Fred

pes (shalom; eirene):

1. I Det Gamle Testamente:

Er en tilstand af frihed fra forstyrrelse, enten ydre, som når en nation er fri for krig eller fjender, eller indre, i sjælen. Det hebraiske ord er shalom (både adjektiv og substantiv), som grundlæggende betyder "sundhed", "helhed", men som også kom til at betegne "fremgang", velvære i almindelighed, alt godt i forhold til både menneske og Gud. I tidlige tider, for et folk plaget af fjender, var fred den primære velsignelse. I Sl 122,7 har vi "fred" og "fremgang", og i 35,27; 73,3 oversættes shalom med "fremgang". I 2 Sam 11,7 i KJV spurgte David Urias, "hvordan Joab havde det" (randnote: "om Joabs fred"), "og hvordan folket havde det" (RV "klarede sig", bogstaveligt: "om folkets fred"), "og hvordan krigen gik" (bogstaveligt: "og om krigens fred (velgang)").

(1) Shalom var den almindelige venlige hilsen, brugt når man spurgte til nogens helbred; også ved afsked (1 Mos 29,6, "Står det vel til med ham?" ("Er der fred for ham?"); 43,23, "Fred være med jer"; 43,27, "Han spurgte dem om deres velbefindende (om deres fred)"; Dom 6,23, "Jahve sagde til ham: Fred være med dig"; 18,15 (KJV "hilste på ham", randnote: "hebraisk: spurgte ham om fred", RV "om hans velbefindende"); Dom 19,20 osv.). Se også GREETING.

(2) Fred for fjender (med underforstået fremgang) var nationens store ønske og var Guds gave til folket, hvis de vandrede på hans veje (3 Mos 26,6; 4 Mos 6,26, "Jahve løfte sit ansigt mod dig og give dig fred"; Sl 29,11; Es 26,12 osv.). At "dø i fred" var stærkt ønskværdigt (1 Mos 15,15; 1 Kong 2,6; 2 Krøn 34,28 osv.).

(3) Indre fred var de retfærdiges lod, når de stolede på Gud (Job 22,21, "Gør dig nu fortrolig med ham, og få fred (shalam)"; Sl 4,8; Sl 85,8, "Han vil tale fred til sit folk og til sine hellige"; 119,165; Ordsp 3,2; Ordsp 3,17; Es 26,3, "Du vil bevare ham i fuldkommen fred (hebraisk: "fred, fred"), hvis sind er fastholdt på dig, fordi han stoler på dig"; Mal 2,5); også ydre fred (Job 5,23; Job 5,24; Ordsp 16,7 osv.).

(4) Fred skulle søges og efterstræbes af de retfærdige (Sl 34,14, "Søg fred, og jag efter den"; Zak 8,16; Zak 8,19, "Elsk sandhed og fred").

(5) Fred skulle være et fremtrædende træk ved de messianske tider (Es 2,4; Es 9,6, "Fredsfyrste"; Es 11,6; Ez 34,25; Mika 4,2-4; Zak 9,10).

I Det Nye Testamente, hvor eirene har omtrent samme betydning og brug som shalom (som det bruges for i Septuaginta; sammenlign Luk 19,42, RV "Hvis du havde kendt .... det, som hører til fred"), har vi stadig forventningen om "fred" gennem Kristus' komme (Luk 1,74; Luk 1,79; Luk 12,51) og også dens opfyldelse i den højere, åndelige betydning.

2. I Det Nye Testamente:

(1) Evangeliet i Kristus er et budskab om fred fra Gud til mennesker (Luk 2,14; ApG 10,36, "forkyndte .... fred ved Jesus Kristus"). Det er "fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus" i Rom 5,1; KJV 10,15; fred mellem jøde og hedning (Ef 2,14; Ef 2,15); et væsentligt element i Guds åndelige rige (Rom 14,17).

(2) Den skal værnes om og efterstræbes af kristne. Jesus formanede sine disciple: "Hav salt i jer selv, og hold fred med hinanden" (Mark 9,50); Paulus formaner: "Lev i fred; og kærlighedens og fredens Gud skal være med jer" (2 Kor 13,11; sammenlign Rom 12,18; 1 Kor 7,15).

(3) Gud er derfor meget ofte "fredens Gud", ophavsmanden til og giveren af alt godt ("fred" omfatter enhver velsignelse) (f.eks. Rom 15,33; Rom 16,20; 2 Thess 3,16 osv., "fredens Herre"). "Fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus" er et almindeligt apostolisk ønske eller en hilsen (sammenlign 1 Kor 1,3; 2 Kor 1,2 osv.).

(4) Vi har også "fred" som hilsen (Matt 10,13; Luk 10,5); "en fredens søn" (Luk 10,6) er en, der er værdig til den, i samklang med den; Herrens egen hilsen til sine disciple var "Fred være med jer" (Luk 24,36; Joh 20,19; Joh 20,21; Joh 20,26), og før han forlod dem, gav han dem særligt sin velsignelse af "fred" (Joh 14,27); vi har også ofte "Gå bort i fred" (Mark 5,34; Luk 7,50). I Luk 19,38 har vi "fred i himlen" (i hyldesten til Jesus ved hans messianske indtog i Jerusalem).

(5) Den fred, Kristus bragte, er først og fremmest åndelig fred fra og med Gud, fred i hjertet, fred som indstilling eller ånd. Han sagde, at han ikke kom "for at sende fred på jorden, men et sværd", med henvisning til hans kalds gennemtrængende natur og de splittelser og udskillelser, det ville skabe. Men evangeliets og den kristnes ånd er naturligvis fredens ånd, og det er en kristen pligt at søge at bringe krig og strid overalt til ophør. Dette fremstilles som det endelige resultat af Kristi evangelium og Ånd; universel og varig fred kan kun komme, når denne Ånd hersker i menneskers hjerter.

"Fred" i betydningen stilhed, at tie stille osv. er i Det Gamle Testamente almindeligvis oversættelsen af charash, "at være stille eller tavs" (1 Mos 24,21; 1 Mos 34,5; Job 11,3); også af chashah, "at tysse", "at være tavs" (2 Kong 2,3; 2 Kong 2,5; Sl 39,2), og af andre ord. I Job 29,10 ("De fornemme tav", KJV) er det qol, "stemme".

I Det Nye Testamente har vi siopao, "at være tavs", "at ophøre med at tale" (Matt 20,31; Matt 26,63; ApG 18,9 osv.); sigao, "at være tavs", "ikke at tale" (Luk 20,26; ApG 12,17); hesuchazo, "at være stille" (Luk 14,4; ApG 11,18); phimoo, "at give mundkurv på eller kneble" (Mark 1,25; Luk 4,35).

I Apokryferne forekommer eirene hyppigt, mest i betydningen fred fra krig eller strid (Tobit 13,14; Judit 3,1; Siraks Bog 13,18; 1 Makk 5,54; 6,49; 2 Makk 14,6, eustatheia = "ro").

Revised Version (British and American) har "peace" for "tongue" (Est 7,4; Job 6,24; Am 6,10; Hab 1,13); "at peace with me" for "perfect" (Es 42,19, randnote "made perfect" eller "recompensed"); "security" i stedet for "peaceably" og "peace" (Dan 8,25; Dan 11,21; Dan 11,24); "came in peace to the city" for "came to Shalem, a city" (1 Mos 33,18); "it was for my peace" i stedet for "for peace" (Es 38,17); "when they are in peace" for "and that which should have been for their welfare" (Sl 69,22).

W. L. Walker