Engel

an'-jel (mal'akh; Septuagint and New Testament, aggelos):

I. DEFINITION OG SKRIFTENS UDTRYK

II. ENGLE I DET GAMLE TESTAMENTE

1. Natur, tilsynekomster og funktioner

2. Englehæren

3. Teofaniens engel

III. ENGLE I DET NYE TESTAMENTE

1. Tilsynekomster

2. Jesu lære om engle

3. Andre henvisninger i Det Nye Testamente

IV. LÆRENS UDVIKLING

V. ENGLENES VIRKELIGHED

LITTERATUR

I. Definition og Skriftens udtryk.

Ordet engel anvendes i Skriften om en orden af overnaturlige eller himmelske væsener, hvis opgave er at virke som Guds sendebud til mennesker og som redskaber, der udfører hans vilje. Både på hebraisk og græsk anvendes ordet om menneskelige sendebud (1 Kong 19,2; Luk 7,24); på hebraisk bruges det i ental om et guddommeligt sendebud og i flertal om menneskelige sendebud, selv om der findes undtagelser fra begge brugsmåder. Det anvendes om profeten Haggaj (Hag 1,13), om præsten (Mal 2,7) og om det sendebud, der skal berede Herrens vej (Mal 3,1). Andre hebraiske ord og udtryk, der anvendes om engle, er bene ha-'elohim (1 Mos 6,2; 1 Mos 6,4; Job 1,6; Job 2,1) og bene 'elim (Sl 29,1; Sl 89,6), dvs. sønner af 'elohim eller 'elim; dette betyder efter almindelig hebraisk sprogbrug medlemmer af den klasse, der kaldes 'elohim eller 'elim, de himmelske magter. Det synes tvivlsomt, om ordet 'elohim, når det står alene, nogensinde bruges til at beskrive engle, selv om Septuaginta oversætter det sådan nogle få steder.

Det mest bemærkelsesværdige eksempel er Sl 8,5, hvor Revised Version (britisk og amerikansk) gengiver: »Du har gjort ham kun lidt ringere end Gud«, med English Revised Version, randnote, der læser »englene« i stedet for »Gud« (jf. Hebr 2,7; Hebr 2,9); qedhoshim, »hellige« (Sl 89,5; Sl 89,7), et navn der antyder, at de hører Gud til; `ir, `irim, »vægter«, »vægtere« (Dan 4,13; Dan 4,17; Dan 4,23). Andre udtryk bruges til at betegne engle kollektivt: codh, »råd« (Sl 89,7), hvor henvisningen kan være til en indre gruppe af ophøjede engle; `edhah og qahal, »forsamling« (Sl 82,1; Sl 89,5); og endelig tsabha', tsebha'oth, »hær«, »hærskarer«, som i det velkendte udtryk »hærskarernes Gud«.

I Det Nye Testamente ledsages ordet aggelos, når det henviser til et guddommeligt sendebud, ofte af et udtryk, der gør denne betydning klar, fx »himlens engle« (Matt 24,36). Engle hører til den »himmelske hærskare« (Luk 2,13). Med henvisning til deres natur kaldes de »ånder« (Hebr 1,14). Paulus henviste tydeligvis til de ordnede rækker af overjordiske væsener i en gruppe ord, der findes i forskellige kombinationer, nemlig archai, »myndigheder«, exousiai, »magter«, thronoi, »troner«, kuriotetes, »herredømmer«, og dunameis, også oversat »magter«. De første fire bruges tilsyneladende i en god betydning i Kol 1,16, hvor det siges, at alle disse væsener blev skabt ved Kristus og til ham; i de fleste af de øvrige steder, hvor ord fra denne gruppe forekommer, synes de at repræsentere onde magter. Vi får at vide, at vores kamp er imod dem (Ef 6,12), og at Kristus triumferer over myndighederne og magterne (Kol 2,15; jf. Rom 8,38; 1 Kor 15,24). To steder forekommer ordet archaggelos, »ærkeengel« eller øverste engel: »ærkeenglens røst« (1 Thess 4,16) og »ærkeenglen Mikael« (Jud 1,9).

