Prædikerens bog

e-kle-zi-as'-tez, eller (qoheleth; Ekklesiastes, muligvis "forsamlingsmedlem"; se nedenfor):

Indhold

1. Bogens opbygning

2. Indholdet

3. Sammensat forfatterskab?

4. Qoheleth

5. "Konge i Jerusalem"

6. Tid og forfatterskab

7. Sproglige særegenheder

8. Visse ikke afgørende argumenter

9. Kanoniciteten

1. Bogens opbygning:

Når man læser denne bog, bliver man hurtigt klar over, at det er en drøftelse af visse vanskelige problemer i menneskelivet. Den begynder med en titel Præd 1,1, efterfulgt af et forord {{1.2-11}}. Den har en formel afslutning {{12.8-13}}. Mellem forord og afslutning består bogens brødtekst af to slags materiale – først en serie "jeg"-afsnit, afsnit fremsat i første person ental, en beretning om en personlig erfaring; og for det andet en vekslende serie af ordsprogafsniteller"du"-afsnit, som består af ordsprog (f.eks. {{4.5,6,9-12}}; {{5.1-12}}; {{7.1-14,16-22}}; {{8.1-8}}; {{9.7-10}}; {{10.1-4}}; {{10.8-12.7}}). Disse kan kaldes "du"-afsnittene, da de fleste af dem har pronomenet anden person ental. Forestillingen om alting tomheds karakteriserer beretningen om erfaringen, men den vises også i "du"-afsnittene (f.eks. {{9.9}}). På den anden side mangler ordsprogselementet ikke helt i "jeg"-afsnittene (f.eks. {{4.1-3}}).

2. Indholdet:

I forordets fremstiller taleren det standpunkt, at alt er urealt, og at resultaterne af menneskeligt arbejde er illusoriske {{Eccl.1.2,3}}. Menneskeslægter, dag og nat, vinden og bækkene er alle sammen gentagelsen af en endeløs kreds {{1.4-7}}. Det samme gælder menneskets hele studium og tænkning {{1.8-11}}. Taleren viser kendskab til de fænomener, som vi opfatter som naturlove, kraft bevarelse, men han opfatter dem hovedsagelig som monotont begrænsende menneskelivet. Intet er nyt. Alt arbejde fra naturen eller mennesker er blot at gøre igen, hvad der allerede er gjort.

Efter forordets introducerer taleren sig selv og genfortæller sine erfaringer. Fra først af havde han ædelmodig ambition om visdom og lære, men det han opnåede var kun urealistiske tanker og sindets forvirring Præd 1,12-18. Dette er lige meget betydningen af teksten, enten vi oversætter "tomhed og sindets bedrøvelse" eller "tomhed og stræben efter vind" ("tomhed og kamp for vejrtrækt"), selvom den første af disse to oversættelser er bedre begrundet.

Da han ikke fandt tilstrækkelig tilfredshed i en scholars og tænkers sysler, forbinder han disse med jagten på behagelige følelser – både dem, der kommer fra luksus, og dem, der kommer fra virksomhed, foretagsomhed og bedrifter Præd 2,1-12. Ingen kunne være i bedre stand end han til at foretage dette eksperiment, men igen opnår han kun ureale tanker og sindets forvirring. Han siger til sig selv, at det i det mindste er lønnsomt i sig selv at være en vis mand i stedet for en tåbe, men hans trøst forringedes af det faktum, at begge er dødelighed {{2.13-17}}. Han finder ringe trøst i tanken på at arbejde for efterkommernes fordel; efterkommerne er ofte ikke værd det {{2.18-21}}. Man kan arbejde uophørligt, men hvad nytte er det {{2.22,23}}?

