Fjerde Mosebog

Den fjerde af Mosebøgerne, på hebraisk kaldet be-midbar, dvs. “i ørkenen.” I LXX-versionen kaldes den “Tal,” og dette navn er nu bogens almindelige titel. Den kaldes sådan, fordi den indeholder en beretning om optællingen af folket i Sinaj-ørkenen (1-4) og om deres senere optælling på Moabs slette (26).

Denne bog har særlig historisk interesse, fordi den giver os detaljer om israelitternes rute i ørkenen og deres vigtigste lejrpladser. Den kan deles i tre dele:

1. Optællingen af folket ved Sinaj og forberedelserne til, at de skulle genoptage deres march (1-10,10). Det sjette kapitel giver en beretning om en nasiræers løfte.

2. En beretning om rejsen fra Sinaj til Moab, udsendelsen af spejderne og den rapport, de bragte tilbage, samt folkets knurren (otte gange) over strabadserne undervejs (10,11-21,20).

3. Begivenhederne på Moabs slette før overgangen over Jordan (21,21-kap. 36).

Den periode, historien omfatter, strækker sig fra den anden måned i det andet år efter udgangen af Egypten til begyndelsen af den ellevte måned i det fyrretyvende år, i alt omkring otteogtredive år og ti måneder; en trist periode med vandringer, hvor hele denne ulydige generation døde i ørkenen. De var færre i antal ved slutningen af deres vandringer, end da de forlod Egyptens land. I denne historie ser vi på den ene side den Almægtiges uophørlige omsorg for sit udvalgte folk under deres vandringer; og på den anden side den knurren og de oprør, hvormed de krænkede deres himmelske beskytter, nedkaldte gentagne tegn på hans mishag og provokerede ham til at sige, at de “ikke skulle gå ind til hans hvile” på grund af deres vantro (Hebr 3,19).

Denne bog bærer, ligesom de øvrige Mosebøger, vidnesbyrd om at være skrevet af Moses.

Udtrykket “bogen om Herrens krige,” som forekommer i 21,14, har givet anledning til megen diskussion. Men når alt kommer til alt, “er det usikkert, hvad denne bog var, om det var et israelitisk skrift, som ikke længere findes, eller et amoritisk skrift, som indeholdt sange og sejrsråb om deres konge Sihons sejre, hvorfra Moses kan citere dette vidnesbyrd, ligesom Paulus undertiden gør fra hedenske digtere (ApG 17,28; Tit 1,12).”