Forråde

be-tra' (ramah; paradidomi): I Det Gamle Testamente kun én gang (1 Krøn 12,17). David advarer dem, der var gået over til ham fra Saul: "Hvis I er kommet for at forråde mig til mine modstandere .... vore fædres Gud se dertil." Det samme hebraiske ord oversættes andre steder med "bedrage" (1 Mos 29,25; Jos 9,22), "narre" (1 Sam 19,17; 1 Sam 28,12; 2 Sam 19,26; Ordsp 26,19; Klag 1,19).

I Det Nye Testamente, for paradidomi: 36 gange om forrådelsen af Jesus Kristus, og kun 3 gange derudover (Matt 24,10; Mark 13,12; Luk 21,16) om slægtninge, der udleverer hinanden til retsforfølgelse. På disse tre steder oversætter Revised Version (britisk og amerikansk) efter den mere generelle betydning, "at udlevere," og også (i Matt 17,22; Matt 20,18; Matt 26,16; Mark 14,10; Mark 14,21; Luk 22,4; Luk 22,6), hvor det henviser til udleveringen af Jesus. Revisorernes tanke var måske kun at bevare "forråde" i direkte henvisninger til Judas' handling, men de har ikke strengt fulgt den regel. Judas' handling var mere end blot at overgive en person til myndighederne; han gjorde det under omstændigheder præget af troløshed, som ændrede dens karakter:

(a) han udnyttede sit nære forhold til Jesus Kristus som discipel til at bringe ham i hans fjenders hænder;

(b) han gjorde det hemmeligt om natten, og

(c) med et kys, en handling der foregav hengivenhed og venlighed;

(d) han gjorde det for penge, og

(e) han vidste, at Jesus Kristus var uskyldig i enhver forbrydelse (Matt 27,4).

T. Rees