Peter, Simon

pe'-ter, si'-mon): 1. Navn og tidlig virksomhed

2. Første optræden i evangeliehistorien

3. Livshistorie

(1) Første periode

(2) Anden periode

4. Karakter

5. Skrifter

(1) Første brev

(2) Andet brev

6. Teologi

(1) Messiansk lære

(2) Retfærdiggørelse

(3) Genløsning

(4) Fremtidigt liv

(5) Den hellige Skrift

(6) Frafald og dom

(7) Kristi genkomst

LITTERATUR

Oplysningerne til denne artikel findes især i de fire evangelier; i ApG 1-15; i Gal 1 og 2; og i Peters to breve.

1. Navn og tidlig virksomhed:

Simon (eller Simeon) var Peters oprindelige navn; han var søn af Jonas (eller Johannes) og bror til Andreas, en discipel af Johannes Døber, hvad Peter også kan have været. Af erhverv var han fisker, og han boede i Betsajda ved Galilæas Sø, skønt han senere boede med sin familie i Kapernaum (Matt 4,18; Matt 8,14; Matt 10,2; Matt 16,16; Matt 16,17; Matt 17,25; Mark 1,16; Mark 1,29; Mark 1,30; Mark 1,36; Luk 5,3; Luk 5,4; Luk 5,5; Luk 5,8; Luk 5,10; Luk 22,31; Luk 24,34; Joh 1,40-44).

2. Første optræden i evangeliehistorien:

Hans første optræden i evangeliehistorien er i Joh 1,35-42, da Andreas, efter at have opdaget at Jesus var Messias, »først finder sin egen bror Simon« og »førte ham til Jesus«; det var ved den lejlighed, at denne, da han så ham, sagde: »Du skal kaldes Kefas«, et aramæisk tilnavn hvis græske synonym er Petros, eller Peter, der betyder »en klippe« eller »sten«. På dette tidspunkt modtog han også sit første kald til at være Jesu discipel, selv om dette kald, ligesom de andre blandt De Tolvs, blev gentaget to gange. Se Matt 4,19; Mark 1,17; Luk 5,3 om det andet kald, og Matt 10,2; Mark 3,14; Mark 3,16; Luk 6,13; Luk 6,14 om det tredje. Nogle tolker det andet som det tidspunkt, hvor han blev udvalgt til at være Jesu stadige ledsager, og det tredje som det tidspunkt, hvor han endelig blev udvalgt til apostel.

3. Livshistorie:

Peters livshistorie falder i to dele: først, fra hans kaldelse til Kristi himmelfart; dernæst, fra denne begivenhed til afslutningen på hans jordiske løbebane.

(1) Første periode:

Den første periode kan igen bekvemt opdeles i begivenhederne før Kristi lidelse og dem, der fulgte efter. Der er omkring ti af de førstnævnte: helbredelsen af hans hustrus mor i Kapernaum (Matt 8,14); den store fiskefangst og dens virkning i hans selvydmygelse og overgivelse af alt sit til Jesus (Luk 5,1-11); hans kald til apostelembedet og hans åndelige udrustning dertil (Matt 10,2); hans hengivenhed for sin Mester, sådan som den viste sig i hans forsøg på at gå på bølgerne (Matt 14,28); den samme hengivenhed, sådan som den viste sig ved en bestemt krise, i hans spørgsmål: »Herre, hvem skal vi gå til?« (Joh 6,68); hans ædle bekendelse af Jesus som Kristus, den levende Guds Søn, og, ak, den irettesættelse, der fulgte efter den (Matt 16,13-23); de ophøjede privilegier han nød sammen med Jakob og Johannes som vidne til opvækkelsen af Jairus' datter (Mark 5,37) og sin Herres forklarelse (Matt 17,1-5); og til sidst hændelsen med tempelskatten, som kun findes i Matt 17,24.

Begivenhederne, der begynder ved lidelsen, er lettere at genkalde, fordi de i så stor udstrækning findes i alle evangelierne og omtrent i samme rækkefølge. De begynder med, at Mesteren vasker hans fødder ved den sidste påske, og de to fejltagelser han begik angående den åndelige betydning af denne handling (Joh 13,1-10); den første af hans overmodige pralerier om styrken i hans hengivenhed for sin Mester, og dennes advarsel om Satans forestående angreb på ham (Luk 22,31-34), gentaget to gange før forræderiet i Getsemane (Matt 26,31-35); adgangen til haven for at se Frelserens dybeste nød, påbuddet om at våge og bede, og forsømmelsen af at gøre det på grund af søvnighed (Matt 26,36-46); det fejlagtige mod, da han huggede øret af Malkus (Joh 18,10-12); at han forlod sin Herre, mens denne blev ført bort som fange, hans følgen efter ham på afstand, hans adgang til ypperstepræstens palads, hans fornægtelse »foran dem alle«, hans bekræftelse af den med en ed, hans erindring om advarslen, da »Herren vendte sig og så på Peter«, og hans bitre tårer, da han gik ud (Matt 26,56-58; Mark 14,66-72; Luk 22,54-62; Joh 18,15-27).

