Gerasa; gerasenere

ger'-a-sa, ger'-a-senz (Gerasa; Gerasenon):

1. Gerasenernes land:

Selve byen nævnes ikke i Skriften og omtales kun i udtrykket "gerasenernes land" (Mark 5,1; Luk 8,26; Luk 8,37; se Westcott og Hort, The New Testament in Greek, Appendix, 11). Dette betegner det område, hvor Kristus mødte og helbredte den dæmonbesatte fra gravene, og hvor også svinenes undergang fandt sted. Det lå på den østlige bred af Galilæas Sø og må have været et sted, hvor de stejle kanter af Bashan-plateauet falder tæt ned mod søens bred. Denne betingelse opfyldes kun af området umiddelbart syd for Wady Semak, nord for Qal `at el-Chucn. Her falder skråningerne hurtigt næsten helt ned i søen, og dyr, der først var kommet i løb nedad, kunne ikke undgå at styrte ned i dybet. Mange gamle grave kan ses i bakkernes sider. Selve Gerasa er sandsynligvis repræsenteret af ruinerne af Kurseh på sydsiden af Wady Semak, netop hvor den munder ud ved søbredden. Byens ruiner er ikke omfattende; men der er rester af en stærk mur, som må have omgivet stedet. Spor af gamle bygninger i nærheden viser, at der må have været en ret talrig befolkning i området.

2. Historie:

Den store og prægtige by i Dekapolis nævnes første gang som indtaget efter en belejring af Alexander Jannæus, 85 f.Kr. (BJ, I, iv, 8). Josefus nævner den som markering af Peræas østlige grænse (BJ, III, iii, 3). Han kalder indbyggerne syrere, da området omkring Gerasa ved begyndelsen af det jødiske oprør blev hærget. Syrerne gjorde gengæld og tog mange fanger. Med disse handlede gerasenerne dog barmhjertigt, idet de lod dem, der ønskede det, gå fri og ledsagede dem til grænsen (BJ, II, xviii, 1, 5). Lucius Annius plyndrede og brændte byen på Vespasians foranledning, med stort mandefald (BJ, IV, ix, 1). Efter denne ulykke synes den snart at være kommet sig, og perioden med dens største velstand lå sandsynligvis i det 2. og 3. århundrede e.Kr. Den blev sæde for et bispedømme, og en af dens biskopper deltog i koncilet i Chalkedon. Reland (Pal, II, 806) bemærker visse bevarede mønter fra Gerasa, hvoraf det fremgår klart, at den i det 2. århundrede var et centrum for dyrkelsen af Artemis. Den blev belejret af Baldwin II i 1121 e.Kr. Stedets styrke og murenes vældige murværk nævnes. Vilhelm af Tyrus kalder byen Jarras og placerer den 16 miles øst for Jordan (Hist, xii, 16). Afstanden er omkring 19 miles fra floden. Den blev erobret af muslimerne på Omars tid (Guy le Strange, Palestine under the Moslems, 462). Sultanen af Damaskus skal have befæstet den; men der er intet, der viser, at muslimerne besatte den i længere tid.

3. Beskrivelse:

Det moderne Jerash ligger på begge bredder af Wady Jerash, omkring 6 miles fra dens sammenløb med Wady ez-Zerqa (Jabbok). Det ligger næsten 20 miles fra Amman (Philadelphia) og 22 fra Fahil (Pella). Ruinerne er vidtstrakte og imponerende og er bedre bevaret end nogen andre øst for Jordan. De omfatter flere prægtige templer, teatre, basilika, paladser og bade samt hippodrom og naumachia. Triumfbuen syd for byen er næsten hel. To brolagte gader med dobbelte søjlegange skærer gennem byen i rette vinkler, og fire massive sokler markerer stadig skæringspunktet. En fremragende beskrivelse af ruinerne gives i Thomsons LB, III, 558 ff.

Der findes intet over jorden af ældre dato end det 2. og 3. århundrede e.Kr.; men der er ingen grund til at betvivle, at den græske by Gerasa lå på samme sted. Tilstedeværelsen af en rig kilde med ferskt vand gør det sandsynligt, at stedet har været beboet fra gammel tid; men intet spor er tilbage af nogen oldtidsby. Nogle vil identificere stedet med RAMOTH-GILEAD, se dette.

Stedet er nu beboet af en koloni af tjerkessere, og der er grund til at frygte, at mange værdifulde oldtidslevn vil gå tabt, medmindre der gøres noget for at bevare dem.

W. Ewing