Døde Hav, Det

I. NUTIDIGT OMRÅDE

II. TIDLIGERE UDBREDELSE

III. DØDE HAVS VANDSTAND I TIDLIG HISTORISK TID

IV. VANDETS SAMMENSÆTNING

V. KLIMA

VI. VEJE

VII. FORSKELLIGE BEMÆRKNINGER

1. Jordandalen

2. Ain Jidi (En-gedi)

3. Masadas fæstning

4. Jebel Usdum (Sodoma Bjerg)

5. Siddims Dal

6. El-Lisan

VIII. HISTORIE

LITERATUR

Navn givet af græske og romerske forfattere til den bemærkelsesværdige indlandssø, som ligger i den dybeste del af Arabahs sænkning (se Araba). I Bibelen kaldes den Saltsoeen (1 Mos 14,3; 5 Mos 3,17); Sletternes Hav ('Ardbhah). (Jos 3,16); og (Øst)Østersøen (Ez 47,18; Joel 2,20). Blandt araberne kaldes den stadig Bahr Lut (Lots Hav). På Josephus' tid blev den kaldt Søen Asphaltires (Ant., I, ix) på grund af de store mængder bitumen eller asfalt, som af og til blev skyllet op på dens bredder og fundet i nogle af de tilløbende wadier.

I. Nutidigt område.

Søens længde fra nord til syd er 47 mile; dens største bredde er 10 mile og snævrer ind til mindre end 2 mile overfor Molyneux-punktet på el-Lisan. Dens område er cirka 300 kvadratmile. Efter forskellige nivelleringer ligger dens overflade 1.292 fod under Middelhavet, mens dens største dybde, nær den østlige bred 10 mile syd for Jordans munding, er 1.278 fod. Vandstanden varierer dog 10 til 15 fod halvårligt og mere med længere intervaller; og vi er ikke sikre på, fra hvilken af disse niveauer ovenstående tal er udledt. I hele nordre halvdel af søen på østsiden er faldet til yderste dybde meget stejlt; mens fra vestsiden stiger dybden mere gradvist, især helt i den nordlige ende, hvor søen er blevet fyldt af Jordans delta.

Omkring to tredjedele af vejen til sydenden stikker halvøen el-Lisan ("Tungen") fra øst mere end halvvejs tværs over søen, idet den dog har form som en støvle snarere end en tunge, med tåen mod nord, og danner en bugt mellem den og det østlige fastland. Denne bugts hoved er blevet i stor grad fyldt af slam bragt ned af Wady Kerak og Wady Ben Hamid, og grundene falder meget gradvist til de største dybder mod nord. Halvøens tå hedder Costigan-punktet, og hælen hedder Molyneux-punktet, efter to rejsende som mistede livet omkring midten af det 19. århundrede ved pionérforsøg på at udforske søen. Over hele området syd for Molyneux-punktet er vandet lavt, idet det ingen steder er dybere end 15 fod, og for det meste ikke over 10 fod, og nogle steder mindre end 6 fod. Ved høj vandstand strækker søen sig en mile eller mere ud over lavvandstanden på Mudfladen (Sebkah) ved sydendes.

Ud fra historien om Josvas passage over Jordan og Kedor-Loomers ekspedition, da Lot blev fangen, er det klart, at søens grænser var i det væsentlige de samme for 3.500 år siden som nu, hvilket viser, at der ikke har været nogen grundlæggende ændring i klimatiske forhold siden da.

II. Tidligere udbredelse.

Men hvis vi går nogle få tusinde år tilbage til forhistoriske tider, er der rigeligt med beviser for, at dalen har været vidne til bemærkelsesværdige klimatiske forandringer (se Araba). Ved Ain Abu Werideh, cirka 40 mile ud over søens sydende, opdagede Hull i 1883 aflejringer fra en forladt strandlinje 1.400 fod over dens niveau (se Araba). En markant forladt strandlinje ved 650 fods niveau var først blevet observeret af Tristram og senere noteret af mange rejsende. Men ud fra den mere detaljeret undersøgelse, som professor Ellsworth Huntington foretog i 1909 (se Palestine and Its Transformation), er fem forladte strandlinjer af betydelig størrelse blevet bestemt, som omkranser dalen på følgende cirka høyder over søens nuværende niveau: 1.430, 640, 430, 300 og 250 fod. Han skriver, at "på sin største udstrækning strakte søen sig mindst 30 mile syd for dens nuværende endeligt, mens den mod nord sandsynligvis dækkede Galilæa Søen og Meroms vande og sendte en arm ind i Jezreel-dalen. .... Laguneaflejringer findes i Jordandalen kort syd for Galilæa Søen. En mile nord for Jisr el-Mujamiyeh, som det moderne jernbanejembrug hedder, ligger en tiltet serie af lerarter, tilsyneladende laguneaflejringer, under nogle ukendte hvidlige lerarter, også tilsyneladende laguneaflejringer. Højden her er cirka 840 fod under Middelhavet, eller 450 over Døde Hav. .... Så vidt det kan konstateres med barometeret ligger de højeste aflejringer (omkring Døde Hav) på samme højde på alle sider af søen."

Der findes også talrige mindre strandlinjer under den store strandlinje på 250 fod. Huntington anslår dem til henholdsvis 210, 170, 145, 115, 90, 70, 56, 40, 30 og 12 fod over søen. Det bemærkes også, at de lavere strande alle viser mindre erosion end dem ovenover. Dette peger bestemt på en gradvis formindskelse af vandet i bækkenet i den forhistoriske periode, mens der på den anden side er meget, der viser, at der har været en betydelig stigning i vandstanden i den historiske periode. Daddelpalmer og tamarisker ses mange steder stå ude i vandet i nogen afstand fra den nuværende bred, hvor vandet er flere fod dybt. De er af en sådan størrelse, at det viser, at den jord, de voksede i, i mange år ikke var udsat for oversvømmelse. Allerede i 1876 bemærkede Merrill sådanne træer, der stod i vandet 40 fod fra bredden, nær søens nordøstlige hjørne (East, of the Jordan, 224). Talrige stammer af daddelpalmer og tamarisker kan nu ses nedsænket i tilsvarende grad langs den vestlige bred. I 1818 så Irby og Mangles (Travels, 454) en gruppe arabere vade over søen fra Point Molyneux til vestsiden og bemærkede, at vadestedets linje var markeret med grene af træer, som var stukket ned i bunden. I 1838 fandt Robinson vandstanden så høj, at vadestedet var ufremkommeligt, og sådan er det blevet rapporteret af alle rejsende siden den tid. Men hr. A. Forder, som for nylig har undersøgt vidnesbyrdene for Palestine Exploration Fund, erfarer fra de ældre arabere, at der tidligere var en velkendt dæmning, som førte fra el-Lisan over for Wady Kerak til Wady Umm Baghek, hvor får, geder og mennesker kunne passere, mens kameler og muldyr kunne drives over hvor som helst i vandet. Desuden sagde den arabiske guide, at kanalen »var så smal, at folk fra hans stamme plejede at sidde på kanten af Lisan og forhandle med arabere fra vest om tilbagelevering af kvæg, der var blevet stjålet af den ene eller den anden part.« (Se PEFS (april 1910), 112.)

