Himmelfart

a-sen'-shun: De fleste moderne Jesus-biografier begynder i Betlehem og ender med himmelfarten, men Kristi liv begyndte tidligere og fortsatte senere. Himmelfarten er ikke blot en stor kendsgerning i Det Nye Testamente, men en stor faktor i Kristi og de kristnes liv, og intet fuldstændigt syn på Jesus Kristus er muligt, medmindre himmelfarten og dens følger medtages. Den er fuldendelsen af hans frelsesværk. Evangeliernes Kristus er historiens Kristus, fortidens Kristus, men Det Nye Testamentes fulde billede af Kristus er billedet af en levende Kristus, himlens Kristus, erfaringens Kristus, nutidens og fremtidens Kristus. De nytestamentlige steder, der henviser til himmelfarten, kræver nøje studium, og deres lære omhyggelig iagttagelse.

I. I evangelierne.

1. Forudgribelser:

Der hentydes til himmelfarten flere steder i evangelierne i løbet af vor Herres jordiske tjeneste (Luk 9,31; Luk 9,51; Joh 6,62; Joh 7,33; Joh 12,32; Joh 14,12; Joh 14,28; Joh 16,5; Joh 16,10; Joh 16,17; Joh 16,28; Joh 20,17). Disse steder viser, at begivenheden hele tiden var for øje og blev forudset af vor Herre. Himmelfarten er også tydeligt underforstået i hentydningerne til hans komme til jorden på himlens skyer (Matt 24,30; Matt 26,64).

2. Beretninger:

Hvis vi med de fleste moderne forskere anser Markusevangeliet for at slutte med 16,8, vil man se, at det standser ved opstandelsen, skønt den nuværende slutning taler om, at Kristus blev optaget til himlen, om at han sidder ved Guds højre hånd, og om at han virkede sammen med disciplene, da de gik ud og prædikede ordet (Mark 16,19; Mark 16,20). Under alle omstændigheder er dette kun et kort resumé. Slutningen af det tredje evangelium indeholder en tydelig henvisning til himmelfartens kendsgerning (Luk 24,28-53), selv hvis de sidste seks ord i Luk 24,51, “og blev båret op til himlen”, ikke er ægte. Der behøver ikke at føles nogen vanskelighed ved, at det fjerde evangelium undlader at henvise til himmelfartens kendsgerning, skønt den var almindeligt accepteret på det tidspunkt, da apostlen skrev (Joh 20,17). Som dr. Hort har påpeget: “Himmelfarten lå ikke inden for evangeliernes egentlige område .... dens sande plads var i begyndelsen af Apostlenes Gerninger” (citeret i Swete, The Ascended Christ, 2).

II. I Apostlenes Gerninger.

1. Beretning:

Fortællingen i ApG 1,6-12 er klar. Jesus Kristus var på Oliebjerget. Der havde været en samtale mellem ham og hans disciple, og under den blev han taget op; og en sky tog ham bort fra deres øjne (ApG 1,9). Hans legeme blev løftet op, indtil det forsvandt, og mens de blev ved med at stirre opad, så de to mænd, som forsikrede dem om, at han ville komme tilbage nøjagtigt, som han var steget op. De tre græske ord, der gengives “taget op” (eperthe) (ApG 1,9); “gik” (poreuomenou) (ApG 1,10); “optaget” (analemphtheis) (ApG 1,11), fortjener omhyggelig opmærksomhed. Denne beretning må enten tilskrives opfindelse eller et øjenvidnes vidnesbyrd. Men Lukas’ historiske pålidelighed synes nu rigeligt bevist.

2. Henvisninger:

Himmelfarten nævnes eller forudsættes flere steder i ApG 2,33; ApG 3,21; ApG 7,55; ApG 9,3-5; ApG 22,6-8; ApG 26,13-15. Alle disse steder hævder Jesu Kristi nuværende liv og virksomhed i himlen.

III. I Paulusbrevene.

1. Romerbrevet:

I Rom 8,34 fremsætter apostlen fire kendsgerninger i forbindelse med Kristus Jesus: hans død; hans opstandelse; hans sæde ved Guds højre hånd; hans forbøn. De to sidste er klart de kulminerende punkter i en række frelseshandlinger.