II. Engle i Det Gamle Testamente.

1. Natur, tilsynekomster og funktioner:

Overalt i Det Gamle Testamente forudsættes englenes eksistens. Englenes skabelse omtales i Sl 148,2; Sl 148,5 (jf. Kol 1,16). De var til stede ved verdens skabelse og var så fyldt af undren og glæde, at de »råbte af fryd« (Job 38,7). Om deres natur får vi intet at vide. I almindelighed betragtes de ganske enkelt som legemliggørelser af deres sendelse. Skønt de formodentlig er de helligste af alle skabte væsener, anklages de af Gud for dårskab (Job 4,18), og vi får at vide, at »han stoler ikke på sine hellige« (Job 15,15).

Henvisninger til englenes fald findes kun i det dunkle og sandsynligvis forvanskede sted 1 Mos 6,1-4 og i de indbyrdes afhængige steder 2 Pet 2,4 og Jud 1,6, som henter deres inspiration fra den apokryfe Enoksbog. Dæmoner nævnes (se DEMON); og selv om Satan optræder blandt Guds sønner (Job 1,6; Job 2,1), er der hos senere forfattere en voksende tendens til at tillægge ham en ondskab, der helt er hans egen (se Satan).

Med hensyn til deres ydre fremtræden er det tydeligt, at de bar menneskelig skikkelse og til tider kunne forveksles med mennesker (Ez 9,2; 1 Mos 18,2; 1 Mos 18,16). Der er ingen antydning af, at de nogensinde viste sig i kvindelig skikkelse. Forestillingen om engle som vingede væsener, så velkendt i kristen kunst, finder ingen støtte i Skriften (undtagen måske Dan 9,21; Åb 14,6, hvor engle fremstilles som »flyvende«). Keruberne og seraferne (se kerub; serafer) fremstilles som vingede (2 Mos 25,20; Es 6,2); vingede er også Ezekiels symbolske levende væsener (Ez 1,6; jf. Åb 4,8).

Som ovenfor nævnt er engle sendebud og redskaber for den guddommelige vilje. Som regel udøver de ingen indflydelse i den fysiske sfære. I flere tilfælde fremstilles de dog som ødelæggende engle: to engle får til opgave at ødelægge Sodoma (1 Mos 19,13); da David tæller folket, ødelægger en engel dem ved pest (2 Sam 24,16); det er ved en engel, at den assyriske hær ødelægges (2 Kong 19,35); og Ezekiel hører seks engle modtage befalingen om at ødelægge dem, der var syndige i Jerusalem (Ez 9,1; Ez 9,5; Ez 9,7). I denne forbindelse bør udtrykket "ondskabens engle" bemærkes, dvs. engle, som bringer ulykke over mennesker fra Gud og udfører hans domme (Sl 78,49; sammenlign 1 Sam 16,14). Engle viser sig for Jakob i drømme (1 Mos 28,12; 1 Mos 31,11). Den engel, som møder Bileam, er først synlig for æslet og ikke for rytteren (4 Mos 22). Engle tolker Guds vilje og viser mennesket, hvad der er ret for det (Job 33,23). Forestillingen om engle som dem, der har omsorg for mennesker, forekommer også (Sl 91,11 f), skønt den moderne forestilling om, at hvert menneske har en særlig skytsengel, ikke findes i Det Gamle Testamente.

