Historien om Susanna

su-zan'-a:

1. Navn

2. Kanonicitet og placering

3. Indhold

4. Kendsgerning eller fiktion?

5. Datering

6. Originalsprog

1. Navn:

Denne lille fortælling har i Septuaginta den enkle titel "Susanna" (Sousanna, fra hebraisk shoshannah, "lilje"). Sådan også i Syro-Hexapla. I Codex Alexandrinus (Theodotion) betegnes den Horasis a (Syn I); se BEL OG DRAGEN, afsnit I. I den harklenske syriske tekst (Balls W2) er dens titel "Bogen om den lille (eller barnet?) Daniel".

2. Kanonicitet og placering:

Susanna blev sammen med de øvrige tilføjelser optaget i bibelkanonen i de græske, syriske og latinske kirker. Julius Africanus (omkring 230 e.Kr.) var den første, der anfægtede Susannas ret til en plads i kanon, på grund af dens usandsynlige karakter. Origenes svarede ham og fastholdt stærkt dens historicitet (se Schurer, GJV4, III, 455; HJP, II, 3, s. 186, hvor henvisningerne gives). I Septuaginta, Syro-Hexapla og Vulgata er Susanna Daniel 14, men hos Theodotion (ABQ) indleder den Danielsbogen og står før kapitel 1, en placering der forudsættes i King James Version og Revised Version (British and American), som bygger på Theodotion, der tidligere blev anset for at være den sande Septuaginta. Dog er det sandsynligt, at selv hos Theodotion stemte den oprindelige placering med den i den sande Septuaginta (Swetes 87); således Roth (Kautzsch, Die Apok., 172) og Driver (Commentary on Daniel, Cambridge Bible, xviii).

Se BEL OG DRAGEN.

3. Indhold:

Fortællingen om Susanna berettes således i Theodotions version, og derfor også i de engelske bibeloversættelser, som følger den. Susanna var den smukke og fromme hustru til Joakim, som boede i Babylon i eksilets første år og ejede en fin park, der var åben for hans medeksilerede (vers 1-4). To af disse sidstnævnte var ældste og dommere, som, selv om de blev holdt i høj agtelse, lod urene tanker om Susanna få plads i deres sind. En dag, da de mødtes i parken, afslørede de for hinanden deres lystne lidenskab for denne smukke kvinde og besluttede sammen at gribe den første lejlighed til at overfalde hende i parken og overmande hende (vers 5-15). Der blev gjort et fælles forsøg mod Susanna, som gjorde modstand, trods trusler om falsk anklage (vers 22-26). De ældste fremsætter en falsk anklage, både privat og offentligt, og hun bliver følgelig dømt til døden (vers 27-41). På vej til henrettelsen møder hun Daniel (= dommer "for Gud"), som får sagen genåbnet, og gennem en form for krydsforhør af de to ældste lykkes det ham at overbevise folket om, at Susanna er uskyldig i den anklage, der er rejst mod hende. Hun bliver frikendt, men hendes anklagere bliver henrettet.

