Prædikant; prædiken

prech'-er, prech'-ing (qoheleth, "prædikant" (Præd 1,1), basar, "at bringe eller fortælle gode tidender" (Sl 40,9; Es 61,1), qara', "at kalde," "forkynde" (Neh 6,7; Jon 3,2), qeri'ah, "råb," "prædiken" (Jon 3,2); kerux, "udråber," "herold" (1 Tim 2,7), kerusso, "at råbe eller forkynde som en herold" (Matt 3,1; Rom 10,14), euaggellizo, "at kundgøre gode nyheder" (Matt 11,5)):

1. Definition

2. Prædikantens begrænsninger

3. En mand med et budskab

4. Prædiken som et nødvendigt middel

5. Bibelske udtryk og deres betydninger

6. De hebraiske profeter

7. Kristus som prædikant

8. Apostlene som prædikanter

9. Grundlæggende forudsætninger

(1) Prædik Ordet

(2) "Vi er sendebud"

1. Definition:

I nytestamentlig forstand er en prædikant en mand, som har det indre kald fra Helligånden og det ydre kald fra kirken, Kristi vidnende legeme på jorden, og som behørigt er blevet udskilt som en anerkendt og kvalificeret lærer i den kristne religion. Hans kald er at tale til folks sind og hjerte om religiøs sandhed, sådan som denne sandhed fremlægges i Den hellige Skrift, med tilhørerens åndelige gavn som mål. Prædikanten, der anerkendes som sådan af kirken, taler som et personligt vidne om Guds frelsende sandhed; han forklarer den og anvender den, sådan som folkets og tidens omstændigheder måtte kræve. Dette kalds alvor og betydning, sådan som det fremstilles i de hellige Skrifter og rigt illustreres i kirkens historie, overgår ethvert andet kald blandt mennesker. Luther sagde: "Djævelen bryder sig ikke om det skrevne ord, men han jages på flugt, når det prædikes højt."

2. Prædikantens begrænsninger:

Prædikanten er, i den ovenfor angivne betydning, sammen med alle andre kristne delagtig i den frihed, der er i Kristus. Men som anerkendt lærer og leder i kirken er han ikke en løsrevet og helt ubegrænset lærer. Han skal ikke tale som sin egen, men som talerør for den kirke, hvis forståelse af evangeliet han frivilligt har bekendt sig til. Kirkens tro er, med hans eget samtykke, hans tro, og hendes lære er hans lære. Det forventes ikke, at han fremfører sit eget, adskilt fra eller i modsætning til troen i den kirke, i hvis navn han er blevet udskilt til at forkynde evangeliet. Både det personlige og det repræsentative eller officielle er forenet i ham og i hans prædiken.

3. En mand med et budskab:

Hans arbejde skal altid stå i forhold til Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Hans prædiken står under hans kirkes trosbekendelse, ligesom trosbekendelsen står under ordet. Prædikanten er en mand med et budskab, og den prædikant, som ikke har et budskab af den særlige art, der er angivet ovenfor, er i egentlig forstand slet ikke en prædikant. Det er blevet godt udtrykt i en af de værdifulde Yale-forelæsningsrækker om emnet: "Enhver levende prædikant må modtage sin meddelelse direkte fra Gud, og hans livs stadige formål må være at modtage den ufordærvet og at overbringe den uden tillæg eller fradrag." Når han fremlægger budskabet fra sit guddommeligt udpegede sendebudshverv i dets helhed, taler han med den særlige form for "myndighed", som er blevet kaldt "det første og uundværlige krav", når man bringer et budskab fra Gud. Derved viser han en "høj himmelsk dogmatisme", og "menneskelig svaghed bliver udødelig styrke." Den sande prædikant prædiker ud fra en guddommelig tilskyndelse. Han siger med Paulus: "Nødvendighed er lagt på mig; for ve mig, hvis jeg ikke prædiker evangeliet" (1 Kor 9,16; jf. Jer 20,9). Han siger med Peter: "Om det er ret i Guds øjne at lytte til jer frem for til Gud, må I dømme: for vi kan ikke lade være med at tale om det, vi har set og hørt" (ApG 4,19; ApG 4,20). Prædikantens budskab er større end manden, fordi det er fra Gud. Det former i høj grad den mand, som prædiker det i dets fylde og kraft. Hvad enten det drejer sig om hans egne gaver eller om den påståede gave, der gives ved håndspålæggelsen, er han uden fornemmelsen af budskabet ikke udvalgt af Gud til at forkynde hans ord. Hvis han mangler den, har han ikke sit kalds bærende drivkraft til at inddrage hele sin personlighed i sit arbejde og give ham herredømme over menneskers sind og hjerter.