2. Englehæren:

Udtrykket "himlens hær" anvendes om stjernerne, som undertiden blev dyrket af afgudsdyrkende jøder (Jer 33,22; 2 Kong 21,3; Zak 1,5); navnet anvendes om englenes skare på grund af deres utallige mængde (sammenlign Dan 7,10) og deres herlighed. De fremstilles som stående ved Jahves højre og venstre hånd (1 Kong 22,19). Derfor kaldes Gud, som er over dem alle, gennem hele Det Gamle Testamente stadig "hærskarernes Gud", "hærskarernes Jahve", "Jahve, hærskarernes Gud"; og én gang "hærens fyrste" (Dan 8,11). En af den himmelske hærs vigtigste funktioner er altid at prise Herrens navn (Sl 103,21; Sl 148,1). I denne hær er der bestemte skikkelser, som træder tydeligt frem, og nogle af dem nævnes ved navn. Den engel, som viser sig for Josva, kalder sig "fyrste over Jahves hær" (Jos 5,14 f). Den herlige engel, som tolker det syn for Daniel, som han så i Kyros' tredje år (Dan 10,5), ligesom den engel, der tolker synet i Belshassars første år (Dan 7,16), nævnes ikke ved navn; men andre syner hos samme profet blev forklaret for ham af englen Gabriel, som kaldes "manden Gabriel" og beskrives som talende med "et menneskes stemme" (Dan 9,21; Dan 8,15). Hos Daniel finder vi lejlighedsvis henvisninger til "fyrster": "Persiens fyrste", "Grækenlands fyrste" (Dan 10,20). Det er engle, som har fået betroet ansvaret for, og muligvis herredømmet over, bestemte folk. Mest bemærkelsesværdig blandt dem er Mikael, beskrevet som "en af de øverste fyrster", "den store fyrste, som står for dit folks børn", og kortere "jeres fyrste" (Dan 10,13; Dan 12,1; Dan 10,21); Mikael betragtes derfor som jødernes skytsengel. I Apokryferne nævnes også Rafael, Uriel og Jeremiel. Om Rafael siges det (Tobit 12,15), at han er "en af de syv hellige engle, som frembærer de helliges bønner" for Gud (sammenlign Åb 8,2, "de syv engle, som står foran Gud"). Det er muligt, at denne gruppe på syv omtales i det ovenfor citerede udtryk, "en af de øverste fyrster". Nogle (især Kosters) har hævdet, at udtrykkene "'elohims sønner", Guds "råd" og "forsamling" henviser til hedningernes gamle guder, som nu er nedværdiget og helt underordnet Jahve. Denne temmelig dristige spekulation har kun ringe støtte i Skriften; men vi finder spor af en tro på, at nationernes skytsengle har svigtet med hensyn til at grundfæste retfærdighed inden for deres tildelte sfære på jorden, og at de derfor vil blive straffet af Jahve, deres overherre (Es 24,21; Es 24,82; sammenlign Sl 58,1 f, RV, randnote; sammenlign Jud 1,6).

3. Teofaniens engel:

Denne engel omtales som "Jahves engel" og "Jahves nærværs (eller ansigts) engel". Følgende passager indeholder henvisninger til denne engel: 1 Mos 16,7 ff--englen og Hagar; 1 Mos 18--Abraham går i forbøn hos englen for Sodoma; 1 Mos 22,11 ff--englen griber ind for at forhindre ofringen af Isak; 1 Mos 24,7; 1 Mos 24,40--Abraham sender Eliezer og lover englens beskyttelse; 1 Mos 31,11 ff--englen, som viser sig for Jakob, siger: "Jeg er Betels Gud"; 1 Mos 32,24 ff--Jakob kæmper med englen og siger: "Jeg har set Gud ansigt til ansigt"; 1 Mos 48,15 f--Jakob taler om Gud og englen som identiske; 2 Mos 3 (sammenlign ApG 7,30 ff)--englen viser sig for Moses i den brændende busk; 2 Mos 13,21; 2 Mos 14,19 (sammenlign 4 Mos 20,16)--Gud eller englen fører Israel ud af Egypten; 2 Mos 23,20 ff--folket får befaling om at adlyde englen; 2 Mos 32,34-33 (sammenlign Es 63,9)--Moses bønfalder om Guds nærvær hos hans folk; Jos 5,13-6--englen viser sig for Josva; Dom 2,1-5--englen taler til folket; Dom 6,11 ff--englen viser sig for Gideon.

Et studium af disse passager viser, at mens englen og Jahve til tider skelnes fra hinanden, smelter de lige så ofte, og i de samme passager, sammen med hinanden. Hvordan skal dette forklares? Det er indlysende, at disse åbenbaringer ikke kan være den Almægtige selv, som intet menneske har set eller kan se. Når man søger forklaringen, bør man være særlig opmærksom på to af de ovenfor citerede passager. I 2 Mos 23,20 ff. lover Gud at sende en engel foran sit folk for at føre dem til det lovede land; de får befaling om at adlyde ham og ikke vække hans vrede, »for han vil ikke tilgive jeres overtrædelse; for mit navn er i ham.« Således kan englen tilgive synd, hvilket kun Gud kan gøre, fordi Guds navn, dvs. hans karakter og dermed hans myndighed, er i englen. Endvidere går Moses i passagen 2 Mos 32,34-33 i forbøn for folket efter deres første brud på pagten; Gud svarer ved at love: »Se, min engel skal gå foran dig«; og straks derefter siger Gud: »Jeg vil ikke gå op midt iblandt dig.« Som svar på yderligere bøn siger Gud: »Mit nærvær skal gå med dig, og jeg vil give dig hvile.« Her skelnes der klart mellem en almindelig engel og den engel, som bærer Guds nærvær med sig. Konklusionen kan sammenfattes med Davidsons ord i hans Old Testament Theology: »I særlige forsynshandlinger kan man spore Jahves nærvær i indflydelse og virke; i almindelige engleåbenbaringer kan man opdage Jahve nærværende på en eller anden side af hans væsen, i en eller anden egenskab ved hans karakter; i Herrens engel er han fuldt nærværende som sit folks pagts-Gud, for at forløse dem.« Spørgsmålet står stadig tilbage: Hvem er den teofaniske engel? På dette er der givet mange svar, hvoraf følgende kan nævnes:

