Markus, Johannes

mark, John (Ioannes) repræsenterer hans jødiske navn, Mark (Markos) hans romerske. Hvorfor det sidste blev antaget, ved vi ikke.

1. Navn og familie: Måske skal aoristparticipiet i ApG 12,25 antyde, at det stammede fra den tid, da han sammen med Barnabas og Saulus vendte sig til tjeneste i den store hedningeby Antiokia. Muligvis var det et tegn på romersk borgerskab, som i Paulus' tilfælde. Familiens status ville stemme ganske godt med en sådan antagelse.

Hans mors navn var Maria (ApG 12,12). Hjemmet omtales som hendes. Faderen var sandsynligvis død. Beskrivelsen af huset (med dets store rum og forhal) og omtalen af den græske slave tyder på en velhavende familie. De var sandsynligvis blandt de mange ivrige jøder, som efter at være blevet rige i den store verden udenfor trak sig tilbage til Jerusalem, centrum for deres folk og tro. Markus var »fætter« til Barnabas fra Cypern (Kol 4,10), som også synes at have været en velhavende mand (ApG 4,36). Muligvis var Cypern også Markus' tidligere hjem.

2. Hans historie som kendt fra Det Nye Testamente:

Da Markus og hans mor nævnes første gang, er de allerede kristne (44 e.Kr.). Han var blevet omvendt gennem Peters personlige indflydelse (1 Pet 5,13) og havde allerede vundet en stor plads i brødrenes agtelse, hvilket ses af, at han lidt senere blev udvalgt til at ledsage Barnabas og Saulus til Antiokia. Hjemmet var et samlingssted for kristne, så Markus havde al mulighed for at lære andre ledere at kende, såsom Jakob og Johannes, og Jakob, Herrens bror. Det var måske fra den sidstnævnte Jakob, han lærte hændelsen i Mark 3,21, som Peter mindre sandsynligt ville nævne.

Hans slægtskab med Barnabas, kendskab til kristen historie og lære samt afprøvede dygtighed forklarer, at han blev taget med på den første missionsrejse som »tjener« (huperetes) for Barnabas og Saulus (ApG 13,5). Hvad dette udtryk præcist indebærer, er ikke klart. Chase (HDB) gætter på, at betydningen er, at han havde været huperetes, »medhjælper« eller chazzan i synagogen (sammenlign Luk 4,20), og var kendt som en sådan embedsmand. Wright (English translation, februar 1910) foreslår, at han i nygrundlagte menigheder skulle yde en undervisningstjeneste svarende til synagogens chazzan. Hackett mente, at kai i dette vers indebærer, at han skulle udføre samme slags arbejde som Barnabas og Saulus og således være deres »hjælper« i forkyndelse og undervisning. Den mere almindelige opfattelse har været (Meyer, Swete m.fl.), at han skulle udføre »personlig tjeneste, ikke evangeliserende«, »officiel tjeneste, men ikke af den tjenestelige art«--være en slags forretningsagent. Den opfattelse, at han skulle være lærer, en kateket for omvendte, synes bedst at passe med alle kendsgerningerne.

Hvorfor vendte han tilbage fra arbejdet (ApG 13,13)? Ikke på grund af hjemve eller bekymring for sin mors sikkerhed eller pligter i hjemmet eller ønsket om at slutte sig til Peter igen eller frygt for de farer, der var forbundet med rejsen, men snarere fordi han gjorde indsigelse mod, at frelsen blev tilbudt hedningerne på betingelse af tro alene. Der er antydninger af, at Markus' familie, ligesom Paulus', var hebræere af hebræere, og det er ikke uden betydning, at han i begge vers (ApG 13,5; ApG 13,13) kun får sit hebraiske navn. Udtrykkene i Paulus' indvending er meget stærke (ApG 15,38), og vi ved, at intet vakte Paulus' følelser dybere end netop dette spørgsmål. Forklaringen på det hele kan findes i det, der skete i Pafos, da romeren Sergius Paulus blev troende. På det tidspunkt trådte Paulus (navneskiftet bemærkes her af Lukas) frem i forgrunden, og fremover, med undtagelse af 15,12.25, hvor den gamle orden naturligt nok bevares, taler Lukas om Paulus og Barnabas, ikke Barnabas og Saulus. Vi må huske, at Paulus på det tidspunkt stod næsten alene i sin overbevisning. Barnabas havde selv senere end dette betænkeligheder (Gal 2,13). Måske var Markus også mindre i stand end Barnabas selv til at se sidstnævnte indtage andenpladsen.

Vi hører ikke mere om Markus før begyndelsen på den anden missionsrejse 2 år senere, da Paulus' uvillighed til at tage ham med førte til bruddet mellem Paulus og Barnabas og til Barnabas' og Markus' mission til Cypern (ApG 15,39). Her kaldes han Markus, og på denne stilfærdige måde kan Lukas angive sin egen overbevisning om, at Markus' sind havde ændret sig i det store spørgsmål, sådan som også hans villighed til at ledsage Paulus kunne antyde. Han havde lært af drøftelserne på mødet i Jerusalem og af de efterfølgende begivenheder i Antiokia.

Omkring 11 år går, før vi igen hører om ham (Kol 4,10; Filem 1,24). Han er i Rom sammen med Paulus. Bruddet er helet. Han er nu en af de få trofaste blandt jødekristne, som står ved Paulus. Han er Paulus' hædrede »medarbejder« og en stor »trøst« for ham.

Kolossenserbrevsstedet kan antyde et planlagt besøg af Markus i Lilleasien. Det kan være, at det blev gennemført, at han mødte Peter og gik med ham til Babylon. I 1 Pet 5,13 sender apostlen Markus' hilsen sammen med hilsenen fra menigheden i Babylon. Derfra vender Markus tilbage til Lilleasien, og i 2 Tim 4,11 beder Paulus Timotheus, som er i Efesos, om at komme til ham, hente Markus på vejen og tage ham med. I den forbindelse giver Paulus Markus sin sidste anerkendelse; han er »nyttig til tjeneste« (euchrestos eis diakonian), så nyttig, at hans tjeneste er en glæde for veteranens hjerte.

3. Hans historie som kendt fra andre kilder:

Den vigtigste og mest pålidelige tradition er, at han var Peters nære ledsager og tolk og i evangeliet, der bærer hans navn, har givet os en beretning om Peters undervisning. For dette fællesskab giver Det Nye Testamentes kendsgerninger et grundlag, og hullerne i Det Nye Testamentes historie efterlader rigelig plads. En undersøgelse af traditionen findes i MARK, THE GOSPEL ACCORDING TO (se denne).

Andre traditioner tilføjer kun lidt, som er pålideligt. Det siges, at Markus havde været præst, og at han efter at være blevet kristen amputerede en finger for at gøre sig uegnet til den tjeneste. Deraf tilnavnet kolobo-daktulos, som dog undertiden forklares på anden måde. Han fremstilles som en, der blev på Cypern indtil efter Barnabas' død (han levede i 57 e.Kr. ifølge 1 Kor 9,5 f.) og derefter drog til Alexandria, grundlagde menigheden dér, blev dens første biskop og døde dér (eller led martyrdøden) i Neros 8. år (62-63). De tilføjer, at venetianske soldater i 815 e.Kr. stjal hans jordiske rester fra Alexandria og lagde dem under Markuskirken i Venedig.

LITTERATUR.

Chase, HDB, III, 245 ff; Rae, DCG, II, 119 f; Harnack, Encyclopedia Brit; Zahn, Introduction to the New Testament, II, 427-56; Lindsay, Salmond, Morison og Swete i deres kommentarer.

J. H. Farmer