Kristi bønner

1. Herrens bøn

2. Kristi lære om bøn: hellighed, vedholdenhed, betingelser

3. Bønner fremført af Kristus

(1) Den ypperstepræstelige bøn

(2) Bønnen i Getsemane

(3) Bønnerne på korset

(4) Bøn efter opstandelsen

(5) Almindelige konklusioner

I bønnens historie og lære er intet vigtigere end det lys, der kastes over emnet af Jesu bønner. De skal studeres i forbindelse med hans undervisning om bøn, sådan som den findes i mønsteret i Herrens bøn, og i almindelige udtalelser og antydninger til hans disciple.

1. Herrens bøn:

Dette mønster for bøn gives i to former (Matt 6,9-13; Luk 11,2-4). Forskellene i form viser, at nøjagtig lighed i ordlyd ikke er det væsentlige. Bønnen omfatter tilbedelse, bøn om Riget, om personlige behov, om tilgivelse, om udfrielse fra fristelse og tilskrivelse af herlighed. Den er på én gang individuel og universel; den sætter anerkendelsen af de guddommelige ting først, og dog hævder den klart livets etiske og sociale relationer.

Se LORD'S PRAYER, THE.

2. Kristi lære om bøn: hellighed, vedholdenhed, betingelser:

At mennesker skal bede, tages for givet (Matt 6,5). Dens hellighed ligger i buddet om afsondrethed (Matt 6,6); dens vedholdenhed (Luk 11,5-9; Luk 18,1-8); dens nødvendige betingelser: ydmyghed, fravær af selvretfærdighed (Luk 18,9-14), af fremvisning og gentagelse (Matt 6,7); nødvendigheden af tro og et tilgivende sind (Mark 11,24-26); enighed i fælles bøn (Matt 18,19); underordning under Kristi vilje, »i mit navn« (Joh 14,13).

3. Bønner fremført af Kristus:

I Matt 11,25; Matt 11,26 i King James Version takker Kristus Gud: »Du har skjult dette for de vise og kloge og åbenbaret det for små børn. Ja, Fader, for sådan var det godt i dine øjne.« Dette sprog viser, at bønnens væsen ikke blot er udtryk for behov og anmodning om det, der kræves, men at søge tilflugt hos Gud. Bønnen giver os indblik i Sønnens dybere erfaring med Faderen og hans fuldkomne underordning under Faderens vilje, med taksigelse selv for det, der kunne synes uforklarligt. Den illustrerer således den sandhed, at bønnens højeste form findes i sjælens ro.

Matt 14,23 fortæller, at Herren trak sig tilbage til et »bjerg for sig selv for at bede«. Der gives intet ord om, hvad bønnen var, men beretningen er tankevækkende. Efter en dag med hårdt arbejde og sandsynligvis ophidselse begiver Jesus sig til bøn. Kristi virkelighed, hans sande menneskelighed, åbenbares her. Den foregående bøn kan næsten betragtes som Guds Søns bøn, rettet til Faderen i Guddommens ophøjede fællesskab. Dette sted er med eftertryk en bønnescene for Menneskesønnen. Sammenknytningen af denne hændelse med bøn i Kristi liv og underet, hvor han går på søen (et eksempel på et under i Herrens egen person og ikke udført på en anden), åbner et interessant spørgsmål om forholdet mellem det overnaturlige og det naturlige. Her ligger måske en forklaring på det mirakuløses sande betydning. Herrens fællesskab med en ophøjet Fader havde fyldt Jesu fysiske natur med åndelige kræfter, som udstrakte åndens magt over den materielle verden ud over de grænser, som mennesket er bundet af i sin normale og syndige tilstand (se Lange, Commentary on Mt; Matt 15,36; jf. 14,19). Kristi anerkendelse af Gud som madens giver, i takken ved måltidet, eller »at bede om velsignelse«, bør bemærkes som et eksempel, der i moderne tid i vid udstrækning ignoreres eller følges som en ren formalitet. Men det er betydningsfuldt; det udtrykker den intense og altbetvingende sans for det guddommelige, som altid boede i ham, og som bønnen er et udtryk for, og som vækkes så naturligt og passende ved et fælles måltid. I Matt 17,21 kan vor Herres henvisning til bøn som en nødvendig betingelse for mirakuløs kraft, i lyset af Mark 7,34, hvor han »så op mod himlen, sukkede og sagde til ham (den døve mand): Effatha«, antyde hans egen bøn i forbindelse med udøvelsen af mirakuløs energi. Dette synes at være angivet i Joh 11,41; Joh 11,42, skønt det, som ovenfor, er udtryk for det nære forhold mellem Kristus og Faderen, hvilket er bønnens væsen, og i hvilket forhold han altid udøvede Guds egen fuldeste kraft. Matt 19,13 fortæller, at små børn blev bragt til ham, for at han skulle lægge sine hænder på dem og bede. At han bad, fortælles ikke, men 19,15 fortæller, at han lagde sine hænder på dem og, formodentlig sammen med håndspålæggelsen, bad. Scenen er meget tankevækkende i lyset af vor Herres ord. I Matt 19,14 og i 26,26 velsigner vor Herre brødet eller takker ved indstiftelsen af nadveren og har fastsat den måde at fejre den på, som er blevet antaget overalt, idet han endog giver gudstjenesten betegnelsen eukaristi (»taksigelse«).