Han finder ikke hjælp i at inddrage Gud i problemet. "Det er ikke godt for et menneske, at han skal spise og drikke og gøre sin sjæl til at se godt i sit arbejde" Præd 2,24-26, selv om han opfatter det som Guds gave; for hvordan kan man være sikker på, at Guds gave er noget andet end held? Han ser dog, at det ikke er retfærdigt at afvise således let tanken om Gud som en faktor i problemet. Det er sandt, at der er en tid for alt, og at alt er "dejligt på sin tid." Det er også sandt, at mennesker har forestillinger om uendelighed i sindet, forestillinger, som de hverken kan blive af med eller fuldt forstår {{3.1-18}}. Her er tegn på Gud, som har etableret en uendelig orden. Hvis vi forstod Hans veje bedre, kunne det måske løse vores forvirringer. Og hvis Gud er, kan der være udødelighed, og løsningen på vores problemer kan ligge i den retning. For et øjeblik ser det ud til, at taleren kommer ud i lyset, men tvivl får igen magten over ham. Han spørger sig selv: "Hvem ved?" og han slår sig ned igen i mørket. Han havde tidligere besluttet, at det for mennesket ikke var værd at "spise og drikke og få sin sjæl til at glæde sig" og nu når han til den konklusion, at selvom dette er utilfredsstillende, er der intet bedre {{3.19-22}}.

Og således fortsætter beretningen om erfaring, med håbefulde passager vekslende med pessimistiske passager. Efter et stykke tid træder agnosticismen og pessimismen noget tilbage, og de håbefulde passager bliver mere positive. Selv om "den fattige mands visdom blive foragtet," siger taleren, "de vises ord hørt i stilhed er bedre end skriget fra ham, der hersker blandt dårer" Præd 9,17. Han siger: "Jeg ved ganske bestemt, at det skal gå godt med dem, som frygter Gud" {{8.12}}, uanset hvor stærkt tegn synes at indikere det modsatte.

Ordsproglafsnittene er for det meste fri for agnosticisme og pessimisme. Bogen som helhed opsummerer sig selv i konklusionen: "Frygt Gud og hold hans bud" Præd 12,13.

Selskabelig de agnostiske og pessimistiske udtalelser i {{Eccl}} må naturligvis betragtes som fremstilling af den ene side af et argument. Isolerer man dem, er de ikke en del af bogens moralske og religiøse lære, undtagen på indirekte vis. Vi bør på intet punkt være berettiget til at tro, at forfatteren virkelig tvivler på Gud eller moralsk forpligtelse. Han tegner for os en sjæl i mental og åndelig konflikt. Det er en tegning, som kan tjene som advarsel, og som på anden måde er sundt belærende; og i resultatet af det er det fuldt af opmuntring.

I nogle passager har taleren i Prædikerens Bog den løsning på livets problemer i tankerne, som vi plejer at kalde epikuræisk (fx 5,18-20; 7,16.17; 8,15; men ikke 2,24) – den løsning, der består i at undgå yderligheder og få så mange behagelige sanseindtryk ud af livet som muligt; men det er ikke korrekt at sige, at han går ind for denne filosofi. Han fremstiller den snarere som et alternativ.

Hans konklusion er den vigtige del af hans argumentation. Alt er tomhed. Alt forgår. Alligevel (siger han) er det bedre at læse og bruge gode ord end dårlige ord. Derfor, fordi den store lærer er vis, lærer han altid folket kundskab, og når han gør det, søger han altid gode ord, velbehagelige ord, retskafne ord, sandhedsord. “De vises ord er som pigkæppe; og som søm, der sidder godt fast” (“bøjet om på bagsiden”) (12,11). Sådan er ordene fra alle de store mestre. Så (slutter han) min søn, lad dig advare! Der er mange bøger i denne verden. Vælg de gode. Og hans konklusion er: Ær den mægtige Ånd. Hold dig til gode principper. Det er hele menneskets pligt. For til sidst bliver alt klart; og “godt” træder tydeligt frem i modsætning til “ondt”.

3. Sammensat forfatterskab?:

Vi har bemærket, at vores bog har “jeg”-afsnit og “du”-afsnit. Det er bestemt strukturelle kendetegn, men som sådanne kan de tolkes på forskellige måder. Delingshypoteser kan let opstilles, og måske er der ingen stor indvending imod dem; men der er ingen fænomener, som ikke kan forklares ved den hypotese, at vi her blot har én forfatters værk, en forfatter, som undertiden citerer ordsprogsagtige udsagn, enten sine egne eller andre menneskers. Som bevis for bogens enhed frembyder der sig tre punkter. For det første er erfaringsstoffet og det gnomiske stof i nogle tilfælde (fx Præd 7,14 b-16) tæt forbundet i mening og grammatisk konstruktion. For det andet er det muligt at tolke alle de gnomiske afsnit som en del af den fortløbende argumentation. For det tredje: hvis vi tolker dem sådan, er bogen en enhed, hvor argumentet bevæger sig fortløbende fremad fra det spekulative til det praktiske og ud af mørket ind i lyset.