2. Efeserbrevet:

Mens Romerbrevet af hensyn til sit formål nødvendigvis lægger vægt på opstandelsen, har Efeserbrevet som en del af sit særlige sigte en betoning af himmelfarten. I 1,20 vises Guds gerning, som blev virket i Kristus, at være gået langt videre end opstandelsen og at have “sat ham ved sin højre hånd i det himmelske”, hvorved han blev gjort til den øverste myndighed over alle ting og især hoved for kirken (1,20-23). Denne tanke om Kristus følges i 2,6 af de troendes forening med Kristus “i det himmelske”, og læren finder sit fuldeste udtryk i 4,8-11, hvor himmelfarten forbindes med gaven fra den himmelske Kristus som kronen på hans værk. Intet er mere slående end den gensidigt udfyldende lære i henholdsvis Romerbrevet og Efeserbrevet i deres betoning af opstandelsen og himmelfarten.

3. Filipperbrevet:

I Fil 2,6-11 vises Kristi ophøjelse at følge efter hans dybe fornedrelse. Han, som ydmygede sig selv, ophøjes til den øverste myndigheds plads. I 3,20 lærer de kristne, at deres borgerskab er i himlen, “hvorfra vi også venter en frelser.”

4. Thessalonikerbrevene:

Den vægt, der lægges på Kristi andet komme i 1 Thess, forudsætter himmelfartens kendsgerning. De kristne venter Guds Søn fra himlen (1,10), han som skal “stige ned fra himlen med et råb, med ærkeenglens røst og med Guds basun” (4,16).

5. Timotheusbrevet:

Den eneste hentydning til himmelfarten i Pastoralbrevene findes i den afsluttende udtalelse i det, der synes at være en tidlig kristen sang i 1 Tim 3,16. Han, som blev “åbenbaret i kødet .... optaget i herlighed.”

IV. I Hebræerbrevet.

I Hebræerbrevet er der skrevet mere om himmelfarten og dens følger end i nogen anden del af Det Nye Testamente. Kendsgerningerne om himmelfarten og sædet ved Guds højre hånd nævnes først (1,3) med alt, hvad dette indebærer af bestemt stilling og myndighed (1,4-13). Kristne betragtes som dem, der ser hen til Jesus som det guddommelige menneske i himlen (2,9), skønt betydningen af udtrykket »kronet med herlighed og ære« fortolkes forskelligt; nogle mener, at det henviser til resultatet og udfaldet af hans død, andre mener, at han blev »kronet til døden« ved forklarelsen på bjerget (Matheson i Bruce, Hebrews, 83). Jesus Kristus beskrives som »en stor ypperstepræst, som er gået gennem himlene« (4,14), som en forløber, der for vores skyld er gået ind bag forhænget, og som en ypperstepræst til evig tid efter Melkisedeks orden (6,20). Som sådan »bliver han til evig tid« og »lever altid for at gå i forbøn« (7,24.25). Selve brevets hovedpunkt siges at være »en sådan ypperstepræst, som satte sig ved højre side af Majestætens trone i himlene« (8,1), og hans stilling dér indebærer, at han har opnået evig forløsning for sit folk og træder frem for Gud på deres vegne (9,12.24). Dette sæde ved Guds højre hånd siges også at være med henblik på hans genkomst til jorden, når hans fjender er blevet hans fodskammel (10,12.13), og en af de sidste formaninger opfordrer de troende til at se hen til Jesus som troens ophavsmand og fuldender, som har »sat sig ved højre side af Guds trone« (12,2).

V. I Petersbrevene.

Den eneste henvisning til himmelfarten findes i 1 Pet 3,22, hvor Kristi ophøjelse efter hans lidelser fremstilles som forbillede og garanti for de kristnes herliggørelse efter udholdelse af forfølgelse.

VI. I de johannæiske skrifter.

1. Breve:

Der berettes intet om selve himmelfarten, men 1 Joh 2,1 siger, at »vi har en talsmand hos Faderen«. Ordet »talsmand« er det samme som »trøster« i Joh 14,16, hvor det bruges om Helligånden. Kristus er Trøsteren »i forhold til Faderen«, og Helligånden er Trøsteren, som bor i sjælen.

2. Johannes' Åbenbaring:

Alle henvisningerne i Johannes' Åbenbaring enten lærer eller forudsætter den levende Kristus, som er i himlen, virksom i sin kirke og kommende igen (Åb 1,7; Åb 1,13; Åb 5,5-13; Åb 6,9-17; Åb 14,1-5).