(1) Denne engel er ganske enkelt en engel med en særlig opgave;

(2) Han kan være en øjeblikkelig nedstigning af Gud i synlighed;

(3) Han kan være Logos, en slags midlertidig forudinkarnation af Treenighedens anden person. Hver af disse opfattelser har sine vanskeligheder, men den sidste er bestemt den mest tillokkende for tanken. Dog må det huskes, at disse i bedste fald kun er formodninger, der berører et stort mysterium. Det er sikkert, at Gud fra begyndelsen brugte engle i menneskelig skikkelse, med menneskelige stemmer, for at kommunikere med mennesket; og Herrens engels tilsynekomster, med hans særlige frelsende forhold til Guds folk, viser virkningen af den guddommelige måde at åbenbare sig selv på, som kulminerede i Frelserens komme, og de er således et forvarsel om og en forberedelse til Guds fulde åbenbaring i Jesus Kristus. Længere end dette er det ikke sikkert at gå.

III. Engle i Det Nye Testamente.

1. Tilsynekomster:

Der fortælles intet om engle i Det Nye Testamente, som er uforeneligt med Det Gamle Testamentes lære om emnet. Ligesom de er særligt aktive i begyndelsen af Det Gamle Testamentes historie, da Guds folk bliver født, sådan optræder de hyppigt i forbindelse med Jesu fødsel, og igen når en ny tingenes orden begynder med opstandelsen. En engel viser sig tre gange i drømme for Josef (Matt 1,20; Matt 2,13; Matt 2,19). Englen Gabriel viser sig for Zakarias og derefter for Maria ved bebudelsen (Luk 1). En engel forkynder for hyrderne Jesu fødsel og får følgeskab af en »mængde af den himmelske hærskare«, som priser Gud i himmelsk sang (Luk 2,8). Da Jesus bliver fristet, og igen under dødsangsten i Getsemane, viser engle sig for ham for at styrke hans sjæl (Matt 4,11; Luk 22,43). Verset, der fortæller, hvordan en engel steg ned for at bringe vandet i dammen i oprør (Joh 5,4), er nu udeladt af teksten som uægte. En engel stiger ned for at rulle stenen bort fra Jesu grav (Matt 28,2); engle ses dér af visse kvinder (Luk 24,23) og (to) af Maria Magdalene (Joh 20,12). En engel befrier apostlene fra fængslet, leder Filip, viser sig for Peter i en drøm, befrier ham fra fængslet, slår Herodes med sygdom, viser sig for Paulus i en drøm (ApG 5,19; ApG 8,26; ApG 10,3; ApG 12,7; ApG 12,23; ApG 27,23). Én gang viser de sig klædt i hvidt; deres fremtoning er så strålende, at de skræmmer dem, der ser dem; derfor indleder de deres budskab med ordene »Frygt ikke« (Matt 28,2-5).