4. Qoheleth:

Taleren i Prædikerens Bog kalder sig selv Qoheleth (1,1.2.12 og andre steder), gengivet som “the Preacher” i de engelske oversættelser. Ordet forekommer ikke andre steder, skønt det kommer fra en stamme, der er i almindelig brug. Tilsyneladende er det blevet dannet med et bestemt formål af forfatteren til Prædikerens Bog. I form er det et feminint participium, selv om det betegner en mand. Dette forklares bedst som et tilfælde, hvor et abstrakt udtryk bruges om noget konkret, som når man på engelsk siger “Your Honor”, “Your Majesty”. De andre ord af stammen bruges om folk, der samles i forsamlinger, og den gængse forklaring går ud på, at Qoheleth er en person, som samler et publikum, som han kan tale til. Der er to indvendinger imod dette: For det første er participiet intransitivt; dets naturlige betydning er en person, der deltager i en forsamling, ikke en, der får deltagerne til at samles. For det andet er den forsamling, som særskilt betegnes med ordene af denne stamme, den officielle forsamling til behandling af offentlige anliggender. Udarbejdet på dette grundlag synes Qoheleth at betyde borgerskab, eller konkret, en borger – en borger af en sådan anseelse, at han har ret til at deltage i offentlige forsamlinger. Det er i rollen som borger-konge, at taleren i Prædikerens Bog fortæller om sine erfaringer og fremlægger sine tanker.

Dette ord for “forsamling” og dets beslægtede former oversættes på græsk ofte med ekklesia og dets beslægtede former (fx 5 Mos 4,10; 5 Mos 9,10; Dom 20,2; Dom 21,5; Dom 21,8). Derfor overrasker det os ikke at finde Qoheleth gengivet med det græske Ekklesiastes, og dette latiniseret til Ecclesiastes.

5. “Konge i Jerusalem”:

Taleren i Præd taler ikke blot i rollen som Qoheleth, men som “Davids søn, konge i Jerus” (1,1). Hvad denne sætning angår, kunne den pågældende konge enten være Salomo eller en hvilken som helst anden konge af dynastiet, eller han kunne være en sammensat eller en ideal konge. Han fremstilles (1,12-2,11) som “konge over Israel” og som udmærket ved visdom, ved sin luksus, ved sine store foretagender inden for byggeri og forretning. Disse kendetegn passer bedre på Salomo end på nogen anden konge af dynastiet, medmindre det muligvis skulle være Uzzija. Muligvis er det ikke urimeligt endda at anvende udtrykket “alle dem, der var før mig over Jerusalem” eller “i Jerus” på Salomo (1,16; 2,7.9; jf. 1 Krøn 29,25; 1 Kong 3,12; 2 Krøn 1,12). Det er dog sikrere at bruge en alternativ formulering. Taleren i Præd er enten Salomo eller en anden faktisk, sammensat eller ideal konge af Davids dynasti.

6. Datering og forfatterskab:

Hvis der var enighed om, at Salomo er den borgerkonge, som i Prædikerens Bog fremstilles som talende, ville det ikke være det samme som at enes om, at Salomo er bogens forfatter. Ingen mener, at Sir Galahad er forfatteren til Tennysons digt af samme navn. Kongen Qoheleth er den skikkelse, i hvis mund forfatteren til Prædikerens Bog lægger de udsagn, han ønsker at fremlægge, men deraf følger ikke, at forfatteren selv er Qoheleth.

