Martha

mar'-tha (Martha, "herskerinde," en transskription af den feminine form af mar, "Herre"): Martha hørte hjemme i Betania og var søster til Lazarus og Maria (Joh 11,1). Af den kendsgerning, at det hus, som Jesus blev modtaget i, tilhørte Martha, og at hun som regel tog føringen i handling, slutter man, at hun var den ældre søster. Martha var en af dem, der viste Jesus gæstfrihed under hans offentlige virke. Således, under de vandringer som begyndte, da "han urokkeligt vendte sit ansigt mod Jerus" (Luk 9,51), "gik han ind i en bestemt landsby"--dens navn nævnes ikke--og "en bestemt kvinde ved navn Martha tog imod ham i sit hus" (Luk 10,38). Martha, hvis ansvarsfølelse som værtinde tyngede hende stærkt, var "optaget af megen tjeneste," og hendes harme blev vakt over den mangel på hjælp, hendes søster gav hende. Hendes ord: "Herre, bryder du dig ikke om det?" indebar også en vis bebrejdelse mod Jesus, idet hun følte, at han viste mangel på medfølelse med hendes anstrengelser og var årsag til Marias forsømmelighed. Men Jesus mindede hende, med mild irettesættelse, om, at for ham var det ikke forberedelsen af et omfattende måltid, men det at høre hans ord i Marias ånd, der var den "ene ting, der er nødvendig" (Luk 10,39-42).

Martha nævnes første gang af Johannes--den eneste anden evangelieskribent, der omtaler Martha--i hans beretning om opvækkelsen af Lazarus fra de døde i Betania (Joh 11,1-44). Fortællingen viser dog, at Jesus allerede stod i det nærmeste venskabsforhold til hende og hendes husstand (jf. 11,3.5). I den begivenhed, som Johannes her nedskriver, viste Martha igen sin mere praktiske natur ved at gå ud for at møde Jesus, mens Maria sad i huset (11,20). Men hun stod ikke tilbage for sin søster i kærlighed til sin bror (11,19), i sin tro på Jesus (11,21 f.) og i sin tro på den endelige opstandelse (11,24). Den magt, som han, hun kaldte "Læreren," havde til at give Lazarus livet tilbage selv på jorden, lå uden for hendes forståelse. Jesu ord om dette gav hun dog sit mundtlige samtykke til, og hun gik hen og fortalte Maria: "Læreren er her og kalder på dig" (11,27 f.). Alligevel forblev hun indadtil ikke overbevist og protesterede, da Jesus befalede, at stenen foran graven skulle fjernes (11,39). Jesus kaldte da sine tidligere ord frem i hendes erindring (11,40) og stadfæstede dem ved at give hendes bror livet tilbage (11,41-44). Efter Lazarus' opvækkelse drog Jesus derpå bort, men efter et kort ophold i Efraim (11,54) vendte han tilbage til Betania (Joh 12,1). Mens han holdt måltid dér, tjente Martha endnu en gang, og Lazarus var også til stede (Joh 12,2). Det var ved denne lejlighed, at Maria salvede Jesu fødder (Joh 12,3-8). Ifølge Matt 26,6-13; Mark 14,3-9 fandt salvelsen sted i Simon den spedalskes hus, og deraf har nogle sluttet, at Martha var Simons hustru eller enke. Den salvelse, der beskrives i Luk 7,36-50, skete i Simon en farisæers hus. Men i ingen af synoptikernes beretninger nævnes Martha. Om forholdet mellem disse salvelser indbyrdes, se MARY, IV. Da søstrenes bopæl ifølge Johannes var i Betania, rejses der en yderligere vanskelighed af topografisk art af dem, som mener, at Lukas ud fra den galilæiske ramme for Luk 10,38-41 antyder, at søstrene boede i Galilæa. Men de oplysninger, Lukas giver, og som denne slutning bygger på, er yderst vage (jf. Luk 10,38), og den store hoveddel af Lukasevangeliet (Luk 9,51-18) har ingen organisk sammenhæng mellem delene. Her nævnes det, at Jesus ved to særskilte lejligheder gik gennem Samaria (Luk 9,52; Luk 17,11). Det er derfor mere logisk at antage, at de begivenheder, der beskrives i Luk 10,38-41, og som falder inden for den mellemliggende periode, fandt sted i Betania under en udflugt, Jesus gjorde til Judæa, og udgjorde et af de flere besøg, som det venskab, der omtales i Joh 11,3; Joh 11,5, blev bygget på. Ifølge et fragment af et koptisk evangelium fra det 2. århundrede (jf. Hennecke, Neutestamentliche Apokryphen, 38, 39) var Martha til stede sammen med de to andre Mariaer ved Jesu tomme grav (jf. Matt 28,1; Matt 28,11) og gik hen og underrettede disciplene.

C. M. Kerr