Fortællingen, sådan som den berettes i Septuaginta (87), er i det væsentlige den samme, skønt den varierer noget i detaljer. Vers 1-4 synes at være føjet til af Theodotion for tydelighedens skyld, for i Susanna vers 7 i Septuaginta introduceres Susanna for første gang: "Da disse så en kvinde med smukt udseende, kaldet Susanna, hustru til en af israelitterne," osv. Den oprindelige tekst begyndte derfor med vers 5, dog i en lidt anden form. Septuaginta udelader vers 15-18, som fortæller om de to ældste, der skjulte sig og holdt øje, mens Susanna gik ind i parken og tog sit bad. Der er ikke et ord i Septuaginta om de ældstes trusler om at bringe Susanna i vanry, hvis hun nægtede det, de ønskede (vers 20 ff.); denne udeladelse gør Septuagintas form af fortællingen uklar og antyder, at dette afsnit er faldet ud ved en fejl. Septuaginta nævner heller ikke, at Susanna og de ældste råbte op (vers 24). Retssagen fandt ifølge Theodotion (og de engelske bibeloversættelser) sted i huset (vers 28), men ifølge Septuaginta i synagogen (vers 28). I Septuaginta (vers 30) siges det, at antallet af Susannas slægtninge, tjenere og tjenestepiger, som var til stede ved retssagen, var 500; Theodotion tier om dette. Septuaginta (vers 35) lader Susanna bede til Gud før sin domfældelse, men Theodotion (de engelske bibeloversættelser, vers 42-44) efter. Ifølge Septuaginta undslap den unge mand, som de ældste falskeligt sagde, at de havde fundet sammen med Susanna, ubemærket, fordi han var maskeret; Theodotion siger, at han slap væk, fordi de ældste ikke havde kræfter til at holde ham (vers 39). Septuaginta tier om de to piger, som ifølge Theodotion (vers 36) ledsagede Susanna til badet. Theodotion taler ikke om den engel, som ifølge Septuaginta gav Daniel den visdom, han udviste (men sammenlign Theodotion, vers 50); men på den anden side tilføjer han de ord, der tillægges Daniel (vers 51, engelske oversættelser), skønt han udelader de ord, som Septuaginta lægger ham i munden (= selv ældste kan lyve). Septuaginta udelader folkets ord henvendt til Daniel: "Hvad betyder disse ord, som du har talt?" (vers 47, Theodotion, de engelske bibeloversættelser). Ifølge Theodotion (vers 50) bad folket Daniel om at optræde som dommer iblandt dem; Septuaginta udelader denne oplysning. To spørgsmål blev ifølge Septuaginta stillet til de ældste: "Under hvilken slags træ?" "I hvilken del af parken?" men kun ét ifølge Theodotion (og de engelske bibeloversættelser): "Under hvilken slags træ?" Septuaginta fortæller, at de to ældste som straf blev styrtet ned fra klippen; ifølge Theodotion blev de dræbt (vers 62). I de sidste to vers (vers 63 f.) fremhæver Septuaginta fortællingens morale, men Theodotion slutter med at beskrive Susannas slægtninges glæde over retssagens lykkelige udfald og den øgede respekt, som Daniel kom til at nyde. Om versionens afhængighed se TEXT AND MANUSCRIPTS OF THE NEW TESTAMENT; TEXT OF THE OLD TESTAMENT; VERSIONS.

4. Kendsgerning eller fiktion?:

Det er ganske tydeligt, at fortællingen er en opdigtelse, og at den kom til at blive knyttet til Daniel på grund af den rolle, som Daniel dommeren spiller i den.

(1) Fortællingens form er forskellig i Septuaginta, Theodotion og de forskellige syriske recensioner, hvilket viser, at den var en omvandrende legende, fortalt på mange måder.

(2) Ingen bekræftelse af det, der her berettes, er blevet fundet i skriftlige eller epigrafiske kilder.

(3) De grunde, som Susanna blev dømt på, er trivielle og helt utilstrækkelige.

(4) Dommeren Daniels optræden er unaturlig og vilkårlig.

Selv om fortællingen altså er fiktiv, hviler den helt eller delvis på ældre kilder.

(1) Ewald (Geschichte(3), IV, 386) mente, at den var inspireret af den babyloniske legende, hvor to gamle mænd forføres af kærlighedsgudinden (jf. Koranen 2,96).

(2) Brull (Das apokryphische Sus-Buch, 1877), efterfulgt af Ball (Speaker's Apocrypha, II, 323-31), Marshall og R. H. Charles, nåede frem til følgende konklusioner:

(a) At den første halvdel af fortællingen hviler på en tradition om to ældste (Akab og Sidkija), som forførte visse kvinder ved at overtale dem til, at de derved ville blive mor til Messias. Denne tradition har sandsynligvis sin oprindelse i Jer 29,21-23, hvor det siges, at Jahve ville straffe Akab og Sidkija hårdt, fordi de havde »begået skændselsgerning i Israel« og havde »begået ægteskabsbrud med deres næstes hustruer« (KJV). Vi kan spore den ovennævnte fortælling, med mange variationer, i Origenes’ og Hieronymus’ skrifter og i diverse rabbinske værker.

