Romersk hær

ar'-mi, ro'-man; Behandlingen af dette emne vil være begrænset til

(I) en kort beskrivelse af hærens organisation, og

(II) en overvejelse af hentydningerne til den romerske militærordning i Det Nye Testamente.

I. Organisation.

Oprindeligt fandtes der ingen stående styrker, men borgerne gjorde militærtjeneste som enhver anden borgerpligt, når de blev indkaldt af embedsmændene. Den gradvise udvikling af et militært erhverv og en stående hær kulminerede med Marius' optagelse af den fattigste klasse i rækkerne (omkring 107 f.Kr.). Fra da af bestod den romerske hær af en gruppe mænd, hvis karakter i det væsentlige var lejesoldaters, og hvis sammenhængende tjenestetid i de forskellige afdelinger varierede fra 16 til 26 år.

De styrker, som udgjorde den romerske hær under kejserdømmet, kan opdeles i følgende fem grupper:

(1) den kejserlige garde og hovedstadens garnison,

(2) legionerne,

(3) auxilia,

(4) numeri,

(5) flåden. Vi skal drøfte deres organisation i den nævnte rækkefølge.

1. Den kejserlige garde:

Den kejserlige garde bestod af cohortes praetoriae, som sammen med cohortes urbanae og vigiles udgjorde Roms garnison. I det militærsystem, som Augustus etablerede, var der ni kohorter af prætorianergarden, tre af bytroppperne og syv af vigiles. Hver kohorte talte 1.000 mand og blev ledet af en tribun af ridderstand. Prætorianerpræfekterne (praefecti praetorii), som der normalt var to af, var befalingsmænd over hele hovedstadens garnison og stod på det højeste punkt af anseelse og myndighed i ridderstandens embedsbane.

2. Legionerne:

Der var 25 legioner i 23 e.Kr. (Tacitus, Annaler 4,5), hvilket var blevet øget til 30 på Marcus Aurelius' tid, 160-180 e.Kr. (CIL, VI, 3492 a-b), og til 33 under Septimius Severus (Dio Cassius, iv. 23-24). Hver legion bestod sædvanligvis af 6.000 mand, som var inddelt i 10 kohorter; hver kohorte indeholdt 3 manipler, og hver manipel igen 2 centurier.

Legatus Augustus pro praetore, eller guvernøren i hver kejserlig provins, var øverstbefalende for alle tropperne i provinsen. En officer af senatorisk rang, kendt som legatus Augusti legionis, fik betroet kommandoen over hver legion sammen med de auxilia-styrker, der var knyttet til den. Desuden var der i hver legion seks tribuni militum, officerer af ridderstand (sædvanligvis sønner af senatorer, som endnu ikke havde beklædt kvæsturembedet). Centurionerne, som førte kommandoen over centurierne, tilhørte plebejerklassen. Mellem den menige soldats og centurionens rang fandtes der et stort antal underofficerer, kaldet principales, som omtrent svarer til befalingsmænd uden officersrang og mænd udtaget fra rækkerne til særlige opgaver i moderne hære.

3. "Auxilia":

Auxilia var organiseret som infanteri i cohortes, som kavaleri i alae eller som blandede enheder, cohortes equitatae. Nogle af disse afdelinger indeholdt omtrent 1.000 mand (cohortes eller alae miliariae), men de fleste omkring 500 (cohortes eller alae quingenariae). De blev ledet af tribuni og praefecti af ridderstand. Auxilias betydning bestod oprindeligt i forskelligheden i deres udrustning og kampmåde, eftersom hver gruppe holdt fast ved skikkene hos det folk, blandt hvilket den var blevet rekrutteret. Men med den gradvise romanisering af kejserdømmet blev de mere og mere tilpasset legionærernes karakter.

4. "Numeri":

Numeri udviklede sig af provinsmilitsen og begyndte at optræde i det 2. århundrede e.Kr. De bevarede deres lokale måde at føre krig på. Nogle var infanterienheder, andre kavaleri, og de varierede i styrke fra 300 til 90 (Mommsen, Hermes, XIX, 219 f, og XXII, 547 f). Deres befalingsmænd var praepositi, praefecti eller tribuni, alle mænd af ridderstand.

