Rørdrum

bit'-ern (qippodh; latin Botaurus stellaris; græsk echinos): Et nataktivt medlem af hejrefamilien, som holder til i sumpe og moseområder. Dens hebraiske navn betyder en skabning fra øde steder og ørkenområder. Rørdrummen er den mest særprægede gren af hejrefamilien (ardeidae), fordi den til dels er en natfugl. Der er tydelige forskelle fra hejren i proportioner, og den adskiller sig meget i farvetegning. Den er en af de fugle, der har den ældste historie, og så langt tilbage som optegnelserne rækker, vides den at have levet i Europa, Asien, Afrika, Australien og Amerika. Den afrikanske fugl, som bibelhistorikerne kendte, var 2 1/2 fod lang. Den havde et 4 tommer langt næb, klare øjne og en fjerdragt i gulbrune og kastanjebrune farver, plettet med sort. Den levede omkring sumpe og moser, jagede mest om natten, og dens føde var omtrent den samme som hos alle medlemmer af hejrefamilien; frøer var dens hovedføde. Dens kød har ikke den fiskesmag, som de fleste medlemmer af hejrefamilien har, og i tidligere tider blev det regnet for en stor delikatesse. I falkejagtens dage blev den beskyttet i England på grund af den sport, jagten på den gav. Aristoteles nævner, at før hans tid blev rørdrummen kaldt oknos, et navn der betegner »et dovent sindelag«. Det blev sandsynligvis givet af folk, som fandt fuglen skjult i sumpe om dagen og så, at den næsten ville lade sig træde på, før den fløj op. De forstod ikke, at den fandt føde og parrede sig om natten. Plinius skrev om den som en fugl, der »brølede som okser«, og af den grund blev den kaldt Taurus. Andre middelalderlige forfattere kaldte den botaurus, hvorfra vores betegnelse »bittern« er afledt. Der synes at være megen forvirring om navnets tidlige form; men alle autoriteter er enige om, at det blev givet fuglen på grund af dens stemme. Turner siger, at briterne i 1544 kaldte den »miredromble« og »botley bump« på grund af dens stemme. Rolland siger, at franskmændene kaldte den Boeuf d'eau. I senere tider er »bog-bull«, »stake-driver« og »thunder-pumper« blevet knyttet til den som udtryk, der træffende beskriver dens stemme. Nuttall siger, at dens skrig er »som en tyrs afbrudte brølen, men hulere og højere, og det høres på en mils afstand, som om det kom fra et frygtindgydende væsen, der boede på bunden af vandene.« Tristram siger: »Dens mærkelige, buldrende tone, der forstyrrer nattens stilhed, giver en fornemmelse af øde, som intet andet end en hyænes hyl kan måle sig med.« Thoreau mente, at dens stemme lød som slaget af en økse mod hovedet på en dybt nedrammet pæl. I oldtiden troede man, at fuglen stak sit skarpe næb ind i et rør for at frembringe denne lyd. Senere antog man, at den blev frembragt ved, at den pressede næbbet ned i dynd og vand, mens den skreg. Nu har man lokaliseret den membran, hvormed lyden frembringes, i fuglens lunger. Til alle tider har det været stemmen, der tiltrak opmærksomhed til rørdrummen, og det var alene på grundlag af dens vokale evner, at den kom ind i Bibelen. Der er tre henvisninger, som alle har deres udspring i dens skrig. Esajas skrev, da han profeterede om Babylons ødelæggelse (Es 14,23 i King James Version): »Jeg vil også gøre det til en ejendom for rørdrummen og til vandpøle«; med andre ord ville han gøre det til en øde og ensom sump. Igen i Es 34,11 i King James Version, da han udtalte dom over Idumæa, skrev han: »Men skarven og rørdrummen skal tage det i eje.« I Revised Version (British and American) er »skarv« og »rørdrum« ændret til »pelikan« og »pindsvin«. Ændringen fra skarv til pelikan gør mindre forskel, eftersom begge er vandfugle, og det hebraiske shalakh, som betyder »en dykkende fugl«, ville passe lige godt på begge. Hvis de blev brugt til at understøtte tanken om, at de ville fylde ruinerne med skrækindjagende lyd, er det dog værd at huske, at skarven havde en slags stemme, mens pelikanen er berygtet som den mest tavse af fugle. Ændringen fra rørdrum til pindsvin er en ændring, som ingen ornitolog ville være enig i. Omkring 620 f.Kr. angiver profeten Sefanias (Sef 2,14) tydeligt denne fugl: »Og hjorde skal lægge sig ned midt i hende, alle folkenes dyr; både pelikanen og pindsvinet skal overnatte på hendes søjlehoveder; deres stemme skal synge i vinduerne; ødelæggelse skal være på tærsklerne, for han har blottet cedertræsværket.« Dette burde for altid afgøre det spørgsmål, som nogle moderne kommentatorer har rejst, om hvorvidt der menes en fugl eller et dyr med ordet qippodh. I nogle tilfælde synes det at være blevet forvekslet med qunfudh, pindsvinet eller hulepindsvinet. Ingen naturhistoriker ville nogen sinde gå med til dette, fordi disse dyr ikke hører hjemme under de forhold, som man ved fandtes her. Selv hvis man indrømmer, at Nineve skulle blive gjort tør, må man huske, at Tigris' sumpe lå meget nær, og at fuglen er en natfugl med en stemme, der let bærer over en mil. Den skulle også »synge« og »overnatte« på de »øverste overliggere«, som var de øverste tømmerstykker i døre og vinduer. Disse udgjorde netop det sted, hvor en rørdrum sandsynligvis ville sætte sig, når den forlod sit sumpede hjem og drog buldrende gennem natten på jagt efter en mage. Det var uden tvivl rørdrummens kærlighedssang, som Esajas og Sefanias brugte til at fuldende profetier om øde og rædsel, for bortset fra parringstiden er den en meget stille fugl. Af disse grunde er ændringen fra rørdrum til pindsvin i Revised Version (British and American) i det citerede afsnit en stor fejl, ligesom også ændringen fra skarv til pelikan er det.

Gene Stratton-Porter