Bæger

(Hyppigst koc; fire andre ord i hver ét skriftsted; poterion): Et kar at drikke af, fremstillet af forskelligt materiale (guld, sølv, ler), i forskellige mønstre (Est 1,7) og med forskellig udsmykning.

Billedligt: Ved en almindelig talemåde bruges det undertiden om bægerets indhold, nemlig om det, der drikkes (Matt 26,39). I både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente anvendes det billedligt om det, der tildeles, og som man skal få del i; oftest bruges det om det, der er sørgeligt, såsom Guds domme, hans vrede, trængsler osv. (Sl 11,6; Sl 75,8; Es 51,17; Åb 14,10). I en lignende betydning bruges det af Kristus om de lidelser, han udholdt (Matt 26,39), og om de ulykker, der ledsager bekendelsen af hans navn (Matt 20,23). I Det Gamle Testamente anvendes det også om Guds børns velsignelse og glæde og om den fulde forsyning, der er gjort for deres behov (Sl 16,5; Sl 23,5; Sl 116,13; jf. Jer 16,7; Ordsp 31,6). Alle disse steder henviser ikke blot til erfaringen af en tildelt glæde og sorg, men også til det forhold, at alle andre har del i denne erfaring. Inden for et fællesskab af dem, der har de samme interesser eller den samme lod, modtog hver sin tilmålte del, ligesom ved et festmåltid, hvor hvert bæger fyldes, for at den enkelte kan tømme det, samtidig med at hans medgæster er optaget af det samme.

Den hellige nadver kaldes "Herrens bæger" (1 Kor 10,21), eftersom det er Herren, der bereder festen og rækker bægeret, ligesom "dæmoners bæger", som det stilles i modsætning til, henviser til det, de tilbyder og formidler. I 1 Kor 11,25 kaldes bægeret "den nye pagt i mit blod", dvs. det er et pant og segl og et middel til at meddele den nye pagts velsignelser (Hebr 10,16)--en pagt, der er grundlagt ved udgydelsen af Kristi blod. Brugen af ordet "bæger" om sakramentet viser, hvor fremtrædende en plads bægeret havde i Herrens nadver i apostolsk tid. Ikke blot fik alle befaling om at drikke af vinen (Matt 26,27), men selve uordenerne i menigheden i Korinth peger på dets almindelige brug (1 Kor 11,27). Den romerske kirke forsøger heller ikke at retfærdiggøre, at den tilbageholder bægeret fra lægfolket (kommunionen under én skikkelse), med henvisning til overensstemmelse med apostolsk praksis eller med direkte bibelsk autoritet. Denne afvigelse fra den oprindelige indstiftelse er en udløber af læren om transsubstantiation og sakramental concomitans, af forsøget på at omdanne eukaristiens sakramente til messens offer og af den vide adskillelse mellem gejstlighed og lægfolk, som fulgte af, at embedet blev ophøjet til rang af en præstelig orden. Praksissen blev fordømt af paverne Leo I (død 461) og Gelasius (død 496), men fik fast fodfæste i det 12. århundrede og blev gjort til en kirkelig bestemmelse af Konciliet i Konstanz i 1415.

Se også velsignelsens bæger.

Hvad angår brugen af bægre til spådom (1 Mos 44,5), henviser det til overtroisk praksis, der stammer fra hedningerne. Om forskellige måder at spå om det ukendte på ved at hælde vand i skåle og gøre iagttagelser derefter, se Geikie, Hours with the Bible, I, 492 f, og artiklen spådom.

H. E. Jacobs

kum'-me ('aggan): En skål eller beholder (Højs 7,2), det eneste sted hvor ordet bruges. 'Aggan bruges i flertalsform i 2 Mos 24,6 og Es 22,24 og er oversat "bægre" og "kopper". Disse "bægre" blev brugt til at holde blod fra sacrificierne og må have været af moderat størrelse. Disse "kopper" var skålformede kar og tilhørte tilsyneladende den mindre klasse af kar, som blev brugt i et hus.