Grib

vul'-tur (da'ah; Septuaginta gups og iktinos; latin Vulturidae): Ethvert medlem af en familie af store fugle, der helt eller delvis lever af ådsler. Den største grib i Israels land var lammegribben. Denne fugl ventede, indtil mindre gribbe, ørne og høge havde pillet et kadaver ind til benet, og bar derefter skelettet højt op og knuste det mod klipperne, indtil den kunne få fat i marven. Dette var en yndet lækkerbisken. Denne fugl holdt også af skildpadder, og det siges, at den tabte den skildpadde, der ramte Aischylos' skaldede hoved, som fuglen forvekslede med en sten, og derved forårsagede digterens død. Flere mindre arter, herunder "Faraos høns", flokkedes overalt i landet. De var beskyttet ved dødsstraf på grund af deres værdi som ådselædere i byerne. De levede af kadavere af dyr, der havde dræbt hinanden, spiste rådnende fisk under pelikaners og skarvers reder, fulgte karavaner gennem ørkenen og var rede til at tage indvolde, der blev kastet fra dyr, som blev gjort i stand til festmåltider. De flokkedes over altrene for at få indvoldene fra ofrene og fortærede rester, der blev kastet til side af teltboere og byboere. De dannede par med kærlig kurtise og byggede rede i sprækker, i mure, hule træer og på klipper. De opfostrede kun ét kuld unger i sæsonen, da redeungerne var over to måneder gamle, før de fik vinger. Ungerne var først hvide, derefter blev de indhyllet i sorte fjer. På grund af deres stadige føde af ådsler har ingen nogensinde kunnet bruge deres kød til mad, selv om nogle dristige ornitologer har forsøgt. Af denne grund blev gribben sat blandt vederstyggelighederne og burde med rette have stået øverst på listerne (3 Mos 11,18; 5 Mos 14,13). De andre henvisninger, som tidligere blev oversat med "grib" i King James Version, Septuaginta elaphos, Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) korrekt milous), er ændret til "falk" og "glente". Es 34,15 ændrer "grib" til "glente". Job 28,7 ændrer "grib" til "falk".

Gene Stratton-Porter