III. Niveau i tidlig historisk tid.

Talrige generelle overvejelser tyder på, at vandstanden i den tidlige historiske periode var så meget lavere end nu, at en stor del af bugten syd for Point Molyneux var tørt land. I Jos 15,2; Jos 15,5 f siges Judas sydgrænse at strække sig fra »bugten (tungen, Lisan), som vender mod syd«, mens »grænsen på nordsiden gik fra havets bugt (tunge, Lisan) ved Jordans ende; og grænsen gik op til Bet-Hogla og fortsatte nord om Bet-Araba.« Hvis grænserne for den nordlige ende af Det Døde Hav dengang var de samme som nu, måtte grænsen have drejet ned til Jordans udmunding i en skarp vinkel. Men ifølge beskrivelsen løber den næsten nøjagtigt øst-vest fra hinsides Jerusalem til Bet-Hogla, og der siges intet om nogen retningsændring, mens enhver sådan brat retningsændring, som her forudsættes, andre steder omhyggeligt bliver bemærket. Endvidere får vi i den detaljerede angivelse af Benjamins grænse (Jos 18,19) at vide, at »grænsen fortsatte til siden af Bet-Hogla mod nord; og grænsens udløb var ved den nordlige bugt (tunge, Lisan) af Salthavet, ved Jordans sydlige ende: dette var sydgrænsen.« Dette kan næppe betyde andet, end at den nordlige ende af Det Døde Hav lå ved Bet-Hogla. Ud fra disse oplysninger sluttede hr. Clermont-Ganneau (se Recueil d'archeologie orientale, V (1902), 267-80), at havets niveau på Josvas tid var så meget højere end nu, at en tungeformet udløber nåede til nærheden af Bet-Hogla, mens den underliggende topografi i det væsentlige var den samme som nu. Derimod ville vores nuværende viden om de geologiske kræfter, der er i virksomhed, tyde på, at Det Døde Hav på den tid lå betydeligt lavere end nu, og at dets stigning til det nuværende niveau delvis er blevet forårsaget af tilsanding af en bugt, som tidligere strakte sig til Bet-Hogla.

Det geologiske vidnesbyrd om dette punkt er så interessant og af så stor betydning for vores fortolkning af forskellige historiske udsagn om området, at det er umagen værd at fremlægge det ret detaljeret. Som allerede nævnt (se Araba), bestemmes Det Døde Havs nuværende niveau af den ligevægt, der er etableret mellem fordampningen (anslået til 20.000.000 kubikfod pr. dag) over området og den vandmængde, der føres ind i dalen af tilløbsstrømmene. Havets nuværende areal er, i runde tal, 300 kvadratmiles. Det historiske vidnesbyrd viser, at denne fordampende overflade ikke har varieret mærkbart siden Abrahams tid. Men Jordans deltas indtrængen på dette område, såvel som deltaerne fra flere andre vandløb, må have været meget stor siden den periode. Virkningen af dette ville være at begrænse den fordampende overflade, hvilket ville få vandet til at stige, indtil det oversvømmede tilstrækkeligt af det lave land ved sydenden til at genoprette ligevægten.

Det er let at foretage en omtrentlig beregning af, i hvilket omfang disse tilgribelseser har tendens til at indsnævre grænserne for den oprindelige sø. Det sediment, som Jordanen aflaster ved Døde Havs nordende, stammer praktisk talt helt fra den del af oplandets nedslagsfelt, der ligger mellem dette og Gennesaret Søen – denne sidste tjener som sedimentfælde til at tilbageholde det sediment, som bringes ned fra dalens øvre del. Zor, eller den snævre kanal, som Jordanen har udgravet i det sedimentære sletteland, som den løber gennem (se Jordandale), er cirka en halv mile bred, 100 fod dyb og 60 miles lang. Alt det sediment, som tidligere fyldte denne, er blevet fejet ind i havets indledning, mens Jarmuk, Jabbok og en snes mindre bifloder, som falder brat ned fra Gileads grænsehøjder, tre til fire tusinde fod over dalen, bringer en unormal mængde affald ind i elven, som en stor mængde kortere bifloder også gør, som falder en lige så stor strækning ned fra bjergene i Galilæa, Samaria og Juda. Det samlede område, som således bidrager til denne del af Jordanen, er ikke mindre end 3.000 kvadratmiles.

Alle forfattere imponeres af beviserne på de voldsomme oversvømmelser, som fylder disse vandløb efter heftige storme. Eftersom faldstedet er så brat, tillader det vandet efter hver nedbør at løbe af uden forsinkelse og intensiverer således dets erosionskraft. Vor Herres velkendte billede (Matt 7,26) i beskrivelsen af huset, som er bygget på sand, når regnen falder og vindene blæser på det, er hentet fra naturen. Deltaterrasser ved mundingerne af sådanne bjergstrømme, hvor de kommer ud på lavlandet, dannes og dannes igen med ekstrem hurtighed, hvor hver efterfølgende storm har tendens til at vaske det tidligere delta ned til lavere niveauer og bortføre det, som var bygget på det.

De storme, som falder over Gileads sletter, såvel som dem over de judæiske høje, er usædvanlig ødelæggende. For selv om nedbøren i Jerusalem ifølge Chaplins observationer (se J. Glaisher, "On the Fall of Rain at Jerusalem," PEFS (januar 1894), 39) i gennemsnit kun er 20 tommer årligt, varierende fra 32,21 tommer i 1878 til 13,19 tommer i 1870, forekommer næsten alt i de tre vintermoneder og derfor i mængder, som er mest virksomme for erosionens kraft. Og dette er virksomme på begge sider af Jordandale, hvor nedbøren er meget ringe. "Dag efter dag," bemærker Tristram, "har vi set skyerne, efter at have udbyttet deres fedme over Samaria og Judæa, passere over dalen og derefter falde ned i strømme på Gileads og Moabs bjerge," et fænomen, som naturligt opstår fra søjlen af opvarmet luft, som stiger op fra de gloende forhold i det faldende Jordandal.