(1) Den ypperstepræstelige bøn.

Denne bøn (Joh 17) er Herrens særlige bøn og kan betragtes som det eneste eksempel, evangelisterne giver, på vor Herres måde at bede på. Taksigelsen i Matt 11,25 er det eneste andet tilfælde af nogen længde i beretningen om Jesu bønner, men selv den er kort sammenlignet med det, der gives her. Denne bøns fylde viser klart, at den blev udtalt, mens disciplene hørte på det. Deres forhold til den er bemærkelsesværdigt. De var tilhørere, men kunne dog ikke tage del i den. Samtidig var den for dem en dyb åbenbaring både af Mesterens forhold til Gud og af karakteren af det værk, han var kommet for at udføre, og den rolle, de skulle have i det. Johannes giver os intet vink om stedet, hvor den blev udtalt; 14,31 angiver en afgang fra salen ovenpå. Men tilsyneladende blev bønnen fremsagt dér, hvor talerne i Johannes 15 og 16 blev holdt. Westcott har foreslået, at et sted i templets forgårde var scenen for Johannes 15; 16 og 17. Man har almindeligvis antaget, at udsmykningen med den gyldne vinranke naturligt ville have fremkaldt billedet af vintræet og grenene, som vor Herre bruger. Joh 18,1 viser, at bønnen blev fremsagt, før Herren og hans disciple var gået over bækken Kidron. Det er bestemt umuligt at fastslå det nøjagtige sted, bortset fra sandsynligheden for, at ordene blev talt i nærheden af templet.

Den første del af bønnen (Joh 17,1-5) er et udtryk for dybt fællesskab mellem Sønnen og Faderen og en bøn om, at Faderen må herliggøre Sønnen, men med Faderens egen herlighed som det øverste mål. Den helt enestående karakter af Kristi forhold til Gud er den rolige påstand i Joh 17,4. Bevidstheden om fuldendelse i det værk, han havde modtaget fra Gud, hvilket er umuligt for menneskenes børn, markerer Guds Søns ophøjede natur.

I bønnens anden del (Joh 17,6-19) beder vor Herre for sine disciple, for hvem han har åbenbaret sig selv og sit forhold til Gud (Joh 17,7; Joh 17,8). Han beder om, at de må blive bevaret af Faderen, og om deres enhed. Deres adskillelse fra verden erklæres (Joh 17,14), og vor Herre beder om, at de må blive bevaret fra det onde, der er i verden, som er fremmed for dem, ligesom det er fremmed for ham.

I bønnens tredje del omtales Kristi forhold til sine senere efterfølgere. Der bedes om deres enhed, ikke en ydre enhed, men den dybe, åndelige enhed, der findes ved, at Kristus bor i dem, og Gud i Kristus. Bønnen slutter med erklæringen om, at Kristi kundskab om Faderen åbenbares for hans folk, og at målet og kronen på det hele skal være, at Guds kærlighed bor i mennesket ved, at Kristus bor i det.

Denne bøn er enestående, ikke blot blandt vor Herres bønner, men også blandt menneskehedens bønner. Selv om den tydeligt er en bøn, er den samtidig et fællesskab. Et eller to steder udtrykker vor Herre sin vilje og stiller sig derved på niveau med Gud. Den kendsgerning, at denne triumferende bøn, hvor hver anmodning i virkeligheden er en erklæring om den absolutte sikkerhed for dens opfyldelse, kommer umiddelbart før bønnen i Getsemane, er både vanskelig og tankevækkende. Uoverensstemmelsen er et stærkt argument for den historiske virkelighed. Forklaringen på disse kontrasterende sindsstemninger findes i dybden af vor Herres natur og især i den fuldkomne overensstemmelse mellem hans dobbelte natur og de områder, som hver natur hører til. Han er i højeste grad guddommelig; han er i højeste grad menneskelig. I bønnens fulde rækkevidde og dens rolige tillid kan den troende finde en uophørlig og uudtømmelig kilde til trøst og opmuntring. Man kunne henlede opmærksomheden på den bemærkelsesværdige forudgriben af kirkens historie og erfaring, som bønnen giver.

