Rubens stamme

Ved udvandringen talte den 46.500 mandlige voksne fra tyve år og opefter (4 Mos 1,20, 21), og ved slutningen af ørkenvandringerne talte de kun 43.730 (26,7). Denne stamme sluttede sig sammen med Gads stamme i at bede om tilladelse til at bosætte sig i “Gileads land,” “på den anden side af Jordan” (32,1-5). Den lod, der blev tildelt Ruben, var den mindste af de lodder, der blev givet til stammerne øst for Jordan. Den strakte sig fra Arnon i syd langs Det Døde Havs kyst til dets nordlige ende, hvor Jordan løber ud i det (Jos 13,15-21, 23). Den omfattede således Sihons oprindelige kongerige. Ruben er “for de østlige stammer, hvad Simeon er for de vestlige. ‘Ustadig som vand’ forsvinder han bort til en ren arabisk stamme. ‘Hans mænd er få;’ det er alt, hvad han kan gøre, ‘at leve og ikke dø.’ Vi hører ikke om andet end deres kvægs mangedobling i Gileads land, deres bytte på ‘halvtreds tusind kameler og to tusind æsler’ (1 Krøn 5,9, 10, 20, 21). I nationens store kampe tog han aldrig del. Klagen over ham i Deboras sang er sammenfatningen af hele hans historie. ‘Ved Rubens bække,’ dvs. ved de friske bække, som løber ned fra de østlige høje til Jordan og Det Døde Hav, på hvis bredder beduinhøvdingene dengang som nu mødtes for at rådslå, i Rubens ‘bække’ var ‘ønskerne’ store”, dvs. beslutninger, som aldrig blev udført, mens folket dovent hvilede blandt deres hjorde, som om det var fredstid (Dom 5,15, 16). Stanley’s Sinai and Palestine.

Alle de tre stammer øst for Jordan faldt til sidst i fuldstændigt frafald, og gengældelsens tid kom. Gud “vakte Pûls ånd, Assyriens konge, og Tiglat-Pilesers ånd, Assyriens konge,” til at føre dem bort, som de første af stammerne, i fangenskab (1 Krøn 5,25, 26).