4. Prædiken som et nødvendigt middel:

Intet religiøst middel er ældre end prædiken. Den er lige så gammel som Bibelen selv (2 Pet 2,5). Den er et nødvendigt ledsagemiddel til en religion, der meddeles mennesket ved hjælp af en objektiv og autoritativ åbenbaring, sådan som vi har den i de hellige Skrifter. Den er et helt naturligt middel for de religionsformer, der er åbenbaret i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Den er nøje i overensstemmelse med de tanker, der findes i begge testamenter om metoden til at udbrede troen, fremsat gennem hellige mænds virke, som talte, drevet af Helligånden. Denne tro udbredes ved undervisning gennem argumentation, forklaring, motiv og formaning. Midlet til udbredelsen af en overbevisningens religion må være prædiken.

5. Bibelske udtryk og deres betydninger:

I den bibelske brug af de udtryk, der vedrører emnet, betyder forkyndelse bekendtgørelsen af religiøs sandhed. Det er det vedvarende og offentlige vidnesbyrd, som kirken altid aflægger, gennem taler af mænd der er sat til side til dette arbejde, om sin egen levende tro, sådan som denne tro er rodfæstet i og opretholdes af Guds skrevne ord. I denne forstand bruges "at kalde", "forkynde", "råbe højt" ofte om det profetiske budskab under dets forskellige aspekter: som fordømmelse, som i Jon 1,2; om det guddommeliges forbindelse, som i Jer 11,6, og om det messianske løfte, som i Es 61,1. Udtrykket for "forkyndelse" bruges også til at betegne en politisk propaganda fremsat af profeten (Neh 6,7). I to passager (Sl 68,11, "offentliggøre"; Es 61,1) betyder et andet ord for forkyndelse "at meddele gode nyheder". I tilfældet med Jonas' forkyndelse i Nineve betyder det ord, der bruges til at betegne, hvad den var, strengt taget "proklamation" og svarer til det nytestamentlige ord, der bruges til at definere vor Herres "proklamation" som herold for Guds riges komme (Matt 4,17), som i sine første stadier især var nært forbundet med Johannes Døbers forkyndelse (Matt 3,1; Matt 3,2).

6. De hebraiske profeter:

Selv om forkyndelsen således især hører kristendommen til, har den klart afgrænsede forudsætninger i Det Gamle Testamente. Under både den gamle og den nye husholdning tager emnet kirken for givet og udtaler vidnesbyrdet, ikke blot fra en enkelt troende, men fra et guddommeligt grundlagt samfund, hvad enten det er jøder eller kristne. De ældre bøger i kanon rummer begyndelserne til og nogle af kendetegnene ved forkynderens embede og ved forkyndelsens høje funktion. I dem finder vi en særlig klasse af mænd, udvalgt og afsondret til dette bestemte arbejde, ligesom vi i den kristne kirke fra dens begyndelse finder det samme guddommeligt indstiftede embede. Den hebraiske profet havde et budskab direkte fra Gud, som ofte kom med overnaturlig kundskab i forudsigelsens kraft. Profetens mission var imidlertid ikke ganske enkelt eller hovedsageligt at forudsige fremtiden, men at forkynde et aktuelt budskab fra Herren til folket. Det Gamle Testamentes profet var embedets forløber for og forbillede på Kristi sendebud. Med synagogens udvikling som centrum for hebraisk gudsdyrkelse blev anvendelse såvel som fortolkning af loven væsentlig.

Moses, den mest myndige skikkelse i hebraisk historie, var en profet, og ingen budskaber i Det Gamle Testamente er mere gennemtrængt af kraft, ophøjethed og patos end dem, der blev fremsat af den store lovgiver. Han blev Israels vejleder, ikke så meget ved sin stav som ved det ord, han overbragte folket. Der er talrige tegn på, at der efter Moses fandtes en vedvarende klasse af religiøse lærere, hvis arbejde det var at undervise mennesker og inspirere folket, sådan som det fremgår i tilfældene med Josva, i historien om Debora og Barak og på dagene med højtidelig forsamling, som er utænkelige uden mænd, der talte, og andre mænd, der lyttede. På Samuels tid skete der et tydeligt fremskridt i profeternes arbejde, og profetembedet var blevet en fast institution. Der var profetskoler i Betel, Jeriko og Gilgal, selve sæderne for hedensk afgudsdyrkelse. Under Det Gamle Testamentes husholdning gik hele udviklingens forløb i retning af at fremstille guddommelig sandhed i dens enkelhed og kraft ved at lade den virke på folkets sind og hjerte. Et af kendetegnene på den nye tidsalder, der begyndte med Johannes Døber, var en genoplivelse af profetisk forkyndelse (Matt 11,9), som igen genoptog sin gamle karakter og betydning.

