Onesimus

o-nes'-i-mus (Onesimos, bogstaveligt: "nyttig", "hjælpsom" (Kol 4,9; Filem 1,10)):

1. Hos Paulus i Rom:

Onesimus var en slave (Filem 1,16), der tilhørte Filemon, som var en velhavende borger i Kolossæ og et fremtrædende medlem af menigheden dér. Onesimus var stadig hedning, da han bedrog sin herre og løb bort fra Kolossæ. Han fandt vej til Rom, hvor onde mennesker havde en tendens til at samle sig som i et fælles centrum, sådan som Tacitus fortæller os, at de gjorde på den tid. I Rom kom han i kontakt med Paulus, som da opholdt sig i sit eget lejede hus under militær bevogtning.

Hvad der bragte ham i kontakt med Paulus, ved vi ikke. Det kan have været sult; det kan have været samvittighedskvaler. Han kunne ikke glemme, at hans herres hus i Kolossæ var det sted, hvor de kristne mødtes ved deres ugentlige sammenkomster for at tilbede Kristus. Han kunne heller ikke glemme, hvordan Filemon mange gange havde talt om Paulus, hvem han skyldte sin omvendelse. Nu da Onesimus var i Rom – hvilket mærkeligt sammentræf – var Paulus også i Rom.

Resultatet af deres møde var, at Onesimus blev omvendt til Kristus ved apostlens medvirken ("mit barn, som jeg har avlet i mine lænker," Filem 1,10). Hans tjenester havde været meget velkomne for Paulus, som gerne ville have beholdt Onesimus hos sig; men da han ikke kunne gøre dette uden Filemons viden og samtykke, sendte han Onesimus tilbage til Kolossæ, til hans herre dér.

2. Paulus' breve til Kolossæ og til Filemon:

Samtidig skrev Paulus til menigheden i Kolossæ om andre sager, og han betroede brevet til kolossenserne til Tykikus' og Onesimus' fælles omsorg. Apostlen anbefaler Onesimus til brødrene i Kolossæ som en "trofast og elsket bror, som er en af jer," og han fortsætter med at sige, at Tykikus og Onesimus vil gøre dem bekendt med alt, hvad der er sket med Paulus i Rom. En sådan anbefaling ville i høj grad lette Onesimus' tilbagevenden til Kolossæ.

Men Paulus gør mere. Han udruster Onesimus med et brev, skrevet af ham selv, til Filemon. Da han vendte tilbage til en by, hvor det var velkendt, at han hverken havde været kristen eller blot en ærlig mand, havde han brug for nogen, der kunne indestå for virkeligheden af den forandring, der var sket i hans liv. Og det gør Paulus for ham både i brevet til kolossenserne og i brevet til Filemon.

Med hvilken udsøgt finfølelse bliver Onesimus ikke præsenteret! `Tag imod ham,' siger apostlen, `for han er mit eget hjerte' (Filem 1,12). "Den mand, som kolossenserne hidtil kun havde kendt, hvis de overhovedet kendte ham, som en værdiløs bortløben slave, anbefales således til dem, ikke længere som en slave, men som en bror, ikke længere uærlig og utro, men troværdig; ikke længere som genstand for foragt, men for kærlighed" (Lightfoots Commentary on Col, 235).

(1) Onesimus nyttig.

Apostlen beder derfor Filemon om at give Onesimus den samme modtagelse, som han med glæde ville give ham selv. Onesimus' tidligere historie havde været sådan, at den modsagde betydningen af hans navn. Han havde ikke været "nyttig" – langt fra. Men allerede hans konsekvente opførsel i Rom og hans villige tjeneste for Paulus dér har ændret alt dette; han har været nyttig for Paulus, og han vil også være nyttig for Filemon.

(2) Paulus indestår.

Onesimus havde tydeligvis stjålet sin herres ejendele, før han forlod Kolossæ, men med hensyn til dette skriver apostlen, at hvis han har bedraget Filemon i noget, stiller han sig som hans garant. Filemon kan betragte Paulus' håndskrift som et gældsbrev, der garanterer betaling: "Sæt det på min regning," lyder hans ord, "jeg vil betale det tilbage." Havde Filemon ikke været kristen, og havde Paulus ikke skrevet dette overordentlig smukke brev, kunne Onesimus med god grund have været bange for at vende tilbage. I Romerriget blev slaver stadig korsfæstet for mindre forseelser end dem, han havde gjort sig skyldig i. En tyv og en bortløben slave havde intet andet end tortur eller død at vente.

(3) Den forandring, Kristus skaber.

Men nu, under Kristi herredømme, er alt forandret. Herren, som er blevet bedraget, bekender nu troskab mod Jesus. Brevet, som overbringes ham af hans slave, er skrevet af en lænket "Jesu Kristi fange." Også slaven er nu en bror i Kristus, elsket af Paulus: ganske sikkert vil han også blive elsket af Filemon. Dernæst antyder Paulus, at han håber snart at blive sat fri, og at han da vil komme og besøge dem i Kolossæ. Vil Filemon tage imod ham i sit hus som sin gæst?

(4) Resultatet.

Det kan ikke tænkes, at denne appel på Onesimus' vegne var forgæves. Filemon ville gøre mere, end Paulus bad om; og ved apostlens besøg i Kolossæ ville han finde den varmeste velkomst, både fra Filemon og fra Onesimus.

John Rutherfurd