Ørn

(Hebr. nesher; egentlig gåsegribben eller den store grib, således kaldt fordi den river sit bytte med næbbet), omtalt for sin hurtige flugt (5 Mos 28,49; 2 Sam 1,23), for at stige højt op i luften (Job 39,27), for sin styrke (Sl 103,5), for at sætte sin rede på høje steder (Jer 49,16) og for sit skarpe syn (Job 39,27-30).

Denne “rovfugl” er et symbol på de folk, som Gud bruger og udsender til at udføre et ødelæggelsens værk, idet de fejer alt bort, som er i forfald og forrådnelse (Matt 24,28; Es 46,11; Ez 39,4; 5 Mos 28,49; Jer 4,13; 48,40). Det siges, at ørnen fælder sine fjer i begyndelsen af foråret og med ny fjerdragt får et ungdommeligt udseende. Dette hentydes der til i Sl 103,5 og Es 40,31. Guds omsorg for sit folk sammenlignes med ørnens omsorg, når den træner sine unger i at flyve (2 Mos 19,4; 5 Mos 32,11, 12). En interessant illustration er således nedskrevet af Sir Humphry Davy: “Jeg så engang et meget interessant syn over Ben Nevis’ klipper. To voksne ørne lærte deres afkom, to unge fugle, flyvningens manøvrer. De begyndte med at stige op fra bjergtoppen i retning mod solen. Det var omkring middag, og vejret var klart for dette klima. Først lavede de små cirkler, og de unge fugle efterlignede dem. De svævede på vingerne og ventede, til ungerne havde gennemført deres flugt, og tog så en anden og større kredsen, idet de hele tiden steg mod solen og udvidede deres flyvecirkel, så den dannede en gradvist stigende spiral. De unge fulgte stadig efter, langsomt, og fløj tilsyneladende bedre, efterhånden som de steg; og de fortsatte denne ophøjede øvelse, idet de hele tiden steg, indtil de blot blev punkter i luften, og først de unge og siden deres forældre forsvandt for vores anstrengte blik.” (Se Es 40,31.)

I Israels land er der blevet observeret fire forskellige arter af ørne: (1) kongeørnen (Aquila chrysaetos); (2) skrigeørnen (Aquila naevia); (3) den almindelige art, kejserørnen (Aquila heliaca); og (4) Circaetos gallicus, som lever af krybdyr. Ørnen var uren efter den levitiske lov (3 Mos 11,13; 5 Mos 14,12).