Det siges ofte, at jødisk tradition tilskriver Salomo forfatterskabet til Prædikerens Bog; men kan nogen anføre nogen forholdsvis tidlig tradition med dette indhold? Er denne påståede tradition noget andet end en sammenblanding af forfatteren med den skikkelse, han har tegnet? Den velkendte klassiske tradition i Babha' Bathra' tilskriver Prædikerens Bog »Hizkija og hans kreds«, ikke Salomo. Og den tradition, som repræsenteres af den rækkefølge, hvori bøgerne forekommer i de hebraiske bibler, synes at placere den endnu senere. Om denne tradition skal to kendsgerninger bemærkes: For det første klassificerer den Prædikerens Bog sammen med de 5 blandede bøger (Højsangen, Ruth, Klagesangene, Prædikerens Bog, Esther), kendt som de fem meghilloth, de fem skriftruller. For det andet klassificerer den, i den optælling af bøger som gør tallet til 22 eller 24, Prædikerens Bog som en af de sidste 5 bøger (Prædikerens Bog, Esther, Dan, Ezra-Nehemias, 1 og 2 Krønikebog). At de mænd, som foretog denne ordning, betragtede bøgerne i denne gruppe som de seneste i Bibelen, er en naturlig slutning.

7. Sproglige ejendommeligheder:

Dette stemmer med de indre kendetegn, som udgør det vigtigste bevismateriale, vi har på dette punkt. Prædikerens Bogs grammatiske karakter og ordforråd er usædvanlig særegne, og de peger stærkt på, at bogen blev skrevet i samme litterære periode som disse andre seneste bøger i Det Gamle Testamente. Den rette datering er ikke meget tidligere eller senere end 400 f.Kr. (se CHRONICLES), skønt mange placerer den et århundrede eller halvandet århundrede senere. Nærmere enkeltheder om disse fænomener kan findes i Drivers Introduction eller andre indledninger, eller i kommentarer. Kun nogle få af punkterne vil blive nævnt her, med netop tilstrækkeligt illustrative eksempler til at gøre punkterne forståelige.

I Prædikerens Bog er verbets syntaks ejendommelig. Imperfektum med waw consecutivum, den almindelige hebraiske fortælleform, forekommer—for eksempel: »Og jeg vendte mit hjerte« (1,17)—men den er sjælden. Fortælleren bruger sædvanligvis perfektum med waw (f.eks. 1,13; 2,11.12.14.15 bis. 17). I enhver engelsk bog ville vi finde det meget påfaldende, hvis forfatteren havde for vane at bruge verbets progressive form i stedet for den almindelige form—hvis han i stedet for at sige »Og jeg vendte mit hjerte« skulle sige »Og jeg var i færd med at vende mit hjerte«, »Og jeg var i færd med at se på alle gerningerne«, »Og jeg var i færd med at vende mig« (1,13; 2,11.12), og så videre. En anden markant ejendommelighed er den hyppige gentagelse af pronomenet sammen med verbet: »Jeg sagde i mit hjerte, ja jeg«; »Og jeg hadede, ja jeg, alt mit arbejde« (2,1.18 og hele tiden). Brugen af pronomenet som kopula er unormalt almindelig i Prædikerens Bog sammenlignet med andre dele af den hebraiske Bibel (f.eks. 4,2). Den forkortede form af det relative pronomen bruges meget i stedet for den fulde form, og i begge former bruges pronomenet uforholdsmæssigt ofte som konjunktion. I disse og mange lignende fænomener er Prædikerens Bogs hebraiske sprog beslægtet med sproget fra senere tider.

Ordforrådet fremviser fænomener, som peger i samme retning. Ord af stammen taqan forekommer i Prædikerens Bog (1,15; 7,13; 12,9) og i Daniels aramæisk (4,36), og ellers ikke i Bibelen; de er hyppige i Talmud. Ord af stammen zaman (3,1) bruges kun i Prædikerens Bog, Ezra, Nehemias, Daniel, Esther. Ord af stammen shalaT, den stamme hvorfra vores ord »sultan« kommer, er hyppige i Prædikerens Bog—ord som andre steder kun bruges i de udtrykkeligt eftereksilske bøger og i 1 Mos 42,6, skønt et andet ord af denne stamme forekommer i historien om Davids tid. Kun i Prædikerens Bog og Esther findes verbet kasher, »at være korrekt« (hvorfra det moderne jødiske kosher kommer), og dets afledning kishron. Det persiske ord pardec, »park« (Præd 2,5), forekommer ellers kun i Nehemias og Højsangen, og det persiske ord pithgam, »officiel afgørelse« eller »optegnelse« (Præd 8,11), kun i Est 1,20 og i de aramæiske dele af Ezra og Daniel. Prædikerens Bog vrimler også med sene ord dannet af ældre stammer—for eksempel cekhel og cikheluth, »dårskab« (Præd 10,6; Præd 2,3 m.fl.); eller medhinah, »provins« (Præd 5,8), hyppigt i de seneste bøger, men ellers kun fundet i ét afsnit i 1 Kong (20,14.15.17.19). Særlig almindelige er nye afledninger, som ender på »-n«, for eksempel yithron, »gevinst«; `inyan, »møje«; checron, »det som mangler«; ra`yon, »plage« (Præd 1,3; Præd 1,13; Præd 1,15; Præd 1,17 og ofte). Hertil føjes eksempler på gamle ord brugt i nye betydninger, og de forskellige andre grupper af fænomener, som er sædvanlige i sådanne tilfælde. Ingen dele af bogen er fri for dem.