Det vil ses, at beretningen om Peters fald således fortælles af alle evangelisterne, men, for at citere en anden: »Ingen har skildret det i et mere afskyeligt lys end Markus; og hvis, som man almindeligvis antager, dette evangelium blev gennemset af Peter selv og endog skrevet under hans ledelse, kan denne omstændighed betragtes som et vidnesbyrd om hans redelighed og oprigtige anger.«

Intet mere høres om Peter før opstandelsens morgen, da han, ved den første meddelelse om begivenheden, løber sammen med Johannes for at se graven (Joh 20,1-10); hans navn nævnes særligt for kvinderne af englen (Mark 16,7); og samme dag ser han Jesus levende før nogen af de øvrige af De Tolv (Luk 24,34; 1 Kor 15,5). Senere, ved Tiberias' Sø, får Peter lejlighed til en trefoldig bekendelse af Jesus, som han tre gange havde fornægtet, og han indsættes endnu en gang i apostelembedet; derefter følger en forudsigelse om, hvilken slags død han skulle dø, og også en befaling om at følge sin Herre (Joh 21).

(2) Anden periode:

Den anden periode, fra Kristi himmelfart til Paulus’ omvendelse, er skildret mere kortfattet. Efter himmelfarten, som Peter uden tvivl var vidne til, »stod han frem midt iblandt brødrene« i salen ovenpå i Jerusalem for at råde til valget af en efterfølger for Judas (ApG 1,15-26). På pinsedagen prædiker han den første evangelieprædiken (ApG 2), og senere, sammen med Johannes, bliver han redskab til at helbrede den lamme mand, taler til folket i templet, bliver arresteret, forsvarer sig for Synedriet og vender tilbage til sine »egne« (ApG 3; ApG 4). Han bliver igen arresteret og slået (ApG 5); efter nogen tid sendes han af menigheden i Jerusalem for at meddele Helligånden til disciplene i Samaria (ApG 8). Da han vender tilbage til Jerusalem (hvor Paulus formodentlig besøger ham, Gal 1,18), rejser han senere »gennem alle egne«, helbreder Æneas i Lydda, opvækker Dorkas fra de døde i Joppe, ser et syn på hustaget, som får ham til at prædike evangeliet for den hedenske officer i Cæsarea, og forklarer denne handling for »apostlene og brødrene, som var i Judæa« (ApG 9,32-41; ApG 9,11; kapitel 11).

Efter nogen tid opstod der en ny forfølgelse mod menigheden, og Herodes Agrippa, som havde ladet Jakob dræbe, fængsler Peter med den tanke også at henrette ham. Men menigheden beder for ham, og en mirakuløs udfrielse gives ham (ApG 12). Efter i nogen tid at have trukket sig tilbage fra offentlig opmærksomhed træder han endnu en gang frem for os ved menighedsrådet i Jerusalem, da spørgsmålet skal afgøres, om gerninger er nødvendige til frelse, og han føjer sit vidnesbyrd til Paulus’ og Barnabas’ til fordel for retfærdiggørelse ved tro alene (ApG 15).

Senere findes han i Antiokia, hvor han har fællesskab med hedningekristne, indtil »nogle kom fra Jakob«; da »trak han sig tilbage og skilte sig ud, fordi han frygtede dem af omskærelsen«, og for dette hykleri »stod Paulus ham imod lige op i ansigtet, fordi han var dømt« (Gal 2,11-14).

Kun lidt mere vides med sikkerhed om Peter, bortset fra at han rejste mere eller mindre vidt omkring, ledsaget af sin hustru (1 Kor 9,5), og at han skrev to breve, hvoraf det andet blev skrevet, da han nærmede sig slutningen af sit liv (2 Pet 1,12-15).

