Ørn
På engelsk: Eagle
Easton's Bible Dictionary
(Hebr. nesher; egentlig gåsegribben eller den store grib, således kaldt fordi den river sit bytte med næbbet), omtalt for sin hurtige flugt (5 Mos 28,49; 2 Sam 1,23), for at stige højt op i luften (Job 39,27), for sin styrke (Sl 103,5), for at sætte sin rede på høje steder (Jer 49,16) og for sit skarpe syn (Job 39,27-30).
Denne “rovfugl” er et symbol på de folk, som Gud bruger og udsender til at udføre et ødelæggelsens værk, idet de fejer alt bort, som er i forfald og forrådnelse (Matt 24,28; Es 46,11; Ez 39,4; 5 Mos 28,49; Jer 4,13; 48,40). Det siges, at ørnen fælder sine fjer i begyndelsen af foråret og med ny fjerdragt får et ungdommeligt udseende. Dette hentydes der til i Sl 103,5 og Es 40,31. Guds omsorg for sit folk sammenlignes med ørnens omsorg, når den træner sine unger i at flyve (2 Mos 19,4; 5 Mos 32,11, 12). En interessant illustration er således nedskrevet af Sir Humphry Davy: “Jeg så engang et meget interessant syn over Ben Nevis’ klipper. To voksne ørne lærte deres afkom, to unge fugle, flyvningens manøvrer. De begyndte med at stige op fra bjergtoppen i retning mod solen. Det var omkring middag, og vejret var klart for dette klima. Først lavede de små cirkler, og de unge fugle efterlignede dem. De svævede på vingerne og ventede, til ungerne havde gennemført deres flugt, og tog så en anden og større kredsen, idet de hele tiden steg mod solen og udvidede deres flyvecirkel, så den dannede en gradvist stigende spiral. De unge fulgte stadig efter, langsomt, og fløj tilsyneladende bedre, efterhånden som de steg; og de fortsatte denne ophøjede øvelse, idet de hele tiden steg, indtil de blot blev punkter i luften, og først de unge og siden deres forældre forsvandt for vores anstrengte blik.” (Se Es 40,31.)
I Israels land er der blevet observeret fire forskellige arter af ørne: (1) kongeørnen (Aquila chrysaetos); (2) skrigeørnen (Aquila naevia); (3) den almindelige art, kejserørnen (Aquila heliaca); og (4) Circaetos gallicus, som lever af krybdyr. Ørnen var uren efter den levitiske lov (3 Mos 11,13; 5 Mos 14,12).
International Standard Bible Encyclopedia
e'-g'-l (nesher; aetos; latin aquila): En fugl af slægten aquila af familien falconidae.
Det hebraiske nesher, som betyder "at rive med næbbet", oversættes næsten altid med "ørn" gennem hele Bibelen; men mange af de vigtigste stedanvisninger tvinger til at indrømme, at fuglen, som de henviste til, var en gribbe.
Der var mange store fugle og kadaverfødende fugle, som flock over Israels land, tiltrukket af affald fra dyr, der blev slagtet til stammefestmåltider og kontinuerlig ofringer. Ørnefamilien kunne ikke adskilles fra gribber efter deres fødningsvanor, for de spiste kadaveraffaldet fra slagtning ligesom gribber. En forskel holder altid stik. Ørne flokkes aldrig. De vælger de højeste træer i skoven, den øverste klippe på bjerget, og par lever i enhed, jagter og føder sig enkeltvis, og bærer når muligt deres bytte til reden, så ungerne kan få styrke og erfaring ved at rive på det og selv føde sig. Gribber er venlige, og samles og føder sig i flokke. Så hvor det optegnes, at en "flok kom ned på et kadaver", der kunne være været en eller to ørne i det, men hovedmængden var gribber. Fordi de kom i sådan nær kontakt med rovfugle, kom befolkningen nærmere på at dele dem ind i familier end nogen anden fugle. Af måske en halv snes arter genkendte de tre ørne, de kendte tre gribber, fire eller fem falke, og flere glenter; men næsten hvert bibelsted oversættes "ørn", uanset hvor indlysende teksten gør det, at fuglen var en gribbe.
For eksempel Mika 1,16: "Gør dig glat, og klip dit hår for dine elskedes børn: gør din kladhed stor som ørnens (m "gribbens"); for de er gået i fangenskab fra dig." Dette er en henvisning til skikken at barbere hovedet når man sorger, men da Israels land ikke kendte kaglede ørne, kunne teksten kun henvise til griffongribberens bare hoved og hals. Ørnene var, når sult drev på dem, rovfugle; gribber kun kadaverfødende. Der var en gylden ørn (ørrefuglen i Kong Jakobs Oversættelse), ikke meget almindelig, udmærket ved sit tanfarvet hoved; kejserornen, mere talrig og let identificeret af et mørkt hoved og hvide skuldre; en pletteret ørn; en brunlig ørn, meget mere almindelig og let genkendelig efter sin fjerdragten; og kortestået-ørnen, mest almindelig af alle og især en rovfugl, samt en lille hættet ørn så lig en gribbe, at den let blev forvekslet med en, bortset fra at den var meget dristig med at tage sin egen mad.