Tristram (The Land of Moab, 23, 24) giver en levende beskrivelse af virkningen af en storm nær Jerusalem. Mens hans gruppe var lejret i løbet af natten, blev hele skråningen, hvor de slog telt op, til en lavvandet strøm, mens "ørkenens dybe raviner i Judæa (var) dækket med strømme og bittesmå vandfald, som rullede ned fra enhver klippe. .... Så let opløseligt er det bløde kalksten i disse wadier, at regnen i nogle få timer .... gjorde mere for at dybe og udvide kanalerne end stormene i flere år kunne gøre på en Northumbrian bakke. Ingen geolog kunne se virkningen af denne storm uden at blive overbevist om, at man ved beregning af denudationens fremskridt må tage andre faktorer end tids i betragtning, og at denudation kan ske hurtigst, hvor regnen er mest usikker." Løjtnant Lynch skriver, at mens han steg op ad Kerak, "kom der et råb af torden fra den tykke sky, som var samlet ved kluftens top, efterfulgt af regn, sammenlignet med hvilken de bløde showers på vores mere begunstigede himmelstrog er som dugdråber sammenlignet med det overflydende kar. .... Skyen, der var sort og truende, omhyllede snart bjergtoppene, lynet spillede over den i uophørlige lynglimt, mens den høje torden genlød fra side til side af den forfærdelig kløft. Mellem tordenskraldene hørte vi snart et brølende og kontinuerligt lyd. Det var strømmen fra regneskyen, fejet i en lang skumlinie ned ad den stejle skråning, bærende enorme stenblokke med sig, som, slagende mod hinanden, lød som efterlignende torden."

Jeg kan afgive lignende vidnesbyrd fra observationer, når jeg rejste i Turkestan, hvor den årlige nedbør kun er omkring 4 tommer. En gang blev en storm set rasende på bjergene 20 miles væk, hvor den brugte hele sin kraft uden at falde en dråbe på sletten. Da man dagen efter gik rundt om bjergenes fod, var jernbanespor dog dækket i lang afstand med 2 eller 3 fod dybt affald, som var blevet vasket ned af skybrudet. Ingen kan have en ordentlig forståelse af de regnfald fra Israels land uden at tage passende hensyn til omfanget og stejlheden af faldet fra højlandene på begge sider og uregelmæssigheden af nedbøren. Disse danner det, som i Rocky Mountains ville blive kaldt arroyos. Efter at affaldene er blevet bragt ind i Jordanen af disse strømme, og stigning af vandet får den til at "løbe over alle sine bredder," bliver sedimentet derefter fejet mod Døde Hav med stor hastighed.

Alle disse overvejelser viser, at deltaerne fra de vandløb, der løber ind i Jordandalen og Det Døde Hav, må vokse med en usædvanlig hurtig hastighed. Det vil derfor være nyttigt at sammenligne det med andre deltaer, som der er foretaget direkte iagttagelser af. Mississippifloden fører sediment ud i Den Mexicanske Golf med en hastighed, der svarer til én fod overjord over hele afvandingsområdet, som strækker sig fra Rocky Mountains til Alleghenies, på lidt under 5.000 år. Hoang-Ho sænker sit afvandingsområde med én fod på 1.464 år, mens floden Po sænker sit niveau med én fod på 729 år. Så hurtigt har floden Po fyldt sin dal op, at byen Adria, som var en søhavn for 2.000 år siden, nu ligger 14 miles fra flodmundingen. Floderne Tigris og Eufrat har tilsandet den inderste del af Den Persiske Golf næsten 100 miles. (Se Croll, Climate and Time, 332, 333; Darwin, Formation of Vegetable Mould through the Action of Worms, 233.) Ud fra disse overvejelser er det et forsigtigt skøn, at bifloderne til Jordandalen mellem Galilæas Sø og Det Døde Hav fører nok sediment ned til at sænke bækkenet én fod på 2.000 år, således at der siden Abrahams tid er blevet føjet 167.270.400.000 kubikfod fast materiale til dets delta. Dette ville dække 25 kvadratmiles i en dybde af 250 fod. Når man tager den sandsynlige vanddybde ved havets nordende i betragtning, er det derfor ikke en overdreven antagelse, at Jordans delta har trængt sig ind i havet i et omfang af 15 eller 20 kvadratmiles, begrænset fordampningsoverfladen tilsvarende og fået vandstanden til at stige og brede sig i samme omfang over lavlandet ved sydenden.

Samtidig har de andre vandløb, der løber direkte ud i søen, bidraget med deltaer, som indsnævrer dens rand på forskellige steder. Kerak, Amen og Zerka Ma'ain fører en enorm mængde sediment ind fra øst; el-Hessi, el-Jeib og el-Fikri fra syd; og Wady el. Muhauwdt, el-Areyeh og Kedron, sammen med talrige mindre mellemliggende vandløb, fra vest. En detaljeret undersøgelse af disse aflejringer vil tjene det dobbelte formål at fastslå det omtalte punkt og at give en levende forestilling om havet og dets omgivelser.

Gennem den nederste del af sit løb flyder Jordan, som allerede sagt, gennem en smal kløft kaldet Zor, som floden har eroderet i de bløde sedimentære aflejringer, der dækker dalens bund (eller Ghor) fra side til side. Over for Jeriko er Ghor omkring 15 miles bred. Zor er dog i gennemsnit ikke mere end en halv mile bred og ligger omkring 100 fod lavere end Ghors almindelige niveau. Men ved »jødernes borg«, omkring 8 miles fra Jordans munding, begynder Zor at udvide sig og gå over i et egentligt delta. Zors dæmning skråner bort i sydvestlig retning, indtil den når de judæiske bjerge ved Khurbet Kumran, 10 miles borte, og efterlader en trekant af lavland mellem den og Det Døde Hav, i gennemsnit godt én mile bred og næsten 3 miles bred over for Jordans munding. Siden af dæmningen, der adskiller Zor fra Ghor, er flere steder blevet dybt gennemskåret af de små wadier, som kommer ned fra de vestlige bjerge, og det materiale, der skylles ned fra disse wadier, såvel som fra mere midlertidige vandløb efter hvert regnskyl, har hævet Zors vestlige rand betydeligt gennem hele denne strækning. Men det kan trygt anslås, at Det Døde Havs oprindelige grænse her er blevet trængt tilbage i et omfang af 10 eller 15 kvadratmiles. Igen, på Jordans østlige side er deltaets anden arm, skønt mindre, lige så tydelig. Merrill (East of the Jordan, 223, 224) siger i sin beskrivelse af sin opmåling af området, at han var tvunget til at gå i nogle timer langs bredden og derpå nordpå for at nå sine heste, som tydeligvis var kommet over Ghors hårdere og mere hævede overflade. »Sletten,« siger han, »i mange kvadratmiles nord for havet er som aske, hvori vi ofte sank ned over skoene.«

Når vi vender tilbage til søens nordvestlige hjørne, finder vi den deltaaflejring, som vi forlod ved Khurbet Kumran, strække sig 2 miles længere mod syd med en gennemsnitlig bredde på en halv mile til Ras Feshkah, som rejser sig brat fra vandkanten og gør det umuligt for rejsende at følge langs bredden. Men lige hinsides Ras Feshkah skyder et delta, en halv mile eller mere i længde og bredde, sig ud i havet ved mundingen af Wady en Nar, som kommer ned fra Jerusalem og i sine øvre dele er kendt som Kedron. Dette er den wadi, der passerer klosteret Mar Saba, og som omtales på så slående måde i Ez 47. Ligesom de fleste andre wadier, der løber ud i Det Døde Hav, går denne det meste af sin vej gennem utilgængelige slugter og har ved sin munding opbygget et delta dækket af »klippestykker eller kampesten, som er blevet ført med af strømmen under dens periodiske oversvømmelser« (De Saulcy, I, 137, 138).

