Mahanaim

ma-ha-na'-im (machanayim; græsk er forskelligt hver gang navnet forekommer, idet Codex Vaticanus og Codex Alexandrinus også giver variantformer; dualisformen kan forstås som opstået af en gammel lokativendelse, som f.eks. yerushala(y)im fra et oprindeligt yerushalem. I 1 Mos 32,21 er machaneh tydeligvis en parallelform og bør gengives som et egennavn, Mahaneh, dvs. Mahanaim): Byen må have været meget stærk. Den lå øst for Jordan og nævnes første gang i fortællingen om Jakob. Her gjorde han holdt efter at have skilt sig fra Laban, før overgangen over Jabbok (1 Mos 31,2), »og Guds engle mødte ham.« Muligvis var den stedet for en gammel helligdom. Den omtales dernæst ved fastlæggelsen af grænserne for stammeområderne øst for Jordan. Den lå på grænsen mellem Gad og Manasse (Jos 13,26; Jos 13,30). Den hørte til Gads lod og blev sammen med Ramot i Gilead tildelt meraritternes levitter (Jos 21,38; 1 Krøn 6,80--det første af disse steder giver ikke Cheyne grundlag for at sige (EB, under ordet), at den nævnes som en »tilflugtsby«). Stedets styrke tiltrak uden tvivl Abner, som her fastsatte hovedstaden i Ishboshets rige. Sauls ridderlige redning af Jabesh-Gilead blev husket til fordel for hans hus i disse mørke dage, og man kunne regne med Mahanaims loyalitet (2 Sam 2,8 osv.). Til den samme fæstning flygtede David, da han var i fare på grund af Absaloms oprør; og i »skoven« tæt derved mødte denne fyrste sin skæbne (2 Sam 17,24 osv.). Den blev gjort til centrum for et af Salomos administrative distrikter, og her var Abinadab, Iddos søn, stationeret (1 Kong 4,14). Der synes at være en henvisning til Mahanaim i Højs 6,13 i Revised Version (British and American). Hvis det er tilfældet, optræder det her alene med artikel. Ved at ændre teksten ville Cheyne læse: »Hvad ser I i shulamitten? En narcissus i dalene.«

Det er helt klart ud fra fortællingen, at Jakob, da han gik for at møde sin bror, som rykkede frem fra syd, krydsede Jabbok efter at have forladt Mahanaim. Det er derfor forgæves at lede efter denne bys sted syd for Jabbok, og Conders foreslåede identifikation med et sted nær el-Buqei`a, øst for es-Salt], må opgives.

Nord for Jabbok har man tænkt på flere placeringer. Merrill (East of the Jordan, 433 ff) argumenterer for Khirbet Saleikhat, et ruinområde ved mundingen af Wady Saleikhat, på den nordlige bred, 3 miles øst for Jordan og 4 miles nord for Wady `Ajlun. Fra sin højde, 300 fod (ca. 90 m) over sletten, behersker det en vid udsigt mod vest og syd. En, der løb »ad slettens vej«, kunne ses på lang afstand (2 Sam 18,23). Dette ville placere slaget i bakkerne mod syd nær Jordandalen. Ahima'as foretrak da at gøre en omvej og derved sikre sig en jævn vej, mens kushitten tog den ujævne sti over højderne. Andre, blandt dem Buhl (GAP, 257), vil placere Mahanaim ved Michneh, en delvis tilgroet ruin 9 miles øst for Jordan og 4 miles nord for `Ajlun på den nordlige bred af Wady Machneh. Dette er det eneste spor af det gamle navn, der endnu er fundet i distriktet. Det kan antages, at Mahanaim skal søges i dette nabolag. Cheyne vil placere det ved `Ajlun, i nærheden af hvilken den store fæstning Kal`ater-Rabad rejser sig. Han antager, at »Mahanaims skov« strakte sig så langt som til Michneh, og at »navnet Mihneh i virkeligheden er en forkortelse af det gamle udtryk.« Andre vil identificere Mahanaim med Jerash, hvor der dog ikke findes levn ældre end den græsk-romerske tid.

Indvendingerne mod enten `Ajlun eller Michneh er:

(1) Henvisningen til »denne Jordan« i 1 Mos 32,10, som synes at vise, at byen lå nær floden. Det kan ganske vist siges, at Jordandalens store sænkning synes at være tæt på i mange miles på begge sider, men dette imødekommer måske næppe indvendingen.

(2) Ordet kikkar, der bruges om »slette« i 2 Sam 18,23, synes alle andre steder at betegne Jordans »kreds«. Buhl, som identificerer Mahanaim med Michneh, anfører dog dette vers (G A the Priestly Code (P), 112) som et tilfælde, hvor kikkar betegner Jordansletten. Han foreskriver således Ahima'as et meget langt løb. Cheyne ser vanskeligheden. Slaget stod tydeligvis i nærheden af Mahanaim, og den nærmeste vej fra »skoven« var ad kikkar, »eller, eftersom der ikke er givet nogen tilfredsstillende forklaring på denne læsemåde, ad nachal, det vil sige, den ivrige Ahima'as løb videre i den wadi, hvori Mahanaim lå i nogen afstand« (EB, under ordet). Stedet forbliver indtil videre usikkert.ter-Rabad. Han antager, at »Mahanaims skov« strakte sig så langt som til Michneh, og at »navnet Mihneh i virkeligheden er en forkortelse af det gamle udtryk.« Andre vil identificere Mahanaim med Jerash, hvor der dog ikke findes levn ældre end den græsk-romerske tid.

W. Ewing