Molek; Molok

mo'-lek, mo'-lok (ha-molekh, altid med artiklen, undtagen i 1 Kong 11,7; Septuaginta ho Moloch, undertiden også Molchom, Melchol; Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) Moloch):

1. Navnet

2. Dyrkelsen i Det Gamle Testamentes historie

3. Dyrkelsen hos profeterne

4. Dyrkelsens karakter

5. Dyrkelsens oprindelse og udbredelse

LITTERATUR

1. Navnet:

Navnet på en hedensk guddom, hvis dyrkelse spiller en stor rolle i den senere historie om Judas rige. Som ammonitternes nationalgud er han kendt som "Milkom" (1 Kong 11,5; 1 Kong 11,7) eller "Malkam" ("Malkan" er en alternativ læsemåde i 2 Sam 12,30; 2 Sam 12,31; sammenlign Jer 49,1; Jer 49,3; Sef 1,5, hvor Revised Version i randnoten læser "deres konge"). Septuagintas brug af basileus og archon som oversættelse af navnet antyder, at det oprindelig kan have været det hebraiske ord for "konge", melekh. Molek fremkommer af melekh ved at erstatte vokaltegnene med dem fra det hebraiske bosheth, som betyder "skam". Fra det dunkle og vanskelige sted Am 5,26 har Revised Version (British and American) fjernet "jeres Molok" og gengivet "jeres konge", men Septuaginta havde her oversat "Molok", og fra Septuaginta fandt det vej ind i ApG (7,43), den eneste forekomst af navnet i Det Nye Testamente.

2. Dyrkelsen i Det Gamle Testamentes historie:

I de levitiske bestemmelser, som Moses gav israelitterne, findes der strenge forbud mod Molek-dyrkelse (3 Mos 18,21; 3 Mos 20,2-5). Parallelt med disse forbud, skønt gudens navn ikke nævnes, står forbuddene i den deuteronomiske lovsamling, hvor kana'anæernes vederstyggeligheder forbydes, og afbrændingen af deres sønner og døtre i ilden (til Molek) fordømmes som højdepunktet af deres ondskab (5 Mos 12,31; 5 Mos 18,10-13). Henvisningerne til Malkam og til, at David lod indbyggerne i Rabba i Ammon gå gennem teglovnen (2 Sam 12,30; 2 Sam 12,31), er ikke tilstrækkeligt klare til at bygge noget på, på grund af usikkerheden i læsemåderne. Salomo byggede, under indflydelse af sine afgudsdyrkende hustruer, offerhøje for Kemosh, Moabs vederstyggelighed, og for Milkom, ammonitternes vederstyggelighed. Se KEMOSH. På grund af dette frafald blev det tilkendegivet ved profeten Akija, at riget skulle rives ud af Salomos hånd, og ti stammer gives til Jeroboam (1 Kong 11,31-33). Disse offerhøje bestod indtil Josijas tid; han ødelagde og vanhelligede dem som led i sine øvrige religiøse reformer og fyldte deres steder med menneskeknogler (2 Kong 23,12-14). Molek-dyrkelsen havde tydeligvis fået et stærkt skub fremad fra Akaz, der ligesom Akab af Israel støttede fremmede religioner (2 Kong 16,12). Han "lod også sin søn gå gennem ilden, efter de folks vederstyggeligheder, som Jahve havde drevet bort foran Israels børn" (2 Kong 16,3). Hans sønnesøn Manasse fulgte langtfra i sin far Hizkijas fodspor, han som havde gennemført store reformer i gudsdyrkelsen; Manasse rejste altre for Ba'al, og foruden andre vederstyggeligheder, som han praktiserede, lod han sin søn gå gennem ilden (2 Kong 21,6). Hovedstedet for denne dyrkelse, som Akaz og Manasse fremmede, var Tofet i Hinnoms dal, eller, som den også kaldes, Børnenes dal eller Hinnoms søns dal, der ligger sydvest for Jerusalem (se GEHENNA). Om Josijas reform siges det, at "han vanhelligede Tofet .... for at ingen skulle lade sin søn eller sin datter gå gennem ilden til Molek" (2 Kong 23,10).

