Øjensygdomme

di-zez'-is:

Blindhed, synsfejl og øjensygdomme nævnes hyppigt i Skrifterne, men sædvanligvis i almene vendinger. Det er sandsynligt, at i det tidsrum, som Bibelen dækker, var øjenbetændelse lige så almindelig i Kanaan og Egypten som nu. Se Blindhed. Den hyppigste sygdom på nuværende tidspunkt er den purulente bindehindebetændelse, som er en meget smitsom sygdom, der rammer mennesker i alle aldre, men især børn, og hvis bakterier overføres fra øje til øje af fluerne, som får lov til at gå frit omkring på de syge øjne. Dette er ét af de mest ekkelt udseende syn i en landsby i Kanaan, men jeg er blevet fortalt af mødre, at det anses for uheldig at jage fluerne væk. På denne måde spredes sygdommen. Antallet af personer i enhver landsby i Kanaan, hvis øjne mere eller mindre er præget af sygdom, er af denne grund enormt stort.

Blindhed gjorde en mand uegnet til at tjene i præsteskabet (3 Mos 21,16; 3 Mos 21,18); selv en mangel ved øjet blev betragtet som en diskvalifikation (3 Mos 21,20).

Tilfældene i Det Nye Testamente af personer, som var blindfødte (som Joh 9,1), var sandsynligvis resultatet af denne øjenbetændelse, men kunne skyldes medfødt misdannelse. Den interessante psykologiske beretning om vanskeligheden ved at tolke de nye synsindtryk hos den blindmand, som blev helbredt af vor Herre (Mark 8,22), angiver, at det sandsynligvis ikke var et tilfælde af medfødt blindhed, da evangelisten bruger ordet apokatestathe ("genoprettede"), men han havde været blind så længe, at han havde mistet evnen til at påskønne sansefornemmelserne. Denne tilstand har siden dagene af Molyneux og Locke (Essay on the Human Understanding, II, 9, 8) ofte været debatteret som et psyko-fysisk problem.

Paulus' blindhed var sandsynligvis en midlertidig lamming af nethinden fra påvirkningen af et blændende lys forøget af den intense følelse, som ledsagede hans vision på vejen til Damaskus. De "skæl", som nævnes i ApG 9,18, var ikke materielle, men hans syn blev genoprettet, som hvis (hosei) skæl var faldet fra hans øjne. Hvor meget dette efterlod hans øjne svage, ved vi ikke, men fra hans manglende evne til at genkende ypperstepræsten (ApG 23,5) og fra hans brug af en afskriver til at skrive hans breve af (Rom 16,22), samt fra hans skrivning med meget store bogstaver (pelikos; Gal 6,11), er det sandsynligt, at hans syn var mangelfuldt, og det er blevet gættet på, at dette var den "torn i kødet" fra 2 Kor 12,7.

Alderdomsblindhed, som er resultatet af enten grå stær eller nethinde-degeneration, nævnes i tilfældene Isak (1 Mos 27,1), Jakob (1 Mos 48,10) og Eli (1 Sam 4,15)). Hyppigheden af sådan alderdomsblindhed gjorde tilfældet med Moses desto mere bemærkelsesværdigt, da hans øje ikke var sløvt i en alder af 120 år (5 Mos 34,7).

Tobits blindhed, forårsaget af irritation fra sparven feces (/APC Tobit 2:10), var en traumatisk bindehindebetændelse, som efterlod en uklarhed. Det siges ikke, at hvidskæret selv var tilstrækkeligt stort til at ødelægge synet. Der var sandsynligvis med det en betydelig fortykking af bindehinden, og det er muligt, at lægemidlet kunne have fjernet dette. Det kunne bestemt ikke fjerne et arvægt hvidt område af arten af en hvidt øjenskær. Formodningen fra en nyere kommentator om, at galden, ved at farve området, gjorde øjet se ud som hvis synet var genoprettet, da det egentlig ikke var, virker absurd uholdbar. Under alle omstændigheder er den historiske nøjagtighed af fortællingen så tvivlsom, at forklaring er unødvendig.

Se Blindhed.

Alexander Macalister