Kristus, ophøjelsen af

egz-ol-ta'-shun:

I. OPSTANDELSEN

1. Dens herliggørelse af Kristus

2. Opstandelseslegemet--identitet, forandring, nuværende sted

3. Den, der virker opstandelsen

II. VOR HERRES HIMMELFART

1. Dens virkelighed

2. Kirkens almindelige lære

3. Luthersk lære

4. Teorien om at aflægge Guds eksistensform

5. Nødvendighed

III. OPHØJELSEN TIL GUDS HØJRE HÅND

1. Dens betydning

2. Dens væsentlige nødvendighed

V. DET ANDET KOMME

1. Virkelighed

2. Dom

Dette udtryk betegner den tilstand af salighed, herlighed og herredømme, som vor Herre trådte ind i efter fuldendelsen af sit jordiske livsløb i ydmygelse og lidelse, og som må betragtes som belønningen for hans fortjenstfulde lydighed og udfaldet af hans sejrrige kamp, og samtidig som midlet til hans fortsættelse og fuldendelse af sit værk som verdens forløser og frelser. Det klassiske skriftsted, rigt på antydninger og kilde til megen strid i den kristne teologis udvikling, er Fil 2,5-11. Ordet "ophøjet" i Fil 2,9, huperupsoo, forekommer kun på dette sted i Det Nye Testamente og er, ligesom dets latinske modstykke, begrænset til kirkelig brug. Jf. Rom 14,9; Ef 1,19-23; 1 Pet 3,21; 1 Pet 3,22.

Kristi ophøjelse omfatter hans opstandelse, himmelfart, sæde ved Guds højre hånd og komme som dommer og fuldender af verdens forløsning.

I. Opstandelsen.

1. Dens herliggørelse af Kristus:

Denne begivenheds historiske plads og gyldighed vil blive behandlet under andre overskrifter; her er vores anliggende begivenheden, sådan som den vedrører vor Herres herliggørelse.

(1) Den åbenbarede hans magt over døden.

(2) Den bekræfter alle hans krav på at være Guds Søn.

(3) Den bevidner, at han og hans værk er antaget af Gud.

(4) Den kroner processen med verdens forløsning.

(5) Den udgør begyndelsen på den nye skabelse, som er evigt liv, og som døden ikke kan have nogen magt over.

(6) Den er Guds Søns indgang i det nye riges magt og herlighed, eller i den genoprettede suveræne hersker over universets rige.

Blandt mange andre kan følgende skriftsteder konsulteres: Åb 1,18; ApG 2,24; Rom 1,4; 1 Kor 15,20; Joh 5,25; Rom 4,25; Rom 6,4; Rom 6,5; Kol 2,12; Fil 3,10; Rom 6,9.

2. Opstandelseslegemet--identitet, forandring, nuværende sted:

Et interessant og vigtigt spørgsmål opstår i forbindelse med Kristi ophøjelse, nemlig om det legemes natur, som den opstandne Herre havde. Det var klart identisk med hans legeme i hans naturlige liv. Det blev genkendt på de mærker, der var på det: Luk 24,39; Luk 24,40; Joh 20,24-29. Det modtog føde: Luk 24,43 (jf. Luk 24,30; Joh 21,12; Joh 21,13; ApG 10,41). Ikke desto mindre var det forandret. Efter opstandelsen blev det ikke straks genkendt: Joh 20,15; Joh 21,7; Luk 24,31. Det viste sig under tilsyneladende nye betingelser i forhold til materiel substans: Joh 20,19; Luk 24,36. Det blev pludselig synligt og forsvandt lige så pludseligt. Disse kendsgerninger antyder, hvad man i ærbødighed kan formode om dets ophøjede tilstand. Apostlens udsagn om de forløstes opstandelseslegeme giver nogle antydninger: 1 Kor 15,35-49; jf. Fil 3,21. Vi kan med forsigtighed, ud fra opstandelseshistorien og den paulinske lære, slutte, at vor Herre stadig besidder et menneskeligt legeme. Det er af materiel substans, med nye egenskaber. Det indtager rum. Det blev set af Paulus, af Stefanus og af seeren i Apokalypsen. Det er herligt, uforgængeligt, åndeligt.

