Broderlig venlighed; broderkærlighed

kind'-nes (KJV 2 Pet 1,7), eller kærlighed (KJV Rom 12,10; 1 Thess 4,9; Hebr 13,1; philadelphia):

1. Som moralsk ideal:

I Revised Version (britisk og amerikansk) hedder det "kærlighed til brødrene" alle steder, og sådan også i KJV i 1 Pet 1,22, hvor sindelaget således defineres som kærlighed og dets genstande som brødre. Da Gud er Fader, og mennesker er hans sønner, er de derfor hinandens brødre. Ligesom sønneforholdet er den mest grundlæggende faktor i menneskets rette forhold til Gud, sådan er broderskabet det i dets forhold til dets medmenneske. Broderskab kendes først som forholdet mellem sønner af samme forælder, et forhold præget af øm hengivenhed og velvilje. Det udvides gradvis til slægtninge og til medlemmer af samme stamme eller folk. Og det kristne ideal for samfundet er, at et lignende forhold skal findes mellem alle mennesker uden begrænsning eller forskel. Agape, "kærlighed" (se kærlighed), er det ord i Det Nye Testamente, der almindeligvis betegner dette ideal. "Du skal elske din næste som dig selv" er hele loven for adfærd mennesker imellem (Matt 22,39; Matt 22,40); og næste omfatter ethvert menneske inden for ens rækkevidde (Luk 10,29), endog fjender (Matt 5,44; Luk 6,35). Uden kærlighed til mennesket er kærlighed til Gud umulig, men "den, der bliver i kærlighed, bliver i Gud" (1 Joh 4,16; 1 Joh 4,20).

2. Som faktisk forhold mellem kristne:

Men menneskets sønneforhold til Gud kan være muligt eller virkeligt. Det kan være, at det ikke svarer på Guds kærlighed eller kender hans faderskab. På samme måde kan kærlighed til mennesket være uden gengældelse og derfor være ufuldstændig. Alligevel er det den kristnes pligt, ligesom Gud, at fastholde sit sindelag af kærlighed og velvilje over for dem, der hader og forbander ham (Luk 6,27; Luk 6,28). Men inden for det kristne fællesskab bør kærlighed svare på kærlighed og finde sin fuldbyrdelse; for dér er alle mennesker, eller bør være, Guds sønner i virkeligheden, "fordi Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev givet os" (Rom 5,5). Og denne gensidige kærlighed inden for det kristne broderskab (1 Pet 5,9) kaldes philadelphia.

3. Stoisk lære:

Dette dobbelte ideal for social moral som universel velvilje og gensidig hengivenhed var blevet foregrebet af stoikerne (se dette). Mennesker, som borgere i verden, bør indtage en holdning af retfærdighed og barmhjertighed over for alle mennesker, selv slaver; men inden for de "vises" fællesskab bør der være venskabets gensidige hengivenhed.

4. Kristendommens fremskridt i forhold til hedensk tænkning:

Kristendommen lykkedes med at organisere og virkeliggøre i intenst og praktisk fællesskab det ideal, der forblev vagt og abstrakt i de græske skoler: "Se, hvor disse kristne elsker hinanden." Det var deres Mesters eksempel, der blev fulgt, og hans bud og løfte, der blev opfyldt: "Elsk hinanden .... ligesom jeg har elsket jer ....; deraf skal alle mennesker vide, at I er mine disciple" (Joh 13,14; Joh 13,34; Joh 13,35). Paulus vidner i sit tidligste brev om, at thessalonikerne praktiserer kærlighed "mod alle brødrene i hele Makedonien," sådan som de var blevet undervist af Gud, men han formaner dem til at "vokse mere og mere" (1 Thess 4,9; 1 Thess 4,10). For at læge uoverensstemmelser og opbygge kirken i orden og enhed formaner han romerne til "i kærlighed til brødrene (at) være inderligt hengivne mod hinanden" (Rom 12,10). Kristne må endog "bære over med hinanden i kærlighed" (Ef 4,2) og "vandre i kærlighed, ligesom Kristus også elskede jer" (Ef 5,2; Fil 2,1; Fil 2,2). Det indebærer nogen lidelse og noget offer. Forfatteren til Hebræerbrevet anerkender tilstedeværelsen af "kærlighed til brødrene" og formaner til, at den må fortsætte (Hebr 13,1). Den er det direkte resultat af genfødelse, af renhed og lydighed mod sandheden (1 Pet 1,22; 1 Pet 1,23). Den udspringer af gudsfrygt og munder ud i kærlighed (2 Pet 1,7). "Kærlighed til brødrene" (agape) er det ene praktiske emne i Johannes' breve. Det er det budskab, der er hørt fra begyndelsen, "at vi skal elske hinanden" 1 Joh 3,11; 1 Joh 3,23. Den er prøven på lys og mørke (1 Joh 2,10); liv og død (1 Joh 3,14); Guds børn eller Djævelens børn (1 Joh 3,10; 1 Joh 4,7-12). Uden den kan der ikke være nogen kundskab om eller kærlighed til Gud (1 Joh 4,20), men når mennesker elsker Gud og adlyder ham, elsker de nødvendigvis hans børn (1 Joh 5,2). Intet menneske kan høre til Guds familie, medmindre hans kærlighed omfatter alle dens medlemmer.

T. Rees