Fra Ras Feshkah til Ras Mersid, en afstand på 15 miles, er bredden omkranset af en aflejring af sand og grus med en gennemsnitlig bredde på en halv mile, mens bredden over for Wady edition Derajeh og Wady Husasa (som løber ned fra Betlehem og Tekoas ødemark) er fuldt én mile. Ved mundingen af en af de mindre kløfter bemærkede De Saulcy det, geologer kalder en »aflejringskegle«, hvor »gruset, der var skyllet ned fra højderne, var ophobet i en udstrækning af næsten 250 yards« (I, 44).

Ras Mersid spærrer igen passagen langs bredden næsten lige så effektivt, som Ras Feshkah gjorde, men længere mod syd er der ingen anden hindring. En-Gedis slette, der på så interessant en måde er forbundet med Davids historie og med talrige andre begivenheder af national betydning, beskrives af Palestine Exploration Fund som "omtrent en halv mil bred og en mil lang." Den består af materiale, der for størstedelens vedkommende er ført ned af Wady el-'Areijeh, som kommer ned fra omegnen af Hebron, med en gren der passerer gennem Tekoa. Den vigtigste sti, der fører fra vestsiden af Det Døde Hav til Judæas bjerge, følger denne wadis retning.

Mellem En-Gedi og Sebbeh (Masada), en afstand på 10 mil, trækker kalkstensklipperne sig tilbage, indtil de er hele 2 mil fra bredden. Gennem dette område løber talrige wadier og fører en enorm mængde aflejringsmateriale med sig ned og afsætter det som deltaer ved vandkanten. Disse fremspringende deltaer blev bemærket af Robinson, da han så mod syd fra højden over En-Gedi, men deres betydning blev ikke forstået.

"Ét træk ved havet," siger han, "slog os straks, og det var uventet for os, nemlig antallet af grundelignende odder og halvøer, som løber ud i dets sydlige del og ved første øjekast ligner flade sandbanker eller øer. Neden for os mod syd var der to sådanne fremspringende banker på den vestlige bred, sandsynligvis bestående af småsten og grus, som strakte sig et betydeligt stykke ud i havet. Den større og vigtigere af disse ligger syd for stedet kaldet Birket el-Khulil, en lille bugt eller indskæring i den vestlige klippevæg, hvor vandet, når det står højt, løber ind i lave bassiner, fordamper og afsætter salt. Dette sted ligger lige syd for mundingen af Wady el-Khubarah" (BR, I, 501). Et af disse deltaer beskrives af De Saulcy som 500 yards bredt og et andet som ubestemt meget større.

Seks mil syd for Masada, sandsynligvis ved mundingen af Wady Umm Baghek, noterer Lynch et delta, der strækker sig "en halv mil ud i havet." Endnu længere mod syd dækker det samlede delta fra Wady Zuweirah og Wady Muhauwat et område på 2 eller 3 kvadratmil og er bestrøet med kampesten og klippestykker på en fod eller mere i diameter, som er blevet skyllet hen over området af de voldsomme regnfloder. Hinsides Jebel Usdum har Wady el-Fikreh, som afvander et område på 200 eller 300 kvadratmil, afsat en enorm mængde groft sediment på vestsiden af Sebkah (en mudderflade, som tidligere sandsynligvis var optaget af en fremspringende del af Det Døde Hav). I den sydlige ende af sænkningen, der strækker sig fra Sebkah til Akrabbim-stigningen, har deltaerne fra Wady el-Jeib, Wady el-Khanzireh og Wady Tufileh i forbindelse med Wady Fikreh trængt ind over dalen i et omfang af 12 eller 15 kvadratmil. Skønt disse wadier afvander et område på mere end 3.000 kvadratmil, og de granitiske formationer, som de passerer hen over, er blevet så opløst af atmosfæriske påvirkninger, at de fører en usædvanlig stor mængde groft sediment med sig (se Hull, Mount Seir, etc., 104-106). Når man stiger op gennem dem, møder man alle tegn på lejlighedsvise ødelæggende oversvømmelser.

Langs den østlige bred har Wady el-Hessi, som kommer ned fra Edoms bjerge, bygget sletten Safieh op, som skyder ud i Sebkahs smal passage og dækker et område på 3-4 kvadratmil. Længere nord har Wady Kerak og Wady Beni Hamid med deres deltaer trængt ind på 2-3 kvadratmil ved hovedet af bugten, og skyder ud i Lisan øst for Point Costigan. Endnu længere nord har Wady Mojib (Arnon) og Wady Zerka Ma'ain (som kommer ned fra varmekilden ved Kallirrhoe) bygget mindre udtalte deltaer op, fordi vandet på østsiden er dybere, men selv så er de langt fra ubetydelige – i begge tilfælde skyder de mindst en halv mil ud i søen. Når man ser alle disse forhold sammen, er der lille grund til at tvivle på, at Døde Havs område er blevet indsnævret med 25-30 kvadratmil siden Abrahams tid, og at dette har medført en stigning i vandets almindelige niveau, stor nok til at oversvømme en betydelig del af lagunen ved søens sydende, hvorved fordampningsområdet holdes konstant. Den eneste udvej fra denne slutning er at antage, at regionens nedbør er mindre nu end ved historiens daggry, og at det mindre fordampningsområde således ville være tilstrækkeligt til at opretholde det tidligere niveau. Men heraf har vi ingen tilstrækkelige beviser. Tværtimod foreligger der rigelige beviser for, at klimaforholdene forbundet med istidsperioden var forsvundet længe før, Amraphel og hans forbundsfæller erobrede Siddims dal (1 Mos 14). Følgerne af denne vandstandsstigning er forskellige og betydningsfulde. Den giver troværdighed til den vedvarende tradition om, at Sodoma og Gomorra ligger dækket under det lavvande ved søens sydende, og også til Skriftens udsagn om, at landet omkring disse byer (under forudsætning af, at de lå ved søens sydende) var som Herrens have; thi denne slette var dengang meget større end nu, var vel vandbespist og havde større frugtbarhedselementer end den påviselige nu. Desuden kunne denne antagne lavere søstand i oldtiden have lettet passagen for hære og karavaner fra den ene ende til den anden væsentligt, hvorved det bliver lettere at forstå de historiske beretninger om besiedlingens tidligste perioder. Selv nu er vejen ved foden af Jebel Usdum, som er farbar ved lavvande, ufarbar ved højvande. Den 31. december 1883 krydsede professor Hull (Mount Seir osv., 133) kysten ved saltklippernes fod langs en grustedge 100 fod bred, som »endeligt afsluttede sig med et fald på omkring 5 fod til den drivtøslinje, som markerede vandets øvre grænse.« Den 1. januar 1901 var vandet ved saltklippernes fod så dybt, at det var umuligt for min gruppe at komme langs kysten. Det er let at tro, at niveauet kunne være blevet sænket så meget, at en kyststrimmel blev blottet, som kunne krydses på vestsiden fra den ene ende til den anden.

