Person, personlighed

pur'-sun, pur'-s'n, pur-un-al'-ti (nephesh, 'ish, 'adham, panim, prosopon, hupostasis): Det hyppigste ord for »person« i Det Gamle Testamente er nephesh, »sjæl« (1 Mos 14,21, »Giv mig personerne, og tag godset«; 1 Mos 36,6, KJV »alle personerne«; 4 Mos 5,6 KJV »den person« osv.). 'ish, »en mand«, »et individ«, bruges også (Dom 9,2, »halvfjerds personer«; 1 Sam 16,18, »en smuk person« osv.); 'adham, »en mand«, »et menneske« (4 Mos 31,28, »af personerne og af okserne«; Ordsp 6,12, »en værdiløs person« osv.); 'enosh, »en mand«, »et svagt, dødeligt menneske«, forekommer to gange (Dom 9,4, KJV »tomme og letsindige personer«; Zak 3,4); ba`al, »ejer«, »herre«, oversættes én gang med »person« (Ordsp 24,8, KJV »en ondskabsfuld person«), og methim, »mænd«, én gang (Sl 26,4, KJV »tomme personer«); panim, »ansigt«, oversættes ofte med »person«, når der henvises til det ydre fremtræden, som hos personer i høje stillinger, rige personer der kunne begunstige eller bestikke osv., især i udtryk som »at tage hensyn til personen«, »at acceptere personen« (5 Mos 10,17; Mal 1,8).

I Det Nye Testamente står prosopon, »ansigt«, »åsyn«, i samme sammenhæng (Matt 22,16, »Du tager ikke hensyn til menneskers person«; Gal 2,6, »Gud accepterer ikke menneskers person«; ApG 10,34, »Gud gør ikke forskel på personer«; Rom 2,11, »der er ingen personsanseelse hos Gud«; Ef 6,9; Kol 3,25; Jak 2,1; Jak 2,9); i 2 Kor 1,11 har vi »personer« (prosopon), absolut som i den senere græsk, »gaven, der blev skænket ... ved mange personer«, det eneste forekomst i Det Nye Testamente; i 2 Kor 2,10 kan prosopon stå for »nærvær«, som den reviderede oversættelse (britisk og amerikansk) har »i Kristi nærvær«, men det kunne betyde »som repræsentant for Kristus«; i Hebr 1,3 gengives KJV hupostasis, »det, som ligger under«, substrat, med »person«, »det udtrykte billede af hans person«, dvs. af Gud, hvilket den reviderede oversættelse (britisk og amerikansk) gengiver med »selve billedet af hans substans«, randnote »aftrykket af hans substans«, dvs. den usynlige Guds og Faders åbenbaring eller udtryk. »Person« indsættes også ofte som det substantiv, der ligger underforstået i forskellige adjektiver osv., fx ugudelig, menederisk, nedrig.

I Apokryferne har vi prosopon oversat med »person« (Judit 7,15, den reviderede oversættelse (britisk og amerikansk) »ansigt«; Sirak 10,5 osv.); »personsanseelse« fordømmes (Salomos Visdom 6,7; Sirak 4,22.27; 7,6; 20,22, den reviderede oversættelse (britisk og amerikansk) »ved et tåbeligt ansigtsudtryk«; 35,13; 42,1; »Hos ham (Gud) er der ingen personsanseelse«, Sirak 35,12).

Den reviderede oversættelse (britisk og amerikansk) har »sjæl« for »person« (4 Mos 5,6), »ansigt« (Jer 52,25), »mand« (Matt 27,24); »forkastelig« for »nedrig person« (Sl 15,4), American Standard Revised Version, English Revised Version randnote »tåbe« (Es 32,5; Es 32,6); American Standard Revised Version »falske mænd« for »tomme personer« (Sl 26,4); for »en ond person« har den reviderede oversættelse (britisk og amerikansk) »en ond ting« (Sl 101,4); »tilbage til dig i hans egen person« (auton, anden tekst) for »modtag ham derfor igen« (Filem 1,12); »tage liv« for »tage hensyn til nogen person« (2 Sam 14,14); »med syv andre« for »den ottende person« (2 Pet 2,5); »falske edsaflæggere« for »menederiske personer« (1 Tim 1,10); »syv tusind personer« for »af mennesker syv tusind« (Åb 11,13).