VII. Sammenfatning af Det Nye Testamentes lære.

1. Kendsgerningen:

Det Nye Testamente henleder opmærksomheden på himmelfartens kendsgerning og på kendsgerningen om sædet ved Guds højre hånd. Tre ord bruges på græsk i forbindelse med himmelfarten: anabainein (ascendere), »at gå op«; analambanesthai (adsumi), »at blive taget op«; poreuesthai »at gå«. Sædet ved Guds højre hånd forbindes med Sl 110, og dette gammeltestamentlige sted finder hyppig henvisning eller hentydning i alle dele af Det Nye Testamente. Men det bruges især i Hebræerbrevet i forbindelse med Kristi præstedømme og med hans stilling med myndighed og ære ved Guds højre hånd (Swete, The Ascended Christ, 10-15). Men Det Nye Testamente lægger vægt på kendsgerningen om Kristi ophøjelse snarere end på måden, idet det sidste er helt sekundært. Dog må man nøje bemærke, at kendsgerningen godtages, for det er umuligt at betvivle, at dette er alle de nytestamentlige forfatteres tro. De bygger deres lære på kendsgerningen og nøjes ikke med de moralske eller teologiske aspekter af himmelfarten adskilt fra den historiske virkelighed. Himmelfarten betragtes som kontaktpunktet mellem evangeliernes Kristus og brevenes Kristus. Åndens gave siges at være kommet fra den opstandne og himmelfarne Kristus. Himmelfarten er kulminationspunktet i Kristi herliggørelse efter hans opstandelse og betragtes som nødvendig for hans himmelske ophøjelse. Himmelfarten blev bevist og krævet af opstandelsen, skønt der ikke var behov for at forkynde den som en del af det evangeliserende budskab. Ligesom jomfrufødslen rummer himmelfarten lære for kristne snarere end for ikke-kristne. Den er kulminationen på inkarnationen, belønningen for Kristi forløsende gerning og indgangen til et videre virkefelt i hans herliggjorte tilstand, som Herre og Præst for sin kirke (Joh 7,39; Joh 16,7).

2. Budskabet:

Vi kan sammenfatte, hvad Det Nye Testamente fortæller os om vores Herres nuværende liv i himlen, ved omhyggeligt at iagttage, hvad der er nedskrevet i de forskellige steder i Det Nye Testamente. Han steg op til himlen (Mark 16,19; Luk 24,51; ApG 1,9); han sidder ved Guds højre hånd (Kol 3,1; Hebr 1,3; Hebr 8,1; Hebr 10,12); han skænkede Helligåndens gave på pinsedagen (ApG 4,9; ApG 4,33); han føjede disciple til kirken (ApG 2,47); han virkede sammen med disciplene, da de drog ud og forkyndte evangeliet (Mark 16,20); han helbredte den lamme mand (ApG 3,16); han stod for at modtage den første martyr (ApG 7,56); han viste sig for Saul fra Tarsus (ApG 9,5); han går i forbøn for sit folk (Rom 8,26; Hebr 7,25); han er i stand til at hjælpe de fristede (Hebr 2,18); han er i stand til at føle med os (Hebr 4,15); han er i stand til at frelse fuldkomment (Hebr 7,25); han lever for evigt (Hebr 7,24; Åb 1,18); han er vores store ypperstepræst (Hebr 7,26; Hebr 8,1; Hebr 10,21); han besidder et præstedømme, der ikke kan overdrages eller krænkes (Hebr 7,24); han træder frem for Guds ansigt for os (Hebr 9,24); han er vores talsmand hos Faderen (1 Joh 2,1); han venter, indtil al modstand mod ham er overvundet (Hebr 10,13). Dette omfatter hele Det Nye Testamentes lære om vores Herres nuværende liv i himlen.

VIII. Problemer.

Der er to spørgsmål, som sædvanligvis forbindes med himmelfarten, og som kræver vores opmærksomhed.

1. Forholdet til naturlovene:

Der er ingen større vanskelighed i forbindelse med himmelfarten end med opstandelsen eller inkarnationen. Om vor Herres opstandelseslegeme ved vi intet. Alt, hvad vi kan sige, er, at det var forskelligt fra det legeme, der blev lagt i graven, og dog i det væsentlige det samme; det samme og dog i det væsentlige forskelligt. Himmelfarten var den naturlige afslutning på vor Herres jordiske liv og er som sådan uadskillelig fra opstandelsen. Hvad der derfor kan siges om opstandelsen med hensyn til naturens love, gælder ligeledes for himmelfarten.