IV. Vandets sammensætning.

Som i alle lukkede bassiner er Døde Havs vand gennemtrængt af salt i overdreven grad. »Det salt, som det indeholder,« er dog »ikke helt eller engang hovedsagelig køkkensalt, men består mest af magnesium- og calciumklorid og -bromid, således at det ikke bare er en stærk saltlage, men snarere minder om moderluden fra en saltpande, efter fællessaltet er krystalliseret ud« (Dawson, Egypten og Syrien, 123). Følgende analyse er givet af Booth og Muckle af vand, som blev bragt af kommandør Lynch og taget af ham 5. maj fra 195 favne dybde over for Wady Zerka Ma'ains munding. Andre analyser afviger fra denne mere eller mindre, formodentlig på grund af de forskellige steder og dybder, hvorfra prøverne var taget. Vægtfylde ved 60 grader ......... 1,22742 Magnesiumklorid ................... 145,8971 Calciumklorid ..................... 31.0746 Natriumklorid ...................... 78,5537 Kaliumklorid ................... 6,5860 Kaliumbromid .................... 1,3741 Kalksvovlsyre ........................ 0,7012 -------- subtotal: 264,1867 Vand ................................... 735,8133 -------- I alt: 1000.0000 Samlet mængde tørstof fundet

ved direkte forsøg .................. 264.0000 Det, der her betegnes som kaliumbromid, kaldes dog af de fleste andre analytikere magnesiumbromid, da det er vanskeligt at adskille og skelne disse grundstoffer i sammensætningen. Den store bromidandel, hvoraf kun en spor findes i oceanet, menes at stamme fra vulkanske udslip. Sammenlignet med havvand er det værd at bemærke, at Døde Havs vand giver 26 pund salt til 100 pund vand, mens Atlanterhavs vand kun giver 6 pund i samme mængde. Søen Urumiah er lige så salt som Døde Hav.

Som følge af denne saltinhold er vandet kraftigt opdrivende og ødelæggende for al dyrelivet. Lynch fandt, at hans metalbåde sank en tomme dybere i Jordan, når de var belastet ens, end de gjorde i Døde Hav. Alle rejsende, som bader der, beretter, at når de kaster sig på ryggen, flyder deres kroppe halvdelen op af vandet. Josefus (BJ, IV, viii, 4) beretter, at kejser Vespasian lod nogle mand, som ikke kunne svømme, kaste i vandet med hænderne bundet bag på ryggen, og de flød på overfladen. Døde fisk og forskellige skaller findes da også hyppigt på stranden, men de er tilsyneladende blevet bragt derhen af de bidragende ferskvandsbække, eller tilhører arter, som lever i de brak lagoner ved grænsen, som rigeligt forsynes med ferskvand.

Den beretning, som i tidligere tider var vidt udbredt, at fugle ikke fløj over søen, har intet grundlag i virkeligheden, eftersom man ved, at nogle fuglearter endog slår sig ned på overfladen og boltrer sig på vandet. Hele sænkningen er udsat for hyppige storme med vind, der blæser gennem den på langs. Disse frembringer bølger, hvis kraft er meget ødelæggende for både, der møder dem, på grund af vandets høje vægtfylde; men af samme grund lægger bølgerne sig hurtigt efter en storm, så søens almindelige udseende er yderst fredeligt.

Kilden, hvorfra disse salte stoffer er kommet, har været genstand for megen spekulation--nogle har antaget, at den kom fra opløsningen af saltklipperne i Jebel Usdum. Men denne teori modbevises af den kendsgerning, at almindeligt salt kun udgør en lille del af det materiale, som vandet holder i opløsning. Det er mere korrekt at betragte dette saltbjerg som en aflejring, der er udfældet fra den mættede saltlage, som havde ophobet sig, som vi har antaget, i kridttiden. Sandsynligvis aflejres der nu salt på søens bund fra den nuværende mættede opløsning, for i en fremtidig tidsalder at komme til syne i vraget af fremadskridende geologiske forandringer. Saltene i Det Døde Hav er, ligesom saltene i alle tilsvarende indelukkede bassiner, blevet ført ind af vandløbene fra hele afvandingsområdet. Sådanne vandløb indeholder altid mere eller mindre fast stof i opløsning, som koncentreres gennem den fordampning, der finder sted over indelukkede bassiner. Oceanet er det store reservoir for sådanne aflejringer, men det er for stort til at blive påvirket i den grad, der er mærkbar i mindre bassiner. Den ekstreme saltholdighed i Det Døde Havs vand viser både den lange varighed af bassinets isolation og rigdommen af opløseligt materiale i klipperne i det afgrænsede område. Den store udbredelse af nyere vulkanske bjergarter, især i området øst for Jordan, forklarer den store relative andel af nogle af bestanddelene.

V. Klima.

På grund af den store sænkning under havniveau er klimaet overordentlig varmt, så palmer og andre tropiske træer trives langs flodernes bredder, hvor som helst ferskvand finder jord at brede sig over. Sne falder aldrig på søen, skønt den ofte dækker Judæas høje og Moabs plateau. Som allerede forklaret er nedbøren i Jordandalen mindre end på de tilstødende bjerge. I vintersæsonen går de arabiske stammer ned i dalen med deres flokke af får og geder og slår lejr på de omgivende sletter. Men sommerens stærke varme, der undertiden stiger til 130 grader F. (ca. 54 °C), driver dem tilbage til bjergene igen.

