Kristi lydighed

Kristi "lydighed" (hupakoe) nævnes direkte kun 3 gange i Det Nye Testamente, selv om mange andre steder beskriver den eller hentyder til den: "Gennem den enes lydighed skal de mange gøres retfærdige" (Rom 5,19); "Han ydmygede sig selv og blev lydig indtil døden, ja, døden på korset" (Fil 2,8); "Skønt han var Søn, lærte han dog lydighed af det, han led" (Hebr 5,8). I 2 Kor 10,5 betegner udtrykket en holdning over for Kristus: "enhver tanke tages til fange til lydighed mod Kristus."

1. Som et element i adfærd og karakter:

Hans underordning under sine forældre (Luk 2,51) var en nødvendig tilkendegivelse af hans kærlige og syndfrie karakter og af hans villighed og kraft til at gøre det rette i enhver situation. Hans lydighed mod moralloven i alle enkeltheder hævdes af Det Nye Testamentes forfattere: "uden synd" (Hebr 4,15); "han som ikke kendte til synd" (2 Kor 5,21); "hellig, uden svig, ubesmittet, skilt fra syndere" (Hebr 7,26) osv.; og bekræftes af ham selv: "Hvem af jer kan overbevise mig om synd?" (Joh 8,46); og indrømmes stiltiende af hans fjender, eftersom der ikke findes nogen skygge af anklage mod hans karakter. Hans villige, kærlige, glade, nøjagtige og ivrige lydighed mod Faderen skal omtales senere, men den var hans centrale og mest fremtrædende kendetegn, sønneforholdet i dets højeste udfoldelse, grænseløst, "indtil døden." Hans sædvanligvis underdanige og lovlydige holdning over for myndighederne og de store bevægelser og religiøse krav på hans tid var en del af hans troskab mod Gud og af strategien i hans gerning, handlingen hos den, der ville sætte et eksempel og udøve en indflydelse, som ved hans dåb: "Således sømmer det sig for os at opfylde al retfærdighed" (Matt 3,15); synagogegudstjenesten (Luk 4,16, "som han havde for skik"); episoden med tempelskatten: "Derfor er sønnerne frie. Men for at vi ikke skal bringe dem til fald," osv. (Matt 17,24-27). Tidligt tvang dog nødvendighederne i hans mission som Guds Søn og indstifter af den nye frelsesordning ham ofte til at vise en dømmende modstand mod gældende forskrifter og en myndig overlegenhed over for lederne; og endog over for vigtige enkeltheder i Loven, hvilket i de flestes øjne ville stemple ham som oprører og også kulminerede i korset, men var den højeste lydighed mod Faderen, hvis myndighed alene han, som fuldvoksen mand og Menneskesøn, kunne anerkende.

