Velsigne

Gud velsigner sit folk, når han skænker dem en timelig eller åndelig gave (1 Mos 1,22; 24,35; Job 42,12; Sl 45,2; 104,24, 35).

Vi velsigner Gud, når vi takker ham for hans barmhjertighedsgerninger (Sl 103,1, 2; 145,1, 2).

Et menneske velsigner sig selv, når det påkalder Guds velsignelse (Es 65,16), eller glæder sig over Guds godhed mod det (5 Mos 29,19; Sl 49,18).

Man velsigner en anden, når man udtrykker gode ønsker eller beder til Gud for hans vel (1 Mos 24,60; 31,55; 1 Sam 2,20). Undertiden blev velsignelser udtalt under guddommelig inspiration, som i tilfældet med Noa, Isak, Jakob og Moses (1 Mos 9,26, 27; 27,28.29.40; 48,15-20; 49,1-28; 5 Mos 33). Præsterne havde guddommelig bemyndigelse til at velsigne folket (5 Mos 10,8; 4 Mos 6,22-27). Vi har mange eksempler på apostolisk velsignelse (2 Kor 13,14; Ef 6,23, 24; 2 Thess 3,16, 18; Hebr 13,20, 21; 1 Pet 5,10, 11).

Blandt jøderne tog værten ved deres takofre et bæger vin i hånden, og efter at have velsignet Gud for det og for andre barmhjertighedsgerninger, som de da nød, rakte han det til sine gæster, som alle drak af det. Sl 116,13 henviser til denne skik. Der hentydes også til den i 1 Kor 10,16, hvor apostlen taler om “velsignelsens bæger.”