VI. Veje.

Bortset fra ved den nordlige ende er adgangsvejene til Det Døde Hav få og meget vanskelige at færdes ad. På vestsiden er den nærmeste adgang ved En-Gedi, og dette ned ad en snoet nedstigning på 2.000 fod (ca. 610 m), hvor nogle få mænd på klippens top kunne holde en hær stangen nedenfor. Stien op gennem Wady Zuweirah fra den nordlige ende af Jebel Usdum er næppe bedre. Ved sydenden fører stien op gennem Wady Fikreh et betydeligt stykke på vestsiden af mudderfladen og går derefter over til Wady el-Jeib, op gennem hvis strømleje karavaner i den tørre årstid kan finde vej gennem Araba til Akaba. Mere vanskelige stier fører op fra øst for mudderfladen ind i Araba og gennem Moabs bjerge til Petra, ind på sletterne hinsides og til pilgrimruten fra Damaskus til Mekka. Fra Lisan fører en vanskelig sti op gennem Wady Kerak til fæstningen af samme navn, 20 mil borte og 5.000 fod (ca. 1.520 m) over søen. En anden sti lidt længere mod nord fører op gennem Wady Beni Hamid til Ar i Moab. Fra Arnon til den nordlige ende af Det Døde Hav er bjergene så stejle, at færdsel langs bredden nu praktisk taget er umulig. Men der findes ifølge Tristram (The Land of Moab, 355) rester af en "gammel og velkonstrueret vej fra oldtiden", der strækker sig mod syd i det mindste så langt som Zerka Ma'ain.

VII. Diverse punkter.

Der er talrige steder omkring søens rand af særlig interesse:

1. Jordansletten:

Da Lot og Abraham så ned fra Betels højder (1 Mos 13,10), siges de at have set "hele Jordansletten, at den overalt var godt vandet, før Jahve ødelagde Sodoma og Gomorra, som Jahves have, som Egyptens land, når man kommer til Zoar. Så valgte Lot sig hele Jordansletten; og Lot drog mod øst: .... og Lot boede i slettens byer og flyttede sit telt så langt som til Sodoma." Ordet, der her er oversat "slette", er kikkar (Ciccar), som betyder "cirkel", og betegner det udseende, Jordandalen omkring den nordlige ende af Det Døde Hav har fra Betel. På grund af dette har mange nyere forfattere placeret Sodoma og Gomorra ved denne ende af havet (se Slettens byer). Men det er på ingen måde sikkert, at det er nødvendigt således at indsnævre udtrykkets betydning. Skønt sydenden af Det Døde Hav ikke er synlig fra Betels højder, er den så forbundet med den almindelige sænkning, at den meget vel kan have været i Abrahams og Lots tanker, da de delte landet mellem sig: den ene valgte sletten, hvoraf en del var synlig, den anden blev på det tilstødende bjergområde, så forskelligt i alle sine naturlige ressourcer og forhold. Udstrækningen af det område, som Lot valgte, kan derfor overlades til at blive bestemt af andre hensyn.

2. Ain Jidi (En-Gedi):

Ain Jidi, "kilden til kidden" (?) (se En-Gedi) er en oase ved foden af de vestlige klipper omtrent halvt mellem nord- og sydenden af søen, forsynet med kilder til varmt vand, som sprøjter frem under de overbringende klipper. Bredlinjen på 650 fod (ca. 198 meter) bestående af grus og kalkholdig mergelsten er her fremtrædende, og som allerede bemærket, er der en omfattende grusflade ved nuværende vandniveau. Palmer og vinranker blomstrede tidligere her (Højs 1,14), men nu findes der kun få busker af akaciet og tamarisk. Fra tidernes morgen har det imidlertid været endepunktet for den vigtigste sti, som snoer sig op ad klinterne til højsletten, over hvilken stier fører til Hebron og Bethlehem.

3. Masada-fæstningen:

Masada-fæstningen var det sidste håbefæste, som de fanatiske jøder (zelotter) holdt efter Jerusalems ødelæggelse af romerne, og giver en fugleperspektivs udsigt over Døde Hav, som er lige så instruktiv som den er interessant. Den ligger halvt mellem Jebel Usdum og En-Gedi, direkte overfor den nordlige forbjerg af el-Lisan. Her på en stejl højde, 2.000 fod (ca. 610 meter) over søen, ligger en højslette omkring 700 yards (ca. 640 meter) lang og 200 yards (ca. 183 meter) bred, prydet med ruiner af boliger, paladser og templer fra den herodiske tid. Når man står på denne højde, ser man omridset af den romerske lejr nær søen, og omridset af en anden lejr i en fordybning flere hundrede yards (ca. flere hundrede meter) mod vest, hvorfra angribernes endelige angreb blev lanceret over en sti, der var konstrueret langs en skrånende kam. Her mange kilometer fra deres forsyningsbasis trak romerne langsomt, men uimodståeligt deres belejringslinjer til den endelige tragiske afslutning, da det sidste levn af forsvarerne begik selvmord (BJ, VII, ix, 1). Udsigten giver en dyb indflydelse på vanskeligheden ved militære kampagner i hele den egn. Når man løfter øjet for at tage det bredere udsyn, ser man Døde Hav i sin hele længde med den lave kam af Jebel Usdum, Saltdalen, Akrabbims opstigning, Arabahs fordybning og Hor-bjerget mod syd, mens hele horisonten mod øst er den lange mur af Moab gennemskåret af Vadi Kerak og Arnon-floden, der fører op til Moabs fæstninger Ker, Aroer og Dibon; mens der umiddelbart foran ligger de hvide klipper af el-Lisan, og mod nord i nærheden den grønne oase En-Gedi, og, dunklere på afstand, Jerikos sletter og toppenes klynge omkring Pisgahs bjerg; mens selve søen glitrer som en glimrende azurblå ædelsten omgivet af dets øde omgivelser, uden at give noget tegn på de dødbringende elementer, som gennemtrænger dens vand.

4. Jebel Usdum (Sodoms bjerg):

Jebel Usdum (Sodoms bjerg) er et saltbjerg, der strækker sig 7-8 miles (ca. 11-13 kilometer) langs søens sydvestlige bred og på vestsiden af Saltdalen til dens sydlige grænse. Navn stammer fra den traditionelle opfattelse, at Sodoma lå ved søens sydende; men på den anden side er det ikke usandsynligt, at navnet blev knyttet til det på grund af, at det syntes at indeholde saltpillen, som ifølge den almindelige oversættelse markerede det sted, hvor Lots hustru blev overvældet. Bjerget rejser sig 600 fod (ca. 183 meter) over søen og har en generelt flad overflade undtagen hvor strømme har skabt furer og kløfter i den. Østfacaden udgør en stejl stensaltmur, som, som sagt ovenfor, på tidspunktet for mit besøg (januar 1901), blev skyllet af søens bølger, hvilket gjorde det umuligt at passere langs dens base. Andre gange, når vandet er lavt, kan rejsende passere langs hele breddets længde. Denne saltmur ligner meget en gletsjer, da saltet er lige så transparent som is, mens bølgernes virkning har udhulet omfattende og maleriske huler og efterladt isolerede tårne og forbundne saltspidser, der ofte ligner en gotisk katedral. Disse tårne og spidser bliver selvfølgelig fortrængt fra tid til anden, mens andre dannes for at fortsætte illusionen. Enhver saltpille kendt af oldtiden må være helt anderledes end dem, som møder det moderne rejsendes øje. Det følger også som en selvfølge, at denne salts gradvise opløsning delvis må forklare Døde Havs excessive saltighed.