Traditionen siger, at han døde som martyr i Rom omkring 67 e.Kr., da han var omkring 75 år gammel. Hans Herre og Mester havde forudsagt en voldsom død for ham (Joh 21,18; Joh 21,19), hvilket man mener gik i opfyldelse ved korsfæstelse under Nero. Det siges, at han efter eget ønske blev korsfæstet med hovedet nedad, fordi han følte sig uværdig til at ligne sin Mester i sin død.

Det bør dog bemærkes, at traditionen om, at han besøgte Rom, kun er tradition og intet mere, idet den delvis hviler på en fejlberegning hos nogle af de tidlige kirkefædre, »som antager, at han drog til Rom i 42 e.Kr., straks efter sin udfrielse fra fængslet« (jf. ApG 11,17). Schaff siger, at dette »er uforeneligt med Skriftens tavshed og endda med den blotte kendsgerning, at Paulus’ brev til romerne, skrevet i 58, ikke siger et ord om Peters tidligere arbejde i den by, og at han selv aldrig byggede på andre mænds grundvolde« (Rom 15,20; 2 Kor 10,15; 2 Kor 10,16).

4. Karakter:

Peters karakter er gennemsigtig og let at analysere, og det er uden tvivl sandt, at ingen anden »i den bibelske historie er tegnet for os klarere eller stærkere«. Han er blevet kaldt apostlenes fyrste, og han synes faktisk at have været deres leder ved enhver lejlighed. Han nævnes altid først i enhver liste over dem og var deres fælles talsmand. Han var håbefuld, frimodig, tillidsfuld, modig, åbenhjertig, impulsiv, energisk, kraftfuld, stærk og kærlig samt trofast mod sin Mester trods sit fald før korsfæstelsen. Det er sandt, at han var tilbøjelig til omskiftelighed og inkonsekvens, og på grund af sit særlige temperament kunne han undertiden virke fremfusende og overilet. Men som en anden siger: »Hans dyder og fejl havde deres fælles rod i hans begejstrede sindelag«, og de sidste blev til sidst ved guddommelig nåde vendt til den skønneste ydmyghed og mildhed, sådan som det viser sig i hans to breve.

Det lederskab, der er henvist til ovenfor, bør dog ikke føre til den antagelse, at han havde nogen overhøjhed over de andre apostle; det findes der intet bevis for. En sådan overhøjhed blev aldrig givet ham af hans Mester, den blev aldrig gjort krav på af ham selv, og den blev aldrig indrømmet af hans medarbejdere. Se i denne forbindelse Matt 23,8-12; ApG 15,13; ApG 15,14; 2 Kor 12,11; Gal 2,11.

Det er sandt, at da Kristus henviste til betydningen af hans navn (Matt 16,18), sagde han: »På denne klippe vil jeg bygge min menighed«, men han mente ikke at lære, at hans menighed skulle bygges på Peter, men på ham selv, sådan som Peter bekender ham i Matt 16,16. Peter er omhyggelig med at bekræfte dette i det første af sine to breve (1 Pet 2,4-9). Desuden, da Kristus sagde: »Jeg vil give dig Himmerigets nøgler«, osv. (Matt 16,19), gav han ham ingen magt, som han ikke havde fælles med sine brødre, eftersom de også senere modtog den samme befaling (Matt 18,18; Joh 20,23). En nøgle er et tegn på magt eller myndighed, og som mange protestantiske kommentatorer har påpeget, for at citere en af dem: »Den apostolske historie forklarer og afgrænser denne betroelse, for det var Peter, der åbnede evangeliets dør for Israel på pinsedagen (ApG 2,38-42) og for hedningerne i Kornelius’ hus (ApG 10,34-46).« Nogle betragter dog denne myndighed som identisk med missionsbefalingen (Matt 28,19).

Se Nøglernes magt.

5. Skrifter:

De to Petersbreve blev formodentlig skrevet sent i livet, sådan som det især fremgår af det andet (2 Pet 1,12-15). Begge var rettet til den samme slags personer, hovedsagelig jødekristne spredt i de forskellige provinser i Lilleasien, blandt hvem Paulus og hans medarbejdere havde plantet evangeliet (1 Pet 1,1; 1 Pet 1,2; 2 Pet 3,1). Det første blev skrevet i Babylon (1 Pet 5,13), uden tvivl det berømte Babylon ved Eufrat, som, skønt ødelagt som en stor hovedstad, stadig var beboet af en lille koloni af mennesker, hovedsagelig jøder (se Weiss, Introduction, II, 150).

Se også PETER, THE FIRST EPISTLE OF.

