Faste; at faste

fast, fast'-ing (tsum; `innah nephesh, "ydmyge sjæl eller sig selv," dvs. øve selvfornægtelse; nesteia, nesteuein): Det er nødvendigt at frigøre sig fra nogle moderne forestillinger, der forbindes med faste, før vi kan danne os en korrekt idé om dens oprindelse og betydning i den gamle verden. For eksempel er patientens diæt ved mange lidelser en væsentlig del af behandlingen. Men vi kan uden videre antage, at faste oprindeligt ikke byggede på den gavnlige virkning, den havde på den fastendes helbred. Terapeutiske hensyn spillede ingen rolle ved indførelsen. Den teori, at faste, ligesom mange andre gamle skikke, havde en religiøs oprindelse, har tilslutning blandt forskere, men vi må ikke antage en religiøs oprindelse for alle praksisser, som med tiden kom til at blive forbundet med religion.

Mange skikke, der i deres oprindelse var rent verdslige, har gradvis fået en religiøs betydning, ligesom rent religiøse skikke er blevet løsrevet fra religion. Det er også muligt og, i lyset af nogle brugsmåder, sandsynligt, at forskellige motiver gjorde sig gældende, da faste, ligesom visse andre skikke, blev knyttet til religion. Forskere har været for hurtige til at antage, at fastens oprindelige betydning var den samme i alle lande og blandt alle folkeslag. Robertson Smith fremsatte og forsvarede i sin Religion of the Semites den teori, at faste blot var en form for forberedelse til det stammemåltid, som offeret havde sin oprindelse i, og at den på et senere trin kom til at blive betragtet som en del af offerhandlingen. Denne hypotese synes at forklare den ellers mærkelige kendsgerning, at både faste og festmåltid er religiøse handlinger, men den giver ikke en tilfredsstillende forklaring på den stadige forbindelse mellem faste og det at "bære sæk," at "strø aske på hovedet" og andre lignende skikke. Det er åbenbart, at meget forskellige motiver gjorde sig gældende ved indførelsen af faste og festmåltid som religiøse handlinger.

Det er en almindelig iagttagelse og erfaring, at stor nød og sorg medfører tab af appetit og derfor fører til afholdenhed fra mad. Hanna, som var meget fortvivlet på grund af sin barnløshed, "græd og spiste ikke" (1 Sam 1,7). Voldsom vrede fremkalder den samme virkning (1 Sam 20,34). Ifølge 1 Kong 21,4 lagde Akab sig, "tung om hjertet og misfornøjet" på grund af Nabots afslag på at afstå sin ejendom, og "ville ikke spise brød." Faste, der oprindeligt var sorgens naturlige udtryk, blev den sædvanlige måde at bevise den indre sorgfølelse for andre på. David viste sin sorg over Abners død (2 Sam 3,35) ved at faste, ligesom salmisten på samme måde viste sin medfølelse med sine modstanderes sørgelige tilstand (Sl 35,13). I passager som Ezra 10,6; Est 4,3 er det ikke klart, om faste bruges i sin religiøse betydning eller blot som et naturligt udtryk for sorg (sammenlign også Luk 5,33 og se nedenfor). Denne opfattelse forklarer forbindelsen mellem faste og oldtidens sørgeskikke (sammenlign 1 Sam 31,13; 2 Sam 1,12). Da faste var et fuldkommen naturligt og menneskeligt udtryk for og bevis på den fastendes sorg, fik den let en plads blandt de religiøse skikke, hvis hovedformål var at formilde Guds vrede eller vække hans medlidenhed. Enhver handling, der kunne vise den bedendes nødstedte tilstand, ville appellere til guddommen og bevæge ham til medlidenhed. Den interessante hændelse, der er nedskrevet i 2 Sam 12,16-23, antyder fastens dobbelte betydning som en religiøs handling eller en måde at appellere til guddommen på og som en begravelsesskik. David forsvarer sin faste før og ikke efter barnets død med den begrundelse, at så længe barnet levede, kunne Davids bøn blive besvaret. Hans faste skulle gøre hans bøn virksom (sammenlign også 1 Kong 21,27; Ezra 8,21; Est 4,16). Af og til blev faste udråbt i national målestok, f.eks. i tilfælde af krig (Dom 20,26; 2 Krøn 20,3) eller pest (Joel 1,13). Da faste således var blevet en anerkendt måde at søge guddommelig gunst og beskyttelse på, var det naturligt, at den blev forbundet med syndsbekendelse som et uomtvisteligt bevis på bod eller sorg over synd.

Faste kunne være delvis, dvs. afholdenhed fra bestemte slags mad, eller total, dvs. afholdenhed fra al mad samt fra vask, salvelse og søvn. Den kunne være af kortere eller længere varighed, f.eks. én dag, fra solopgang til solnedgang (Dom 20,26; 1 Sam 14,24; 2 Sam 1,12; 2 Sam 3,35). I 1 Sam 31,13 hentydes der til en syv dages faste, mens Daniel afholdt sig fra "velsmagende brød," kød, vin og salvelse i tre uger (Dan 10,3). Moses (2 Mos 34,28) og Elias (1 Kong 19,8) fastede i 40 dage. Det er sandsynligt, at disse sidste tre henvisninger forudsætter en helt anderledes opfattelse af fastens betydning. Det er åbenbart, at drømme gjorde et dybt indtryk på det primitive menneske. De var meddelelser fra familiens afdøde medlemmer. På et senere trin blev de betragtet som åbenbaringer fra Gud. Under søvn er der total afholdenhed fra mad. Det var let at drage den slutning, at faste kunne gøre en person egnet til at modtage disse meddelelser fra åndeverdenen (Dan 10,2). Den nære forbindelse mellem faste og indsigt--intellektuel og åndelig--mellem enkel levevis og høj tænkning er universelt anerkendt.

Se videre under AFHOLDENHED; FESTER OG FASTER.

LITTERATUR.

Nowack, Hebadische Archaologie; Benzinger, Hebadische Archaologie; Robertson Smith, Religion of the Semites.

T. Lewis