2. Dens kristologiske betydning:

To skriftudsagn rejser et vigtigt spørgsmål om Jesu indre erfaring. Hebr 5,8 siger, at "skønt han var Søn, lærte (han) dog lydighed af det, han led" (emathen aph' hon epathen ten hupakoen); Fil 2,6; Fil 2,8 "Da han eksisterede i Guds skikkelse .... ydmygede han sig selv og blev lydig, ja, indtil døden." Som Guds Søn var hans vilje aldrig i uoverensstemmelse med Faderens vilje. Hvordan var det da nødvendigt for ham, eller hvordan kunne han, lære lydighed eller blive lydig? Det samme spørgsmål i en anden form opstår fra en anden del af passagen i Hebr 5,9: "Og da han var blevet fuldendt, blev han for alle dem, der adlyder ham, ophavsmand (årsag) til evig frelse"; også Hebr 2,10: "Det sømmede sig for ham (Gud) .... at fuldende deres frelses ophavsmand (fører) gennem lidelser." Hvordan og hvorfor skulle den fuldkomne gøres fuldkommen? Getsemane, som Hebr 5,8 faktisk er direkte forbundet med, frembyder det samme problem. Det finder sin løsning i betingelserne for Forløserens gerning og liv på jorden i lyset af hans sande menneskelighed. Både i sit evige væsen og i sin menneskelige eksistens var lydighed mod hans Fader hans styrende princip, således erklæret gennem profet-salmisten før hans fødsel: Hebr 10,7 (Sl 40,7), "Se, jeg er kommet (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, Gud." Det var hans livs lov: "Jeg gør altid det, der behager ham. Jeg gør intet af mig selv, men som Faderen lærte mig, sådan taler jeg dette" (Joh 8,29; Joh 8,28); "Jeg kan intet gøre af mig selv. .... Jeg søger ikke min egen vilje, men hans vilje, som sendte mig" (Joh 5,30). Det var den uundværlige proces i hans virksomhed som "den usynlige Guds billede," udtrykket for Guddommen i det fænomenales og det menneskeliges former. Han kunne kun være en fuldkommen åbenbaring ved den fuldkomne overensstemmelse i hver eneste detalje, i vilje, ord og gerning, med Faderens vilje (Joh 5,19). Lydighed var også hans livsnæring og tilfredsstillelse (Joh 4,34). Det var det ledende princip, som styrede enkelthederne i hans gerning: "Jeg har magt til at lægge det (livet) ned, og jeg har magt til at tage det igen. Dette bud har jeg modtaget fra min Fader" (Joh 10,18); "Faderen, som sendte mig, han har givet mig et bud om, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale" (Joh 12,49; jf. 14,31 osv.). Men i inkarnationen måtte denne væsentlige og sønlige lydighed finde udtryk i menneskelige former efter menneskelige krav og udviklingsprocesser. Som sandt menneske måtte en lydig indstilling fra hans side møde prøven i frivilligt valg under alle repræsentative betingelser, kulminerende i det, der var det allersværeste, og ved den grænse, som skulle åbenbare dens fuldkommenhed i omfang og styrke. Den måtte så at sige hærdes og stadfæstes gennem en bestemt lydig handling til en lydig menneskelig karakter. Patrioten måtte blive veteranen. Sønnen, lydig på tronen, måtte udøve lydighedens praktiske dyd på jorden. Getsemane var kulminationen på denne proces, da den lydige indstilling, med den fulde forståelse af Golgatas frygtelige, skamfulde, rædselsvækkende betydning, blev kronet, og det lydige gud-menneskelige liv nåede sin højeste manifestation i den store stadfæstelse: "Dog ske ikke min vilje, men din." Men ligesom Jesu vækst i kundskab ikke gik fra vildfarelse til sandhed, men fra delvis kundskab til mere fuldstændig, førte hans "lære lydighed" ham heller ikke fra ulydighed eller tøven til underkastelse, men fra lydighed på det nuværende trin til en lydighed med stadig dybere omkostning. Processen var nødvendig for hans fuldkomne menneskelighed, i hvilken forstand han blev "gjort fuldkommen," fuldendt, ved lidelse. Den var også nødvendig for hans fuldkommenhed som forbillede og medfølende ypperstepræst. Han måtte kæmpe de menneskelige kampe under de menneskelige betingelser. Efter at have omsat lydig stræben og indstilling til lydig handling over for, og i lidelse indtil, døden, ja, døden på korset, er han i stand til at føre optoget af lydige Guds sønner gennem enhver mulig prøve og overgivelse. Uden denne prøvelse af hans lydighed kunne han have haft den klare og nøjagtige kundskabs sympati, for han "vidste, hvad der var i mennesket," men han ville have manglet sympatien fra en beslægtet erfaring. Uden denne ville han for os, og måske også i sig selv, kun have været en ufuldkommen "fører for vores frelse," bestemt ingen "forløber," der går foran os på netop de stier, vi må betræde, og fristet på alle punkter ligesom vi, dog uden synd. Det kan være værd at bemærke, at han "lærte lydighed" og blev "gjort fuldkommen" ved lidelse, ikke ved følgerne af sine egne synder, sådan som vi i stor udstrækning gør, men helt og holdent ved følgerne af andres synder.

