Lystra

lis'-tra: Formerne Lustran og Lustrois forekommer. En sådan variation i kønnet på anatolske bynavne er almindelig (se Harnack, Apostelgeschichte, 86; Ramsay, Paul the Traveler, 128). Lystra blev besøgt af Paulus 4 gange (ApG 14,6; ApG 14,21; ApG 16,1; ApG 18,23 --det sidste ifølge den »sydgalatiske« teori), og nævnes i 2 Tim 3,10 f som et af de steder, hvor Paulus led forfølgelse. Timotheus boede i Lystra (ApG 16,1).

1. Karakter og sted:

Lystra skyldte sin betydning, og den opmærksomhed Paulus gav byen, det forhold, at den var blevet gjort til en romersk colonia af Augustus (se ANTIOKIA), og derfor på Paulus' tid var et centrum for uddannelse og oplysning. Intet vides om dens tidligere historie, og kun lidt om dens senere. Lystra blev af Leake (1820) placeret ved en høj nær Khatyn Serai, 18 miles syd-sydvest for Ikonion; denne identifikation blev bevist korrekt ved en indskrift fundet af Sterrett i 1885. Grænsen mellem Frygien og Lykaonien gik mellem Ikonion og Lystra. (ApG 14,6) (se IKONION).

Befolkningen i Lystra bestod af det lokale aristokrati af romerske soldater, som udgjorde coloniaens garnison, af grækere og jøder (ApG 16,1; ApG 16,3), og af indfødte lykaoniere (ApG 14,11).

2. Tilbedelsen af Paulus og Barnabas:

Efter at Paulus havde helbredt en krøbling, der havde været lam hele livet, i Lystra, betragtede den indfødte befolkning (»mængden« i ApG 14,11) ham og Barnabas som hedenske guder, der var kommet ned til dem i menneskers skikkelse, og kaldte Barnabas »Zeus« og Paulus »Hermes«. Kommentarforfattere til denne hændelse påpeger sædvanligvis, at det samme par guddomme viste sig for Baucis og Filemon i Ovids velkendte fortælling, som han henlægger til det nærliggende Frygien. Nøjagtigheden i detaljerne i denne del af beretningen i ApG er blevet slående bekræftet af nyere epigrafiske fund. To indskrifter fundet i omegnen af Lystra i 1909 lyder som følger:

(1) »Kakkan og Maramoas og Iman Licinius, præster for Zeus«;

(2) »Toues Macrinus, også kaldet Abascantus, og Batasis, søn af Bretasis, har i overensstemmelse med et løfte for egen regning lavet (en statue af) Hermes den Allerhøjeste sammen med et solur og indviet den til Zeus, solguden.«

Det er nu tydeligt ud fra beretningen i ApG, at de mennesker, som var rede til at tilbede Paulus og Barnabas som guder, ikke var grækere eller romere, men indfødte lykaoniere. Dette fremgår afgørende af brugen af udtrykket »på lykaonisk sprog« (ApG 14,11). Det sprog, der almindeligvis blev brugt blandt de dannede klasser i de centrale anatolske byer under Romerriget, var græsk; i nogle af disse byer, og naturligvis især i romerske kolonier, forstod man også latin, og det blev i denne periode brugt i officielle dokumenter. Men det anatolske element i befolkningen i disse byer fortsatte længe med at bruge modersmålet (f.eks. var frygisk i brug i Ikonion indtil det 3. århundrede af vor tidsregning; se IKONION). I fortællingen i ApG forudsættes en fast skelnen, og den fandtes faktisk, mellem grækernes og de romerske kolonisters forestillinger og praksisser og de indfødtes. Denne skelnen ville naturligt opretholde sig stærkest i en så konservativ institution som religiøst ritual og sagn. Vi bør derfor forvente at finde, at forbindelsen mellem Zeus og Hermes, som antydes i ApG, tilhørte den indfødte befolknings religiøse system snarere end koloniens dannede samfund. Og netop dette er karakteren af den kult, der belyses af vore to indskrifter. Den er i det væsentlige en indfødt kult under en tynd græsk forklædning. Navnene i disse indskrifter kan kun have været indfødtes navne; Zeus og Hermes i ApG og i vore indskrifter var en græciseret version af Fader-guden og Søn-guden i det indfødte anatolske system. Præstekollegiet, som optræder i indskrift nummer 1 (og støtter den bezanske variant »præster« i stedet for »præst« i ApG 14,13), var en regelmæssig anatolsk institution. Det mirakel, Paulus udførte, og hans ledsagelse af Barnabas ville naturligt hos de indfødte, som brugte »lykaonisk sprog«, fremkalde tanken om et par guder, der almindeligvis blev forbundet af dem i en lokal kult. De to guder, hvis navne steg dem til læberne, vides nu at have været forbundet gennem indvielsen af en statue af den ene i den andens tempel i omegnen af Lystra.

LITTERATUR.

Ramsay, Cities of Paul, 407 ff. Om de nye indskrifter, se Calder, The Expositor, 1910, 1 ff, 148 ff; id, Classical Review, 1910, 67 ff. Indskrifter fra Lystra er udgivet i Sterrett, Wolfe Expedition, og i Jour. Hell. Stud., 1904 (Cronin).

W. M. Calder