(1) Første brev.

Temaet i Første Brev synes at være det levende håb, som den kristne er blevet genfødt til, og de forpligtelser, det lægger på ham. Det levende håb udfoldes i den tidligere del af 1 Pet 1,1-13, hvor forpligtelserne begynder at blive angivet; den første gruppe omfatter håb, gudsfrygt, kærlighed til brødrene og lovprisning (1,13-2,10).

Forfatteren lægger pennen fra sig på dette punkt for igen at tage den op for at henvende sig til dem, der led forfølgelse for retfærdigheds skyld, og over for dem indskærpes to yderligere forpligtelser: underordning under myndighed og vidnesbyrd om Kristus (1 Pet 2,11-4). Den tredje gruppe, som afslutter bogen, begynder her og behandler temaer som åndelig gæstfrihed i brugen af himmelske gaver, tålmodighed i lidelse, troskab i tjeneste og ydmyghed i tjenesten for hinanden. Brevet blev sendt til menighederne “ved Silvanus, vor trofaste broder,” idet forfatteren bekræfter, at hans formål med at skrive var at formane og vidne om “Guds sande nåde” (1 Pet 5,12).

Ægtheden af dette Første Brev er aldrig blevet betvivlet, undtagen naturligvis af dem, som i disse senere dage har betvivlet alt, men det samme kan ikke siges om det andet. Det vides ikke, hvem det sidste blev betroet til; faktisk fik det ingen plads i fortegnelserne over Det Nye Testamentes skrifter i det 2. og 3. århundrede. Den første kirke, der brugte det, var i Alexandria, men siden blev kirken i almindelighed ud fra indre vidnesbyrd overbevist om dets ægthed og inspiration, og da kanon blev erklæret fuldstændig i det 4. århundrede, blev det uden tøven modtaget.

(2) Andet brev.

Andet Brev hævder at være skrevet af Peter (2 Pet 1,1; 2 Pet 3,1; 2 Pet 3,2); at betvivle dette ville skabe alvorligere vanskeligheder end dem, der kan anføres imod dets ægthed, hvad enten det skyldes dets sene optagelse i kanon eller dets formodede stilistiske forskellighed fra Peters tidligere skrift.

Se PETER, THE SECOND EPISTLE OF.

Hans formål er det samme i begge breve: at “vække jeres oprigtige sind ved påmindelse” (2 Pet 3,1). Ligesom Paulus i sit Andet Brev til Timotheus forudser han det frafald, som den bekendende kirke vil ende i; forskellen er, at Paulus taler om det i dets sidste stadium, når lægfolket er blevet smittet (2 Tim 3,1-5; 2 Tim 4,3; 2 Tim 4,4), mens Peter ser det i dets oprindelse, hvor det kan føres tilbage til falske lærere (2 Pet 2,1-3; 2 Pet 2,15-19). Som han i Første Brev skrev for at formane og vidne, er det her snarere for at advare og påminde. Denne advarsel var som helhed rettet imod at falde ud af nåden (2 Pet 3,17; 2 Pet 3,18); indskærpelsen af denne advarsel findes i 2 Pet 1,2-11, dens grundlag i 1,12-21 og anledningen til den i de to sidste kapitler. For kun at tale om anledningen: Dette var, som det blev nævnt, tilstedeværelsen af falske lærere (2,1), hvis fremtrædende succes forudsiges (2,2), hvis straf er sikker og frygtelig (2,3-9), og hvis beskrivelse følger (2,10-22). Karakteren af deres falske lære (2 Pet 2) udgør et af brevets mest interessante og vigtige træk, idet den, som den gør, fokuserer på Kristi genkomst.

6. Teologi:

Peters teologi udgør et interessant studieområde på grund af det, man kan kalde dens friskhed og variation i sammenligning med Paulus’ og Johannes’ teologi, som er Det Nye Testamentes store teologer.

(1) Messiansk lære.

For det første er Peter enestående i sin messianske lære, sådan som den fremgår af den første del af Apostlenes Gerninger, hvor han er hovedpersonen, og hvor hans tjeneste for størstedelen er begrænset til Jerusalem og jøderne. De sidstnævnte, som allerede stod i pagtsforhold til Jahve, havde syndet ved at forkaste Jesus som Messias, og Peters forkyndelse var rettet mod dette punkt og krævede omvendelse eller en ændring af sindelag om ham. Det tilsyneladende svigt i de gammeltestamentlige løfter om Davidsriget (Es 11,10-12; Jer 23,5-8; Ez 37,21-28) blev forklaret ved løftet om, at riget ville blive oprettet ved Kristi genkomst (ApG 2,25-31; ApG 15,14-16); denne genkomst, personlig og legemlig og med dette formål, fremstilles som kun ventende på deres nationale omvendelse (ApG 3,19-26). Se Scofield, Reference Bible, ved de nævnte steder.