Det er usikkert, hvor dybt aflejringen strækker sig under overfladen. Den rejser sig opad 200-300 fod (ca. 61-91 meter), hvor den er dækket af konsoliderede lag af sedimentært materiale bestående af sand og ler, som de fleste geologer mener blev aflejret på tidspunktet for dannelsen af den allerede beskrevne 650-fods (ca. 198 meter) flade, og som de forbinder med istidsperioden klimaforhold.

Dette synspunkt præsenteres som følger af Professor B. K. Emerson: "I slutningen af postglacialtiden sluttede sig en endelig sænkning af en del af trogs bund, nær søens sydende, den lave saltslette, hvilket sænkede dens centrale dele under saltvandet, mens fragmenter forblev understøttede mod trouens store mure, hvilket dannede Jebel Usdum-sletten og halvøen el-Lisan med det sumpe Sebkah mellem. .... Det blottede Jebel Usdums vidunderlige østmur: 7 miles (ca. 11 kilometer) lang, med 30-45 m. klart blåt salt ved bunden, dækket af 125-140 m. gypsholdige mergelsten imprægneret med svovl og konglomerater undertiden cementeret af bitumen" ("Geological Myths," Proc. Am. Assoc. for Adv. of Sci. (1896), 110, 111). Hvis dette var tilfældet, har der været en depression af Døde Havs sydende i omfang af flere hundrede fod inden for et forholdsvist få tusinde år, i hvilket tilfælde det traditionelle synspunkt, at Sodoma og Gomorra blev overvældet af Døde Hav-vand på tidspunktet for deres ødelæggelse, ville henvise til en begivenhed præcis i tråd med bevægelser, der har været praktisk talt uophørlige gennem Tertiær-, Istids- og postglacialtiden.

Med større grund hævder Lartet, at dette salt er en aflejring fra Kridt- eller Tertiærtiden, dækket af sene tertiære lag; i så fald fandt nedsynkningen af blokken mellem Jebel Usdum og el-Lisan for størstedelens vedkommende sted på et langt tidligere tidspunkt end dannelsen af terrassen på 650 fod (ca. 198 m). En slående følge af denne antagelse ville være, at de klimatiske forhold praktisk talt har været de samme gennem hele tiden efter Karbontiden, idet der i dette område har været cykler af fugtigt og tørt klima, som har afløst hinanden gennem alle disse geologiske perioder.

Siddims dal (1 Mos 14,3; 1 Mos 14,8; 1 Mos 14,10) er sandsynligvis den samme som Saltdalen (2 Kong 14,7; 1 Krøn 18,12; 2 Krøn 25,11).

5. Siddims dal:

Dette er efter al sandsynlighed sletten, der strækker sig fra den sydlige ende af Det Døde Hav til »Akrabbim-stigningen«, som krydser dalen fra side til side og danner Ghors sydlige grænse. I dag er dalens areal omkring 50 kvadratmil; men hvis vores teori om Det Døde Havs lavere niveau på Abrahams tid er rigtig, kan den dengang have omfattet en betydelig del af lagunen syd for el-Lisan og således have været en tredjedel større end nu. I 1 Mos 14,10 siges dalen at have været fuld af beggruber (det vil sige bitumen- eller asfaltgruber). I nyere tid findes der lejlighedsvis masser af asfalt flydende i den sydlige del af Det Døde Hav. Efter jordskælvet i 1834 blev en stor mængde kastet op på bredden nær søens sydvestlige hjørne, hvoraf 3 tons blev bragt på markedet af de arabiske indfødte. Efter jordskælvet i januar 1837 drev en asfaltmasse på grund på vestsiden, ikke langt fra Jebel Usdum. De nærliggende arabere svømmede ud til den, huggede den i stykker med økser og transporterede den til markedet i kamellæs og solgte den for en værdi af flere tusind dollars. I tidligere tider synes sådanne forekomster at have været endnu hyppigere. Josefus bekræfter, at »havet mange steder sender sorte asfaltmasser op, som har form og størrelse som hovedløse okser«; mens Diodorus Siculus fortæller, at bitumenet (asfalten) blev kastet op i masser, der undertiden dækkede to eller tre acres og lignede øer (Josephus, BJ, IV, viii, 4; Diod. Sic. ii.48; Plinius, NH, vii.13; Tac. Hist. vers 6; Dioscor., De re Med., i.99).

Da asfalt er et produkt af petroleum, hvorfra de flygtige bestanddele er fordampet, må den egentlige kilde til disse masser uden tvivl findes i de vidtstrakte lag af bituminøs kalksten, som forekommer mange steder på begge sider af Det Døde Hav. Et fremspring af den kan ses ved Neby Mousa, på vejen fra Jerusalem til Jeriko; Dawson beskriver det som lignende tør kridt mættet med stenkulstjære. Når det længe har været udsat for vejrlig, bliver det hvidt og kridtagtigt på overfladen, således at en masse af det, helt hvid udvendigt, viser en intens sorthed, når den brydes. Det er dette, folk i Betlehem kalder »Dødehavsten«, og som de udskærer til forskellige prydgenstande og udbyder til salg. Nogle eksemplarer af den er tilstrækkeligt bituminøse til at brænde med flamme som cannel-kul. Disse lag er endnu mere talrige omkring søens sydende og ligger uden tvivl under hele området, og til alle tider må de have udsondret bituminøst og gasformigt materiale, men langt rigeligere i tidligere tider end nu.

I disse ophobninger af bitumen ved Ghors sydende har vi sandsynligvis den tilskyndelse, som førte babylonierne under Amrafel og Kedorlaomer til at foretage så lange ekspeditioner for at erobre området og holde det under deres magt. Bitumen var meget efterspurgt i Babylonien.

6. El-Lisan:

El-Lisan (Tungen), som rager halvvejs ud over søen fra udmundingen af Wady Kerak, er, ligesom Jebel Usdum, et forbjerg af hvidt kalkholdigt sediment, der indeholder lag af salt og gips, og som på sin vestside bryder af i en klippevæg på 300 fod (ca. 91 m). Dets øvre overflade hæver sig i terrasser til niveauet 600 fod (ca. 183 m) mod øst, ligesom Jebel Usdum gør mod vest. Forbjergets længde fra nord til syd er 9 miles (ca. 14,5 km). Dette svarer så nøje i almindelig struktur og udseende til Jebel Usdum på den modsatte side af søen, at vi vanskeligt kan betvivle professor Emersons teori, nævnt ovenfor, om at formationen oprindelig strakte sig tværs over, og at en blok af søens oprindelige bund er sunket ned og har efterladt disse rester på siderne. Hyppige forekomster, der ligner denne, bemærkes af De Forenede Staters geologer i Rocky Mountain-området.

