Prokurator

prok'-u-ra-ter (epitropos): Dette ord betegnede i almindelig forstand en forvalter eller foged over en privat ejendom, eller en finansiel agent med fuldmagt, og udviklingen af ordets særlige brug til at betegne en kejserlig funktionær eller embedsmand er karakteristisk for oprindelsen til mange administrationsgrene under Romerriget, som udsprang af kejserens husholdning. På Augustus' tid, da disse embeders huslige karakter endnu ikke helt var gået tabt, var prokuratorerne for det meste kejserlige frigivne. Men efter den systematiske organisering af administrationen i det 2. århundrede blev titlen prokurator forbeholdt funktionærer af ridderstanden. Faktisk er udtrykket så nært forbundet med de romerske ridderes officielle virkefelt, at udtrykkene "prokuratorisk karriere" og "ridderkarriere" bruges synonymt (jf. Hirschfeld, Die kaiserlichen Verwaltungsbeamten bib auf Diocletian, 410-65).

I republikkens sidste århundrede omfattede ridderstanden (equites) i almindelighed alle formuende borgere, som ikke var magistrater eller medlemmer af senatet. Den rosciske lov (67 f.Kr.) fastsatte 400.000 sestertser (omkring 18.000 dollars (i 1915), eller 3.600 britiske pund (i 1915)) som den mindste formueansættelse for medlemskab af denne stand. Guldringen, tunikaen med smal purpurkant og privilegiet at sidde på de første 14 rækker i teatret var ridderværdighedens tegn. Augustus føjede hertil den offentlige hest, som herefter blev tildelt af kejseren, og genkaldte dermed ordenens oprindelige militære betydning. Fra Augustus' tid blev de første tre decuriae af nævninge (judices), hver med 1.000 personer, besat med riddere.

Under republikken blev ridderstandens indflydelse især udøvet i de finansielle transaktioner hos de selskaber, som forpagtede de varierende indtægter. Publicanernes betydning blev stærkt reduceret under kejserdømmet, men kejserne godtgjorde ridderne dette tab af muligheder ved at betro dem en stor mangfoldighed af administrative funktioner. Militærtjeneste som præfekt eller tribun var det indledende trin i den officielle ridderkarriere. De højeste stillinger, som medlemmer af ridderstanden beklædte, blev kaldt præfekturer og omfattede præfekturet over garden, over Egypten, over kornforsyningen, over vagterne i Rom og over flåden. Men mellem disse yderpunkter blev titlen prokurator i almindelighed anvendt om de funktionærer, hvis stillinger havde kejserlig oprindelse.

Forvaltningen af fiscus eller den kejserlige skatkammer i Rom og af finanserne i de kejserlige provinser, såvel som opkrævningen af skattemæssige indtægter i de senatoriske provinser, var i hænderne på prokuratorer. De beklædte mange stillinger, som på grund af deres nære forhold til monarkens person kun trygt kunne betros dem, hvis begrænsede prestige udelukkede overdreven ærgerrighed (Friedlaender, Sittengeschichte Roms 7. udgave, Part I, 132-43). Endelig blev flere provinser, hvor forholdene var ugunstige for indførelsen af det almindelige administrative system og romersk offentlig ret, styret som kejserlige domæner af embedsmænd af ridderstanden som kejserens repræsentanter. I Egypten blev titlen præfekt (praefectus) permanent brugt som betegnelse for vicekongen, og selv om det samme udtryk oprindeligt kan have været brugt til i almindelighed at betegne guvernørerne af denne klasse, når deres militære funktioner vejede tungere end deres civile, blev betegnelsen prokurator dog tidligt det almindeligt anvendte udtryk for dem (Hirschfeld, 382).

Mauretania, Rhaetia, Noricum, Thrakien, Kappadokien, Judæa og nogle mindre distrikter blev alle, i det mindste for en tid, styret af prokuratorer (Tacitus, History i.11; Dio Cassius lvii.17).

Spørgsmålet om den oprindelige titel for de romerske guvernører i Judæa er opstået, fordi Det Nye Testamente bruger ordet hegemon (Matt 27,2; Matt 27,11; Matt 27,14; Matt 27,15; Matt 27,21; Matt 27,27; Matt 28,14; Luk 3,1; Luk 20,20; ApG 23,24; ApG 24,1; ApG 26,30), som svarer til det latinske udtryk praeses, der kunne betragtes som synonymt med enten procurator eller praefectus (Hirschfeld, 384). Der findes intet indskriftligt vidnesbyrd, som fastslår nomenklaturen for herskerne i landet før Vespasians tid, og Hirschfeld er af den opfattelse, at et bestemt sted hos Tacitus (Ann. xv.44), hvor Pilatus kaldes prokurator, ikke er tilstrækkeligt bevis i betragtning af denne forfatters skødesløshed i detaljer af denne art. Josefus (Ant., XX, i, 2) bruger imidlertid epitropos (prokurator) om Claudius' tid, og det er bekvemt at følge almindelig brug og antage, at denne titel var gængs fra begyndelsen.

Det var tydeligvis Augustus' hensigt, at medlemskab af ridderstanden skulle være en nødvendig kvalifikation for de prokuratorer, som blev udnævnt til at styre provinser. Men Claudius udnævnte en frigiven, Antonius Felix, bror til den berømte finansminister Pallas, til prokurator over Judæa (Suetonius, Claudius xxviii; Tacitus, History v.9). Dette forblev dog et enkeltstående tilfælde i landets annaler (Hirschfeld, 380), og det er desuden sandsynligt, at Felix blev ophøjet til ridderrang, før guvernørposten blev overdraget ham.

Følgende liste over prokuratorerne i Judæa bygger på Marquardt (Romische Staatsverwaltung, I, 409, 412) og Schurer (Geschichte des judischen Volkes(4), I, 485-585):

Coponius (6 e.Kr. til ca. 10 e.Kr.)

M. Ambibulus (ca. 10-13)

Annius Rufus (ca. 13-15)

Valerius Gratus (ca. 15-26)

Pontius Pilatus (26-35)

Marcellus (sandsynligvis 35-38)

Maryllus (38-44)

C. Cuspins Fadus (44-46)

Tiberius Alexander (46-48)

Ventidius Cumanus (48-52) M. Antonius Felix (52-60 eller 61)

BEMÆRK.--Marquardt angiver hans navn som Claudius Felix, idet han antager, at han var en frigiven slave af Claudius og derfor tog hans nomen (Suetonius, Claudius xxviii; Victor, epitome iv, 8); men der er stærkere vidnesbyrd til støtte for den opfattelse, at Felix var en frigiven slave af Antonia, Claudius' mor, ligesom hans bror Pallas (Tacitus, Annals xii.54; Josephus, Ant, XVII1, vi, 4; XX, vii, 1, 2; XX, viii, 9; BJ, II, xii, 8), og at han derfor havde modtaget praenomen og nomen fra Antonias far (Josephus, Ant, XVIII, vi, 6).

Portius Festus (61)

Albinus (62-64)

Gessius Florus (65-66)

Se endvidere STATHOLDER.

George H. Allen