3. Den, der virker opstandelsen:

Ved hvem blev opstandelsen gennemført? Nogle skriftsteder henfører den til Gud. Se Sl 16,10 (jf. ApG 2,27; ApG 2,31); og Peters tydelige bekræftelse (ApG 2,32). Paulus erklærer, at Kristus blev "oprejst .... ved Faderens herlighed" (Rom 6,4). I Ef 1,19; Ef 1,20 var det Guds mægtige kraft, som virkede i Kristus, "da han oprejste ham fra de døde." Andre steder tilskrives den Kristus selv. Han erklærede: "Bryd dette tempel ned, og på tre dage vil jeg rejse det op" (Joh 2,19). I Joh 10,17; Joh 10,18 erklærer vor Herre: "Jeg sætter mit liv til, for at jeg kan tage det igen. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det igen." Den virkende årsag siges, efter den almindeligt modtagne læsemåde af Rom 8,2, at have været Guds Ånd, og således henføres opstandelsen til hver person i Guddommen. Den lutherske kirkes lære henfører handlingen til Herrens egen menneskelige kraft, som ved inkarnationen var blevet udstyret med guddommelige egenskaber. Denne opfattelse stemmer med deres lære om Jesu legemes allestedsnærværelse (se nedenfor i afsnittet "Himmelfart").

II. Vor Herres himmelfart.

1. Dens virkelighed:

Kristi ophøjelse bestod videre i hans himmelfart. Nogle har ment, at Jesu opstandelse og himmelfart burde betragtes som aspekter af den samme begivenhed. Men Maria så den opstandne Herre, skønt hun fik forbud mod at røre ved ham, for "jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op," osv. (Joh 20,17). Dette, sammenlignet med indbydelsen til Thomas om at røre ved ham otte dage senere, antyder noget i himmelfarten, der blev føjet til det, som opstandelsen indebar, og kirkens almindelige tanke har konsekvent betragtet den sidstnævnte som et yderligere skridt i Herrens ophøjelse.

2. Kirkens almindelige lære:

Himmelfartens kendsgerning er nedskrevet i Mark 16,19 og Luk 24,50; Luk 24,51, og mere udførligt i ApG 1,9-11. Ifølge disse beretninger blev himmelfarten set af disciplene, og dette antyder, at himlen er et sted, hvor englene er, som ikke er allestedsnærværende, og hvor Kristi disciple vil finde det sted, som han erklærede, at han gik bort for at berede til dem (Joh 14,2). Himlen omtales uden tvivl også som en tilstand (Ef 2,6; Fil 3,20), men Kristi legeme må være et sted, og hvor han er, dér er himlen.

3. Luthersk lære:

Dette er bestemt kirkens lære i almindelighed og synes at være i overensstemmelse med Skriftens undervisning. Men lutheranerne har hævdet, at Herrens himmelfart blot indebar en ændring af tilstand i Kristi menneskelige natur. Under sit liv på jorden besad han de guddommelige egenskaber allestedsnærværelse, almagt og alvidenhed, men han afholdt sig frivilligt fra at gøre brug af dem. Men ved sin himmelfart vendte han tilbage til den fulde brug af disse kræfter. Himmelfarten er Kristi tilbagevenden til umådeligheden. Naturernes fællesskab gav disse guddommelige egenskaber til Jesu menneskelighed, hvilket Luther erklærede indebar dens allestedsnærværelse, og at eftersom han var ved Guds højre hånd, og Gud var overalt, var Kristus i sin menneskelige personlighed ikke på noget bestemt sted, men overalt. Denne allestedsnærværelse består ikke i Herrens legemes uendelige udstrækning, men han er nærværende, som Gud er nærværende overalt i viden og kraft.

