Faste

Den eneste faste, som Moseloven krævede, var den store forsoningsdags faste (se dette), 3 Mos 23,26-32. Den kaldes “fasten” (ApG 27,9).

Den eneste anden omtale af en periodisk faste i Det Gamle Testamente findes i Zak 7,1-7; 8,19, hvoraf det fremgår, at jøderne under deres fangenskab holdt fire årlige faster.

Fasten i den fjerde måned, holdt på den syttende dag i Tammuz, årsdagen for kaldæernes erobring af Jerusalem; også til minde om den begivenhed, der er nedskrevet i 2 Mos 32,19. (Jf. Jer 52,6, 7.)

Fasten i den femte måned, holdt på den niende dag i Ab (jf. 4 Mos 14,27), til minde om afbrændingen af byen og templet (Jer 52,12, 13).

Fasten i den syvende måned, holdt på den tredje dag i Tisri (jf. 2 Kong 25), årsdagen for mordet på Gedalja (Jer 41,1, 2).

Fasten i den tiende måned (jf. Jer 52,4; Ez 33,21; 2 Kong 25,1), til minde om begyndelsen på Nebukadnezars belejring af den hellige by.

Ud over disse var der fasten, som Ester påbød (4,16).

Offentlige nationale faster på grund af synd eller for at bede om Guds velvilje blev undertiden holdt.

1 Sam 7,6; (2.) 2 Krøn 20,3; (3.) Jer 36,6-10; (4.) Neh 9,1.

Der var også lokale faster.

Dom 20,26; (2.) 2 Sam 1,12; (3.) 1 Sam 31,13; (4.) 1 Kong 21,9-12; (5.) Ezra 8,21-23:

Jon 3,5-9.

Der er mange eksempler på private, lejlighedsvise faster (1 Sam 1,7: 20,34; 2 Sam 3,35; 12,16; 1 Kong 21,27; Ezra 10,6; Neh 1,4; Dan 10,2, 3). Moses fastede fyrre dage (2 Mos 24,18; 34,28), og det samme gjorde Elias (1 Kong 19,8). Vor Herre fastede fyrre dage i ørkenen (Matt 4,2).

Med tiden blev fastepraksissen sørgeligt misbrugt (Es 58,4; Jer 14,12; Zak 7,5). Vor Herre irettesatte farisæerne for deres hykleriske foregivender, når de fastede (Matt 6,16). Han påbød selv ingen faste. De første kristne overholdt dog de almindelige faster efter deres fædres lov (ApG 13,3; 14,23; 2 Kor 6,5).