Vished

Jesu opstandelse (ApG 17,31) er den “vished” (gr. pistis, som almindeligvis gengives “tro”) eller det pant, Gud har givet på, at hans åbenbaring er sand og værd at tage imod. “Troens fulde vished [gr. plerophoria, ‘fuld bæren’]” (Hebr 10,22) er en fylde af tro på Gud, som ikke giver plads til tvivl. “Forstandens fulde vished” (Kol 2,2) er en hel og urokkelig overbevisning om sandheden i Skriftens udsagn, en glad fasthed hos enhver, der er overbevist om, at han har grebet selve sandheden. “Håbets fulde vished” (Hebr 6,11) er en sikker og velbegrundet forventning om evig herlighed (2 Tim 4,7, 8). Denne håbets vished er et menneskes vished om sin egen personlige frelse.

Denne ufejlbare vished, som troende kan nå frem til angående deres egen personlige frelse, er grundet på løfternes sandhed (Hebr 6,18), på det indre vidnesbyrd fra kristne nådegaver og på barnekårets Ånds vidnesbyrd (Rom 8,16). At en sådan sikkerhed kan opnås, fremgår af Skriftens vidnesbyrd (Rom 8,16; 1 Joh 2,3; 3,14), af befalingen om at søge den (Hebr 6,11; 2 Pet. 1,10) og af det forhold, at den er blevet opnået (2 Tim 1,12; 4,7, 8; 1 Joh 2,3; 4,16).

Denne fulde vished hører ikke til den frelsende tros væsen. Den er troens resultat og kommer efter den i naturens orden, og således ofte også i tidens orden. Sande troende kan mangle den. Tilliden selv er noget andet end beviset på, at vi har tillid. Desuden formanes troende til at gå videre til noget ud over det, de allerede har, når de formanes til at søge den fulde visheds nåde (Hebr 10,22; 2 Pet. 1,5-10). At opnå denne nåde er en pligt og skal søges med flid.

“Ægte vished fører naturligt til en retmæssig og varig fred og glæde og til kærlighed og taknemmelighed mod Gud; og disse fører, ud fra selve lovene for vores væsen, til større opløftethed, styrke og frimodighed i lydighedens praksis på ethvert pligtområde.”

Denne vished kan på forskellige måder rystes, formindskes og afbrydes, men det princip, som den udspringer af, kan aldrig gå tabt.