Sara; Saraj

sa'-ra, sa'-ri:

(1) I 1 Mos 17,15 får den kvinde, som indtil da har været kendt som Saraj (Saray; Sara), på guddommelig befaling navnet Sara (Sarah; Sarra). (Denne sidste form på græsk bevarer den gamle fordobling af r'et, som er gået tabt i de hebraiske og engelske former.)

Det tidligere navn synes at være afledt af den samme rod som Israel, hvis da 1 Mos 32,28 er tænkt som en etymologi for Israel. "Hun som kæmper," en stridbar person, er et navn, der kunne gives til et barn ved fødslen (sammenlign Hos 12,3; Hos 12,4, om Jakob), eller senere, når barnets karakter udviklede sig; i 1 Mos 16,6 og 21,10 viser der sig en stridbar karakter. Alligevel advarer sammenligningen med historien om hendes mands navn (se ABRAHAM) os imod udelukkende at arbejde ud fra det hebraiske sprog. Saraj var det navn, denne kvinde bragte med sig fra Mesopotamien. På den anden side kan der næppe være tvivl om, at navnet Sara, som hun fik, da hendes søn blev lovet, betyder "fyrstinde", for det er den feminine form af den yderst almindelige titel sar, som semitterne brugte om en hersker af højere eller lavere rang. I verset efter det, hvor dette navn gives, erklæres det om Sara, at "kongers folk skal komme fra hende" (1 Mos 17,16).

Vi møder Saraj i 1 Mos 11,29. Her nævnes hun som den hustru, Abraham "tog", mens han endnu var i Ur i Kaldæa, det vil sige, mens han var blandt sine slægtninge. Det tilføjes straks, at "Saraj var ufrugtbar; hun havde intet barn." Med denne enkle bemærkning i indledningen til sin fortælling anslår forfatteren det motiv, som skal udvikles i hele det følgende. Da udvandringen til Karan finder sted, nævnes Saraj sammen med Abram og Lot som den, der ledsager Tera. Det er blevet hævdet, at forfatteren (eller forfatterne) til Første Mosebog 11 intet kendte til det slægtskabsforhold, der meddeles i 20,12. Men der kan ikke gives noget bevis for en sådan uvidenhed, selv hvis man antager forskelligt forfatterskab i de to passager.

Sarajs livsforløb, som det beskrives i Første Mosebog 11, var ikke afhængigt af, at hun var Teras datter. Tera havde andre efterkommere, som ikke ledsagede ham. Hendes bevægelser blev bestemt af, at hun var Abrams hustru. Det ser dog ud til, at hun var Teras datter med en anden mor end Abrams mor. Sproget i 20,12 ville ganske vist tillade, at hun var Abrams niece, men det faktum, at der kun var 10 års forskel mellem hans alder og hendes (1 Mos 17,17), gør denne hypotese mindre sandsynlig. Ægteskab med halvsøstre synes ikke at have været ualmindeligt i oldtiden (selv i Det Gamle Testamente, sammenlign 2 Sam 13,13).

Dette dobbelte slægtskabsforhold gav Abraham den udvej, som han to gange benyttede, da han manglede tro på, at Gud ville beskytte hans liv, og i fejhed søgte sin egen sikkerhed på bekostning af sin hustrus ære. Den første af disse lejligheder var i den tidligere periode af deres vandringer (Første Mosebog 12). Fra Kanaan drog de ned til Egypten. Saraj, skønt hun ifølge den hellige historieskrivers kronologi var over 60 år gammel, gjorde ved sin skønhed det indtryk på egypterne, som Abraham havde forudset, og resultatet blev, at hun blev overført til det kongelige palads. Men dette stod i direkte modsætning til Guds hensigt med sit eget rige. Faraos jordiske majestæt måtte bøje sig for den guddommelige majestæt, som plagede ham og sikrede den fremmedes udgang, og således forudgreb det de senere plager og den senere udgang, da Abrahams og Saras sæd "udplyndrede egypterne".

Vi møder dernæst Sara i fortællingen om Ismaels og Isaks fødsel. Skønt der var 14 år mellem de to fødsler, er de tæt forbundet i fortællingen på grund af deres logiske sammenhæng. Saras ufrugtbarhed fortsatte. Hun var nu langt forbi midten af livet, selv målt efter patriarkalsk levealder, og der syntes ikke at være noget håb om, at hun nogensinde skulle føde det barn, som skulle arve Guds løfte. Hun griber derfor til den udvej at blive "opbygget ved" sin personlige slavinde, egypteren Hagar (se 1 Mos 16,2 randnote). Det vil sige, at efter samtidens lov og skik, sådan som Hammurabis lovsamling vidner om (se ABRAHAM, iv, 2), ville en søn, der blev født af denne kvinde, være Abrahams og Saras fribårne søn og arving.

