Næse; næsebor

noz, nos'-trilz ('aph, "næse," nechirayim, dualis af nechir, "næsebor"): Det førstnævnte udtryk ('aph fra 'anph, ligesom arabisk 'anf) oversættes i de engelske bibeloversættelser ofte med "ansigt" (se under dette ord). Det omtales hyppigt som åndedrættets organ, med andre ord som modtageren af Guds ånde eller ånd: "Jahve .... blæste livsånde i hans næsebor; og mennesket blev en levende sjæl" (1 Mos 2,7; sammenlign 1 Mos 7,22); "Mit liv er endnu helt i mig, og Guds ånd er i mine næsebor" (Job 27,3). Derfor betragtes et liv, som afhænger af så spinkel en ting som et åndedrag, som fuldstændig skrøbeligt og uden stor betydning: "Hold op med at sætte lid til mennesket, hvis ånde er i hans næsebor; for hvad er han at regne for?" (Es 2,22; sammenlign Visd 2,2).

I poetisk sprog tillægges selv Gud en sådan livsånde, især med henblik på den mægtige storm, som menes at udgå fra hans næsebor (2 Mos 15,8; 2 Sam 22,9; Sl 18,8; Sl 18,15).

Udtrykket "en røg i min næse, en ild, der brænder hele dagen" (Es 65,5) svarer til en vedvarende plage og årsag til irritation. Der hentydes i Ez 23,25 til en grusom krigsskik, hvor de besejrede fik næse og ører skåret af af deres ubarmhjertige erobrere. Ligesom et vildt dyr holdes i ave ved at få næsen gennemboret og en krog eller ring sat i den (Job 40,24; Job 41,2 (hebraisk 40,26)), bruges dette udtryk til at betegne ydmygelsen og tæmningen af en genstridig person (2 Kong 19,28; Es 37,29; sammenlign Ez 29,4; Ez 38,4). Men mænd, og især kvinder, fik næsen gennemboret for at bære smykker (1 Mos 24,47; Es 3,21; Ez 16,12). Ét sted er betydningen ikke helt klar, nemlig i opregningen af legemsfejl, som gør en "Arons søn" uskikket til at udføre præstetjenesten (3 Mos 21,18), hvor de engelske bibeloversættelser oversætter "flad (randnote "spaltet") næse." Det hebraiske ord er charum, som er et hapax legomenon. Det svarer dog til arabisk charam, charman (kharam, kharman), som betyder "at åbne," "at gennembore næsen," især næseryggen. Vi kan acceptere denne betydning som den, der er tilsigtet i passagen.

Endnu en dunkel og meget omdiskuteret passage må nævnes: "Og se, de fører grenen til deres næse" (Ez 8,17). Den sædvanlige forklaring (som sammenhængen giver nogle værdifulde antydninger til) er, at der her hentydes til en ritus forbundet med dyrkelsen af Ba'al (solen) (se Smends og A.B. Davidsons kommentarer til passagen). En lignende skik kendes fra persisk soldyrkelse, hvor tilbederen holdt et bundt (baretsma) af dadler, granatæbler eller tamarisker op til næsen, sandsynligvis som et forsøg på at hindre den Hellige (solen) i at blive besmittet af syndigt åndedræt (Spiegel, Eranische Altertamer, III, 571). Blandt moderne jøder holder de personer, der deltager i omskærelsesceremonien, buketter af myrte og andre vellugtende urter op til næsen, angiveligt for at gøre synet og lugten af blod udholdelig. En anden fortolkning af den ovennævnte passage vil forstå zemorah i betydningen "mandligt kønslem" (se Gesenius-Buhl, under ordet; Levy, Nhb. Worterbuch, I, 544), og hele passagen som en henvisning til en sanselig kana'anæisk ritus, sådan som der måske hentydes til i Es 57,8. I så fald måtte 'appam, "deres næse," i den masoretiske tekst betragtes som tiqqun copherim (en rettelse foretaget af de skriftkloge) for 'appi, "mit ansigt." Eller læs: "De lader deres stank (zemoratham) stige op til mit ansigt" (Kraetzschmar, på stedet).

Se BRANCH.

H. L. E. Luering