3. Dyrkelsen hos profeterne:

Selv Josijas gennemgribende reform formåede ikke at udrydde Molek-dyrkelsen, og den blussede op igen og fortsatte indtil Jerusalems ødelæggelse, som vi lærer af profeterne fra den tid. Fra begyndelsen fastholdt profeterne en højlydt og vedvarende protest imod den. Amos' vidnesbyrd (1,15; 5,26) er tvetydigt, men de fleste af de gamle oversættelser læser i det første sted milkom, Ammons nationalgud, i stedet for malkam, "deres konge" (se Davidson, på det anførte sted). Esajas kendte til Tofet og dets vederstyggeligheder (Es 30,33; Es 57,5). Over for sin smukke og ophøjede beskrivelse af åndelig religion stiller Mika den overdrevne nidkærhed hos dem, der spørger i Molek-dyrkerens ånd: "Skal jeg give min førstefødte for min overtrædelse, mit legemes frugt for min sjæls synd?" (Mika 6,6). At Molek-dyrkelsen var tiltaget i mellemtiden, kan forklare hyppigheden og tydeligheden af henvisningerne til den hos de senere profeter. Hos Jeremias finder vi det at lade sønner og døtre gå gennem ilden for Molek forbundet med opførelsen af "Ba'als offerhøje, som er i Hinnoms søns dal" (32,35; jf. 7,31 ff.; 19,5 ff.). I sit orakel mod Ammons børn forudsiger den samme profet, idet han forkynder ulykke over deres land, (næsten med netop Amos' ord ovenfor) at Malkam skal gå i fangenskab, hans præster og hans stormænd sammen (Jer 49,1; Jer 49,3). Ezekiel, der taler til de landflygtige i Babylon, henviser til skikken med at lade børn gå gennem ilden for hedenske guddomme som noget længe etableret og forkynder Guds vrede imod den (Ez 16,20; Ez 20,26; Ez 20,31; Ez 23,37). At denne profet skulle have betragtet skikken som blandt de "love, der ikke var gode, og bud, som de ikke skulle leve ved" (Ez 20,25), givet af Gud til hans folk som bedrag og som retslig straf, sådan som nogle hævder, er højst usandsynligt og uforeneligt med hele den profetiske holdning til den. Sefanias, som profeterede for de mænd, der så Juda riges fald, forkynder Guds domme over dyrkerne af falske guder (Sef 1,5 f.). Han anklager ikke direkte sine landsmænd for at have forladt Jahve til fordel for Malkam, men bebrejder dem, fordi de, mens de dyrker ham, også sværger ved Malkam, ligesom de assyriske kolonister i Samaria, der frygtede Jahve og tjente deres egne guder, eller ligesom dem, som Ezekiel andetsteds taler om, der samme dag, som de havde slået deres børn ihjel for deres afguder, gik ind i Jahves helligdom for at vanhellige den (Ez 23,39). Fangenskabet i Babylon satte en stopper for Molek-dyrkelsen, eftersom det vænnede folket af med al deres afgudsdyrkelse. Vi hører ikke om den hos de eftereksilske profeter, og i den store historiske salme om Israels genstridighed og Guds frelsesgerninger (Sl 106) omtales den kun tilbagebliksmæssigt (Sl 106,37; Sl 106,38).

4. Dyrkelsens karakter:

Når vi kommer til at overveje denne dyrkelses karakter, er det bemærkelsesværdigt, hvor få detaljer der gives om den i Skriften. Det sted, hvor den blev praktiseret fra Akaz' og Manasses dage, var Hinnoms dal, hvor Tofet stod, et vældigt alterbål til brænding af offerofrene. Der er intet bevis, som forbinder dyrkelsen med templet i Jerusalem. Ezekiels syn af soldyrkere i templet er rent idealiseret (Ez 8). Der tales om et præsteskab knyttet til tjenesterne (Jer 49,3; jf. Zak 1,4; Zak 1,5). De ofre, der blev bragt til guddommen, blev ikke brændt levende, men blev dræbt som slagtofre og derefter frembåret som brændofre. "At gå gennem ilden" er blevet forstået som en lustration eller renselse af barnet ved ild, som ikke medførte døden. Men profeterne taler klart om slagtning og offer og om offerhøje, der blev bygget for at brænde børnene i ilden som brændofre (Jer 19,5; Ez 16,20; Ez 16,21).