Dette var faktisk Ismaels stilling senere. Men tjenestepigens frækhed vakte herskerindens hævngerrige jalousi og førte til en smertefuld scene med uberettiget fordrivelse. Hagar vendte imidlertid tilbage på Guds befaling, ydmygede sig for Sara og fødte Ismael i hans egen fars hus. Her blev han som den eneste og retmæssige arving, indtil miraklet med Isaks fødsel gjorde alle menneskelige forventninger til skamme og førte til den endelige fordrivelse af Hagar og hendes søn.

Navneændringen fra Saraj til Sara, da Isak blev lovet, er allerede blevet bemærket. Saras vantro latter, da hun hører løftet, er naturligvis forbundet med oprindelsen til Isaks navn, men den tjener også til at understrege den mirakuløse karakter af hans fødsel, eftersom den finder sted, efter at hans forældre begge er så "højt oppe i årene", at forældreskab synes at være en absurditet.

Før dette løftesbarns fødsel bliver Sara imidlertid igen, på grund af sin mands fejhed, udsat for vanære og ruin. Abimelek, kongen af Gerar, ønsker at blive knyttet ved ægteskab til en mand med Abrahams magt og sender bud efter Sara, som han kun kender som Abrahams søster, og for anden gang indtager hun sin plads i en fyrstes harem. Men det guddommelige løfte skal ikke gøres til intet, heller ikke af vedvarende menneskelig svaghed og synd. I en drøm åbenbarer Gud for Abimelek, hvordan sagen virkelig forholder sig, og Sara bliver givet tilbage til sin mand med en godtgørelse. Derefter fødes den længe udsatte søn, den jaloux mor sikrer, at Hagar og Ismael bliver fordrevet, og hendes livsløb ender i en alder af 127 år, i Hebron, som længe havde været hendes hjem. Abrahams sorg og hengivenhed vises bredt i Første Mosebog 23, hvor han søger og får et gravsted til sin hustru. Hun er således den første, der bliver begravet i hulen på Makpelas mark, som skulle blive det fælles hvilested for det fremtidige Israels fædre og mødre.

Saras karakter er en blanding af lys og skygge. På den ene side har vi set det svigt i troen, som førte til Ismaels fødsel, og den mangel på selvbeherskelse og kærlighed, som førte til et skænderi med Abraham, en uretfærdig handling mod Hagar og Ismaels arveløshed. Men på den anden side ser vi i Sara, som de nytestamentlige forfattere påpeger (Hebr 11,11; 1 Pet 3,6), en som gennem et langt liv i fællesskab med Abraham delte hans håb til Gud, hans tro på løfterne og hans evne til at blive Guds redskab til at udrette det, der menneskeligt set var umuligt. Faktisk tilskrives Sara en slags åndeligt moderskab, svarende til Abrahams stilling som »de troendes far«; for alle kvinder erklæres for at være Saras (åndelige) døtre, når de ligesom hun er prydet med »hjertets skjulte menneske« og er »gørere af det gode« og »ikke frygter nogen rædsel« (1 Peter, anførte sted, ordret gengivet). At hun, på trods af sit udbrud angående Hagar og Ismael, i almindelighed var »underordnet sin mand« og havde »en mild og stille ånd«, fremgår af hendes mands ægte sorg ved hendes død, og endnu tydeligere af hendes søns langvarige sorg over hende (1 Mos 24,67; sammenlign 1 Mos 17,17; 1 Mos 23,1 med 1 Mos 25,20). Og han, som får selv menneskers vrede til at lovprise ham, brugte endog Saras jaloux vrede til at gennemføre sin hensigt: at »den frie kvindes søn«, Isak, »født ved løfte«, alene skulle arve dette løfte (Gal 4,22-31).

Bortset fra de tre nytestamentlige passager, der allerede er nævnt, hentydes der kun til Sara i Es 51,2 (»Sara, som fødte jer«, som folkets mor), i Rom 4,19 (»Saras moderlivs dødhed«), og i Rom 9,9, hvor Guds løfte i 1 Mos 18,10 citeres. Dog er hendes eksistens og hendes historie naturligvis forudsat overalt, hvor der hentydes til fortællingerne om Abraham og Isak.

For mange moderne kritikere leverer Sara med sit navn et velkomment argument til støtte for den mytiske opfattelse af Abraham. Man har ment, at hun var den lokale numen, for hvem hulen nær Hebron var hellig; eller den guddom, hvis gemal blev dyrket i Arabien under titlen Dusares, dvs. Saras-mand; eller Sins, månegudens, kvindelige ledsager, dyrket i Haran. Om disse synspunkter vil den studerende gøre vel i at konsultere Baethgen, Beitrage, 94, 157, og, for det nyeste synspunkt, Gressmanns artikel, »Sage und Geschichte in den Patriarchenerzahlungen«, ZATW, 1910, og Eerdmans, Alttestamentliche Studien, II, 13.

(2) Raguels datter og Tobias' hustru (Tobit 3,7.17 osv.).

Se TOBIT, BOOK OF.

J. Oscar Boyd