Ø

(Heb. ‘i, “tørt land,” i modsætning til vand) forekommer i sin sædvanlige betydning (Es 42,4, 10, 12, 15, jf. Jer 47,4), men betegner oftere ganske enkelt et maritimt område eller en havkyst (Es 20,6, RV, “kystland”; 23,2.6; Jer 2,10; Ez 27,6, 7). Middelhavets kyster kaldes “havets øer” (Es 11,11), eller “folkeslagenes øer” (1 Mos 10,5), og undertiden blot “øer” (Sl 72,10); Ez 26,15, 18; 27,3.35; Dan 11,18).