Kristi dåb

Kristus måtte formelt indsættes i den offentlige udøvelse af sine embeder. Med dette formål kom han til Johannes, som var lovens og profeternes repræsentant, for at han ved ham kunne blive indført i sine embeder og således offentligt blive anerkendt som Messias, hvis komme profetierne og forbillederne i mange tidsaldre havde vidnet om.

Johannes nægtede først at give Kristus sin dåb, for han forstod ikke, hvad han havde med “omvendelsens dåb” at gøre. Men Kristus sagde: ”‘Lad det ske nu,’ NU som det sømmer sig for min fornedrelsesstand, min stand som stedfortræder i synderes sted.” At han modtog dåben, var ikke nødvendigt for hans egen skyld. Det var en frivillig handling, ligesom hans handling ved at blive menneske. Men hvis det værk, han havde påtaget sig at fuldføre, skulle fuldendes, da sømmede det sig for ham at påtage sig en synders lighed og opfylde al retfærdighed (Matt 3,15).

Der må skelnes mellem Kristi officielle pligt og Kristi syndfrie person. Det var i sin officielle egenskab, at han underkastede sig dåben. Da vor Herre kom til Johannes, sagde han i virkeligheden: “Skønt syndfri og uden nogen personlig plet, står jeg dog i min offentlige eller officielle egenskab som Guds udsendte i manges sted og bringer verdens synd med mig, den synd, som jeg er soningen for.” Kristus blev ikke stillet under loven for sin egen skyld. Det skete som sit folks garant, en stilling han frivilligt påtog sig. Udførelsen af dåbsriten var også et symbol på den lidelsens dåb, der lå foran ham i denne officielle egenskab (Luk 12,50). Ved således at fremstille sig selv indviede eller helligede han sig i realiteten til arbejdet med at opfylde al retfærdighed.