Visnet

with'-erd (nabhel, "at visne bort", "at tørre ind"):

(1) Brugt billedligt til at udtrykke sjælens magerhed, åndelig afmagt, en lav tilstand i det åndelige liv, mangel på moralsk næring: "Mit hjerte er ramt som græs og visner" (Sl 102,4). Det modsatte billede understreger denne tanke: "Alle mine kilder er i dig" (Sl 87,7). Også Sl 1,3, hvor friskheden og skønheden i den retfærdiges liv beskrives således: "Og han skal være som et træ, plantet ved vandstrømme, .... hvis blad heller ikke visner." I Det Nye Testamente bruges xeraino, "at visne", til at føre den samme tanke om moralsk forfald eller sjælens underernæring videre (Matt 13,6; Matt 21,19).

(2) "Visne" havde også en fysiologisk betydning og udtrykte både i Det Gamle Testamente og i Det Nye Testamente tanken om legemlig afmagt, især, men ikke udelukkende, i lemmerne. Jeroboam blev pludselig ramt af lammelse i armen, som siges at være "tørret ind" (1 Kong 13,4-6); "sandsynligvis på grund af en pludselig blødning, der påvirkede en del af hjernen, og som under visse omstændigheder kun kan være midlertidig" (HDB, 1-vol, 599). "Deres hud klæber til deres knogler; den er visnet" (Klag 4,8).

I Det Nye Testamente (Matt 12,10; Mark 3,1; Luk 6,6) var "en vissen hånd" sandsynligvis det, vi i dag kalder "børnelammelse", som kan efterlade et eller flere lemmer indskrumpede og kraftløse uden skade for den almindelige sundhed.

Arthur Walwyn Evans