Provins

prov'-ins (medhinah, "retsområde"; eparchia (English Versions of the Bible, provins) (ApG 23,34; ApG 25,1)):

1. Betydningen af udtrykket

2. Romersk provinsadministration

(1) Første periode

(2) Anden periode

(3) Tredje periode

3. Inddeling af provinser

4. Provinsen Judæa

5. Indtægter

LITTERATUR

1. Betydningen af udtrykket:

Provins (provincia) betegnede oprindeligt ikke en territorial afgrænsning i romersk sprogbrug, eftersom ordet blev brugt længe før nogen af romernes erobringer uden for Italien. I den mest omfattende officielle betydning betegnede det en embedsmands område for administrativ virksomhed, som i ét tilfælde kunne være ledelsen af retsudøvelsen i Rom, i et andet ledelsen af militære operationer mod et bestemt fjendtligt samfund. Da imperium blev overdraget til to konsuler ved republikkens begyndelse og til en prætor i 367 f.Kr. og endelig til en anden prætor i 241 f.Kr., blev det i praksis nødvendigt at definere deres individuelle kompetence, som i teorien var ubegrænset. Da romerne udstrakte deres kontrol over lande uden for Italien, blev det formålstjenligt at fastlægge territoriale grænser for udøvelsen af myndighed ved de embedsmænd, som regelmæssigt blev sendt til udlandet, så provincia fremover i abstrakt forstand betød guvernørens styre og i konkret forstand det bestemte område, der var betroet hans omsorg; og med udviklingen og konsolideringen af det romerske administrationssystem blev ordets geografiske betydning mere og mere væsentlig.

2. Romersk provinsadministration:

Historien om romersk provinsadministration i den mere bestemte forstand begynder i 227 f.Kr., da fire prætorer for første gang blev valgt, hvoraf to blev sat til at styre provinserne. Tre perioder kan skelnes i provinsadministrationens historie:

(1) fra 227 f.Kr. til Sulla,

(2) fra Sulla til Augustus, og

(3) kejsertiden.

(1) Første periode.

I den første periode blev der sørget for provinsernes styre ved hjælp af særlige prætorer eller, under særlige omstændigheder, ved konsuler i deres embedsperiode. Følgelig blev antallet af prætorer forøget fra fire i 227 f.Kr. til otte på Sullas tid.

(2) Anden periode.

I overensstemmelse med Sullas reformer blev alle konsuler og prætorer i Rom i deres embedsår og fik betroet administrationen af provinser et efterfølgende år med titlen prokonsul (pro consule) eller proprætor (pro praetore). Prokonsulerne blev sendt til de vigtigere provinser. Senatet fastsatte sondringen mellem konsulære og prætoriske provinser og kontrollerede almindeligvis tildelingen af provinserne til de tidligere embedsmænd. Julius Cæsar forøgede antallet af prætorer til seksten, men Augustus reducerede dem til tolv.

(3) Tredje periode.

I 27 f.Kr. overtog Augustus, som øverstbefalende for den romerske hær, endeligt administrationen af alle provinser, som krævede tilstedeværelse af militære styrker, og overlod de øvrige provinser til senatets kontrol. Der var da tolv kejserlige og ti senatoriske provinser, men alle provinser, der blev føjet til efter 27 f.Kr., kom under kejserlig administration. Kejseren administrerede sine provinser gennem personlige stedfortrædere, legati Augusti af senatorisk rang og praefecti eller procuratores af ridderstandsrang. Deres tjenestetid var ikke ensartet, men varede sædvanligvis mere end et enkelt år. Den senatoriske administration var i det væsentlige en fortsættelse af det republikanske regime efter Sulla. De senatoriske guvernører blev generelt kaldt prokonsuler, hvad enten de var af konsulær eller prætorisk rang; men kun Afrika og Asien var forbeholdt tidligere konsuler, idet de otte tilbageværende senatoriske provinser blev tildelt tidligere prætorer. Den finansielle administration af hver kejserlig provins blev betroet til en procurator, og den for hver senatorisk provins til en kvæstor.

3. Inddeling af provinser:

Provinserne blev inddelt i mindre afgrænsede områder (civitates) med henblik på lokalt styre. I de ældre provinser svarede disse distrikter almindeligvis til de bysamfund, som havde været suverænitetsenheder før romernes komme. Under romersk styre blev de inddelt i forskellige klasser på grundlag af deres værdighed og privilegier, som følger:

(1) Coloniae:

Romerske eller latinske kolonier oprettet efter forbillede af de italienske statsfællesskaber.

(2) Civitates Foederatae:

Samfund hvis uafhængighed var blevet garanteret ved en formel traktat med Rom.

(3) Civitates Liberae:

Samfund hvis uafhængighed romerne respekterede, selv om de ikke var bundet til det ved en formel forpligtelse.

(4) Civitates Stipendiariae:

Samfund som havde overgivet sig til romernes afgørelse, og som erobrerne af bekvemmelighedshensyn tildelte begrænsede beføjelser til lokalt styre.

Civitates stipendiariae, og i nogle tilfælde kolonierne, betalte skatter til den romerske regering, hvoraf den største del enten var i form af en bestemt andel af jordens årlige afgrøder, såsom en femtedel eller tiendedel, eller en fast årlig betaling i penge eller naturalier.

4. Provinsen Judæa:

Judæa blev en del af provinsen Syrien i 63 f.Kr., men blev i 40 f.Kr. tildelt Herodes den Store som et kongerige; hans suverænitet trådte i kraft tre år senere. Provinsstyret blev genindført i 6 e.Kr. og blev kun afbrudt i årene 41-44 e.Kr., da Herodes Agrippa fik kongelig myndighed over landet (Josefus, Antiquities XIX, viii, 2). Den romerske administration lå i hænderne på prokuratorerne (se prokurator), som boede i Cæsarea (Josefus, BJ, II, xv, 6; ApG 23,23; ApG 23,33; ApG 25,1) i Herodes den Stores palads (ApG 23,1-35). Judæas prokuratorer var underlagt de kejserlige statholdere i Syriens myndighed, som det fremgår af Vitellius’ afsættelse af Pontius Pilatus (Josefus, Ant, XVIII, iv, 2; Tacitus, Annals vi.32). Prokuratoren havde beføjelse til at udøve strafferetlig jurisdiktion over provinsens indbyggere i sager, der indebar dødsstraf (Josefus, BJ, II, viii, 1), men han var forpligtet til at imødekomme en appel fra romerske borgere om at blive stillet for retten i Rom (ApG 25,11). En dødsdom afsagt af Sanhedrinet krævede prokuratorens godkendelse, sådan som det fremgår af processen mod Frelseren. Under romersk styre blev byer som Cæsarea, Sebaste og Jerusalem organer for lokalt styre, ligesom bysamfundene i andre dele af riget.

5. Indtægter:

Indtægterne fra Israels land under Claudius siges at have været 12.000.000 denarer (omkring 2.400.000 dollars eller 500.000 britiske pund (i 1915); jf. Josefus, Ant XIX, viii, 2). Foruden jordskatten, hvis størrelse ikke kendes, blev der opkrævet en række indirekte afgifter på auktioner, salt, veje, broer osv.; disse udgjorde uden tvivl det virkefelt, hvor tolderne fik deres lidet misundelsesværdige ry.

LITTERATUR.

Læseren kan henvises til Marquardt, Romische Staatsverwaltung, I, 497-502, 517-57, for en generel drøftelse af det romerske system for provinsadministration, og til samme bind, s. 405-12, for provinsstyret i Israels land.

George H. Allen