4. Teorien om at aflægge Guds eksistensform:

En anden teori om Herrens ophøjede menneskelighed afhænger af forestillingen om, at Guds Søn ved inkarnationen aflagde »Guds eksistensform«, og samtidig med at den hævder, at Kristi legeme nu er på et bestemt sted, fortsætter den med at hævde, at ved himmelfarten blev menneskelighedens tilfældige og foranderlige egenskaber lagt bort, og at han bor i himlen som et herliggjort menneske. Ebrard siger: »Han har for evigt aflagt Guds eksistensform og antaget menneskets i evighed, i hvilken form han ved sin Ånd styrer kirken og verden. Han er således dynamisk nærværende for hele sit folk.« Denne læreform synes at indebære som resultat af Guds Søns inkarnation hans fuldstændige og eneste menneskelighed. Han er ikke mere end et menneske. Logos er ikke længere Gud, og da himmelfarten ikke indebar, at han på ny antog »Guds eksistensform«, er Kristus i herlighed kun et herliggjort menneske.

5. Nødvendighed:

Himmelfarten var nødvendig, i overensstemmelse med den åndelige karakter af det rige, som Kristus grundlagde. Dets liv er troens, ikke synets. Et vedvarende liv på jorden, selv for den opstandne Kristus, ville have været helt uforeneligt med den nye ordnings åndelige natur. Kristi tilbagevenden til Guds særlige nærhed var også en del af hans ypperstepræstelige tjeneste (se Kristi embeder), og hans legemlige fravær fra sit folk var betingelsen for den Åndens gave, ved hvilken frelsen skulle sikres hver enkelt troende og forkyndes over hele verden, sådan som han selv erklærede (Joh 16,7). Endelig var himmelfarten Herrens fysiske bortgang til det sted, som han skulle berede for sit folk (Joh 14,2; Joh 14,3). Opstandelsen var denne fuldendelse af forløsningens objektive betingelser. Himmelfarten var det første skridt i gennemførelsen af det forløsende værk i menneskehedens endelige frelse.

III. Ophøjelsen fuldendt ved Guds højre hånd.

1. Dens betydning:

Udtrykket »Guds højre hånd« er bibelsk (ApG 7,55; ApG 7,56; Rom 8,34; Ef 1,20; Hebr 1,3; Hebr 10,12; Hebr 12,2; 1 Pet 3,22) og udtrykker det sidste skridt i Herrens ophøjelse. Man må være varsom i brugen af udtrykket. Det er et billede, der udtrykker Kristi fællesskab med Gud i herlighed og magt. Det må ikke anvendes som hos Luther til at betegne Kristi legemes forhold til rummet, og det må heller ikke begrænses til Logos' guddommelige natur genindsat i de vilkår, der blev lagt bort ved inkarnationen. Kristus, således herliggjort, er Gud-mennesket, den teantropiske person, guddommelig og menneskelig.

2. Dens væsentlige nødvendighed:

Denne ophøjelse bygger på Guds Søns væsentlige herlighed, han som »er hans herligheds glans og hans væsens udtrykte billede .... satte sig ved den højre hånd« (Hebr 1,3 KJV). Det er det krav, Herren fremsætter for sig selv i sin bøn (Joh 17,4; Joh 17,5), og det erklæres således specifikt i Fil 2,6-11: »Gud ophøjede ham højt.« Men i sin herlighed modtog Kristus den universelle og guddommelige magt. I Ef 1,20-22 bekræftes hans ophøjede værdighed og magt som »langt over .... ethvert navn«, »alle ting .... under hans fødder« (jf. Hebr 2,8; 1 Kor 15,27; 1 Pet 3,22). Kristus ved »Guds højre hånd« er det meget sigende billede på hans universelle herredømme, som han selv hævdede (Matt 28,18): »Al myndighed er givet mig i himlen og på jorden.« Det er forgæves at spekulere over forholdet mellem Kristi naturer i denne ophøjede tilstand. Vi kan ikke skelne mellem det menneskelige og det guddommelige. Vi kan kun tro på og stole på og underordne os den ene herliggjorte person, som således forvalter riget i fuldkommen harmoni med dets guddommelige love i alle tidsaldre, og hans egen åbenbaring af Guds vilje, sådan som den blev givet til mennesket i hans eget jordiske liv: medlidende, mild, tjenende, hjælpende, genoprettende, frelsende, triumferende. Ophøjelsen er for hans formidlergerning og i sidste ende frelsende værk. Han er hovedet for sin kirke; han er engles og menneskers Herre; han er tidsaldrenes Mester.

