Næste

na'-ber (rea`, `amith, "ven," qarobh, shakhen; ho plesion, "nær" geiton, (jf. 2 Makk 6,8; 9,25), "indbygger"; latin proximus (2 Esdras 15,19), civis (2 Esdras 9,45; 10,2, RV randnote "bysmand")):

1. Som beskrevet i Det Gamle Testamente:

I Det Gamle Testamente indebærer naboskabsforholdet moralske og sociale forpligtelser, som ofte understreges. Disse beskrives hovedsagelig negativt snarere end positivt; f.eks. er der særlige påbud om ikke at aflægge falsk vidnesbyrd mod en næste (2 Mos 20,16; 5 Mos 5,20; Ordsp 25,18), eller på nogen måde at handle falsk mod ham, bedrage ham, lægge onde planer mod ham eller nære onde tanker mod ham (2 Mos 20,17; 3 Mos 6,2; 3 Mos 19,13; 5 Mos 23,24; Sl 15,3; Sl 101,5; Ordsp 24,28; Jer 22,13; Zak 8,17), eller føre ham ud i skammelig adfærd (Hab 2,15), eller krænke ham ved kønsligt samkvem med hans hustru (3 Mos 18,20). Men den øverste lov, som ligger bag disse negative påbud, er formuleret positivt. "Du skal elske din næste som dig selv" (3 Mos 19,18). I dette vers defineres udtrykket "næste" ved udtrykket "mit folks børn." Her, og almindeligvis i Det Gamle Testamente, indebærer udtrykket mere end blot nærhed; det betyder en, der er knyttet til én ved nationalitetens bånd, en landsmand, en medborger. Da Jahve blev betragtet som en national Gud, var der intet religiøst bånd, der regulerede hebræernes adfærd over for andre nationer. Adfærd, som var forbudt mellem landsmænd blandt jøderne, var tilladt over for en fremmed, f.eks. opkrævning af rente (5 Mos 23,19; 5 Mos 23,20).

2. Som beskrevet i Det Nye Testamente:

I Det Nye Testamente ophæves denne begrænsning af den moralske forpligtelse til landsmænd. Kristus giver buddet i 3 Mos 19,18 en videre fortolkning, så det også omfatter dem, der står uden for nationens eller slægtens bånd. Dette sker tydeligt i lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Luk 10,25-37), hvor Jesus som svar på spørgsmålet: "Hvem er min næste?" viser, at forholdet er et moralsk, ikke et fysisk forhold, grundlagt ikke på slægtskab, men på muligheden for og evnen til gensidig hjælp. Ordet betegner ikke så meget en fast kendsgerning, men et ideal, som man kan eller ikke kan virkeliggøre (Luk 10,36, "Hvem af disse tre synes du viste sig at være (bogstaveligt: blev, ikke var) en næste," osv.). Denne bredere betydning følger naturligt som en følge af læren om Guds universelle faderskab. Buddet om at elske sin næste som sig selv må ikke fortolkes, som om det indebar, at vi skal hade vores fjende (en slutning, som jøderne var tilbøjelige til at drage); menneskelig kærlighed bør være som den guddommelige, upartisk, med alle mennesker som sit mål (Matt 5,43). Kærlighed til ens medmennesker i denne brede betydning skal stilles side om side med kærlighed til Gud som menneskets pligts væsen og sum (Matt 22,35-40 parallelt med Mark 12,28-31). Kristi apostle følger hans eksempel ved at give påbuddet om at elske sin næste som sig selv en central plads (Jak 2,8, hvor det kaldes den "kongelige lov", dvs. den øverste eller styrende lov; Rom 13,9; Gal 5,14).

D. Miall Edwards