Etam

e'-tam `eTam; Codex Alexandrinus, Apan, Codex Vaticanus, Aitan:

(1) Nævnt i Septuaginta sammen med Tekoa, Betlehem og Phagor (Jos 15,59). I 2 Krøn 11,6 forekommer det, mellem Betlehem og Tekoa, som en af de byer, Rehabeam byggede "til forsvar i Juda". Josefus skriver, at "der var et bestemt sted, omtrent 50 stadier fra Jerusalem, som kaldes Ethan; det er meget yndigt med smukke haver og rigt på små vandløb; dertil plejede han (Salomo) at tage ud om morgenen" (Ant., VIII, vii, 3). Omtale af `Ain `Aitan, som beskrives som det højest beliggende sted i Israels land, forekommer i Talmud (Zebhachim 54b), og i Jer. Talmud (Yoma' 3 fol 41) nævnes det, at en vandledning løb fra `Atan til templet.

Alt vidnesbyrd peger på `Ain `Atan, den lavest beliggende af de kilder, der forsyner akvædukten, som løber til Salomos damme. Salomos haver kan meget vel--i hvert fald ifølge traditionen--have ligget i den frugtbare dal neden for `Urtas. Stedet for den gamle by Etam skal snarere søges på en isoleret høj, med gamle levn, lidt øst for `Ain `Atan. 1 Krøn 4,3 kan også henvise til dette Etam.

(2) En by tildelt Simeon (1 Krøn 4,32). Nævnt sammen med En-Rimmon (se denne), af Conder identificeret med Khurbet `AiTun i bakkerne nordvest for Be'ersheba.

(3) Etams klippe, hvor Samson tog bolig efter at have slået filistrene "hofte og lår med et stort mandefald" (Dom 15,8; Dom 15,11), lå i Juda, men tilsyneladende i det lave bakkeland (samme sted). Den klippehøj, hvor landsbyen Beit `Atab ligger, nær Sur`ah (Zora), blev foreslået af Conder, men medmindre (3) virkelig er identisk med (1), hvilket er ganske muligt, passer hulen kendt som `Arak Isma`in, beskrevet af Hanauer (PEFS, 1886, 25), bedre til fortællingens krav. Hulen, højt oppe på de nordlige klippeskrænter i Wady Isma`in, er et iøjnefaldende syn fra jernbanen, når toget kører ind i slugten.

E. W. G. Masterman

e'-tam ('etham; Othom, 2 Mos 13,20; Bouthan, 4 Mos 33,6, 4 Mos 33,7; i 33,8 har Septuaginta en anden læsning, "på deres ørken", som viser en anden vokalusering af ordet):

Navnet blev tidligere forklaret som det koptiske Atium, "havets grænse" (Gesenius, Lexicon, under ordet), hvilket ville stemme overens med det hebraiske (4 Mos 33,8), hvor "Etams ørken" nævnes i stedet for Surs (2 Mos 15,22) øst for Røde Hav (se SUR). Ved Etam (2 Mos 13,20) lejrede hebræerne sig ved "kanten" eller "enden" af ørkenen vest for det hav, de skulle krydse (se Udvandringen). Denne lejr var sandsynligvis nær den nordlige ende af Bitter Lakes, en dagsmarsch fra Sukkot. Brugsch (Hist. Egypt, II, 359) ville sammenligne Etam med det ægyptiske Khetam ("fæstning"), men det hebraiske ord har ingen gutturale. Ordet Khetam er ikke navnet på et sted (se Pierret, Vocab. hieroglyph., 453), og mere end én sådan "fæstning" synes at være nævnt (se Piton). Under Seti II nævner en skriberberetning forfølgelsen af to tjenere, tilsyneladende fra Zoan, til fæstningen I-k-u mod syd, hvor de nåede Khetam på 3. dag; men hvis dette var "Khetam under Ramses II", eller endog under "Mineptas", ville det tilsyneladende ikke passe til Etams beliggenhed.

Se Migdol.

C. R. Conder.