Personlighed er det, som udgør og kendetegner en person. Ordet »person« (latin persona) er afledt af den maske, gennem hvilken en skuespiller fremsagde sin rolle (persona). »Fra at blive anvendt om masken kom det dernæst til at blive anvendt om skuespilleren, derpå om den rolle, der blev spillet, derpå om enhver påtaget rolle, derpå om enhver, der har en hvilken som helst karakter eller stilling«; til sidst kom det til at betyde et individ, et følende, tænkende og handlende væsen. For fuld personlighed må der være selvbevidsthed, med evnen til fri tanke og handling – selvbestemmelse – derfor taler vi om personlig karakter, personlig handling osv. En person er således et ansvarligt væsen, mens et dyr ikke er det. Personlighed er særpræget for mennesket. Personligheden er enheden i hele det fornuftige væsen, måske tydeligst repræsenteret ved »viljen«; den er det, som er dybest i mennesket, og hører naturligvis ikke til rummets område eller det synliges region, men eksisterer som en åndelig virkelighed i tiden, med en bestemmelse hinsides den. Den er væsenets substans (hupostasis), det som ligger under alle dets manifestationer; deraf gengivelsen »det udtrykte billede af hans person« i Hebr 1,3 KJV. Hupostasis blev anvendt af de tidlige græske fædre til at udtrykke det, latinerne mente med persona; senere blev prosopon indført.

Nyere psykologi har fremhævet elementer i det underbevidste område, hvis forhold til personligheden er uklart. Der synes at være mere i hvert individ, end der normalt kommer til udtryk i den personlige bevidsthed og handling. Den virkelige, ansvarlige personlighed er dog noget, som altid er under dannelse. Fænomenet dobbelt personlighed er patologisk, lige så sandt et resultat af hjernesygdom som sindssyge.

I Bibelen betragtes mennesket overalt som personligt, selv om det kun gradvis blev erkendt, hvilken fulde betydning individet havde til forskel fra folket. Brugen af prosopon for »person« viser også en mere ydre opfattelse af personlighed end den moderne. Hos hebræerne var nephesh personlighedens sæde, f.eks. »Du vil ikke lade min sjæl (nephesh) blive i Sheol« (Sl 16,10); »Du har ført min sjæl op fra Sheol« (Sl 30,3). Gud betragtes også altid som personlig (han, som har skabt mennesket i sit eget billede), og selv om fremstillingerne ofte synes antropomorfe, er de i virkeligheden ikke det. Den guddommelige personlighed kunne kun tænkes i analogi med den menneskelige, for så vidt den overhovedet kunne tænkes bestemt; men Gud blev opfattet som hævet over ikke blot hele naturen, men alt, hvad der er menneskeligt, f.eks. »Gud er ikke et menneske, så han skulle lyve« (4 Mos 23,19; 1 Sam 15,29); »Kan du ved at granske finde frem til Gud?« (Job 11,7; Es 40,28; jf. Præd 3,11; Præd 8,17 osv.). I Det Nye Testamente opfattes Guds personlighed, på Jesu egen autoritet, i analogi med menneskeligt faderskab, men dog som hævet over alle vores menneskelige forestillinger: »Hvor meget mere?« (Matt 7,11); »Hvem har kendt Herrens sind? eller hvem har været hans rådgiver?« (Rom 11,34). Mennesket er legeme, sjæl og ånd, men Gud i sig selv er ånd, uendelig, fuldkommen, etisk ånd (Matt 5,48; Joh 4,24). Han er for evigt mere end alt det skabte: »For af ham og ved ham og til ham er alle ting« (Rom 11,36). Den menneskelige personlighed, som er åndelig, overlever legemets opløsning og bliver i Kristus igen iklædt et åndeligt legeme (Fil 3,21; 1 Kor 15,44).

W. L. Walker