2. Jesu lære om engle:

Det er ganske sikkert, at vor Herre accepterede Det Gamle Testamentes hovedlære om engle, såvel som den senere jødiske tro på gode og onde engle. Han taler om »englene i himlen« (Matt 22,30) og om »Djævelen og hans engle« (Matt 25,41). Ifølge vor Herre er Guds engle hellige (Mark 8,38); de har intet køn eller sanselige begær (Matt 22,30); de har høj intelligens, men de kender ikke tidspunktet for det andet komme (Matt 24,36); de bærer (i en lignelse) Lazarus' sjæl til Abrahams skød (Luk 16,22); de kunne være blevet tilkaldt til hjælp for vor Herre, hvis han havde ønsket det (Matt 26,53); de vil ledsage ham ved det andet komme (Matt 25,31) og skille de retfærdige fra de onde (Matt 13,41; Matt 13,49). De følger med sympatiske øjne menneskers skæbne og glæder sig over en synders omvendelse (Luk 15,10; jf. 1 Pet 1,12; Ef 3,10; 1 Kor 4,9); og de vil høre Menneskesønnen bekende eller fornægte dem, som har bekendt eller fornægtet ham over for mennesker (Luk 12,8). Englene for Guds ansigt, som ikke synes at svare til vores forestilling om skytsengle, er særligt interesserede i Guds små (Matt 18,10). Endelig er engles eksistens underforstået i Herrens bøn i bønnen: »Ske din vilje, som i himlen, således også på jorden« (Matt 6,10).

3. Andre nytestamentlige henvisninger:

Paulus henviser til englenes rangordener ("myndigheder, magter" osv.) kun for at understrege Jesu Kristi fuldstændige overhøjhed. Han lærer, at engle skal dømmes af de hellige (1 Kor 6,3). Han angriber den begyndende gnosticisme i Lilleasien ved at forbyde tilbedelsen af engle (Kol 2,18). Han taler om Guds engle som "udvalgte", fordi de er indbefattet i den guddommelige kærligheds rådslutninger (1 Tim 5,21). Når Paulus befaler kvinderne at holde deres hoveder tildækket i menigheden på grund af englene (1 Kor 11,10), mener han sandsynligvis, at englene, som med dyb interesse våger over alle menneskelige forhold, ville blive bedrøvede over at se ethvert brud på blufærdighedens love. I Hebr 1,14 beskrives engle som tjenende ånder, der er beskæftiget i de helliges tjeneste. Peter understreger også vor Herres overhøjhed over alle englevæsener (1 Pet 3,22). Henvisningerne til engle i 2 Peter og Judas er farvet af kontakt med apokryf litteratur. I Johannes' Åbenbaring, hvor henvisningerne tydeligvis er symbolske, nævnes engle meget hyppigt. De syv menigheders engle (Åb 1,20) er skytsenglene eller personifikationerne af disse menigheder. Tilbedelsen af engle forbydes også (Åb 22,8 f). Særlig interessant er omtalen af elementære engle--"vandenes engel" (Åb 16,5) og englen "som har magt over ilden" (Åb 14,18; jf. Åb 7,1; Åb 19,17). Der henvises også til "afgrundens engel", som kaldes Abaddon eller Apollyon (se disse), tydeligvis en ond engel (Åb 9,11 King James Version, Revised Version (britisk og amerikansk) "abyss"). I Åb 12,7 ff får vi at vide, at der var krig mellem Mikael med hans engle og dragen med hans engle.

IV. Lærens udvikling.

I menneskeslægtens barndom var det let at tro på Gud, og han var meget nær sjælen. I Paradis er der ingen tanke om engle; det er Gud selv, der går i haven. Lidt senere viser tanken om engle sig, men Gud er ikke gået bort, og som "Jahves engel" viser han sig for sit folk og forløser dem. I disse tidlige tider troede jøderne, at der fandtes mængder af engle, endnu ikke i tanken opdelt i gode og onde; disse havde ingen navne eller personlige kendetegn, men var ganske enkelt legemliggjorte budskaber. Indtil fangenskabets tid viser den jødiske englelære kun ringe udvikling. I denne mørke periode kom de i tæt kontakt med et polyteistisk folk, blot for derved at blive endnu dybere bekræftet i deres monoteisme. De stiftede også bekendtskab med persernes renere tro og betragtede efter al sandsynlighed zoroastrianismens læresætninger med mere velvillige øjne på grund af Kyros' store godhed mod deres folk.

Der er få direkte spor af zoroastrianisme i Det Gamle Testamentes senere englelære. Det er ikke engang sikkert, at tallet syv, anvendt om den højeste gruppe engle, er persisk af oprindelse; tallet syv blev ikke helt tilsidesat af jøderne. Et resultat af kontakten var, at tanken om et hierarki blandt englene blev mere fuldt udviklet. Forestillingen i Dan om engle som "vægtere" og tanken om skytsfyrster eller englevogtere for folkeslag kan tilskrives persisk indflydelse. Det er sandsynligt, at kontakten med perserne hjalp jøderne til at udvikle tanker, som allerede lå latent i deres sind. Ifølge jødisk tradition kom englenes navne fra Babylon. På dette tidspunkt var syndsbevidstheden blevet mere intens i det jødiske sind, og Gud var trådt tilbage til en umålelig afstand; englene hjalp med at udfylde kløften mellem Gud og menneske. De mere udførlige forestillinger hos Daniel og Zakarias videreudvikles i Apokryferne, især i 2 Esdras, Tobit og 2 Makk.