3. I dens soteriologiske betydning:

I Rom 5,19, i rækken af kontraster mellem synd og frelse ("Ikke som overtrædelsen, sådan er også den frie gave"), får vi at vide: "For ligesom de mange ved det ene menneskes ulydighed blev gjort til syndere, sådan skal også de mange ved den enes lydighed blive gjort retfærdige." Fortolkere og teologer, især de sidstnævnte, er uenige om, hvorvidt "lydighed" her sigter til den bestemte og højeste lydighedshandling på korset, eller til den samlede sum af Kristi inkarnerede lydighed gennem hele hans liv; og de har skelnet mellem hans "passive lydighed", som blev ydet på korset, og hans "aktive lydighed" i til enhver tid uden fejl at udføre Faderens vilje. Denne skelnen er næppe holdbar, eftersom hele Skriftens fremstilling, især hans egen, er, at han aldrig var mere intenst aktiv end i sin død: "Jeg har en dåb, som jeg skal døbes med; og hvor er jeg trængt, indtil den er fuldbragt" (Luk 12,50); "Jeg sætter mit liv til, for at jeg kan tage det igen. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det igen" (Joh 10,17; Joh 10,18). "Som ved den evige Ånd bar sig selv frem uden lyde for Gud" (Hebr 9,14), angiver den aktive lydighed hos én, som både var præst og offer. Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt det var Kristi samlede lydighed eller hans død på korset, der udgjorde forsoningen, og

det beslægtede spørgsmål om, hvorvidt det ikke var lydighedens ånd i dødshandlingen, snarere end selve handlingen, der gav hans frelsesværk dets værdi, kunne man tænkeligt, skønt usandsynligt, sige, at "den ene retfærdighedshandling", ved hvilken "den frie gave kom", var hele hans liv betragtet som én handling. Men disse tanker ligger uden for Skriftens umiskendelige tendens, som overalt lægger hovedvægten på selve Kristi død; den er centrum og sjæl i de to anordninger, dåben og Herrens nadver; den indtager førstepladsen i evangelierne, ikke som lydighed, men som forløsende lidelse og død; den fremstilles umiskendeligt i dette lys af Kristus selv i hans få henvisninger til sin død: "løsesum", "mit blod" osv. Paulus' lære betoner overalt døden og kun to steder lydigheden; Peter taler ganske vist om Kristus som et forbillede, men efterlader som sin karakteristiske tanke, at Kristus "led for synder én gang .... blev dræbt i kødet" (1 Pet 3,18). I Hebræerbrevet er centrum og betydning i hele Kristi værk, at han "borttog synden ved sit eget offer"; mens Johannes mange steder betoner døden som forsoning: "Ham, som .... løste os fra vore synder ved sit blod" (Åb 1,5), og andetsteds. Skriftens lære er, at "Gud stillede (ham) frem som et sonemiddel, ved tro, i hans blod" (Rom 3,25). Hans livslange lydighed indgår hovedsagelig ved at gøre og kendetegne ham som "Lammet uden lyde og uden plet", som alene kunne være det sonende offer. Hvis den indgår yderligere, er det som forberedelsen til og foregribelsen af denne død, idet hans liv var så behersket og gennemtrængt af bevidstheden om det kommende offer, at det virkelig bliver en del af døden. Hans lydighed på tidspunktet for hans død kunne ikke have været forsoning, for den havde altid eksisteret og havde ikke sonet; men det var lydigheden, der gjorde forsoningens mulighed til forsoningens virkelighed. Han ofrede lydigt, ikke sin lydighed, men sig selv. Han fremstilles som sonemiddel, ikke i sin lydighed, men i sit blod, sin død, båret som syndens straf i hans eget legeme på træet. Skellet er ikke blot af akademisk teologisk interesse. Det omfatter hele spørgsmålet om det stedfortrædende og sonende i Kristi frelsesværk, som er centralt, livsvigtigt og formende og præger hele opfattelsen af kristendommen. Den velsignede og hjælpsomme rolle, som vor Herres fuldkomne og kærlige lydighed spiller i udformningen af den kristne karakter, ved hans eksempel og inspiration, må ikke undervurderes, og heller ikke dens betydning som tegn på kvaliteten af det liv, der meddeles den sjæl, som for sig selv tager imod hans formidlende død. Disse bringer frelsens fuldendelse og krone; de er ikke dens kanal, redskab eller pris.

Se også ATONEMENT. LITTERATUR.

DCG, artikel "Obedience of Christ"; Denney, Death of Christ, især s. 231-33; Champion, Living Atonement; Forsythe, Cruciality of the Cross, osv.; værker om forsoningen; kommentarer, på det citerede sted.

Philip Wendell Crannell