2. Den åndelige verdens stedfæstelse:

Beretningen i Apostlenes Gerninger mødes undertiden med indvendinger, fordi den synes at forudsætte, at himlen er stedfæstet oven over jorden. Men er dette ikke at tage fortællingen i en alt for ubønhørligt nøgen og bogstavelig betydning? Himlen er på én gang et sted og en tilstand, og da personlighed nødvendigvis indebærer lokalitet, er et sted for vor Herres guddommelige, men dog menneskelige person nødvendigt. At tale om himlen som »ovenover« kan blot være symbolsk, men forestillingerne om kendsgerning og lokalitet må fastholdes omhyggeligt. Og dog er det ikke blot lokalt, og »vi må tænke mindre på en overgang fra ét sted end på en overgang fra én tilstand til en anden. .... den virkelige betydning af himmelfarten er, at .... vor Herre trak sig tilbage fra en verden af begrænsninger« til den højere tilværelse, hvor Gud er (Milligan, Ascension and Heavenly Priesthood, 26). Det betyder ikke noget, at vores opfattelse i dag af det fysiske univers er anderledes end den, man havde på Det Nye Testamentes tid. Vi taler stadig om, at solen går ned og står op, skønt dette strengt taget ikke er sandt. Enkelthederne ved himmelfarten er i virkeligheden uvigtige. Kristus forsvandt af syne, og der behøver ikke at rejses noget spørgsmål hverken om afstand eller retning. Vi accepterer kendsgerningen uden nogen videnskabelig forklaring. Det var en forandring af vilkår og eksistensmåde; den væsentlige kendsgerning er, at han drog bort og forsvandt. Selv Keim indrømmer, at »Jesu himmelfart følger af alle kendsgerningerne i hans løbebane« (citeret hos Milligan, 13), og Weiss er lige så klar i, at himmelfarten er lige så sikker som opstandelsen og står og falder med den (Milligan, 14).

IX. Dens forhold til Kristus selv.

Himmelfarten var Jesu Kristi ophøjelse og herlighed, efter at hans værk var fuldbragt (Fil 2,9). Han havde en trefoldig herlighed:

(1) som Guds Søn før inkarnationen (Joh 17,5);

(2) som Gud åbenbaret i kød (Joh 1,14);

(3) som den ophøjede Guds Søn efter opstandelsen og himmelfarten (Luk 24,26; 1 Pet 1,21).

Himmelfarten betød meget for Kristus selv, og intet studium af emnet må overse dette aspekt af Det Nye Testamentes lære. Hans ophøjelse til højre hånd betød

(1) beviset på sejr (Ef 4,8);

(2) ærespladsen (Sl 110,1);

(3) magtens sted (ApG 2,33);

(4) lykkens sted (Sl 26,11);

(5) hvilens sted (»siddende«);

(6) varighedens sted (»for evigt«).

X. Dens lære for kristne.

Himmelfartens betydning for kristne ligger hovedsagelig i den kendsgerning, at den var indledningen til vor Herres nuværende liv i himlen, hvilket betyder så meget i den troendes liv. Himmelfartens åndelige værdi ligger ikke i Kristi fysiske fjernhed, men i hans åndelige nærhed. Han er fri for jordiske begrænsninger, og hans liv deroppe er løftet om og garantien for vores. »Fordi jeg lever, skal også I leve.«

1. Genløsningen fuldbragt:

Himmelfarten og sædet ved Guds højre hånd betragtes som kulminationspunktet i Kristi genløsende værk (Hebr 8,1) og samtidig som påvisningen af, at hans retfærdighed er tilstrækkelig på menneskets vegne. For at syndig menneskehed kunne nå himlen, var to væsentlige træk nødvendige:

(a) syndens fjernelse (negativt); og

(b) retfærdighedens tilstedeværelse (positivt).

Opstandelsen påviste, at forsoningen var tilstrækkelig for det første, og himmelfarten påviste, at retfærdigheden var tilstrækkelig for det andet. Guds Ånd skulle overbevise verden om »retfærdighed«, »fordi jeg går til Faderen« (Joh 16,10). I overensstemmelse med dette finder vi, at i Hebræerbrevet står enhver henvisning til vor Herres forsoning i fortid, hvilket antyder fuldstændighed og fuldkommenhed, »én gang for alle«.