(2) Retfærdiggørelse.

Men Peters særlige tjeneste for de omskårne står på ingen måde i konflikt med Paulus' tjeneste for hedningerne, sådan som det vises ved overgangens punkt i ApG 10. Indtil dette tidspunkt var evangeliet kun blevet tilbudt jøderne, men nu har de forkastet det i national forstand, og "den normale orden for den nuværende kristne tidsalder" er nået (ApG 13,44-48). Derfor finder vi Peter, side om side med Paulus, bekræfte den store lære om retfærdiggørelse alene ved tro, med ordene: "Vi tror, at vi ved Herren Jesu Kristi nåde skal blive frelst, ligesom de" (ApG 15,11 KJV). Desuden er det klart fra Peters Andet Brev (2 Pet 1,1), at hans opfattelse af retfærdiggørelsen, både fra den guddommelige og fra den menneskelige side, er identisk med Paulus', eftersom han taler om den retfærdiggørende tro som rettet mod vor Guds og frelsers Jesu Kristi retfærdighed. Sådan som vi forstår det, er dette ikke den retfærdighed, som Gud er, men den retfærdighed, som Gud giver (jf. Rom 1,16; Rom 1,17; Rom 3,21-25; 2 Kor 5,20; 2 Kor 5,21).

(3) Forløsning.

Når vi går fra hans mundtlige til hans skriftlige udsagn, er Peter særligt rig i sine hentydninger til Kristi forløsende værk. Hvis vi begrænser os til hans Første Brev, ses den enkelte troendes udvælgelse at være resultatet af bestænkelsen med Kristi blod (1 Pet 1,1); hans lydighed og gudsfrygt inspireres af offeret af "lammet uden lyde og uden plet: som sandelig var forudbestemt før verdens grundlæggelse" (1 Pet 1,17-20 KJV). Men mest interessant er den måde og den sammenhæng, hvori disse ophøjede sandheder undertiden fremlægges for læseren. For eksempel er en formaning til underordnelse fra hustrælles side anledningen til måske den mest knappe og dog omfattende fortolkning af Kristi stedfortrædende lidelser noget sted i Det Nye Testamente (1 Pet 2,18-25, især de sidste to vers; jf. også i dens sammenhæng 1 Pet 3,18-22).

(4) Det kommende liv.

Næst efter Kristi forløsende værk kræver den petrinske lære om det kommende liv opmærksomhed. Den troende er blevet født på ny til "et levende håb" (1 Pet 1,3); som er "en arv", "bevaret i himlen" (1 Pet 1,4); og forbundet med "pris og herlighed og ære ved Jesu Kristi åbenbarelse" (genkomst) (1 Pet 1,7; 1 Pet 1,13; 1 Pet 4,13; 1 Pet 5,4; 1 Pet 5,10; 2 Pet 1,11; 2 Pet 1,16; 2 Pet 3,13, osv.). Dette "håb" eller denne "arv" er så virkelig og så kostbar, at den fremkalder glæde selv i tider med tyngde og prøvelse (1 Pet 1,6); den tilskynder til et helligt liv (1 Pet 1,13-16); til tålmodighed under forfølgelse (1 Pet 4,12; 1 Pet 4,13); troskab i tjeneste (1 Pet 5,1-4); standhaftighed mod fristelse (5,8-10); og vækst i nåden (2 Pet 1,10; 2 Pet 1,11). Det er et yderligere særtræk, at apostlen altid kaster tanken om den nuværende lidelse frem i lyset fra den kommende herlighed. Det er ikke, som om der blot var en tildeling af lidelse her og en tildeling af herlighed senere, uden relation eller forbindelse mellem de to; men det ene ses som hørende sammen med det andet (jf. 1 Pet 1,7; 1 Pet 1,11; 1 Pet 4,13; 1 Pet 5,1; 2 Pet 3,12; 2 Pet 3,13). Det er denne omstændighed, sammen med andre, der giver Peter titlen håbets apostel, ligesom Paulus er blevet kaldt troens apostel og Johannes kærlighedens apostel.

(5) Den hellige Skrift.

