Fornægte

for-næg'-te: Dette ord er karakteristisk for Det Nye Testamente snarere end for Det Gamle Testamente, selvom det oversætter tre forskellige hebraiske oprindelser, nemlig kachash, "at lyve," "at fornægte" (1 Mos 18,15; Jos 24,27; Job 8,18; Job 31,28; Ordsp 30,9) mana`, "at nægte," "at tilbageholde" (1 Kong 20,7; Ordsp 30,7); shubh, "at vende tilbage," "at sige nej" (1 Kong 2,16).

I Det Nye Testamente oversættes antilego en gang med "fornægte," i tilfældet med saddukæerne, som fornægtede opstandelsen (Luk 20,27 i KJV), og hvor det bærer betydningen af at tale imod læren. Men ordet, der almindeligvis bruges, er arneomai, med eller uden præfikset ap-. I manglen på præfikset betyder det "at fornægte," men når det tilføjes betyder det "at fornægte fuldstændigt" eller i fuldt omfang. I den mildere betydelse findes det i Matt 10,33; Matt 26,70; Matt 26,72; om Simon Peter, Mark 14,68; Mark 14,70 (ApG 3,13; ApG 3,14; 2 Tim 2,12; 2 Tim 2,13; 2 Pet 2,1; 2 Pet 2,1; 2 Pet 2,23; Jud 1,4; Åb 2,13; Åb 3,8). Men det er betydningsfuldt, at den strengere betydning er forbundet med Matt 16,24 og dets paralleller, hvor Kristus opfordrer den, som vil være hans discipel, til at fornægte sig selv og tage sit kors op og følge ham. Se også Peter, Simon.

James M. Gray