2. Ypperstepræstedømme:

Dette er Hebræerbrevets særegne og særlige budskab. Præstedømmet finder sine væsentlige træk i menneskets repræsentation for Gud, hvilket indebærer adgang til den guddommelige nærhed (Hebr 5,1). Det betyder at nærme sig og bo nær ved Gud. I Hebræerbrevet bruges Aron som forbillede på værket og Melkisedek som forbillede på præstens person; og de to handlinger, der især betones, er offeret i døden og indgangen i himlen. Kristus er både præst og præsteligt offer. Han frembar soning og gik derefter ind i himlen, ikke »med«, men »gennem« sit eget blod (Hebr 9,12), og som ypperstepræst, på én gang menneskelig og guddommelig, er han i stand til at have medfølelse (Hebr 4,15); i stand til at komme til hjælp (Hebr 2,18); og i stand til at frelse (Hebr 7,25). Se Kristus som konge, præst, profet.

3. Herredømme:

Himmelfarten indsatte Kristus som hoved for kirken (Ef 1,22; Ef 4,10; Ef 4,15; Kol 2,19). Dette hovedskab lærer, at han er kirkens Herre og liv. Han omtales aldrig som konge i forhold til sit legeme, kirken, kun som hoved og Herre. Den kendsgerning, at han er ved Guds højre hånd, antyder i det symbolske udsagn, at han endnu ikke egentlig er konge på sin egen trone, sådan som han herefter vil være som »jødernes konge« og »kongernes konge«.

4. Forbøn:

I flere nytestamentlige passager betragtes dette som kronen på vor Herres gerning i himlen (Rom 8,33; Rom 8,34). Han er den fuldkomne mellemmand mellem Gud og mennesker (1 Tim 2,5; Hebr 8,6); vores talsmand hos Faderen (1 Joh 2,1). Selve hans nærvær ved Guds højre hånd taler på hans folks vegne. Der er ingen frembærelse, eller repræsentation, eller påberåbelse, af ham selv, for hans forbøn forbindes aldrig med nogen sådan relation til offeret på Golgata. Der er heller intet vink i Det Nye Testamente om en relation mellem eukaristien og hans liv og gerning i himlen. Dette synspunkt, som afdøde dr. William Milligan gjorde populært (The Ascension, etc., 266), og som fra andre synsvinkler blev tilsluttet i visse aspekter af anglikansk lære (Swete, The Ascended Christ, 46), finder ingen støtte i Det Nye Testamente. Som Westcott siger: "Den moderne forestilling om Kristus, der i himlen påberåber sig sin lidelse, 'ofrer sit blod,' på menneskets vegne, har intet grundlag i dette brev" (Hebrews, 230). Og Hort bemærker tilsvarende: "Ordene, 'Endnu .... sin sejrende død påberåber han sig' har ingen apostolisk hjemmel og kan ikke engang forliges med apostolisk lære" (Life and Letters, II, 213). Vor Herres forbøn ligger lige så meget i det, han er, som i det, han siger. Han taler ved sit nærvær på sin Faders trone, og han kan frelse fuldstændigt gennem sin forbøn på grund af sit evige liv og sit ukrænkelige, ikke-uddelegerede, ikke-overdragelige præstedømme (Hebr 7,24; Hebr 7,25).

5. Åndens gave:

Der er en nær og væsentlig forbindelse mellem Kristi himmelfart og Helligåndens nedstigning. Helligånden blev givet til Kristus som anerkendelsen og belønningen for hans fuldbragte gerning, og efter at have modtaget dette "Faderens løfte" skænkede han ham til sit folk (ApG 2,33). Ved Ånden udføres den dobbelte gerning: at overbevise syndere (Joh 16,9) og at opbygge troende (Joh 14,12; se også Joh 14,25; Joh 14,26; Joh 16,14; Joh 16,15).

6. Nærvær:

Det er i forbindelse med himmelfarten og vor Herres liv i himlen, at vi forstår kraften i et sådant sted som "Se, jeg er med jer alle dage" (Matt 28,20). "Han lever altid" er den højeste inspiration for den enkelte kristne og for hele kirken. Gennem hele Det Nye Testamente fra himmelfarten og fremefter er den ene vished, at Kristus lever; og i hans liv lever vi, har fællesskab med Gud, modtager nåde til det daglige liv og glæder os over sejr over synd, sorg og død.