(b) Retsscenariet menes at have en helt anden oprindelse. Det siges at være opstået omkring 100-96 f.Kr., da Simon ben Shetach var præsident for Synedriet. Hans søn blev falskt anklaget for en forbrydelse, der medførte dødsstraf, og blev dømt til døden. På vej til henrettelsen indrømmede anklagerne, at han var uskyldig i forbrydelsen; alligevel blev sønnen på eget ønske henrettet, for at faderens hænder kunne styrkes ved indførelsen af nye reformer i retsplejen. Farisæerne og saddukæerne var uenige om, hvilken straf der skulle udmåles til falske vidner, når dødsdom var involveret. Det første parti gik ind for en strengere afhøring af vidner og en hårdere straf, hvis deres vidnesbyrd kunne bevises falsk. Saddukæerpartiet indtog en mere moderat position på begge punkter. Susanna er blevet opfattet som en slags traktat, der gennem et eksempel fremlægger farisæerpartiets synspunkter. Hvis denne opfattelse af Susannas oprindelse accepteres, blev traktaten skrevet af en jøde fra Israels land, en antagelse som gøres sandsynlig af andre overvejelser.

5. Datering:

Hvis Susanna, sådan som de græske, latinske og syriske kirker mente og mener, udgør en integreret del af Daniel, er dateringen af denne sidste bog (se DANIEL) også dateringen af Susanna. Men der er afgørende vidnesbyrd om, at de tre »Tilføjelser« cirkulerede uafhængigt, selv om vi ikke har nogen mulighed for med sikkerhed at fastsætte dateringen. Måske opstod dette stykke under stridighederne mellem farisæerne og saddukæerne omkring 94-89 f.Kr.; se foregående afsnit. I så fald ville 90 f.Kr. være en passende datering. Om dateringen af Theodotions oversættelse se DANIEL; BEL AND THE DRAGON; VERSIONS; TEXT AND MANUSCRIPTS OF THE NEW TESTAMENT; TEXT OF THE OLD TESTAMENT.

6. Originalsprog:

Vort materiale til at bedømme, hvilket sprog forfatteren skrev på, er spinkelt, og man kan for tiden ikke nå frem til nogen stor sandsynlighed. Følgende forskere argumenterer for en græsk original: Fritzsche, De Wette, Keil, Herzfeld, Graf, Holtzmann. Følgende er nogle af begrundelserne:

(1) Der er flere paronomasier eller ordspil, som i Susanna vers 54 f, schinon (»under et mastikstræ«) .... schisei (»vil skære«); vers 58 f, prinon (»under et stenegetræ«) .... prisai (»at skære«). Men dette sidste ord (prisai) mangler i den egentlige Septuaginta, selv om det forekommer hos Theodotion (Swetes tekst, vers 59, har kataprise fra samme rod). Hvis ordspillet i vers 58 f skyldes en oversættelse baseret på Septuaginta, er det første eksempel (vers 54 f), som findes i Septuaginta og Theodotion, lige så sandsynligt værket af oversætteren af disse vers fra hebraisk.

(2) Det siges, at der ikke er fundet noget spor af en hebraisk original; men indtil for få år siden kunne den samme udtalelse have været fremsat om Sir.

Der er en voksende opfattelse af, at forfatteren skrev på hebraisk (eller aramæisk?); således Ball, J. T. Marshall, R. H. Charles.

(1) Skribenten var næsten sikkert en jøde fra Israels land, og det ville være langt mere sandsynligt, at han skrev på sit eget sprog, især da han synes at have tilhørt det farisæiske parti, som var glødende nationalister (se foregående afsnit, til sidst).

(2) Der er et anseligt antal hebraismer, noget flere end man ville forvente, hvis skribenten havde skrevet på hellenistisk græsk

For versioner og litteratur se BEL AND THE DRAGON; DANIEL; Oxford Apocrypha, udgave ved R. H. Charles, 638 ff.

T. Witton Davies