Den folkelige forestilling, som for engelske læsere i høj grad er formet af Miltons "Moloch, horrid king", sådan som han beskrives i Paradise Lost, bog I, stammer fra de beretninger, der gives hos sene latinske og græske forfattere, især den beretning, som Diodorus Siculus giver i sin Historie om den karthagiske Kronos eller Molok. Billedet af Molok var en menneskeskikkelse med oksehoved og udstrakte arme, rede til at modtage de børn, der var bestemt til ofring. Metalbilledet blev opvarmet til rødglødende hede af en ild, der var tændt indeni, og børnene, der blev lagt på dets arme, rullede ned i ildgruben nedenunder. For at overdøve ofrenes skrig blev der spillet på fløjter og slået på trommer; og mødrene stod ved siden af uden tårer eller hulken for at give indtryk af offerets frivillige karakter (se Rawlinsons Phoenicia, 113 f., for mere udførlige detaljer).

Om spørgsmålet om denne dyrkelses oprindelse findes der en stor mangfoldighed af synspunkter. Der er intet bevis for en ikke-semitisk oprindelse; og der er intet spor af menneskeofre i den gamle babyloniske religion. At den var vidt udbredt blandt semitiske folk, er klart.

5. Dyrkelsens oprindelse og udbredelse:

Mens Milkom eller Malkam særligt er ammonitternes nationalgud, ligesom Kemosh er moabitternes, blev navnet Molek eller Melek blandt fønikerne, filistrene, aramæerne og andre semitiske folk fra meget tidlig tid anerkendt som et navn for den guddom, de dyrkede. At det var almindeligt blandt kana'anæerne, da israelitterne kom ind i landet, fremgår af, at det var blandt de vederstyggeligheder, de skulle holde sig fri af. At det i begyndelsen var identisk med dyrkelsen af Jahve, eller at profeterne og nationens bedste mænd nogensinde betragtede det som Israels nationale gudsdyrkelse, er en moderne teori, som efter nærværende forfatters opfattelse ikke synes at være blevet underbygget. Man har udledt af Abrahams villighed til at ofre Isak på Guds befaling, af fortællingen om Jefta og hans datter, og endog af Hiel fra Betels offer (1 Kong 16,34), at menneskeofring til Jahve var en oprindelig skik i Israel, og at Israels Gud derfor ikke var nogen anden end Molok, eller i hvert fald en guddom af lignende karakter. Men disse hændelser er visselig et alt for spinkelt grundlag til at bære en sådan teori. "Grundtanken i den hedenske rite var den samme som den, der lå til grund for den hebraiske ordning: det bedste til Gud; men ved at give os denne fortælling om ofringen af Isak, og ved at give den i netop denne form, lærer forfatteren ganske enkelt den sandhed, som alle profeterne lærte, at lydighed er bedre end offer--med andre ord, at den Gud, der blev tilbedt på Abrahams tid, var en Gud, som ikke glædede sig over at ødelægge liv, men over at frelse og hellige det" (Robertson, Early Religion of Israel, 254). Mens der ikke er noget grundlag for at identificere Jahve med Molok, er der gode grunde til at se et oprindelsesfællesskab mellem Molok og Ba'al. Navnet, dyrkelsen og de almindelige kendetegn er så ens, at det er naturligt at tilskrive dem et fælles oprindelsessted i Fønikien. Den kendsgerning, at Molok-dyrkelsen nåede højdepunktet af sin vederstyggelige grusomhed i de fønikiske kolonier, hvor Karthago var centrum, viser, at den hos dette folk havde fundet en jordbund, der passede til dens særlige ånd.

LITTERATUR.

Wolf Baudissin, "Moloch" i PRE3; G. F. Moore, "Moloch" i EB; Robertson, Early Religion of Israel, 241-65; Robertson Smith, Religion of the Semites, 352 ff.; Buchanan Gray, Hebrew Proper Names, 138 ff.

T. Nicol.