IV. Det andet komme.

Kristi ophøjelse skal fuldendes ved hans komme igen ved afslutningen af denne tidsalder, for at fuldende hans frelsesværk og dømme verden, og således oprette Guds endelige rige. Denne tro har fået plads i alle de økumeniske symboler. Teologien har altid medtaget den i sin eskatologi. Det er klart, at apostlene og den tidlige kirke forventede Herrens andet komme som en umiddelbart forestående begivenhed; betydningen heraf, og især virkningen af at denne forventning ikke blev opfyldt, ligger det ikke inden for denne artikels område at behandle. De forskellige teorier om parousien, de forskellige opfattelser af tidspunktet for og formen af det andet komme, angår ikke dets forhold til Herrens ophøjelse. Hvornår og hvordan han end vender tilbage; om han stadig kommer til kirken og til verden, hans synlige eller hans åndelige nærvær, berører ikke den kendsgerning, at han er blevet ophøjet til stillingen som den endelige Herre og menneskenes sidste dommer. Vi kan derfor definere denne kronende tilstand af ophøjelse som:

1. Virkelighed:

Et komme, virkeligt, personligt og synligt. Vi må vogte os for yderlighederne: på den ene side at begrænse dette komme til en endelig, bestemt begivenhed, på den anden side til de kritiske og katastrofale bevægelser i verdenshistorien, som har ført til Guds riges udbredelse og en faktisk dom over mennesker. Herren kommer stadig, og han vil også vende tilbage. Se ApG 1,11; Luk 17,24; Matt 24,30; Matt 25,31; Luk 19,12; Matt 13,40; Matt 13,41; Matt 13,49; Luk 18,8; Joh 5,28; Joh 5,29; Joh 6,40; Joh 6,54; Joh 21,22; ApG 3,20; 2 Thess 1,10; Hebr 9,28; Jak 5,8; Jud 1,14; 1 Joh 2,28; Åb 1,7. Kommets virkelighed og synlighed afhænger af Herrens personlige og blivende forhold til verdens frelse. Kristendommen er ikke blot en åndelig kraft, draget ud af en række fortidige begivenheder. Den er den levende relation mellem de frelstes fuldkomne menneskelighed og Gud-mennesket, og må derfor fuldendes i en åndelig og materiel form. Kristendommens endemål er ikke mere doketisk, end dens begyndelse var. En ærbødig tro vil være tilfreds med herlighedens kendsgerning, når den end indtræffer. Formen og tidspunktet er ikke åbenbaret. Forberedelse og beredskab er bedre end spekulation og indbildt beskrivelse.

2. Dom:

Dommen læres tydeligt af Skriften. Vor Herre erklærer, at han er indsat som dommer. (Joh 5,22; Joh 9,39). Paulus lærer, at vi alle må "stå for Guds dommersæde" (Rom 14,10). Her er der igen antydningen af den dom, som stadig udøves af Herren i hans embede som suveræn og forvalter af riget; men der er også forventningen om en bestemt og endelig handling af adskillelse og skelnen. Hvad formen for denne dom end måtte være (og også her er en vis og ærbødig tavshed om det ikke-åbenbarede en passende holdning for den troende), er vi sikre på, at han, som vil udføre den, er det herliggjorte Ord, som blev kød, og det vil være en dom af en visdom og retfærdighed og kærlighed, som vil være Kristi fuldkomne herlighed.

Se også himmelfart; dom; parousi; opstandelse.

L. D. Bevan