Se profeti, profeter.

7. Kristus som forkynder:

Ordene, der betyder "at udråbe som en herold" og "forkyndelse", forekommer ofte i Det Nye Testamente. Vor Herres mission var i sit væsen at forkynde gode nyheder om Guds rige (Matt 4,17). Straks da han trådte ind i sin tjeneste, gav han forkyndelsen en åndelig dybde og en praktisk rækkevidde, som den aldrig før havde haft. På den tid var forkyndelse tydeligvis blevet en fast del af synagogegudstjenesten og blev gjort til et af hovedredskaberne i evangeliets udbredelse. Vor Herre underviste bestandig i synagogen (Matt 4,23; Mark 1,21; Joh 6,59). Således læste, fortolkede og anvendte han loven og profeterne (Mark 1,39; Luk 4,16). Kristi vidnesbyrd om sig selv var, at han kom "for at vidne om sandheden". Det talte ord blev hans store kraft i hans liv og tjeneste. Gennem hele sit liv var Jesus frem for alt en forkynder af sandhederne om sit rige. At fortælle mennesker, hvad han var i sig selv, hvad han var i sit forhold til mennesket og dets frelse, og hvad han var i forhold til Gud Faderen, udgjorde en stor del af hans offentlige virke.

8. Apostlene som forkyndere:

Apostlenes forkyndelse var i sit væsen profetisk af karakter og bar vidnesbyrd om Jesu opstandelse og hans snarlige tilbagekomst til dom (ApG 2,24; ApG 2,32; ApG 2,36; 1 Kor 15,15). De apostelprædikener, som er gengivet ganske udførligt, er Peters tale på pinsedagen (ApG 2), hans tale i Cornelius' hus i Cæsarea (ApG 10) og Jakobs råd til brødrene i Jerusalem om, hvilke bestemmelser der skulle pålægges hedningekristne. I den tidlige kirke var forkyndere først og fremmest vidner om, hvad Jesus havde sagt og gjort, og om den betydning, der skulle tillægges de store kendsgerninger i frelseshistorien. Med evangeliets udbredelse og tidens gang blev dette embede overtaget af andre, især sådanne som var udrustet med "visdoms ord" og "kundskabs ord" (1 Kor 12,8).

9. Grundlæggende forudsætninger:

På grundlag af det, der læres i Guds ord, er der to grundlæggende vigtige forudsætninger vedrørende forkyndelsen og forkynderen.

(1) Forkynd ordet.

Det første kendetegn ved forkyndelsen er, at den er Guds ord (2 Tim 4,2). Ud af Bibelen må livet for hver generation af kristne næres. Derfor bør prædikestolen forblive tro mod Den hellige Skrift, for ud af dens skatte opfylder prædikanten sit dobbelte embede: at opbygge de troende og underlægge verden Kristus. Der må altid være en organisk forbindelse mellem ordet i teksten og prædikenen.

(2) "Vi er sendebud."

Forkyndelsens arbejde er opfyldelsen af et guddommeligt indstiftet sendebudshverv (2 Kor 5,20). Evangeliet er lagt i menneskers hænder med et bestemt formål og skal forvaltes i overensstemmelse med dets ophavsmands plan. Prædikanten er i en meget tydelig forstand en betroet forvalter. "Men ligesom vi af Gud er blevet godkendt til at få evangeliet betroet, sådan taler vi; ikke som dem, der vil behage mennesker, men Gud, som prøver vore hjerter" (1 Thess 2,4). De, der har påtaget sig det ansvar, som denne guddommelige bemyndigelse pålægger dem, formanes til at udøve deres embede sådan, at de kan fortjene bifald fra ham, der har udpeget dem til en bestemt opgave. Den homiletiske praksis at hente temaet for hver prædiken fra et afsnit i Den hellige Skrift har været en næsten ufravigelig regel i kirkens historie. Det er prædikantens opgave at fremlægge den sandhed, som er indeholdt i teksten, i dens helhed. I udøvelsen af sit guddommeligt udpegede sendebudshverv skal han forvalte Guds ord, åbenbaret for den kristne tro, ikke menneskelige meninger eller spekulationer.

David H. Bauslin