5. Flåden:

Flåden stod under kommando af præfekter (praefecti classis), som rangerede blandt de højeste embedsmænd i ridderstanden. De vigtigste flådestationer lå ved Misenum og Ravenna.

6. Forsvarsordninger:

Augustus fastlagde kejserdømmets nordlige grænse ved Rhinen og ved Donau, langs størstedelen af dens løb, og efterlod sine efterfølgere det råd, at de ikke skulle udstrække deres herredømme ud over de grænser, han havde sat (Tacitus, Annaler i.11; Agricola 13); og selv om denne politik i mange tilfælde blev fraveget, såsom ved annekteringen af Thrakien, Kappadokien, Mauretanien, Britannien og Dakien, for ikke at nævne Trajans mere kortvarige erobringer, var kejserdømmets militærsystem dog først og fremmest indrettet med henblik på at sørge for provinsernes forsvar og ikke på at føre angrebskrig i stor skala. Næsten alle styrkerne, med undtagelse af den kejserlige garde, var fordelt blandt provinserne ved kejserdømmets grænse, og det væsentlige træk ved troppernes placering i disse provinser var den permanente fæstning, hvor hver enhed var stationeret.

Kombinationen af store lejre for legionerne med en række mindre forter for alae, kohorter og numeri er den karakteristiske ordning ved alle grænserne. Den umiddelbare beskyttelse af grænsen blev som regel betroet hjælpetropperne, mens legionerne sædvanligvis var stationeret et stykke bag den egentlige grænse. Således var hæren som helhed så spredt, at det var en vanskelig opgave at samle tilstrækkelige styrker til at gennemføre et betydeligt foretagende med fremmed erobring, eller endog straks at håndtere en alvorlig invasion; alligevel var systemet i almindelighed tilfredsstillende i betragtning af de forhold, der herskede, og sikrede for Romerrigets millioner af undersåtter den længste periode af uforstyrret ro, som Europas historie kender.

7. Rekrutteringssystem:

I overensstemmelse med Augustus' ordninger blev cohortes praetoriae og cohortes urbanae rekrutteret fra Latium, Etrurien, Umbrien og de ældre romerske kolonier (Tacitus Annals 4, 5), legionerne fra de øvrige dele af Italien og auxilia fra rigets underlagte samfund (Seeck, Rheinisches Museum, XLVIII, 616).

Men med tiden forsvandt de indfødte fra Italien, først fra legionerne og senere fra hovedstadens garnison. Antoninus Plus fastsatte den regel, at hver troppeenhed skulle hente sine rekrutter fra det distrikt, hvor den var stationeret. Fra da af var tidligere besiddelse af romersk borgerret ikke længere et krav for indtræden i legionerne. Legionæren fik borgerrettens privilegium ved indtræden i tjenesten, hjælpetroppesoldaten ved afskedigelsen (Seeck, Untergang der antiken Welt, I, 250).

II. Hentydninger i Det Nye Testamente til den romerske militærordning.

Sådanne henvisninger angår især de troppeenheder, der var stationeret i Judæa. Agrippa I efterlod ved sin død i 44 e.Kr. en militær styrke på én ala og fem kohorter (Josephus, Ant, XIX, ix, 2; BJ, III, iv, 2), som han uden tvivl havde modtaget fra den tidligere romerske administration. Disse afdelinger bestod af lokale rekrutter, især samaritanere (Hirschfeld, Verwaltungsbeamte, 395; Mommsen, Hermes, XIX, 217, note 1). Ala I gemina Sebastenorum var stationeret i Cæsarea (Josephus, Ant, XX, 122; BJ, II, xii, 5; CIL, VIII, 9359).