Argumenterne for en senere datering end den, der her er angivet, er ikke afgørende. Prædikerens Bogs hebraiske sprog ligner Talmudernes sprog mere end Krønikeskriverens eller Daniels eller endog Esthers; men hvis man deraf slutter, at Prædikerens Bog derfor er senere end de andre, vil slutningen vise sig på forskellige måder at være besværlig. Forskellene forklares bedre ved, at Prædikerens Bog tilhører en anden litteraturtype end de andre.

8. Visse ikke-afgørende argumenter:

Forskellige passager har lokalkolorit i Prædikerens Bog (f.eks. 11,1), eller giver indtryk af at være hentydninger til bestemte begivenheder (f.eks. 4,13-16; 6,2.3; 9,13-18), men vanskeligheden ligger i at stedfæste begivenhederne. Dr. Kleinert argumenterer plausibelt for, at bogen blev skrevet i Egypten på ptolemæernes tid, men andre lige så sandsynlige hypoteser kunne udformes.

Det påstås, at Prædikeren kopierer fra Prædikerens bog, men det er mere sandsynligt, at sidstnævnte har kopieret fra førstnævnte. Det påstås, at Visdommens bog bestrider Prædikeren; hvis den gør det, beviser det ikke, at de to er samtidig. Det påstås, at forfatteren er bekendt med Epikurs filosofi, og må derfor have levet senere end Epikur, der døde 270 fKr., eller endda senere end Lucretius fra det 1. århundrede fKr. Hvis der var bevis for, at dette var tilfældet af lån, kunne Epikur eller Lucretius have været låntager; men der er intet sådant bevis; den egoisme, som udgør kernen i epikureismen, har vist sig i menneskelig litteratur fra begyndelsen. De stærke ligheder mellem Prædikeren og Omar Khayyam har ingen vægt til at bevise, at den hebraiske forfatter var senere end perseren. Prædikeren præsenterer en fuldstændig særpræget doktrin om udødelighed, uanset om den bekræfter eller benægter denne; men det beviser snarere en relativt tidlig dato for doktrinen end en sen dato for Prædikeren. Ved hver eneste punkt bærer Prædikeren mærkerne fra den persiske periode, ikke fra den græske.

9. Kanon:

I de tidlige kristne århundreder, som i alle århundreder siden, har der været tvister om Prædikerens kanoniskhed. Det var ikke bestridt, at Prædikeren hørte til kanonen som overleveret på traditionel vis. Intet spørgsmål om at optage den i kanonen blev rejst. Men den blev anfægtet på grund af det agnostiske præg i nogle af dens indhold, og hver gang afgøredes anken til dens fordel efter nøje undersøgelse.

Litteratur

Der findes bind om Prædikeren i alle de store kommentarer, og behandlinger af den i bindene om introduktion. Et par af de mange separate kommentarer er dem af Moses Stuart, Andover, 1864; H. Gratz, Leipzig, 1871; G. Wildeboer, Tübingen, 1898; E. H. Plumptre, Cambridge, 1881. Andre værker er dem af J. F. Genung, Ecclesiastes, and Omar Khayyam, 1901, Words of Koheleth, 1904, og The Hebrew Literature of Wisdom in the Light of Today, 1906; C. H. H. Wright, Book of Koheleth, 1883; S. Schiffer, Das Buch Coheleth nach Talmud und Midrasch, 1885; A. H. McNeile, Introduction to Ecclesiastes, New York, 1904.

Willis J. Beecher