I Det Nye Testamente finder vi, at der kun sker ringe yderligere udvikling; og ved Guds Ånd blev dets forfattere bevaret fra samtidens rabbinismes absurd barnlige læresætninger. Vi ser, at saddukæerne, i modsætning til farisæerne, ikke troede på engle eller ånder (ApG 23,8). Vi kan slutte, at saddukæerne med deres materialistiske standpunkt og fornægtelse af opstandelsen betragtede engle blot som symbolske udtryk for Guds handlinger. Det er bemærkelsesværdigt i denne forbindelse, at det store præstelige dokument (Præsteskriftet, P) ikke nævner engle. Johannes' Åbenbaring viser naturligt et nært slægtskab med Ezekiels og Daniels bøger. Om de rabbinske udviklinger af englelæren, nogle smukke, nogle overdrevne, nogle groteske, men alle fantasifulde, er det ikke nødvendigt at tale her. Essæerne havde en esoterisk lære om engle, hvori de fleste forskere finder kimen til de gnostiske æoner.

V. Englenes virkelighed.

En tro på engle har, selv om den ikke er uundværlig for en kristens tro, sin plads dér. I en sådan tro er der intet unaturligt eller i strid med fornuften. Ja, den varme modtagelse, som menneskenaturen altid har givet denne tanke, er et argument til dens fordel. Hvorfor skulle der ikke findes en sådan orden af væsener, hvis Gud ville det sådan? For den kristne afhænger hele spørgsmålet af, hvilken vægt der skal tillægges vor Herres ord. Alle er enige om, at han lærer, at englevæsener findes, er virkelige og er virksomme. Tog han fejl på grund af sine menneskelige begrænsninger? Det er en konklusion, som det er meget svært for den kristne at drage, og vi kan lægge den til side. Tilpassede han da sin undervisning til folketroen, vel vidende at det, han sagde, ikke var sandt? Denne forklaring synes at tillægge vor Herre bevidst usandhed og må ligeledes lægges til side. Således finder vi os begrænset til den konklusion, at vi har Kristi ord som garanti for englenes eksistens; for de fleste kristne vil det afgøre spørgsmålet.

Englenes synlige aktivitet er ophørt, fordi deres formidlende gerning er fuldført; Kristus har grundlagt Åndens rige, og Guds Ånd taler direkte til menneskets ånd. Denne nye og levende vej er blevet åbnet for os ved Jesus Kristus, over hvem troen endnu kan se Guds engle stige op og stige ned. Alligevel våger de over menneskets lod og glæder sig over dets frelse; alligevel deltager de i lovprisningen og tilbedelsen af Gud, Hærskarers Herre; alligevel kan de betragtes som »tjenende ånder, udsendt til tjeneste for deres skyld, som skal arve frelse.«

LITTERATUR.

Alle gammeltestamentlige og nytestamentlige teologier indeholder drøftelser. Blandt de ældre bøger er Oehlers Old Testament Theology og Hengstenbergs Christology of Old Testament (om »Jahves engel«), og blandt de moderne Davidsons Old Testament Theology, særlig værdifulde. Den dygtigste fortaler for teorien om, at »Elohims sønner« er degraderede guder, er Kosters, »Het onstaan der Angelologie onder Israel,« TT 1876. Se også artiklerne om »Angel« i HDB (af Davidson), EB, DCG, Jew Encyclopedia, RE (af Cremer). Cremers Biblico-Theological New Testament Lexicon bør konsulteres under ordet »aggelos.« Om jødiske forestillinger se også Edersheims Life and Times of Jesus, II, tillæg xiii. Om den paulinske angelologi se Everling, Die paulinische Angelologie. Om emnet i almindelighed se Godet, Biblical Studies; Mozley, The Word, kapitel lix, og Latham, A Service of Angels.

John Macartney Wilson