(2) Bønnen i Getsemane.

Denne er nedskrevet af de tre synoptikere (Matt 26,36-44; Mark 14,22-40; Luk 22,39-46) og sigtes sandsynligvis til i Hebr 5,7. Hvor kort bønnen end er, viser den meget tydeligt anerkendelse af Guds uendelige magt, et klart mål, som søges gennem bønnen, og fuldkommen underkastelse under Guds vilje. Alle bønnens elementer, sådan som den kan frembæres af mennesket, findes her, bortset fra bønnen om tilgivelse. Det bør bemærkes, at bønnen blev gentaget tre gange. Dette skal ikke betragtes som uforeneligt med vor Herres forbud mod gentagelse. Det var tom gentagelse, der blev forbudt. Bønnens intensitet udtrykkes ved dens trefoldige fremsigelse (sammenlign Paulus' bøn angående tornen i 2 Kor 12,8).

(3) Bønnerne på korset.

I Matt 27,46; Mark 15,34 bruger Kristus bønnen fra Sl 22,1. I øjeblikket af fuldstændig forladthed fastholdt den lidende sit ubrudte forhold til Gud. Dette er det sonende offers sejr. Luk 23,34 nedskriver forbønnen for dem, der korsfæstede ham; i 23,46 findes den rolige overgivelse af hans ånd til Faderen. Her antager bønnen igen sin højeste form i udtrykket for anerkendelse og tillid. Således åbenbarer de tre bønner på korset ikke blot vor Herres nære forhold til Faderen, men de illustrerer også bøn, sådan som mennesket kan frembære den. De repræsenterer bønfaldelse, forbøn, fællesskab. Bøn udtrykker således vores forhold til Gud, til andre, til os selv; vores tillid, vores kærlighed, vores behov. I alle ting blev han gjort lig sine brødre, dog uden synd (se POINTS). Hans bønner på korset illustrerer hans ypperstepræstelige embede. Det hæver sig i denne intense krise til sin højeste åbenbaring og virksomhed.

(4) Bøn efter opstandelsen.

Det bør bemærkes, at der efter hans opstandelse ikke findes nogen beretning om nogen bøn, som Kristus frembar. Ved måltidet i Emmaus »velsignede« han brødet (Luk 24,30); og himmelfarten fandt sted midt under velsignelse (Luk 24,51), hvilket antyder kirkens gang som altid under Herrens velsignelse, der først skal ophøre ved den endelige fuldendelse. Det, at han spiste fisken og honningkagen (Luk 24,43), synes ikke at have været ledsaget af nogen handling af specifikt religiøs form. Markus, med sin karakteristiske sans for detaljer, beretter, at Kristus »så op mod himlen« (Mark 6,41; Mark 7,34); Joh 11,41 henviser til en lignende handling og tilføjer Herrens taksigelsesord om, at Gud havde hørt ham (se også Joh 17,1). Gestussen var almindelig i forbindelse med Kristi bønner; den er passende og sigende. Lukas fortæller, at Kristus bad ved sin dåb (Luk 3,21); at han tilbragte en nat i bøn, før han valgte de tolv (Luk 6,12; Luk 6,13); at forklarelsen på bjerget blev forudgået af bøn (Luk 9,29); og han gengiver bønnen i haven (Luk 22,41-45). Den tredje evangelist føjer således, ud over bemærkningerne om vor Herres bønner i ensomhed, som de andre evangelister beretter om, disse eksempler på bønnens særlige forhold til begivenheder af afgørende betydning.

(5) Almindelige konklusioner.

Følgende konklusioner om bøn kan drages af beretningerne om Kristi bønner:

(1) Bøn er den højeste udøvelse af menneskets åndelige natur.

(2) Den er naturlig for sjælen, selv når den er i fuldkommen overensstemmelse med Gud.

(3) Den er ikke blot udtryk for nød, hvis afhjælpning søges hos Gud, men ved Kristi eksempel er den det højeste udtryk for tillid, underkastelse og forening med Gud.

(4) Den skal bruges både i ensomhed og i fællesskab; den er personlig og forbønnende.

(5) Den kan ledsages af påberåbelsen af Kristi navn og for Kristi skyld.

Dette er de love, som bør lede den; det vil sige, den bør bygge på Kristi fortjeneste og forbøn og rettes til Gud under de begrænsninger, som Herrens rige og hans gode formål sætter, både for den bedendes og andres interesser, under hensyn til hele rigets interesser.

L. D. Bevan