7. Forventning:

Vor Herres liv i himlen ser frem mod en fuldendelse. Han "venter, indtil hans fjender bliver lagt som skammel for hans fødder" (Hebr 10,13 King James Version). Han beskrives som vores forløber (Hebr 6,18 ff), og hans nærvær deroppe er forsikringen om, at hans folk siden skal få del i hans liv. Men hans himmelfart forbindes også med hans genkomst (Fil 3,20; Fil 3,21; 1 Thess 4,16; Hebr 9,28). Ved denne komme skal de døde hellige opstå, og de levende forvandles (1 Thess 4,16; 1 Thess 4,17), hvorefter følger den guddommelige domstol med Kristus som dommer (Rom 2,16; 2 Tim 4,1; 2 Tim 4,8). For hans eget folk vil denne komme bringe glæde, tilfredsstillelse og herlighed (ApG 3,21; Rom 8,19); for hans fjender nederlag og fordømmelse (1 Kor 15,25; Hebr 2,8; Hebr 10,13).

Når vi gennemgår hele læren om vor Herres nuværende liv i himlen, hvor han træder frem på vores vegne, går i forbøn ved sit nærvær, skænker Helligånden, regerer og leder kirken, har medfølelse, hjælper og frelser sit folk, kaldes vi til at "løfte vore hjerter," for det er i beskæftigelsen med den levende, at vi finder hemmeligheden bag fred, visheden om adgang og garantien for vores varige forhold til Gud. Ja, vi lærer tydeligt i Hebræerbrevet, at det er i fællesskab med Kristi nuværende liv i himlen, at kristne erkender forskellen mellem åndelig umodenhed og modenhed (Hebr 6,1; Hebr 10,1), og det er dette brevs formål at fremhæve denne sandhed frem for alle andre. Kristendommen er "religionen med fri adgang til Gud," og i samme grad som vi, i forening med Kristus i himlen, erkender dette privilegium at træde nær og blive nær, skal vi i holdningen "løft jeres hjerter" finde de væsentlige træk ved et stærkt, kraftfuldt, voksende og glædesfyldt kristent liv.

LITTERATUR.

Milligan, Ascension and Heavenly Priesthood of our Lord; Swete, The Appearances of the Risen Lord; The Ascended Christ; Lacey, The Historic Christ; Lives of Christ, af Neander, B. Weiss, Edersheim, Farrar, Geikie, Gilbert; Fairbairn, Studies in the Life of Christ; Knowling, Witness of the Epistles; Bernard i The Expositor T, 1900-1901, 152-55; Bruce i The Expositor. Greek Test, I; Swete, Apostles' Creed; Westcott, Historic Faith, kapitel vi; Revelation of the Risen Lord, kapitlerne x, xi; Epesians to Hebrews; artiklen "Ascension" i Hastings, Dictionary of the Bible (fem bind); Paget, Studies in the Christian Character, prædikenerne xxi, xxii; Findlay, Things Above; artiklen "Priest" i Hastings, Dictionary of the Bible (fem bind) (i Det Nye Testamente), "Hebrews"; Davidson, Hebrews, særlig note om "Priesthood of Christ"; Dimock, Our One Priest on High; The Christian Doctrine of Sacerdotium; Perowne, Our High Priest in Heaven; Rotherham, Studies in He; Soames, The Priesthood of the New Covenant; Hubert Brooke, The Great High Priest; H. W. Williams, The Priesthood of Christ; J. S. Candlish, The Christian Salvation (1899), 6; G. Milligan, The Theol. of Ep. to Heb (1899), 111; R. C. Moberly, Ministerial Priesthood (1897); A. S. Peake, "Hebrews" i Century Bible; Beyschlag, New Testament Theol., II, 315; artiklen "Ascension" i Hastings, Dictionary of Christ and the Gospels; artiklen "Assumption and Ascension" i HDRE; artiklen "Ascension" i JE; Charles, The Book of Enoch; The Slavonic Secrets of En; The Book of Jub; The Apocalypse of Bar; The Ascension Isaiah.; Assumption of Moses; M. R. James, "Testament of Abraham" TS, II, 2, 1892; Martensen, Christian Dogmatics.

W. H. Griffith Thomas