmelighed og ro.

4. "Vi kender delvis":

En nødvendig advarsel i lyset af hele emnet er, at vi her, om noget sted inden for det åndelige studiums områder, uundgåeligt »kender stykkevis«, og endda i meget begrænset grad. Behandlingen af udvælgelsen er til tider i den kristne historie blevet ført, som om vi, mindre ved åbenbaringens lys end ved logiske processer, kunne opstille i tabelform eller kortlægge hele emnet. Hvor dette er sket, og hvor udvælgelsen samtidig, under en slags intellektuel snarere end åndelig betagelse, er blevet sat i forgrunden for det religiøse tankesystem og fået lov til at beherske resten, er sandheden (for nu at sige det mildt) alt for ofte blevet forvansket til en vildfarelse. Den guddommelige karakter er blevet formørket i sin skønhed. Suverænitet er blevet skilt fra kærlighed og således vansiret til et vilkårligt dekret, hvis eneste begrundelse er hævdelsen af almagt. Således er den sørgelige uret blevet begået: aischron ti legein peri tou Theiou, »bagvaskelse af Gud«. For eksempel er åbenbaringen af en positiv guddommelig udvælgelse ved slutning blevet gjort til at lære en tilsvarende forkastelse, ubarmhjertig og frygtelig, som om den evige kærlighed nogensinde på nogen mulig måde kunne forkaste eller knuse selv den svageste stræben hos den skabte ånd mod Gud. For en sådan tanke giver end ikke de mørke ord i Rom 9,18 nogen skriftmæssig undskyldning. Det tilfælde, der dér er tale om, Faraos, er alt andet end et tilfælde af vilkårlig magt, der tramper på en menneskelig vilje, som vender sig mod Gud og det rette. Endnu en gang: emnet er et, hvor vi af princip må være tilfredse med en viden, der er så brudstykkeagtig, at dens dele kan synes modstridende i vores nuværende ufuldkomne lys. Det ene, vi kan være sikre på bag forhænget, er, at intet kan være skjult dér, som virkelig vil modsige den højeste og herskende sandhed, at Gud er kærlighed.

5. Den ukendte fremtid:

Til sidst, lad os fra en anden side huske, at her, som altid i Åndens ting, »kender vi stykkevis«. Den udvalgte skare bliver suverænt »kaldt, .... retfærdiggjort, .... herliggjort« (Rom 8,29; Rom 8,30). Men med hvilke formål? Bestemt ikke med et mål, der ender i dem selv. De bliver frelst og bevaret og oprejst til den fuldkomne tilstand for at tjene deres Herre. Og først når skyen løftes fra det usete liv, kan vi overhovedet vide, hvad denne tjeneste under evige vilkår vil omfatte, hvilke kærlighedens og det godes tjenester i hele tilværelsens univers.

Handley Dunelm