VIII. Historie.

Vanskelig adgang har forhindret Døde Hav i at spille nogen vigtig rolle i historien undtagen som en hindring både for handel og for militære bevægelser. Både har aldrig været brugt på det i nogen større udstrækning. Fra tidligste tid er salt blevet indsamlet på dets vestlige kyster og kørt op til markedet over de vanskelige stier, der fører til Jerusalem. En lignende handel har fundet sted med bitumen; det fra Døde Hav blev særligt værdsat i Egypten, og som allerede bemærket er det på ingen måde usandsynligt, at de bitumengruber, som fandtes i "Siddims dal", var det vigtigste tillokkemiddel for Babyloniens konger til at foretage lange ekspeditioner for at erobrer området. Så frugtbar end sletten ved søens sydende kan være været, lå den for langt uden for karavanruten gennem Petra til Arabahs sydende og minerne på Sinai-halvøen til at aflede rejselandene. Alligevel var bebyggelserne på Siddims dals østlige grænse af tilstrækkelig betydning i middelalderen til at bevæge Korstogskriger til at besøge området og efterlade deres mærker på det. Den arabiske by Zogar, sandsynligvis det bibelske Soar, var på et tidspunkt tilsyneladende et meget vigtigt sted og var centrum for betydelig handelaktivitet. Indigo blev dyrket der, og oasen var kendt for sin fine dadelvariant. Landet omkring var fuldt af kilder, og der var meget dyrkbar jord (se Le Strange, Palestine under the Moslems, 286 ff). De varme kilder på Døde Havs østlige bred ved Callirrhoe nogle afstand oppe ad Wady Zerka Ma'ain blev meget besøgt på grund af deres lægende egenskaber. Her kom Herodes som en sidste udvej for at få lindring fra hans vederstyggelige sygdom, men uden held. Fæstningen Machærus, hvor Johannes Døberen var fængslet, ligger kun få mil syd for Zerka Ma'ain, men adgang til denne region er kun mulig gennem en vanskelig vej, der går over bjergene nogle få mil øst for søen.

Fire gange blev vigtige militære ekspeditioner gennemført langs de snævre passage, som grænser til Døde Havs sydvestlige ende:

(1) Den under Amraphel og hans forbundsfæller fra Babylonien, som tilsyneladende først åbnede vejen forbi Petra til minerne på Sinai-halvøen, og så fejede nordpå gennem Amalekiternes og Amoriternes land og kom ned til Døde Hav ved En-gedi, og vendte sig derefter for at underkue Sletternes byer, hvor Lot boede. Efter at have udført dette trak de sig sandsynligvis tilbage langs søens vestlige bred, som meget sandsynligt på det tidspunkt tilbød en fuldstændig gangsti til Jordandalen. Eller de kan være blevet ved og gået østpå til linjen af den nuværende pilegrimsrute fra Damaskus til Mekka og fulgt den nordpå.

(2) I begyndelsen af Josafats regering (2 Krøn 2), sluttede Moabitterne, Ammonitterne og nogle andre stammer sig sammen, dannede en stor hær, og fulgte omkring Døde Havs sydende, marcherede langs vestkysten til En-gedi, og da de havde erklommet den zigzag-sti, der fører op ad de stejle højder til Tekoas ørken, blev de der kastet i forvirring og fuldstændigt udslettet.

(3) Ikke mange år senere "gjorde Joram og Josafat en omvej (Den reviderede Version "gjorde en rundtur") på syv dages rejse" (2 Kong 3,9) omkring Døde Havs sydende og angreb Moabitterne i deres eget land, men vendte tilbage uden at fuldende erobringen. Detaljerne om denne ekspedition findes i 2 Kong 2 og i inskriptionen på Moab-stenen.

(4) Kort efter Jerusalems ødelæggelse gennemførte Romerne en langvarig belejring af fæstningen Masada, hvorom der allerede er givet en beretning i et tidligere afsnit (VII, 3). Alle deres forsyninger må være kommet ned ad den snoede sti til En-gedi og derefter være blevet bragt langs vestkysten til lejren, hvis rester stadig ses ved fæstningens fod.

I mange århundreder, faktisk i næsten 1.800 år, forblev Døde Hav en gåde, og dets geologi og fysiske karakteristika var praktisk talt ukendte. Den første insinuation om søens depression under havniveauet blev givet i 1837 af Moore og Beke, som foretog nogle ufuldkomne forsøg med kogende vand, hvorfra de sluttede en depression på 500 fod. I 1841 skattede løjtnant Simmons fra den britiske flåde ved trigonometriske observationer depressionen til at være 1.312 fod. I 1835 vejede Costigan, og igen i 1847 løjtnant Molyneux sig ud på søen i både; men den tidlige død på begge, der følge af deres eksponering, forhindrede dem i at aflevere færdige rapporter. Passende er deres navne dog blevet knyttet til fremtrædende punkter på Lisans. I 1848 blev løjtnant Lynch fra den amerikanske flåde sendt for at udforske Jordan og Døde Hav. Resultaterne af denne ekspedition var meget vigtige. Dybdepejlinger blev grundigt og systematisk gennemført, og niveauer blev kørt fra Døde Hav ved Jerusalem til Middelhavet, hvilket gav depressionen ved Døde Havs overflade som 1.316,7 fod, og dets største dybde 1.278 fod. For nylig gennemførte sir C. W. Wilson i forbindelse med Ordinance Survey af Israels land niveauer over samme rute med resultatet af at reducere depressionen til 1.292 fod, som nu generelt accepteres at være korrekt. Men som allerede anført gives søens vandstandsniveau ikke, og det vides at variere mindst 15 fod årligt, og endnu mere over længere intervaller.

LITERATUR.

Hull, Mount Seir, Sinai and Western Israel's Land, 1889; Huntington, Israel's Land and Its Transformation, 1911; Lartet, Voyage d'exploration de la Mer Morte, 1880; Lynch, Report of U. S. Expedition to the Jordan and Dead Sea, 1852; Robinson, BR, 1841; De Saulcy, Voyage dans la Syrie, 1853; Tristram, Land of Israel, 2. udgave, 1872, The Land of Moab, 1873; G. A. Smith, HGHL; Wright; Scientific Confirmations of Old Testament Hist, 1906, og Journal of Biblical Lit., 1911.

George Frederick Wright