Den første bibelske henvisning til ørnen henviste til den rette fugl. Eksod 19,4: "I har set, hvad jeg gjorde ved egypterne, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer til mig selv." Dette "bar jer på ørnevinger" skal ikke fortolkes til at betyde, at en ørn nogensinde bar noget på sin ryg. Det betyder blot, at ved styrken af kraftige vinger kunne den bære ret meget med sine kløer og blev hyppigt set gøre dette. Gribber bar aldrig noget; de festede og bragte op igen det, de havde spist, til deres unger.
Den anden henvisning findes i 3Mos 11,13 og gentages i {{5Mos.14.12}}, listerne over vederstyggeligheder. Det ville virke underligt, at Moses ville finde det nødvendigt at inkludere ørne i denne liste, indtil det vides, at arabiske bjergeboere på den tid spiste disse fugle. Den næste findes i {{5Mos.28.49}}: "Herren vil bringe en nation mod jer fra langt væk, fra enden af jorden, som ørnen flyver; en nation hvis tunge I ikke skal forstå." Dette henviser også til den sande ørn og påpeger, at dens kraft til varig flugt og den hastighed den kunne opnå når den hastede til sine hungrende unger, var blevet observeret. Den næste henvisning er i {{5Mos.32.11}}: "Som en ørn, der rører op i sin rede, Som fluttrer over sine unger, Han bredte sine vinger ud, han tog dem, Han bar dem på sine fjer."
Dette er endelig god naturhistorie. Tidligere versioner gjorde disse linjer lyde som om ørnen bar sine unger på sine vinger, en ting helt uforenelig med flugt i nogen fugl. Samuels optegnelse af Davids klage over Saul og Jonathan er et vidunderligt poetisk udbrud og indeholder henvisning til denne hjemvendingsflugt af ørnen (2 Sam 1,23). I Job 9,26 bruges ørnens pilkelignende nedadgående stöd, når den drevet af sult, i sammenligning med tidens flugt. I Job 39, som indeholder mere god naturhistorie end noget andet kapitel i Bibelen, findes alt vedrørende ørnen, som nogen har brug for at vide:
"Er det på din befaling, at ørnen stiger op, Og gør sit rede højt? På klippen bor hun og gør sit hjem, På klippespidsen og fæstningen. Derfra spejder hun efter bytte; Hendes øjne ser det fra langt væk. Hendes unger suger også blod til sig: Og hvor de faldne er, der er hun" (Job 39,27-30). Sl 103,5 er en henvisning til ørnens lange liv. Fuglen er kendt at leve til en forbavsende alder i fangenskab; under naturlige forhold kan den alder, den når, kun gisnes.
"Du mætter dine ønsker med gode ting, Så at din ungdom fornys som ørnen." Ordsp 23,5 sammenligner rigdommens flugt med en ørns; Ordsp 30,17 berører det faktum, at rovfuglens øje er det første sted, der bliver angrebet under ædin, sandsynligvis fordi det er det mest sårbare punkt og så hyppigt bliver givet til ungerne. Ordsp 30,19: "Ørnens vej i luften; En slange vej på en sten: En skibsrej midt på havet; Og en mands vej hos en pige."
Denne henvisning til ørnen gælder den vidunderlige flyveevne, der gør en fugl i stand til at hænge, som var den frosset fast på himlen, så den i lange perioder for vores blik synes ubevægelig, eller til at glide og svæve direkte ind i solens øje, som om den glædede sig over sin flyvestyrke og jublede over den øvre lufts sikkerhed og frihed. Ordet "vej" er her forkert oversat. For den almindelige forståelse betyder det altid en vej, en sti. I dette tilfælde burde det oversættes:
Ørnens kendetegn i luften; Slangens vane på klippen; Skibets kurs midt på havet; Og mandens måde med en ung kvinde. Hver af disse linjer stod som et særskilt under for Agur og havde ingen forbindelse med de andre (men sammenlign Salomos Visdom Højs 5,10; Højs 5,11, og se vej).
Es 40,31 er endnu en henvisning til flugt. Jer 49,16 henviser til de utilgængelige højder, hvor ørnen elsker at bygge rede og opfostre sine unger. Jer 49,22 henviser til ørnens flyveevne. Ez 1,10 gengiver en vision hos profeten, hvor mærkelige levende væsener havde ansigter, der lignede ørne. Den samme bog (17,3) indeholder lignelsen om ørnen: "Så siger Herren Jahve: En stor ørn med store vinger og lange vingefjer, fuld af fjer, som havde mange farver, kom til Libanon og tog cederens top." Hos 8,1 er endnu en henvisning til flugt. Obad 1,4 er næsten identisk med Jer 49,16. Den næste henvisning er hos Mika og sigter egentlig til gåsegribben (Mika 1,16). I Hab 1,8 gælder henvisningen hurtig flugt. Matt 24,28 sigter uden tvivl til gribbe. I Åb 4,7 bruges ørnen som symbol på styrke. I Åb 8,13 fremstilles fuglen som talende: "Og jeg så, og jeg hørte en ørn (King James Version: "engel"), som fløj midt på himlen og sagde med høj røst: Ve, ve, ve over dem, der bor på jorden, på grund af de andre basunstemmer fra de tre engle, som endnu skal blæse." Ørnen optræder for sidste gang i visionen om kvinden og dragen (Åb 12,14).
Gene Stratton-Porter
Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897) og International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst (helt eller delvis). Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).