Lækkerier; lækker (mad)

dan'-tis (maT`ammoth, "ting fulde af smag," man`ammim, ma`adhan; liparos, "fed," "skinnende"): Jakob fremstilles som den, der forudsiger om Asher: "Han skal frembringe kongelige lækkerier" (1 Mos 49,20; sammenlign den parallelle sætning: "Hans brød skal være fedt," og 5 Mos 33,24: "Lad ham dyppe sin fod i olie"). David, der beder om at blive udfriet fra "mænd, der øver uret", råber: "Lad mig ikke spise af deres lækkerier" (Sl 141,4). Den mand, som sidder "for at spise med en hersker" (Ordsp 23,1-3), får rådet: "Hvis du er en mand, der er hengiven til appetit, så begær ikke hans lækkerier; for de er bedragerisk føde" (sammenlign Johannes' ord i veråbene over Babylon (Åb 18,14): "Alt, hvad der var lækkerier og pragt, er gået tabt for dig," og Homers Iliade (Pope), xviii.456). "Lækkerier" er altså luksusvarer, kostbare, fine og sjældne. Denne tanke er fælles for alle de ord, der gengives sådan; de forbindes naturligt med kongers borde og med livet hos dem, der elsker nydelse og luksus. På grund af deres forbindelser og deres blødgørende virkninger skal de undgås eller nydes med måde som "bedragerisk føde" af dem, der vil leve det enkle og retfærdige liv, som visdommen godkender. De bliver også "tilbudt ikke af ægte gæstfrihed, men med visse bagtanker." Man bør også undgå den gerriges lækkerier (Ordsp 23,6), han som beregner omkostningen (Ordsp 23,7 den reviderede oversættelse, randnote) ved hver bid, hans gæst spiser.

Se fin; mad osv.

George B. Eager