Når man tager deres begrænsede omfang i betragtning, er Peters breve bemærkelsesværdige ved den vægt, de lægger på de hellige Skrifters karakter og myndighed. 1 Pet 1,10-12 lærer et trefoldigt forhold mellem Helligånden og det hellige ord som dets forfatter, dets åbenbarer og dets lærer eller prædikant. Det samme kapitel (1,22-25) taler om dets livgivende og rensende kraft såvel som dets evige varighed. 1 Peter 2 åbner med en erklæring om dets livsvigtige forhold til den kristnes åndelige vækst. I 4,11 vises det at være grundlaget for den kristnes tjeneste. Praktisk talt hele Andet Brev er optaget af emnet. Gennem dette ords "overmåde store og kostbare løfter" bliver kristne "delagtige i den guddommelige natur" (2 Pet 1,4 KJV); at de må holdes "altid i erindring" er Peters formål med at skrive (2 Pet 1,12-15 KJV); kendsgerningerne i dette ord hviler på øjenvidners vidnesbyrd (2 Pet 1,16-18); dets oprindelse er helt igennem guddommelig (2 Pet 1,20; 2 Pet 1,21); hvilket er lige så sandt om Det Nye Testamente som om Det Gamle Testamente (2 Pet 3,2); inklusive Paulus' breve (2 Pet 3,15; 2 Pet 3,16).

(6) Frafald og dom.

Denne værdsættelse af Guds levende ord finder sin modsætning i den højtidelige advarsel mod frafaldne lærere og lære, som udgør substansen i 2 Peter 2 og 3. Teologien her er dommens teologi. Den er hurtig og "tøver ikke" (2,1-3); dommeren er han, som "ikke skånede" i gammel tid (2,4-7); hans tøven udtrykker barmhjertighed, men han "vil komme som en tyv" (3,9.10); himlene "skal forgå", jorden og dens gerninger skal brændes op (3,10); "Hvilke mennesker bør I da ikke være i al hellig livsførelse og gudsfrygt?" (3,11).

(7) Kristi genkomst.

Peters teologi om dommen er endnu en illustration af den messianske karakter af hans undervisning. For eksempel er Kristi genkomst, som han taler om i det afsluttende kapitel af Andet Brev, ikke den side af den, der er forbundet med bortrykkelsen af hans kirke, og som Paulus behandler (1 Thess 4,13-18), men den, der angår Israel og Jahves dag, som Det Gamle Testamentes profeter taler om (Es 2,12-22; Åb 19,11-21, osv.).

LITTERATUR.

Peters historie behandles mere eller mindre udførligt i indledningerne til kommentarerne til hans breve og i værker om Kristi liv. Men der henvises særligt til følgende: E. W. Farrar, Early Days of Christianity, London, 1882; J. S. Howson, Studies in the Life of Peter, London, 1883; H. A. Birks, Life and Character of Peter, London, 1887; W. M. Ramsay, The Church in the Roman Empire, London, 1893; Mason Gallagher, Was Peter Ever at Rome? Philadelphia, 1895; A. C. McGiffert, The Apostolic Age, New York, 1897; W. H. Griffith Thomas, The Apostle Peter, London, 1904; G. Matheson, Representative Men of the New Testament, London, 1905; A. J. Southhouse, The Making of Simon Peter) New York, 1906; A. C. Gaebtelein, The Gospel of Matthew, New York, 1907; The Ac of the Apostles, New York, 1912; Edmundson, Church in Rome in the 1st Century, 1913; Smith, The Days of His Flesh, New York, 1911.

Om Peters teologi kan man konsultere emnet i værker om systematisk eller bibelsk teologi, og se også R. W. Dale, The Atonement, 97-148. London 1875; C. A. Briggs, Messiah of the Apostles, 21-41, New York, 1895; Scofield, Reference Bible, hvor det er relevant.

Blandt kommentarer til 1 og 2 Peter kan nævnes: Brown, 3 bind, Edinburgh, 1848-56; Demarest, 2 bind, New York, 1851-65; Leighton, genudgivet, Philadelphia, 1864; Lillie, New York, 1869; G. F. C. Fronmuller, i Lange's Comm., engelsk oversættelse, New York, 1874; Plumptre, Cambridge Bible, 1883; Spitta, Der zweite Brief des Petrus, Halle, 1885; F. B. Meyer, London, 1890; Lumby, Expositor's Bible, London, 1894; J. H. Jowett, London, 1905; Bigg, ICC, 1901.

James M. Gray