Engel

Et ord, der både på hebraisk og græsk betyder »sendebud«, og som derfor bruges om enhver udsending, Gud sender ud for at udføre sine hensigter. Det bruges om et almindeligt sendebud (Job 1,14; 1 Sam 11,3; Luk 7,24; 9,52), om profeter (Es 42,19; Hag 1,13), om præster (Mal 2,7) og om tjenere i Det Nye Testamente (Åb 1,20).

Det bruges også om upersonlige redskaber som pest (2 Sam 24,16, 17; 2 Kong 19,35) og vind (Sl 104,4).

Men ordets særlige anvendelse gælder visse himmelske forstandsvæsener, som Gud bruger i sin styring af verden. Navnet betegner ikke deres natur, men deres opgave som sendebud. Herrens engels tilsynekomster for Abraham ved Mamre (1 Mos 18,2, 22. Jf. 19,1), for Jakob ved Penuel (1 Mos 32,24, 30), for Josva ved Gilgal (Jos 5,13, 15) var uden tvivl åbenbaringer af det guddommelige nærvær, »forudskygninger af inkarnationen«, åbenbaringer af Guds Søn før »tidens fylde«.

Englevæseners eksistens og ordener kan kun kendes fra Skrifterne. Selv om Bibelen ikke behandler dette emne særskilt, findes der mange tilfældige oplysninger, som giver os rigelig kundskab. Deres personlige eksistens forudsættes klart i steder som 1 Mos 16,7, 10, 11; Dom 13,1-21; Matt 28,2-5; Hebr 1,4 osv.

Disse ophøjede væsener er meget talrige. »Tusind tusinder« osv. (Dan 7,10; Matt 26,53; Luk 2,13; Hebr 12,22, 23). De omtales også som forskellige i rang, værdighed og magt (Zak 1,9, 11; Dan 10,13; 12,1; 1 Thess 4,16; Jud 1,1:9; Ef 1,21; Kol 1,16).

Hvad deres natur angår, er de ånder (Hebr 1,14), ligesom menneskets sjæl, men ikke legemsløse. Udtryk som »som englene« (Luk 20,36), og det forhold, at når engle viste sig for mennesker, var det altid i menneskelig skikkelse (1 Mos 18,2; 19,1, 10; Luk 24,4; ApG 1,10), samt de titler, der bruges om dem (»Guds sønner«, Job 1,6; 38,7; Dan 3,25; jf. 28) og om mennesker (Luk 3,38), synes alle at pege på en vis lighed mellem dem og menneskeslægten. Som skabninger tilskrives de ufuldkommenhed (Job 4,18; Matt 24,36; 1 Pet 1,12). Som endelige skabninger kan de falde for fristelse; og derfor læser vi om »faldne engle«. Om årsagen til og måden for deres »fald« er vi helt uvidende. Vi ved kun, at »de forlod deres første stand« (Matt 25,41; Åb 12,7, 9), og at de er »bevaret til dom« (2 Pet. 2,4). Når manna kaldes »engles føde«, er det blot for at betegne dens fortræffelighed (Sl 78,25). Engle dør aldrig (Luk 20,36). De besidder overmenneskelig indsigt og kraft (Mark 13,32; 2 Thess 1,7; Sl 103,20). De kaldes »hellige« (Luk 9,26) og »udvalgte« (1 Tim 5,21). De forløste i herligheden er »som englene« (Luk 20,36). De skal ikke tilbedes (Kol 2,18; Åb 19,10).

Deres funktioner er mangfoldige. (a) I videste forstand er de redskaber for Guds forsyn (2 Mos 12,23; Sl 104,4; Hebr 11,28; 1 Kor 10,10; 2 Sam 24,16; 1 Krøn 21,16; 2 Kong 19,35; ApG 12,23). (b) De er på særlig måde Guds redskaber i udførelsen af hans store frelsesværk. Der omtales ingen engletilsyneladelse for mennesker før efter Abrahams kaldelse. Fra den tid og fremefter er der hyppige henvisninger til deres tjeneste på jorden (1 Mos 18; 19; 24,7, 40; 28,12; 32,1). De viser sig for at irettesætte afgudsdyrkelse (Dom 2,1-4), for at kalde Gideon (Dom 6,11, 12) og for at indvie Samson (13,3). I profeternes dage, fra Samuel og fremefter, viser englene sig kun på deres vegne (1 Kong 19,5; 2 Kong 6,17; Zak 1-6; Dan 4,13, 23; 10,10.13.20.21).

Inkarnationen indleder en ny æra i englenes tjenester. De kommer med deres Herre til jorden for at tjene ham, mens han er her. De forudsiger hans komme (Matt 1,20; Luk 1,26-38), tjener ham efter hans fristelse og dødsangst (Matt 4,11; Luk 22,43) og forkynder hans opstandelse og himmelfart (Matt 28,2-8; Joh 20,12, 13; ApG 1,10, 11). De er nu tjenende ånder for Guds folk (Hebr 1,14; Sl 34,7; 91,11; Matt 18,10; ApG 5,19; 8,26; 10,3; 12,7; 27,23). De glæder sig over én synder, der omvender sig (Luk 15,10). De bærer de forløstes sjæle til paradis (Luk 16,22); og de skal herefter være dommens tjenere på den store dag (Matt 13,39, 41, 49; 16,27; 24,31). De skriftsteder (Sl 34,7, Matt 18,10), som man almindeligvis henviser til som støtte for den tanke, at hvert enkelt menneske har en bestemt skytsengel, har ikke en sådan betydning. De viser blot, at Gud bruger engles tjeneste til at udfri sit folk fra trængsel og fare, og at englene ikke anser det for under deres værdighed at tjene selv børn og de mindste blandt Kristi disciple.

»Hans nærværs engel« (Es 63,9. Jf. 2 Mos 23,20, 21; 32,34; 33,2; 4 Mos 20,16) tolkes sandsynligvis med rette om Messias som sit folks vejleder. Andre har ment, at udtrykket henviser til Gabriel (Luk 1,19).