1. Den augustæiske afdeling:

Julius, den centurion som Paulus og andre fanger blev overgivet til for at blive ledsaget til Rom (ApG 27,1), tilhørte en af de fem kohorter, som var stationeret i eller nær Cæsarea. Denne Speira Sebaste (Westcott-Hort), "Augustus' afdeling" (Revised Version (British and American) "Augustan band"; Revised Version, randnote "cohort"), var sandsynligvis den samme troppeenhed, som i indskrifter nævnes som Cohors I Augusta (CIL, Supp, 6687) og Speira Augouste (Lebas-Waddington 2112). Dens officielle titel kan have været Cohors Augusta Sebastenorum (GVN). Man vil bemærke, at alle afdelinger i den romerske hær var inddelt i kompagnier på omkring 100 mand, som hver især, i infanteriet, blev kommanderet af en centurion, og i kavaleriet af en decurion.

2. Den italienske afdeling:

Der var en anden kohorte i Cæsarea, den "italienske afdeling" (Cohors Italica, Vulgata), hvor Kornelius var centurion (ApG 10,1: ek speires tes kaloumenes Italikes). Cohortes Italicae (civium Romanorum) bestod af romerske borgere (Marquardt, Romische Staatsverwaltung, II, 467).

3. Prætorianergarden:

En af de fem kohorter var stationeret i Jerusalem (Matt 27,27; Mark 15,16), og dens "øverste officer" var Claudius Lysias. Hans titel, chiliarchos på græsk (ApG 23,10; ApG 23,15; ApG 23,17; ApG 23,19; ApG 23,22; ApG 23,26; ApG 24,7 KJV), der betyder "leder for tusind mand" (tribunus, Vulgata), viser, at denne soldaterenhed var en cohors miliaria. Claudius Lysias sendte Paulus til Felix i Cæsarea under eskorte af 200 soldater, 70 ryttere og 200 spydmænd (ApG 23,23). De sidstnævnte (dexiolaboi, Westcott and Hort, The New Testament in Greek) menes at have været en gruppe provinsmilits. Flere centurioner fra kohorten i Jerusalem optræder under opløbet og den efterfølgende redning og arrestation af Paulus (ApG 21,32; ApG 22,25; ApG 22,26; ApG 23,17; ApG 23,23). Cohortes miliariae (på 1.000 mand) havde ti centurioner. En centurion, uden tvivl fra samme kohorte, havde ansvaret for henrettelsen af Frelseren (Matt 27,54; Mark 15,39; Mark 15,44; Mark 15,45; Luk 23,47). Det var sædvanligt, at centurioner fik overdraget udførelsen af dødsstraffe (Tacitus Ann. i.6; xvi.9; xvi.15; Hist. ii.85).

KJV indeholder afsnittet i ApG 28,16: "Centurionen overgav fangerne til vagtens øverste officer" (stratopedarches), som Revised Version (British and American) udelader. Det har almindeligvis været hævdet, at udtrykket stratopedarches svarede til prætorianerpræfekt (praefectus praetorius), og at brugen af ordet i ental var bevis for, at Paulus ankom til Rom i perioden 51-62 e.Kr., da Sex. Afranius Burrus var eneste prætorianerpræfekt. Mommsen (Sitzungsberichte der Berliner Akademie (1895), 491-503) mener, at den pågældende sætning rummer en gammel tradition, men at betegnelsen stratopedarches ikke kunne betyde praefectus praetorius, som aldrig gengives på denne måde på græsk. Han foreslår, at den står for princeps castrorum peregrinorum, som var en centurion med kommando over frumentarii i Rom. Disse var afdelinger af legionærsoldater, som havde rang af principales. De tjente som militære kurerer mellem hovedstaden og provinserne, politiske spioner og et kejserligt politi. Det var sandsynligvis sædvane, i hvert fald da den her omtalte tradition opstod, at frumentarii tog sig af personer, som blev sendt til Rom for at stilles for retten (Marquardt, Romische Staatsverwaltung, II, 491-94).

LITTERATUR.

Omfattende drøftelser af det romerske militærsystem findes hos Marquardt, Romische Staatsverwaltung, II, 319-612, og i Pauly-Wissowa, Realencyclopadie, artiklen "Exercitus."

George H. Allen