Næsten

ol'-most (en oligo): I ApG 26,28 betyder det græske en oligo ikke »næsten«, selv om lærde i århundreder har oversat sætningen: »Næsten overtaler du mig til at blive kristen.« Revisorerne så tydeligt deres forgængeres fejl, hvad angår betydningen af de første to ord; men deres forklaring af sætningen er også fejlagtig; for græsken kan ikke betyde: »Med kun lidt overtalelse ville du gerne gøre mig til kristen.« Paulus' svar beviser, at en oligo må forbindes med det sidste ord, poiesai, ikke med peitheis, eftersom han tager Agrippas en oligo op, sammenstiller det med en megalo og fortsætter med genesthai, som er den regelmæssige passivform af poiesai (sammenlign Lysias xii.71 med 72). Og tanken om »kristen« tages også op og gentages i hopoios kai ego eimi.

En undersøgelse af brugen af en oligo viser, at det aldrig blev brugt i betydningen »næsten«. jord fra folkene, for det meste af deres eget blod, som har opgivet.

Udtrykket forekommer første gang i Hymnen til Hermes, 240, og her er det tydeligvis et forkortet udtryk for det homeriske oligo eni choro (M 423). Sammenlign K 161, P 394. Men det blev brugt både om tid og sted, med substantivet udtrykt eller underforstået (Thuc. i.93.1; iii.66.3; iv.26.3; iv.55.3; ii.84.3; ii.86.5; iv.96.3; v.112; vii.67.3; vii.87.1; Pind. Pyth. viii.131; Eur. Suppl. 1126; Hel. 771; Isoc. iv.83; Dem. lviii.60; iii.18). Disse anvendelser fortsætter fra Homer langt ned i den efterklassiske litteratur (Plut. Per. 159 F; Coriol. 217 F; Mar. 427 A; Crass. 547 C; Polyb. x.18; Appian, Mithrad. 330; Themistius xi.143 C; Eustath. II.B, s.339.18). I Det Nye Testamente forekommer udtrykket også i Ef 3,3. Også her er de almindelige oversættelser ukorrekte. Sætningen, hvori udtrykket forekommer, betyder ganske enkelt: »som jeg sagde for en kort stund siden«--tilføjelsen af en oligo angiver blot, at det tidsrum, som pro angiver, er kort, en tanke som på klassisk græsk ville være blevet udtrykt ved den simple dativ, oligo, og adverbiet proteron (Ar. Thesm. 578; Aeschin. i. 2, 26, 72, 165; ii. 77, 147). Kun kort tid forinden havde Paulus udtrykt praktisk talt den samme tanke (Ef 3,3) og i næsten identisk sprog.

Følgelig betyder en oligo i Det Nye Testamente »lidt« og svarer til oligos, som forekommer i 2 Pet 2,18. Hos klassiske forfattere ville tanken være blevet udtrykt ved oligon eller kat' oligon. Således kommer en oligo, som oprindeligt betød »på et lille sted« (eller i en kort tid), til ganske enkelt at betyde »en lille smule«, ein bischen, men det svarer aldrig til oligou (»inden for lidt«) i nogen periode af sproget. King James-oversætterne tilsidesatte den egentlige betydning af poiesai eller antog læsemåden i de ringere håndskrifter (genesthai), så resten af sætningen kunne bringes i overensstemmelse med deres oversættelse af de første to ord; og revisorerne tvinger de sidste to ord ind i en umulig tjeneste, eftersom genstanden for poiesai, hvortil Christianon er det lukrative prædikat, må være en tredje person, men bestemt ikke Agrippa. Nogle lærde er af den opfattelse, at tanken er: »Du forsøger at overtale mig for at gøre mig til kristen.« Dette er ganske vist den spanske oversættelse; men eksempler viser, at infinitiven efter peithein blev brugt i en anden betydning. Det bedste håndskrift læser Pitheis. Dette kunne naturligvis stå for peitheis. Men mepitheis kan pege på et oprindeligt mepipotheis. Sammenlign Jak 4,5 og 2 Kor 5,2, Plato Leg. 855 E. Hvis disse påstande er korrekte, betyder verbet ganske enkelt »inderligt ønske« og ikke »overtale«.

Sammenlign Herod. v.93; Plato Protag. 329 D; Aesch. Persian. 542; Soph. Phil. 534; Eur. H.F. 1408; I.T. 542; Cycl. 68; Ion 1432, Ar. Lys. 605, tou dei; ti potheis; Agrippa spørger: »Hvad vil du, Paulus? Hvad prøver du at gøre? Gøre mig til kristen?« Det underforståede i Paulus' svar er, at han virkelig er meget ivrig efter at gøre ham til kristen. Og denne fortolkning stemmer med scenen. Apostlens opgave på dette tidspunkt er ikke at omvende hedninger til kristendommen; for han står i lænker foran Agrippa, Berenike, Festus og fremtrædende mænd fra Cæsarea, meta polles phantasias (ApG 26,23), for at svare på de anklager, jøderne har rejst mod ham. Men han taler udførligt og med en sådan glød, at den romerske konge siger (dog ikke nødvendigvis ironisk): »Du synes at være opsat på at gøre mig til kristen i lille målestok.« Og Paulus svarer: »både småt og stort.«

Alle håndskrifterne, undtagen Sinaiticus, har peitheis (Alexandrinus Peithe). Flere læser genesthai (i stedet for poiesai). Wetstenius (Amsterdam 1752) og Knapp (Halle 1829) følger disse håndskrifter. Således også de fleste af de gamle oversættelser: Coverdale (1535), »Thou persuadest me in a parte to become a Christen«; Biblia Sacra (Paris 1745) »In modico suades me C. fieri«; et latinsk håndskrift fra det 14. århundrede, nu i Lane Semitic., Cincinnati; Rosenmuellers Scholia (1829), »Parum abest quin mihi persuadeas ut fiam«; Stier und Theiles Polyglotten Bibel (1849), Tregelles (1857- 1879, med Hieronymus' version); Edouard Reuss, Histoire apostolique (Paris 1876), »Tu vas me persuader bientot de devenir Chretien.« Oversættelsen i dronning Elizabeths Bibel er: »Somewhat thou bryngeste me in minde for to become Chryste.« Wycliffe gengiver: »In litil thing thou councelist me for to be maad a Christen man.« Erasmus tager en oligo i betydningen »lidt«.

Calvins gengivelse, "Du vil gøre mig til kristen på et øjeblik," er blevet antaget i forskellige lande (Wetstenius, Kuinoel, Neander, de Wette, Lange, Robinson, Hackett, Conybeare). De ældre lærde holder i almindelighed fast ved "næsten" (Valla, Luther, Beza, Grotius, Castalio, Du Veil, Bengel, Stier). Nogle fortolker udtrykket som "med ringe besvær" (Oecumenius, Olshausen, Baumgarten, Meyer, Lechler). Neander hævder, at hvis vi antager læsemåden en megalo i Paulus' svar, må Agrippas ord forklares som "med nogle få grunde" ("som ikke vil koste dig megen ulejlighed"). Meyer-Wendt (Kritisch-exegetisches Handbuch uber die Apostelgeschichte) oversætter: "mit Weregem imnerredest du mich Christ zu werden." Meyer selv opfatter ordene som udtalt sarkastisk. Se Classical Review, XXII, 238-41.

J. E. Harry